(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Liahona (Danish)"

151. ÅRGANG ■ NUMMER 11 ■ JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE ■ NOVEMBER 2002 



LIAHONA 



Tf* 









i .v.li «r 






%■■ 



p^- 






HH 




JESU KRISTI KIRKE AF SIDSTE DAGES HELLIGE ■ NOVEMBER 2002 



LIAHONA 



2 Sammenfatning af 

oktoberkonferencen 2002 

MØDET LØRDAG FORMIDDAG 

4 »O, gid jeg var en engel og kunne få 
mit hjertes ønske opfyldt« 
Præsident Gordon B. Hinckley 

7 Kaldet af Gud 
Ældste L. Tom Perry 

10 Den verdensomspændende kirke 
bliver velsignet ved profeternes røst 
Ældste Dieter F. Uchtdorf 

13 En glædens røst for vore børn 
Coleen K. Menlove 

16 Omsluttet af hans kærligheds arme 
Ældste Neal A Maxwell 

19 Hvad får jeg ud af det? 
Præsident James E. Faust 



MØDET LØRDAG EFTERMIDDAG 

22 Opretholdelse af Kirkens ledere 
Præsident Thomas S. Monson 

24 Var der ikke ti, der blev rene? 
Ældste David B. Haight 

26 Tiende: En prøve på tro, som 
medfører evige velsignelser 
Ældste Robert D. Hales 

30 Og selv om han ikke gør det 
Ældste Lance B. Wickman 

33 Offer og lydighed palmen ham 
bringer 
Ældste Robert K. Dellenbach 

36 Kaldet til at tjene 

Ældste Jeffrey R, Holland 

39 »Salige er de, som 
stifter fred« 
Ældste Russell M, Nelson 



Si 



PRÆSTEDØMMETS MØDE 

42 Stavspatriarken 

Præsident Boyd K Packer 

46 Den bedste generation af 
missionærer 
Ældste M. Russell Ballard 

49 Jeg tror, jeg kan - Jeg kunne godt 
Præsident James E. Faust 

53 Ti! Vær stil! 

Præsident Thomas S. Monson 

56 Til brødrene i præstedømmet 
Præsident Gordon B. Hinckley 

MØDET SØNDAG FORMIDDAG 

60 Forbilleder 

Præsident Thomas S. Monson 

67 Jeg går, hvor du sender mig hen 
Ældste Dallin H. Oaks 

71 At de må være ét i os 

Ældste D. Todd Christojferson . 

73 Troens kvinde 

Margaret D. Nadauld 

75 Lev op til din kaldelse 
Ældste Henry B. Eyring 

78 Det vidunderlige grundlag for 
vores tro 
Præsident Gordon B. Hinckley 

MØDET SØNDAG EFTERMIDDAG 

82 Mon han så vil finde troen på 
jorden? 
Ældste Joseph B. Wirthlin 

||g 86 At være fri for tunge byrder 
Ældste Richard G. Scott 



89 Underkast jer den Helligånds ledelse 
Ældste Kenneth Johnson 

92 Sjov og lykke 

Ældste Claudio R. M. Costa 

94 Kom til Zion! Kom til Zion! 
Biskop Keith B. McMullin 

97 Far, er du vågen? 

Ældste F. Melvin Hammond 

99 At hver enkelt må blive et bedre 
menneske 
Præsident Gordon B. Hinckley 

HJÆLPEFORENINGENS ÅRLIGE MØDE 

101 Video: Her er jeg, send mig 

103 I hjertets hellighed 
Bonnie D. Parkin 

106 Vores familie velsignes ved vore 
pagter 
Kathleen H. Hughes 

108 Kærlighed: Én familie, ét hjem ad 
gaftgen 
Anne C. Pingree 

110 I kommer alle direkte fra Himlen. 
Præsident James E. Faust 

64 Generalautoriteter i Jesu Kristi Kirke 
af Sidste Dages Hellige 

115 De talte til os 

116 Hjælpekilder til undervisning 

120 Hovedpræsidentskaber for 
hjælpeorganisationerne 

121 Kirkenvt 



4^ 



y 




Sammenfatning af 
oktoberkonferencen 2002 



KONFERENCEMØDET LØRDAG FORMIDDAG, 
DEN 5. OKTOBER 2002 

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley. 
Ledelse: Præsident Thomas S. Monson. 
Indledningsbøn: Ældste Ben B. Banks. 
Afslutningsbøn: Ældste Richard D. Alired. 
Musik ved Mormontabernakelkoret; Craig 
Jessop og Mack Wilberg var dirigenter; Clay 
Christiansen var organist: »Press Forward, 
Saints«, Hymns, nr. 81; »Der er en stund, da 
ro og fred«, Salmer og sange, nr. 144; »Jeg 
prøver at bli' som Jesus«, Børnenes sang- 
bog, s. 40-41; »O, kom, du konge, kom«, 
Salmer og sange, nr. 21; »Der er solskin i 
min sjæl i dag«, Salmer og sange, nr. 149; 
»Jeg på Kristus tror«, Salmer og sange, 
nr. 69. 

KONFERENCEMØDET LØRDAG 
EFTERMIDDAG, DEN 5. OKTOBER 2002 

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley. 
Ledelse: Præsident James E. Faust. 
Indledningsbøn: Ældste Charles Didier. 
Afslutningsbøn: Ældste Athos M. Amorim. 
Musik ved et familiekor fra stave i Hunter 
(Salt Lake City), Utah; Jared L. Dunn var diri- 
gent; Linda Margetts var organist: »Glorious 
Things Are Sung of Zion«, Hymns, nr. 48; 
»Come Along, Come Along«, Hymns, nr. 
244; »O, glæd dig nu vor jord!«, Salmer og 
sange, nr. 28; »Oh, What Songs of the 
Heart«, Hymns, nr. 286. 

PRÆSTEDØMMETS MØDE LØRDAG AFTEN, 
DEN 5. OKTOBER 2002 

Præsidium og ledelse: Præsident Gordon B. 
Hinckley. Indledningsbøn: Ældste Lynn G. 
Robbins. Afslutningsbøn: Ældste Donald L. 
Hallstrom. Musik ved et kor af bærere af Det 
Aronske Præstedømme fra stave i Provo, 
Utah; Andrew Crane var dirigent; John 
Longhurst var organist: »Kom, alle I Guds 
mænd«, Salmer og sange, nr. 322; »O, du 
salighedens klippe«, Salmer og sange, nr. 
171; »Led os, o du vor Jehova«, Salmer og 
sange, nr. 36; »Vi vil bringe verden hans 
ord«, Børnenes sangbog, s. 92-93. 



KONFERENCEMØDET SØNDAG 
FORMIDDAG, DEN 6. OKTOBER 2002 

Præsidium og ledelse: Præsident Gordon B. 
Hinckley. Indledningsbøn: Ældste Earl M. 
Monson. Afslutningsbøn: Ældste Lynn A. 
Mickeisen. Musik ved Mormontabernakel- 
koret; Craig Jessop var dirigent; Richard 
Elliott var organist: »Nu Israels Genløser«, 
Salmer og sange, nr. 5; »Nu som dug fra him- 
len vander«, Salmer og sange, nr. 85; 
»Beautiful Zion, Built Above«, Hymns, nr. 44; 
»Vi glædes og frydes«, Salmer og sange, nr. 3; 
»Så sikker en grundvold« Salmer og sange, 
nr. 38; »Kom, kom, Guds folk,« Salmer og 
sange, nr. 16. 

KONFERENCEMØDET SØNDAG 
EFTERMIDDAG, DEN 6. OKTOBER 2002 

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley. 
Ledelse: Præsident Thomas S. Monson. 
Indledningsbøn: Ældste Harold G. Hillam. 
Afslutningsbøn: Ældste Jerald L. Taylor. 
Musik ved Mormontabernakelkoret; Craig 
Jessop, Barlow Bradford var dirigenter; 
Bonnie Goodliffe og Linda Margetts var 
organister: »Lover den Herre«, Salmer og 
sange, nr. 30; »En stakkels sorgbetynget 
mand«, Salmer og sange, nr. 29 (sang: John 
Prather; fløjte: Jeanine Goeckeritz; harpe: 
Tamara Oswald); »Hav tak for profeten, du 
sendte«, Salmer og sange, nr. 19; »Vi be'r til 
Gud for dig«, Salmer og sange, nr. 11. 

HJÆLPEFORENINGENS ÅRLIGE MØDE, 
LØRDAG AFTEN DEN 28. SEPTEMBER 2002 

Præsidium: Præsident Gordon B. Hinckley. 
Ledelse: Bonnie D. Parkin. Indledningsbøn: 
Shirley F. Sainz. Afslutningsbøn: Allison 
Barlow. Musik ved et hjælpeforeningskor fra 
stave i Salt Lake City og Rose Park, Utah; 
Manu Harris var dirigent; Bonnie Goodliffe 
var organist: »Press Forward, Saints«, 
Hymns, nr. 81; »May I Serve Thee,« af 
Robinson; »Jeg går, hvor du sender mig 
hen«, Salmer og sange, nr. 178; »Guds ånd 
som en ild«, Salmer og sange, nr. 2. 



TALERE I ALFABETISK ORDEN 

Ballard, M. Russell, 46 
Christofferson, D. Todd, 71 
Costa, Claudio R. M., 92 
Dellenbach, Robert K., 33 
Eyring, Henry B., 75 
Faust james E, 19, 49, 110 
Haight, David B., 24 
Hales, Robert D., 26 
Hammond, F. Melvin, 97 
Hinckley, Gordon B., 4, 56, 78, 99 
Holland,JeffreyR.,36 
Hughes, Kathleen H, 101, 106 
Johnson, Kenneth, 89 
Maxwell, NealA, 16 
McMullin, Keith B., 94 
Menlove, Coleen K., 13 
Monson, Thomas S., 22, 53, 60 
Nadauld, Margaret D., 73 
Nelson, Russell M., 39 
Oaks, Dallin H, 67 
Packer, Boyd K., 42 
Parkin, Bonnie D., 101, 103 
Perry, L. Tom, 7 
Pingree, Anne C, 101, 108 
Scott, Richard G, 86 
Uchtdorf, Dieter F, 10 
Wickman, Lance B., 30 
Wirthlin, Joseph B, 82 

OPTAGELSE AF KONFERENCEN KAN KØBES 

Optagelse af konferencens møder kan 
købes på mange sprog på distributionscen- 
tre, som regel inden for to måneder efter 
konferencen. 

KONFERENCETALER PÅ INTERNETTET 

Der er adgang til konferencetaler på inter- 
nettet på mange sprog ved at besøge 
www.lds.org. 

BUDSKABER TIL HJEMMEUNDERVISNING 
OG BESØGSUNDERVISNING 

Vælg en tale, som bedst imødekommer 
behov hos dem, I besøger, som budskaber 
til hjemmeundervisning og besøgsunder- 
visning. 

PÅ OMSLAGET 

Forsiden: Foto: Tamra H. Ratieta. 
Bagsiden: Foto: Craig Dimond. 

FOTOS VED KONFERENCEN 

Fotos ved generalkonferencen i denne 
udgave er taget af Craig Dimond, Jed A. 
Clark, Welden C. Andersen, John Luke, 
Robert Casey, Mark Hedengren, Kelly 
Larsen, Tamra H. Ratieta, Matthew Reier 
og Christina Smith. 



LIAHONA 



November 2002 151 . årgang. Nummer 1 1 
LIAHONA 22991 110 

Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges officielle 
tidsskrift på dansk. 

Det Første Præsidentskab: Gordon B. Hinckley, 
Thomas S. Monson, James E. Faust 

De Tolvs Kvorum: Boyd K. Packer, L. Tom Perry, 
David B. Haight, Neal A. Maxwell, Russell M. Nelson, 
Dallin H. Oaks, M. Russell Ballard, Joseph B. Wirthlin, 
Richard G. Scott, Robert D. Hales, Jeffrey R. Holland, 
Henry B. Eyring 

Redaktør: Dennis B. Neuenschwander 

Vejledere: J. Kent Jolley, W. Rolfe Kerr, Stephen A. West 

Undervisningsafdelingen: 

Adm. direktør: Ronald L. Knighton 
Redaktionel leder: Richard M. Romney 
Grafisk leder: Allan R. Loyborg 

Redaktion: 

Chefredaktør: Marvin K. Gardner 
Assisterende chefredaktør: Jenifer L. Greenwood 
Redaktør: Roger Terry 
Assisterende redaktør: Lisa Ann Jackson 
Redaktionsmedarbejder: Susan Barrett 
Tidsskriftasssistent: Collette Nebeker Aune 

Design: 

Grafisk leder, tidsskrifter: M. M. Kawasaki 

Art Director: Scott Van Kampen 

Seniordesigner: Sharri Cook 

Designere: Thomas S. Child, Randall J. Pixton 

Produktionsleder: Jane Ann Peters 

Produktion: Reginald J. Christensen, Denise Kirby, 

Kelli L. Pratt, Rolland F. Sparks, Kari A. Todd, 

Claudia E. Warner 

Digital Prepress: Jeff Martin 

Tryk-og distributionsafdeling: 

Leder: Kay W. Briggs 
Distributionschef: Kris T Christensen 

Liahona: 

Redaktør: Svend Aage Andersen 

Redaktionens adresse: Translation Division, Borups Allé 

1 28, 1 . th, DK-2000 Frederiksberg, Tlf. 38 1 1 18 50; fax 

38 11 18 51 

Kirkenyt: Lene Henriksen 

Tegning af abonnement eller adresseændring kan foretages 
enten ved henvendelse til din tidsskriftsrepræsentant eller 
direkte til Servicekontoret i Goteborg, Utlandagatan 24, 
S-412 80 Goteborg. Tlf 0046-31 77 88 976. 
Fax 0046-31 16 55 29. Abonnementsprisen på 
DKK 1 30 pr. år (inkl. moms og porto) betales på 
girokontonummer 653-21 36. 

Indsend manuskripter og spørgsmål til Liahona, 
Floor 24, 50 East North Temple, Salt Lake City, 
UT 84 1 50-3223, USA, eller med e-mail til 
cur-liahona-imag@ldschurch.6rg 

Liahona (et ord fra Mormons Bog, som betyder 
»kompas« eller »vejviser«) udgives på albansk, armensk, 
bulgarsk, cambodjansk, cebuano, dansk, engelsk, estisk, 
fijiansk, finsk, fransk, haitisk, hiligaynon, hollandsk, 
ilokano, indonesisk, islandsk, italiensk, japansk, kiribati, 
kinesisk, koreansk, kroatisk, lettisk, litauisk, malagassisk, 
marshallsproget, mongolsk, norsk, polsk, portugisisk, 
rumænsk, russisk, samoansk, slovensk, spansk, svensk, 
tagalog, tahitisk, tamilsk, telugu, thai, tjekkisk, tongansk, 
tysk, ukrainsk, ungarsk og vietnamesisk. (Antal numre pr. år 
varierer fra sprog til sprog). 

© 2002 Intellectual Reserve, Inc. Alle rettigheder 
forbeholdes. Printed in the United States of America. 

For readers in the United States and Canada: 

November 2002 Vol. 151 No. 11. LIAHONA (USPS 311- 
480) Danish (ISSN 1522-9165) is published monthly by 
The Church of Jesus Christ of Latter-day Saints, 50 East 
North Temple, Salt Lake City, UT 841 50. USA subscription 
price is $10.00 peryear; Canada, $15.50 plus applicable 
taxes. Periodicals Postage Paid at Salt Lake City, Utah, and 
at additional mailing offices. Sixty days' notice required for 
change of address. Include address label from a recent 
issue; old and new address must be included. Send USA 
and Canadian subscriptions to Salt Lake Distribution 
Center at address below. Subscription help line: 1 -800- 
537-5971 . Credit card orders (Visa, MasterCard, 
American Express) may be taken by phone. (Canada Poste 
Information: Publication Agreement #40017431) 

POSTMASTER: Send address changes to Salt Lake 
Distribution Center, Church Magazines, PO Box 26368, 
Salt Lake City, UT 84126-0368. 




EMNEINDEKS 

Ansvarlighed, 49 
Arbejde, 94 

Barmhjertighed, 108, 110 
Beslutsomhed, 60 
Børn, 13 
Discipel, 16 
Disciplin, 97 
Eksempel, 60 
Enhed, 71 

Faderrollen, 7, 46, 97 
Familie, 36, 97, 99, 106, 108, 

110 
Familieaften, 56 
Forberedelse, 46, 110 
Forsoning, 10, 33, 71, 86 
Forældrerollen, 30 
Fred, 10, 39, 53, 86 
Frelsesplanen, 92 
Frygtløshed, 73 
Gavmildhed, 19 
Genoprettelse, 78 
Glæde, 13 
Grådighed, 19, 53 
Guddommelig vejledning, 

16, 75 
Gæld, 53, 56, 82 
Handling, 82 
Helbredelse, 86 
Helligånden, 16, 71, 75, 89 
Hjemmet, 99, 103, 108, 110 
Hjælpeforeningen, 101, 110 
Indvielse, 94 
Inspiration, 89 
Jesus Kristus, 13, 16, 24, 33, 

78 
Joseph Smith, 33, 78 



Kirkekaldelser, 36, 42, 67, 75 

Kirkens historie, 4, 101 

Konsekvenser, 86 

Kristi lys, 89 

Kvinder, 73, 101, 108, 110 

Kærlighed, 30, 39, 94, 97, 
103, 108 

Ledelse, 7, 22, 97 

Loyalitet, 60 

Lydighed, 26, 60, 67, 92, 103 

Lykke, 92, 99 

Misbrug, 56 

Missionærer, 46, 56, 61 

Missionærægtepar, 67 

Mod, 60 

Modgang, 16 

Moral, 53, 56, 106 

Offer, 4, 19, 33, 36 

Omvendelse, 86 

Opretholdelse, 22 

Optimisme, 60 

Pagter, 103, 106 

Patriarkalske velsignelser, 42 

Patriarker, 42 

Pionerer, 10 

Potentiale, 42 

Profeter, 10 

Profeti, 42 

Præstedømmet, 7, 49 

Retfærdighed, 110 

Samvittighed, 53, 89 

Selvsupplerende uddannel- 
sesfond, 56 

Selvtillid, 73, 82 

Sjov, 92 

Sorg, 30 



Taknemmelighed, 24 
Talenter, 49 

Tempelanbefalinger, 56 
Tempeltjeneste, 4 
Templet i Nauvoo, 4 
Tiende, 26 
Tilgivelse, 39, 86 
Tillid, 73 
Tjeneste, 19, 36, 49, 67, 75, 

108 
Tro, 26, 30, 60, 73, 78, 82 
Tålmodighed, 53, 60 
Uafhængighed, 56, 94 
Underdanighed, 30, 71, 82 
Undervisning, 13 
Uselviskhed, 19 
Uærlighed, 53 
Velsignelser, 24, 26, 33, 106 
Venlighed, 99, 103 
Verdensomspændende 

kirke, 10, 78 
Vidnesbyrd, 24 
Visdomsordet, 53 
Værdighed, 46 
Ydmyghed, 60 
Zion, 94 
Ægteskab, 7, 97 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



MØDET LØRDAG FORMIDDAG 

5. oktober 2002 



»0, gid jeg var en 
engel og kunne få 




PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY 



'"» *£Hfc».-J 






»; *> > -jl • " 



&: * ^ > " 












^ 






t*"f? - 









/eg beder jer ... indtrængende om at benytte Kirkens templer. 
Tag til templet, og udfør det store og forunderlige værk, som 
himlens Gud har forklaret os. 







M: 



'ine elskede søskende. Vi 
byder jer igen velkommen til 
. denne store verdensom- 
spændende konference i Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige. 

Alma sagde: »O, gid jeg var en 
engel og kunne få mit hjertes ønske 
opfyldt, så jeg kunne gå ud og tale 
som Guds basun med en røst, der 
kunne få jorden til at skælve, og råbe 
omvendelse til alle folk« (Alma 29:1). 



Vi er nået dertil, hvor vi næsten 
kan gøre dette. Denne konference bli- 
ver transmitteret over hele verden, og 
talerne bliver hørt og set af sidste 
dages hellige på hvert eneste konti- 
nent. Vi er nået langt med at se opfyl- 
delsen af det syn, som omtales i 
Johannes' Åbenbaring: »Jeg så endnu 
en engel flyve midt oppe under him- 
len; den havde et evigt evangelium at 
forkynde for dem, der bor på jorden, 
og for alle folkeslag og stammer, tun- 
gemål og folk« (14:6). 

Hvilken storslået begivenhed dette 
er, mine brødre og søstre. Det er 
svært at fatte. Vi taler fra dette vidun- 
derlige konferencecenter. Jeg kender 
ikke til nogen anden bygning, som 
kan sammenlignes med det. 

Vi er som én stor familie - repræ- 
sentanter for menneskeslægten på 
denne vide og skønne jord. 

Mange af jer deltog i indvielsen af 
templet i Nauvoo i juni. Det var en 
storslået og vidunderlig begivenhed - 
en som vi sent skal glemme. Vi indvi- 
ede ikke blot en pragtfuld bygning - 
Herrens hus - men vi indviede også 




et smukt mindesmærke over profeten 
Joseph Smith. 

1 1841, to år efter at han var kom- 
met til Nauvoo, tog han det første 
spadestik til et Herrens hus, som 
skulle stå som kronen på Guds værk. 

Det er svært at forestille sig, at man 
under de forhold og omstændigheder 
skulle opføre en så pragtfuld bygning 
på et sted, som dengang var civilisa- 
tionens grænse i Amerika. 

Jeg tvivler på, ja, jeg tvivler alvorligt 
på, at der fandtes en bygning med en 
udformning og pragt magen til den i 
hele staten Illinois. 

Den skulle indvies til den 
Almægtiges værk - til at bringe hans 
evige hensigter til udførelse. 




Man gjorde sig alle anstrengelser. 
Intet offer var for stort. I de følgende 
fem år tilhuggede man sten og lagde 
fundamentet og soklen, opbyggede 
murene og pyntestenene. 
Hundredvis drog nordpå for at bo 
der en tid og skove tømmer i store 
mængder og derpå binde det sam- 
men i flåder, som blev sejlet ned ad 
floden til Nauvoo. Af dette tømmer 
blev der fremstillet flotte træskærer- 
arbejder. Man samlede enører sam- 
men til at købe søm for. Der blev 
ydet ufattelige ofre for at kunne 
købe glas. De var i færd med at 
bygge et tempel til Gud, og det 
skulle være det allerbedste, de for- 
måede. 



Midt under al denne aktivitet blev 
profeten og hans bror Hyrum dræbt i 
Carthage den 27. juni 1844. 

Ingen af os, som lever i dag, kan 
fatte, hvilket katastrofalt sværdslag 
det var for de hellige. Deres leder var 
borte - manden, som havde modta- 
get syner og åbenbaringer. Han var 
ikke alene deres leder. Han var deres 
profet. Deres sorg var stor, og deres 
nød forfærdelig. 

Men Brigham Young, som var 
præsident for De Tolvs Kvorum, stil- 
lede sig ved roret. Joseph havde lagt 
sin myndighed på skuldrene af 
apostlene. Brigham besluttede, at 
man skulle bygge templet færdig, 
og arbejdet fortsatte. Nat og dag 



forfulgte de deres mål på trods af 
alle de trusler, der blev slynget imod 
dem af den lovløse pøbel. 1 1845 vid- 
ste de, at de ikke kunne blive i den 
by, de havde grundlagt på det, som 
før havde været et sumpet område af 
floden. De vidste, at de måtte tage af 
sted. Det blev en tid med hektisk 
aktivitet, for det første med at bygge 
templet færdig, og for det andet med 
at bygge vogne og samle forsyninger, 
så de kunne rejse ud i ødemarken 
mod vest. 

Man begyndte at udføre tempelor- 
dinancer, inden templet var fuldstæn- 
dig færdigt. Sådan fortsatte de 
hektisk, indtil vinterkulden i 1846 
satte ind. Medlemmerne begyndte at 



LIAHONA NOVEMBER 2002 




lukke dørene til deres hjem og vog- 
nene rullede langsomt ned ad Parley 
Street til flodbredden, derpå over flo- 
den og op på bredden i Iowa. 

Rejsen fortsatte. Det var så bitter- 
ligt koldt, at floden frøs til. Men det 
satte dem i stand til at køre over isen. 

For sidste gang så de sig tilbage og 
skuede mod øst deres drømmeby og 
deres Guds tempel. Så skuede de 
mod vest, mod en ukendt fremtid. 

Efterfølgende blev templet ind- 
viet, og de, som indviede det, sagde 
»amen« og rejste videre. Bygningen 
brændte senere ned efter at være 
blevet antændt af en brandstifter, 
som næsten mistede livet under sit 
ugudelige forehavende. Til sidst 
blæste en tornado det meste af det, 
der stod tilbage, omkuld. Herrens 
hus, det store mål for deres anstreng- 
elser, var borte. 

Nauvoo blev næsten til en spøgel- 
sesby. Den sygnede hen, indtil den 
næsten døde. Tempelgrunden blev 
pløjet op og beplantet. Årene gik, og 
langsomt opstod der en vækkelse. 
Nogle af vore medlemmer, som er 
efterkommere af dem, som engang 
boede der, havde i sig gemt minderne 
om deres forfædre og blev grebet af 
et ønske om at hædre dem, som 
havde betalt en så frygtelig pris. 
Gradvist kom der igen liv i byen, og 
dele af Nauvoo blev genopbygget. 



Efter tilskyndelse fra Anden og 
motiveret af de ønsker, som min far, 
der havde tjent som missionspræsi- 
dent i området, og som ønskede at 
genopbygge templet til Nauvoos hun- 
dredårsdag, men aldrig havde været i 
stand til det, bekendtgjorde vi ved 
aprilkonferencen 1999, at vi ville gen- 
opbygge denne historiske bygning. 

Luften fyldtes afspænding. Mange 
mænd og kvinder tilkendegav deres 
ønske om at hjælpe til. Vi blev tilbudt 
store bidrag i form af penge og 
ekspertise. Igen gjorde man sig alle 
anstrengelser. Vi ville genopbygge 
Herrens hus som et mindesmærke 
over profeten Joseph og som en offer- 
gave til vor Gud. Den 27. juni om 
eftermiddagen, omkring på det tids- 
punkt, da Joseph og Hyrum blev skudt 
i Carthage 158 år tidligere, indviede vi 
den pragtfulde, nye bygning. Den er 
meget smuk. Den står på nøjagtig det 
samme sted, hvor det oprindelige 
tempel stod. De ydre mål er de 
samme som oprindeligt. Det er et pas- 
sende mindesmærke over denne 
uddelings store profet, seeren Joseph. 

Hvor er jeg taknemmelig, så dybt 
taknemmelig for, hvad der er sket. I 
dag står med front mod vest på bak- 
ken med udsigt over byen Nauvoo, 
derfra over Mississippifloden og over 
Iowas sletter, Josephs tempel, et pragt- 
fuldt Guds hus. Her i Salt Lake-dalen 



står Brighams tempel, som vender 
mod øst mod det smukke tempel i 
Nauvoo. De vender nu mod hinanden 
som bogstøtter med mange bøger 
mellem, som beretter om den lidelse, 
sorg og de ofre, ja, endog dødsfald 
blandt de tusinde, som foretog den 
lange rejse fra Mississippifloden til 
Great Salt Lake-dalen. 

Nauvoo er blevet det 113- tempel, 
som nu fungerer. Vi har siden da ind- 
viet endnu et i Haag, så vi nu er oppe 
på 114 i alt. Disse vidunderlige byg- 
ninger, som hver har deres egen stør- 
relse og arkitektur, ligger nu spredt 
blandt alle jordens folkeslag. De er 
blevet opført for at give vore medlem- 
mer mulighed for at udføre den 
Almægtiges værk, hvis hensigt det er 
at tilvejebringe udødelighed og evigt 
liv for mennesket (se Moses 1:39). 
Disse templer er blevet bygget, for at 
de skal bruges. Vi ærer vor Fader, når 
vi benytter dem. 

Ved åbningen af denne konference 
beder jeg jer, mine søskende, ind- 
trængende om at benytte Kirkens 
templer. 

Tag til templet, og udfør det store 
og forunderlige værk, som himlens 
Gud har forklaret os. Lad os der lære 
om hans veje og hans planer. Lad os 
der indgå pagter, som fører os ad ret- 
færdighedens, uselviskhedens og 
sandhedens stier. Lad os der blive 
føjet sammen som familier under en 
evig pagt, som forrettes med Guds 
præstedømmes myndighed. 

Og måtte vi der tilbyde de selv 
samme velsignelser til de tidligere 
slægter, nemlig vore egne forfædre, 
som venter på den tjeneste, som vi nu 
kan yde. 

Måtte himlens velsignelser hvile på 
jer, mine kære søskende. Måtte Elias' 
ånd gribe jer og tilskynde jer til at 
gøre det arbejde for andre, som ikke 
kan komme videre, hvis ikke I gør 
det. Måtte vi glæde os over det herlige 
privilegium, som er vores. Det beder 
jeg ydmygt om i Jesu Kristi navn. 
Amen. ■ 



Kaldet af Gud 



ÆLDSTE L. TOM PERRY 

De Tolv Apostles Kvorum 



Vi er blevet givet præstedømmets store kraft. Den velsigner 
os individuelt og giver vores familie velsignelser 




Den 5. trosartikel lyder: »Vi tror, 
at en mand må kaldes af Gud 
ved profeti og håndspålæg- 
gelse af sådanne, som har myndighed 
dertil for at prædike evangeliet og 
tjene i dets forordninger.« 1 

En af vore vigtigste præstedømme- 
kaldelser, en, der kræver vores kon- 
stante opmærksomhed, er i vores 
familie og i vores hjem. Brødre, som 
fædre og patriarker i vores familie skal 
vi »i henhold til den guddommelige 
plan ... lede [vores] familie i kærlig- 
hed og retskaffenhed og ... sørge for 
livets fornødenheder samt beskytte 
[vores] familie.« 

Ȯgtemand og hustru har et stort 
ansvar for at elske og vise omsorg for 
hinanden og for deres børn ... 
Forældre har en hellig pligt til at 
opdrage deres børn i kærlighed og 
retskaffenhed, til at sørge for deres 



fysiske og åndelige behov, til at lære 
dem at elske og tjene hinanden, til at 
overholde Guds befalinger samt til at 
være lovlydige samfundsborgere, uan- 
set hvor de bor. Ægtemænd og hus- 
truer - mødre og fædre - vil over for 
Gud blive holdt ansvarlige for udfø- 
relsen af disse pligter.« 2 

Vi lever i en verden, der råber på 
retskaffent lederskab baseret på påli- 
delige principper. 

I vores kirke er vi på vores egen 
enestående måde blevet belært om 
korrekte ledelsesprincipper, ledet af 
præstedømmets myndighed. Jeg tror, 
at ganske få af os fatter præstedøm- 
mets muligheder og den velsignelse, 
som det er. Jo mere vi lærer om at 
bære præstedømmet og forstår, hvor- 
dan det virker, des mere værdsætter 
vi de velsignelser, som Herren har 
givet os. 

John Taylor erklærede engang: 

»Jeg vil ... ganske kort svare, at 
[præstedømmet] er Guds styre, uan- 
set om det er på jorden eller i him- 
lene, for det er ved den kraft, den 
frihed eller det princip, at alt opret- 
holdes [og] styres på jorden og i him- 
lene, og [det er] ved den kraft, at alt 
opretholdes og fastholdes. Det styrer 
alt - det leder alt - det opretholder alt 
- og vedrører alt det, der er forbundet 
med Gud og sandhed. 

Det er Guds kraft, betroet til intel- 
ligenser i himlene og til mænd på jor- 
den ... Når vi ankommer til Guds 
celestiale rige, finder vi, at der her- 
sker den mest fuldkomne orden og 



harmoni, fordi der er det fuldkomne 
mønster, den mest fuldkomne form 
for styre gennemført, og når eller 
hvor disse principper er blevet udvik- 
let på jorden, i samme forhold som 
de er blevet udbredt og efterfulgt, 
præcis i det forhold har de skabt vel- 
signelser og frelse til menneskehe- 
den. Og når Guds styre bliver indført 
mere omfattende, og når Jesu bøn, 
som han lærte sine disciple, besvares, 
og når Guds rige kommer på jorden, 
og hans vilje sker her som i himlen, 
da, og ikke før, vil universel kærlig- 
hed, fred, harmoni og enighed være 
fremherskende.« 3 

Herren gav os en vision af, hvad 
præstedømmet kan være, da han vej- 
ledte sine apostle, som skulle fort- 
sætte værket efter Herrens død. Han 
sagde til dem: »Det er ikke jer, der har 
udvalgt mig, men mig, der har udvalgt 
jer og sat jer til at gå ud og bære frugt 
og blive ved med at bære frugt, så 
Faderen kan give jer, hvad som helst I 
beder om i mit navn.« 4 

En af velsignelserne ved at modtage 
præstedømmet er at få mulighed for at 
tilhøre et kvorum. Et kvorum i præste- 
dømmet består af en specifik gruppe 
mænd, der bærer det samme embede 
i præstedømmet, organiseret for mere 
effektivt at fremme af Guds rige. 

Præsident Stephen L Richards gav 
os engang en trefoldig definition af et 
præstedømmekvorum. Han sagde, at 
et præstedømmekvorum er tre ting: 
»1. en klasse; 2. et broderskab; og 3. 
en tjenesteenhed.« 5 

For mange år siden blev jeg belært 
om, hvordan et kvorum fungerer på 
disse tre områder, da jeg overværede 
et møde i højpræsternes gruppe i en 
lille by i det sydlige Wyoming. 
Lektionen den uge handlede om ret- 
færdiggørelse og helliggørelse. Det 
var tydeligt, da undervisningen 
begyndte, at læreren var velforberedt 
til at undervise sine brødre. Svaret på 
et spørgsmål ændrede hele undervis- 
ningens forløb. Som svar på spørgs- 
målet kommenterede en bror: »Jeg 

LIAHONA NOVEMBER 2002 




har med stor interesse lyttet til under- 
visningen. Tanken har strejfet mig, at 
undervisningen hurtigt vil gå tabt, 
hvis vi ikke finder en måde, hvorpå vi 
praktisk kan anvende det i vores hver- 
dag.« Derpå fortsatte han med at fore- 
slå en handlingsplan. 

Aftenen før var en lokal beboer 
gået bort. Hans hustru var medlem af 
Kirken, men det havde han ikke 
været. Denne højpræst havde besøgt 
enken og kondoleret. Da han forlod 
hjemmet, kastede han et blik ud over 
den afdøde brors smukke gård. Han 
havde lagt en stor del af sit liv og sin 
arbejdskraft i at bygge den op. Høet 
var parat til at blive skåret; kornet var 
snart klar til at blive høstet. Hvordan 
kunne denne stakkels søster klare de 
uventede opgaver, som nu ramte 
hende? Hun havde brug for tid til at få 
alt organiseret i sin nye situation. 

Derpå foreslog han gruppen, at de 
anvendte det princip, som de netop 
var blevet undervist i - ved at arbejde 
sammen med enken og holde driften 
af gården gående, indtil enken og 
hendes familie kunne finde en mere 
permanent løsning. Resten af mødet 
blev brugt til at organisere projektet 
med at hjælpe hende. 

Da vi forlod lokalet, var der en god 
følelse blandt brødrene. Jeg hørte en 



af dem bemærke, da han gik ud af 
døren: »Dette projekt er lige, hvad vi 
som gruppe har brug for til at arbejde 
sammen igen.« Der var blevet under- 
vist, broderskabet var blevet styrket, 
et tjenesteprojekt var blevet organise- 
ret til at hjælpe nogen i nød. 

Disse principper, som vi i en kvo- 
rumsorganisation undervises i, gælder 
ikke kun for et kvorum, men de 
samme principper gælder for præste- 
dømmets ledelse i hjemmet. Vi er af 
Gud blevet befalet, »at opdrage [vore] 
børn i lys og sandhed.« 6 Hvis fædre 
ikke opdrager deres børn i lys og 
sandhed, er Herren utilfreds med 
dem. Dette er budskabet: 

»Men sandelig siger jeg dig, min 
tjener ... at du ikke desto mindre er 
under denne fordømmelse. 

Du har ikke lært dine børn lys og 
sandhed efter befalingerne, og den 
onde har endnu magt over dig, og 
dette er årsagen til din sorg. 

Og nu giver jeg dig den befaling, at 
om du vil hjælpes, må du sætte dit 
eget hus i orden, thi der findes 
meget, som ikke er rigtigt i dit hus.« 7 

Kirken må fastholde sin familieba- 
serede orientering. Vi er nødt til at 
undervise i begrebet med at bygge 
flere på hinanden følgende generatio- 
ner af medlemmer, som er gift i tem- 
plet og trofaste. Vi er nødt til at 
undervise i grundlæggende lær- 
domme og forstå sammenhængen 
mellem personlig åndelig vækst og 
familiens. Vi er nødt til at gøre målet 
tydeligt: At invitere medlemmer til at 
komme til Kristus og holde ud indtil 
enden. 

Blandt de første instruktioner givet 
til manden og kvinden var: »Derfor 
skal en mand forlade sin fader og 
moder og holde sig til sin hustru, og 
de skal blive ét kød.« 8 

Gud skabte ægteskabet som en del 
af sin guddommelige plan for at tilve- 
jebringege sin grundlæggende organi- 
satoriske enhed - familien. Et af de 
første principper, som han belærte 
Adam og Eva om, var at udvikle et 



arbejdsfællesskab. Skriften siger: 

»Og Adam og Eva, hans hustru, 
påkaldte Herrens navn, og i retning af 
Edens Have hørte de Herrens røst, 
som talte til dem, og de så ham ikke, 
thi de var udelukket fra hans åsyn. 

Og han gav dem befalinger, at de 
skulle tilbede Herren, deres Gud, og 
ofre de førstefødte af deres hjord som 
et offer til Herren. Og Adam var lydig 
mod Herrens befalinger.« 9 

Derpå instruerede Herren vore før- 
ste jordiske forældre om at undervise 
deres børn i lydighed mod hans love, 
»og Adam og Eva velsignede Guds 
navn, og de kundgjorde alt for deres 
sønner og døtre.« 10 

Præsident Spencer W Kimball 
belærte os om familiens evige natur: 

»Opskriften er enkel; ingredien- 
serne få, selv om de hver især kan for- 
øges meget. 

Der må for det første være en pas- 
sende holdning over for ægteskabet. 
Det omfatter også at udvælge en 
ægtefælle, som når så langt op mod 
fuldkommenhed i alle anliggender, 
som har betydning for de enkelte. Og 
derpå må de to komme til alteret i 
templet med den forståelse, at de må 
arbejde hårdt på at leve med succes 
sammen. 

For det andet må der være stor 
uselviskhed, selvforglemmelse, og 
man må indrette hele familielivet og 
alt, hvad der har med det at gøre, 
efter familiens bedste og undertvinge 
selvet. 

For det tredje må der være fortsat 
bejlen og udtryk for hengivenhed, 
venlighed og hensyn for at holde kær- 
ligheden i live og voksende. 

For det fjerde må der være fuld- 
kommen efterlevelse af Herrens befa- 
linger, således som de er defineret i 
Jesu Kristi evangelium.« 11 

Hjemmet bør være et anker, en tryg 
havn, et tilflugtssted, et lykkeligt sted, 
hvor familien kan bo sammen, et sted, 
hvor børn er elsket. I hjemmet bør for- 
ældre lære deres børn livets store lek- 
tier. Hjemmet bør være midtpunktet 



8 




for en persons jordiske oplevelser, 
hvor kærlighed og gensidig respekt er 
blandet på passende vis. 

For det andet overgås betydningen 
af at være jordisk forælder kun af at 
være en evig partner. Fædre og mødre 
skal overveje deres roller i dette store 
ansvar. Mine børn lærte mig en stor 
lektie for mange år siden. Vi flyttede 
fra Californien til New York, hvor jeg 
havde fået en stilling i et nyt firma. Vi 
begyndte processen med at finde et 
nyt hjem ved at se på byerne nærmest 
New York. Langsomt kom vi længere 
væk fra byen for at finde et hjem i et 
nabolag, som svarede til vore behov. 
Vi fandt et smukt hus ret langt fra 



New York City Det var i ét plan omgi- 
vet af smukke skove i Connecticut. 
Den endelig prøve før købet af huset 
bestod i, at jeg tog toget ind til New 
York City for at afprøve køreplanen og 
se, hvor lang tid turen tog. Jeg tog 
turen og vendte ret nedtrykt tilbage. 
Turen var halvanden time hver vej. Jeg 
kom ind på vores motelværelse, hvor 
familien ventede på mig, og præsente- 
rede mine børn for et valg. 

»I kan enten få dette hus eller en 
far,« sagde jeg. Til min overraskelse 
svarede de: »Vi tager huset. Du er alli- 
gevel aldrig hjemme.« Jeg var søn- 
derknust. Det, mine børn fortalte 
mig, var sandt. Jeg måtte omvende 



mig hurtigt. Mine børn havde brug for 
en far, som var mere hjemme. Til sidst 
nåede vi et kompromis og købte et 
hus nærmere byen og meget kortere 
til arbejde. Jeg ændrede på mine 
arbejdsvaner, så jeg kunne tilbringe 
mere tid med min familie. 

I alle tidsaldre har Herren befalet 
sit folk at undervise deres børn i sand- 
hed og retfærdighed. Vi opfordrer jer 
til at samle jeres familie omkring jer til 
familiebøn, studium af evangeliet, til 
at arbejde sammen i familien og til 
familieaktiviteter. Vi opfordrer jer ind- 
trængende til at rådføre jer med med- 
lemmerne af jeres familie og 
opmuntre dem til at tage del i vigtige 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



beslutninger som fx planlægning af 
familieaktiviteter. 

Præsident Brigham Young sagde: 
»Præstedømmet ... er en regeringsor- 
den og et regeringssystem, som er 
fuldkomment, og er det eneste, der 
kan fri menneskeslægten fra alt ondt, 
som nu plager dens medlemmer, og 
sikre dem glæde og lykke herefter.« 12 

Vi har fået præstedømmets store 
kraft. Den velsigner os individuelt og 
giver vores familie velsignelser; den 
velsigner de kvorummer, som vi tilhø- 
rer; den velsigner de menigheder, 
hvor vi er kaldet til at tjene; og den 
velsigner tilmed den verden, som vi 
lever i. Vi er nødt til at lære, hvordan 
vi i retfærdighed følger de lærdomme, 
som Herren har givet os som bærere 
af hans hellige præstedømme. Vi har 
fået dette råd: 

»Lad nu derfor hver mand lære sin 
pligt og med al flid passe det embede, 
hvortil han er blevet kaldet. 

Den, der er lad, skal ikke agtes vær- 
dig til at stå i sit kald, og den, der ikke 
lærer, hvad der er hans pligt og ikke 
viser sig Gud velbehagelig, skal ikke 
agtes værdig til at beholde sin plads.« 13 

Må Herren velsigne os som med- 
lemmer af hans kirke, så vi må forstå, 
hvilken velsignelse det er at have præ- 
stedømmet på jorden og kunne bruge 
det til gavn for vores familie og hele 
menneskeheden. Må vi nå en forstå- 
else af vores forhold til Gud vor evige 
Fader og det præstedømme, som han 
har givet os. Det er min ydmyge bøn i 
Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. 5. trosartikel. 

2. »Familien: En proklamation til verden,« 
Stjernen, okt. 1998, s. 24. 

3. »On Priesthood«, Improvement Era, juni 
1935, s. 372. 

4. Joh 15:16. 

5. Conference Report, okt. 1938, s. 118. 

6. L&P 93:40. 

7. L&P 93:41-43. 
8 . Moses 3:24. 

9. Moses 5:4-5. 

10. Moses 5:12. 

11. Marriage and Divorce, 1976, s. 17-18. 

12. Discourses of Brigham Young, udv. John A. 
Widtsoe, 1954, s. 130. 

13. L&P 107:99-100. 



Den verdensom- 
spændende kirke 
bliver velsignet ved 
profeternes røst 



ÆLDSTE DIETER F. UCHTDORF 

De Halvfjerds' Præsidium 



Lad os lytte til profeterne i vor tid, når de hjælper os med at 
fokusere på det, som er centralt i Skaberens plan. 




H 



vor er det en glæde og et privi- 
legium at være en del af denne 
verdensomspændende kirke 
og blive undervist og opløftet af pro- 
feter, seere og åbenbarere! Denne 
konference udsendes til 68 lande og 
oversættes til 55 sprog. Det er i sand- 
hed en verdensomspændende kirke 
med medlemmer spredt i alle jordens 
lande. Vi er alle børn af en levende og 
kærlig Gud, vor himmelske Fader. Jeg 



giver udtryk for min kærlighed til jer, 
mine kære brødre og søstre. 

For blot tre måneder siden var vi 
sammen under præsident Gordon B. 
Hinckleys inspirerede lederskab ved 
indvielsen af det genopbyggede tem- 
pel i Nauvoo. Det bragte os tilbage til 
profeten Joseph og fornyede vore 
minder om de første hellige, deres 
ofre, sorger og tårer, men også deres 
mod, tro og tillid til Herren. Jeg har 
ingen forfædre blandt pionererne i 
1800-tallet. Men siden de første dage 
som medlem af Kirken har jeg følt et 
tæt slægtskab til disse første pionerer, 
som krydsede prærien. De er mine 
åndelige forfædre, ligesom de er det 
for hvert eneste medlem af Kirken, 
uanset nationalitet, sprog eller kultur. 
De har etableret ikke blot et trygt sted 
i Vesten, men også det åndelige fun- 
dament for opbygningen af riget i alle 
verdens nationer. 

Idet budskabet om Jesu Kristi gen- 
givne evangelium nu bliver accepteret 
over hele verden, er vi alle pionerer i 
vores egen sfære og situation. Det var 
i virvaret efter anden verdenskrig i 



10 




Det Første Præsidentskab og medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum på forhøjningen i Konferencecentret, 



Tyskland, at min familie første gang 
hørte om Jesu Kristi Kirke af Sidste 
Dages Hellige. George Albert Smith 
var præsident dengang. Jeg var blot et 
lille barn, og vi havde mistet alle mate- 
rielle ejendele to gange inden for blot 
syv år. Vi var flygtninge med en usik- 
ker fremtid. I løbet af disse syv år fik vi 
dog mere end noget pengebeløb 
nogen sinde kunne købe. Vi fandt et 
fantastisk tilflugtssted, et sted med 
forsvar mod fortvivlelse -Jesu Kristi 
gengivne evangelium og hans kirke, 
ledet af en sand og levende profet. 

På dette tidspunkt i min barndom 
legede jeg i udbombede huse og vok- 
sede op med den altid tilstedevæ- 
rende konsekvens af en tabt krig og 
bevidstheden om, at mit eget land 
havde påført mange lande forfærdelig 
smerte under den skrækkelige anden 
verdenskrig. 

De gode nyheder om, at Jesus 
Kristus havde udført en fuldkommen 
forsoning for menneskeheden, idet 



han forløste dem alle fra graven og 
belønnede hver eneste i forhold til 
hans eller hendes gerninger, var den 
helbredende kraft, som bragte håb og 
fred tilbage til mit liv. 

Uanset hvad vore udfordringer i 
livet er, kan vore byrder blive lette, 
hvis vi ikke alene tror på Kristus, men 
også på hans evne og hans magt til at 
rense og trøste os samt acceptere 
hans fred. 

Præsident David O. McKay var pro- 
fet i mine teenageår. Det var som om, 
jeg kendte ham personligt: Jeg kunne 
føle hans kærlighed, venlighed og 
ophøjethed, han gav mig tillid og 
mod i mine unge år. Selv om jeg vok- 
sede op tusinder af kilometer væk i 
Europa, følte jeg, at han stolede på 
mig, og jeg ville ikke skuffe ham. 

En anden kilde til styrke var et brev, 
som var skrevet af apostlen Paulus, 
mens han var i fangenskab. Det var 
henvendt til Timotheus, hans mest 
betroede assistent og ven. Han skrev: 



»For Gud har ikke givet os en fej 
ånd, men en ånd med kraft og kærlig- 
hed og besindighed. 

Skam dig derfor ikke ved vidnes- 
byrdet om vor Herre« (2 Tim 1:7-8). 

Disse ord fra en af Frelserens for- 
dums apostle havde stor betydning 
for mig i efterkrigstiden, ligesom de 
har i dag. Dog er der mange af os, 
som tillader vores frygt at kontrollere 
os i disse tider med international 
spænding, økonomisk og politisk 
usikkerhed og personlige udfor- 
dringer. 

Gud taler til os med en konsekvent 
røst. Gud vil tage sig af hele den men- 
neskelige familie på samme måde. 
Måske bor vi i et stort ward eller en lille 
gren, vores klima eller plantevækst kan 
være forskellig, den kulturelle bag- 
grund og sproget varierer, og vores 
hudfarve kan være helt forskellig. Men 
det gengivne evangeliums universelle 
magt og velsignelser er til rådighed for 
alle, uanset kultur, nationalitet, politisk 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



11 



system, tradition, sprog, økonomisk 
situation eller uddannelse. 

I dag har vi igen apostle, seere og 
åbenbarere, som er vægtere på tårnet, 
budbringere af himmelsk, helsebrin- 
gende sandhed. Gud taler til os gennem 
dem. De er i høj grad opmærksomme 
på de forskellige situationer, vi medlem- 
mer lever i. De er i denne verden, men 
ikke af denne verden. 

Vi har en levende profet på jorden, 
det er præsident Gordon B. Hinckley. 
Han kender vore udfordringer og 
frygt. Han har inspirerede svar. For et 
år siden underviste han os på sin opti- 
mistiske og tydelige måde. Han sagde: 

»Der er ikke grund til at frygte. Vi 
kan have fred i vores hjerte og fred i 
vores hjem. Vi kan være en positiv 
indflydelse i denne verden, hver 
eneste af os . . . 

... Vores tryghed ligger i omven- 
delse. Vores styrke kommer af lydighed 
over for Guds befalinger« (»De tider, vi 
lever i«,Liahona, jan. 2002, s. 86). 

Profeterne taler til os i Herrens 
navn og med tydelighed. Mormons 



Bog bekræfter: »Thi Gud Herren oply- 
ser forstanden, og han taler til men- 
nesker i deres eget sprog og til deres 
forstand« (2 Nephi 31:3). 

Det er vores ansvar ikke alene at 
lytte, men også at handle i henhold til 
hans ord, så vi kan gøre krav på velsig- 
nelserne ved det gengivne evangeli- 
ums ordinancer og pagter. Han sagde: 
»Jeg, Herren, er forpligtet, når I gør, 
hvad jeg siger, men når I ikke gør, hvad 
jeg siger, har I intet løfte« (L&P 82:10). 

Der kan være tider, hvor vi føler os 
overvældet, sårede eller på grænsen 
til fortvivlelse, mens vi af al kraft for- 
søger at være fuldkomne medlemmer 
af Kirken. Vær forvisset om, at der er 
balsam i Gilead. Lad os lytte til profe- 
terne i vor tid, når de hjælper os med 
at fokusere på det, som er centralt i 
Skaberens plan for hans børns evige 
skæbne. Herren kender os, han 
elsker os, han ønsker, at vi skal 
opleve succes, og han opmuntrer os 
ved at sige: »Og se til, at alt ... gøres 
med visdom og orden; thi det for- 
langes ikke, at [mænd og kvinder] 




Tabernakelkoret sørgede for musik ved flere af konferencemøderne. 



skal løbe hurtigere, end [de] har 
styrke til ... [men] det er nødvendigt, 
at [de] er flittig [e]« (Mosiah 4:27). 

Er vi flittige med hensyn til at efter- 
leve Guds befalinger uden at løbe 
hurtigere, end vi har styrke til? Eller 
slentrer vi bare af sted i ro og mag? 
Bruger vi vores tid, talenter og midler 
klogt? Fokuserer vi på det, der bety- 
der mest? Følger vi profeternes inspi- 
rerede råd? 

Et eksempel på, hvad der er af 
stor betydning for menneskeheden, 
er, at vi styrker vores egen familie. 
Princippet om familieaften blev givet 
til os i 1915- Præsident McKay min- 
dede i 1964 atter forældrene om »at 
ingen anden succes kan erstatte fiasko 
i hjemmet« (citeret fra J.E. McCulloch, 
Home: The Savior of Civilization, 
1924, s. 42; i Conference Report, april 
1964, s. 5)- 1 1995 opfordrede vor tids 
profeter hele verden til at styrke fami- 
lien som samfundets grundlæggende 
enhed. Og for blot tre år siden udtalte 
Det Første Præsidentskab og De Tolv 
Apostles Kvorum: »Vi råder forældre 
og børn til at prioritere familiebøn, 
familieaften, studium af og instruktion 
i evangeliet samt sunde familieaktivite- 
ter højest. Uanset hvor værdige eller 
relevante andre krav eller aktiviteter 
måtte være, må de aldrig få lov til at 
erstatte de guddommeligt pålagte plig- 
ter, som kun forældre og familier kan 
udføre på rette måde« (»Brev fra Det 
Første Præsidentskab«, Liahona, dec. 
1999, s. 1). 

Lad os i ydmyghed og tro genop- 
friske vores indvielse og vores forplig- 
telse til at følge profeterne, seerne og 
åbenbarerne med al flid. Lad os lytte 
og blive undervist og opløftet af dem, 
som har alle rigets nøgler. Og mens vi 
deltager i denne konference, må da 
vores hjerte blive forandret, så der 
opstår et stort ønske om at gøre godt 
(se Alma 19:33), og vi kan være pione- 
rer i opbygningen af et åndeligt 
grundlag, som grundfæster Kirken i 
vores del af verden. I Jesu Kristi navn. 
Amen. ■ 



12 



En glædens røst 
for vore børn 



COLEEN K. MENLOVE 

Primarys hovedpræsidentinde 



Dette er vores opgave, dette er vores mulighed, for 
omhyggeligt at undervise vore børn og vidne for dem om 
sandheden affesu Kristi evangelium. 




Jeg kan lide udråbstegn! Jeg bru- 
ger dem, når jeg skriver noter til 
mig selv og til andre. Det er en 
måde at vise entusiasme og forplig- 
telse. Et af mine yndlingsskriftsteder 
har udråbstegn: 

»Hvad hører vi nu i det evangelium, 
som vi har modtaget? En glædens 
røst!« Der er tre udråbstegn mere i 
resten af verset og i de følgende fire 
vers. De lyder i uddrag: 

»En nådens røst fra himlen og en 
sandhedsrøst fra jorden ... en glædes- 
røst ... 

... Hvor herlig er ikke den røst, vi 
hører fra himlen, der taler til vore 
øren om herlighed og frelse ...l« 1 - 



med et udråbstegn. 

Vi kan høre en glædesrøst, der 
bringer budskab om håb og glæde i 
vores egen tilværelse. Glæden ved 
vore vidnesbyrd om Frelseren kan 
sætte udråbstegn ved hvert eneste 
aspekt af vores liv i vores søgen efter 
at komme til Kristus. 

Hvad med vore børn? Hører de 
budskaber af glæde og håb i evange- 
liet? Efter en lektion i Primary om 
Joseph Smiths første åbenbaring blev 
klassen bedt om at tegne et billede, 
som de kunne tage med hjem og vise 
deres familie. Børnene var blevet 
undervist om det mørke, som Joseph 
oplevede før Faderen og Sønnen viste 
sig. En seksårig pige tog en sort farve 
og begyndte at tegne. Hun farvede 
bunden og op langs den ene side så 
sort, som hun kunne. Da læreren 
spurgte hende om billedet, sagde hun, 
at hun tegnede Joseph Smith i mørket. 

Hendes lærer spurgte: »Ved du, at 
da vor himmelske Fader og Jesus viste 
sig, måtte mørket forsvinde? Vor him- 
melske Fader og Jesus er altid mere 
magtfuld end Satan, og de vil beskytte 
dig.« Barnet vendte tilbage til sin teg- 
ning. Øverst i det ene hjørne tegnede 
hun to skitsefigurer, og derpå byttede 
hun sin sorte farve ud med en meget 
gul farve og udfyldte resten af siden 
med lys. 



Det er dette lys, lyset fra den gen- 
givne evangelium - en »glædens røst« 
- som forældre kan lære deres børn at 
kende. Modstanderen er virkelig, men 
børn kan føle den fred og glæde, som 
kommer, når de udviser tro på Jesus 
Kristus. Vore børn vil ikke opleve 
dette lys, medmindre vi underviser 
dem i evangeliet. 

Herren har vejledt forældre om, at 
»opdrage [deres] børn i lys og sand- 
hed.« 2 Han instruerede os også om at 
undervise vore børn i »at bede og at 
vandre retskaffent for Herren«, 3 og »i 
læren om omvendelse, tro på Jesus 
Kristus ... og om dåb og den 
Helligånds gave ...« 4 Vi hjælper dem 
med at indstille deres øre, sind og 
hjerte på at genkende »glædens røst« 
og et ønske om at være værdig til at 
modtage evig glæde, når vi underviser 
i evangeliets sandheder. 

Dette er eksemplificeret i 
Mormons Bog. Enos' far underviste 
ham »i Herrens tugt og formaning.« 
Denne store velsignelse fik Enos til at 
udbryde: »... velsignet være min Guds 
navn derfor.« 5 Enos udbrød derefter: 
»... de ord, som jeg ofte havde hørt 
min fader sige angående det evige liv 
og de helliges glæde, sank dybt i mit 
hjerte.« 6 

En ven fortalte mig om en ople- 
velse, som hun som lille havde haft i 
en gren af Kirken, hvor hun var det 
eneste barn i primaryalderen. Uge 
efter uge afholdt hendes mor 
hjemme-Primary på samme dag og 
samme tidspunkt. Hun så ivrigt frem 
til at sidde på sofaen sammen med sin 
mor og lære om Jesu Kristi evange- 
lium, og hvordan hun skulle efterleve 
det. Moderen skrev omhyggeligt refe- 
rat, som viser, at primarymøderne i 
hjemmet altid omfattede bønner, sang 
og en lektion. 

Denne mor ønskede i sit hjerte, at 
hendes lille datter udviklede et vid- 
nesbyrd om Jesus Kristus og følte glæ- 
den ved evangeliet. Hun gav sin datter 
det, som havde været så vigtigt for 
hende som barn. Denne lille pige, 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



13 




som nu er en troens og pagtens 
kvinde, ser tilbage på sin barndom 
med dyb taknemlighed for hendes 
mors entusiasme og forpligtelse til at 
lære hende om Frelseren. Moderens 
ihærdighed blev til glæde for hendes 
datter - med udråbstegn. 

De levende profeter udtrykker sig 
klart om vores hellige pligt til at 
undervise vore børn. 7 1 et brev fra Det 
Første Præsidentskab rådes vi »til at 
prioritere familiebøn, familieaften, 
studium af og instruktion i evangeliet 
samt sunde familieaktiviteter højest. 
Uanset hvor værdige eller relevante 
andre krav eller aktiviteter måtte 
være, må de aldrig få lov til at erstatte 
de guddommeligt pålagte pligter, som 
kun forældre og familier kan udføre 
på rette måde.« 8 

Ja, livet kan bevæge sig meget hur- 
tigt for forældre, og det er også ved at 
ske for børnene. Det ville være let at 



sige, at der ikke er tid nok til at nå det 
hele. Når jeg ser tilbage på en tid, som 
gik alt for hurtigt, kan jeg nu se, at 
hver dag var fuld af små, dyrebare øje- 
blikke fyldt med muligheder for at 
hjælpe vore børn med at høre »glæ- 
dens røst« i evangeliet. Børn lærer 
altid af os. De lærer, hvad der vigtigt, 
ved det, som vi vælger at gøre, så vel 
som af det, som vi vælger ikke at gøre. 
Tilfældige og uregelmæssige familie- 
bønner, studium af skriften og famili- 
eaftener er ikke nok til at styrke vore 
børn. Hvor vil børn lære om evange- 
liet og om standarder som kyskhed, 
retskaffenhed og ærlighed, hvis ikke i 
hjemmet? Disse værdier kan styrkes i 
kirken, men forældre er de bedste og 
mest effektive til at undervise deres 
børn i disse værdier. 

En forståelse af, hvem disse børn 
er og deres muligheder i Guds rige, 
kan give os et større ønske om at 



håndtere udfordringerne mere tålmo- 
digt - mere kærligt. Herren vil hjælpe 
os med at undervise vore børn, hvis vi 
gør alt, hvad der står i vores magt. 
Familier er evige, og Frelseren ønsker, 
at det skal lykkes for os. Når vi søger 
Anden, kan vi modtage den trøst, 
vejledning og vished, som vi har 
behov for til at opfylde de ansvar og 
modtage de velsignelser, der er knyt- 
tet til forældrerollen. 

De guddommeligt inspirerede 
programmer i Kirken og de, som er 
kaldet til at betjene vore børn, kan 
hjælpe os. Min mand og jeg er 
taknemlig for biskopper, ledere i 
præstedømmet og i hjælpeorganisa- 
tioner, hjemmelærere og besøgslæ- 
rerinder,, som har været med til at 
styrke vores familie. Uanset om vi har 
børn i vores hjem eller ej, så kan vi 
hver især spille en vigtig rolle ved at 
hjælpe forældre. 



14 



Børn har så store evner til at lære 
at kende alt det væsentlige i riget. Når 
vi lytter til dem, kan vi bedre forstå, 
hvordan de anvender det, som de har 
lært om evangeliet. En far forklarede 
sin fireårige datter, at familien havde 
tilbragt det meste af dagen med at 
gøre rent i huset, og at hvert eneste 
værelse var rent på nær et. 

»Ved du, hvilket værelse der ikke er 
rent?« spurgte han hende. 

»Mit,« svarede hun hurtigt. 

»Kender du nogen, som kan hjælpe 
til med at gøre dit værelse rent?« 
spurgte han, idet han forventede som 
svar, at det kunne hun selv. 

Men i stedet svarede hun: »Far, jeg 
ved, at hver gang man er bange, 
bekymret eller har brug for hjælp, så 
knæler man ned og beder vor him- 
melske Fader om hjælp.« 

Det er interessant at lægge mærke 
til, at når vi lytter til vore børn, så kan 
de også undervise os. En far fortalte 
om en oplevelse, som han havde 
med sin otteårige datter. Han sagde: 
»Mens jeg overvejede, hvad jeg skulle 
sige til nadvermødet om emnet >at 
blive som børn,< spurgte jeg min dat- 
ter, hvorfor vi skulle blive som børn. 
Hun svarede uden at tøve: >Fordi vi 
alle er børn sammenlignet med 
Jesus, og fordi børn har så god en 
fantasi. <« 

Overrasket over den sidste del af 
hendes svar spurgte han, hvorfor vi 
har behov for en god fantasi. Hun sva- 
rede: »Så vi kan forestille os Jesus i 
Getsemane Have og på korset, og så 
vi kan tænke på ham, når vi nyder 
nadveren.« 

Som ved alt andet var Frelseren 
eksemplet for os på, hvordan vi bør 
elske og undervise vore børn. Da han 
viste sig for nephiterne på den vest- 
lige halvkugle, fortæller skrifterne os, 
at da han talte til folket »græd han ... 
og han tog deres små børn, det ene 
efter det andet, og velsignede dem og 
bad til Faderen for dem.« 9 

Præsident Gordon B. Hinckley 
sagde med henvisning til denne 



lejlighed: »Der er intet mere blidt og 
smukt billede i hele den hellige skrift 
end dette enkle sprog, som beskriver 
Frelserens kærlighed til små børn.« 10 
Nøglen til at undervise effektivt i 
evangeliet i hjemmet er at indbyde 

o 

Herrens Ånd til at være hos os. Det 
bedste råd, som min mand og jeg har 
modtaget under turbulente perioder i 
opdragelsen af vore børn, var at gøre 
alt, hvad der er muligt, for at indbyde 

o 

samt bevare Ånden i vores hjem. 
Børn kan ikke lære noget åndeligt 
og have åndelige følelser uden 
Andens vejledning. 

Som forældre kan vi ofte bære 
vores vidnesbyrd om Jesus Kristus for 
vore børn. Når vi bærer vidnesbyrd, 
uanset om det er ved familieaften 
eller i et undervisningsøjeblik, indby- 

o 

der vi Ånden. Præsident Boyd K. 
Packer har også belært os om, at 
»undervise vore unge mennesker om 
at bære vidnesbyrd - at bære vidnes- 
byrd om, at Jesus er Kristus, at Joseph 
Smith er Guds profet, at Mormons 
Bog er sand.« 11 

Præsident Hinckley forsikrer os: »Af 
alle glæder i livet, er der ingen, der 



overgår lykkelige forældres. Af alle de 
ansvar, vi slås med, er der intet, der er 
ligeså alvorligt. At opdrage børn i en 
atmosfære af kærlighed, tryghed og 
tro er den mest belønnende af alle 
udfordringer.« 12 

Jeg ved - med udråbstegn - at 
børn kan modtage et vidnesbyrd ved 
Ånden, som bringer overbevisning og 
forpligtelse til hjertet! Jeg vidner om, 
at dette er vores opgave, at dette er 
vores mulighed, for omhyggeligt at 
undervise vore børn og vidne for dem 
om sandheden af Jesu Kristi evange- 
lium, og for at de også hører »glædens 
røst.« I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 



NOTER 

1. L&P 128:19, 23; se ogsåv. 20-22. 

2. L&P 93:40. 

3. L&P 68:28. 

4. L&P 68:25. 

5. Enos 1:1. 

6. Enos 1:3. 

7. Se »Familien: En proklamation til verden,« 
Stjernen, okt. 1998, s. 24. 

8. Brev til medlemmer af Kirken fra Det Første 
Præsidentskab, 11. feb. 1999. 

9. 3 Nephi 17:21. 

10. »Red børnene«, Stjernen, jan. 1995, s. 55. 

11. Let Not Your Heart Be Troubled, 1991, 
s. 154. 

12. Stjernen, jan. 1995, s. 55. 




LIAHONA NOVEMBER 2002 



15 







Omsluttet af hans 
kærligheds arme 



ÆLDSTE NEAL A. MAXWELL 

De Tolv Apostles Kvorum 



Uforståelige ting vil ske, men ligesom Nephi kan vi dog 
stadig vide, at Gud elsker os-en ... kendsgerning, som kan 
og vil hjælpe os gennem så meget! 




Ml 



idt i krisernes kaos og de glo- 
bale begivenheders skrække- 
.lige svirren bevarer sande 
disciple troen på en åbenbarende og 
kærlig Gud og hans forløsningsplan 
for sine børn - hvilken plan er formå- 
let med alt, hvad Gud gør! (Se Moses 
1:39). Desuden viser Guds karakter 
os, sådan som den er blevet os åben- 
baret, at han har den kosmiske kapa- 
citet, der sikrer, at han er »i stand« til 
at udføre sit omfattende virke 
(2 Nephi 27:20-21; JSO, Es 29:22-23). 
Sande disciple bevarer også troen 
på hans forsonende søn, Jesus 
Kristus; og ved at være »omvendt til 
Herren« (3 Nephi 1:22) gennemgår 



de vedvarende en lykkelig og »stor 
forandring« (se Mosiah 5:2; Alma 
5:12-14). 

Faktisk, kære brødre og søstre, 
har Jesus jo allerede sejret i det stør- 
ste slag: »I verden har I trængsler; 
men vær frimodige, jeg har over- 
vundet verden« (Joh 16:33; fremhæ- 
velse tilføjet). Forsoningen blev 
fuldført og tilvejebringer en univer- 
sel opstandelse for milliarder og 
atter milliarder og kalder alle frem 
fra graven - uanset hvordan og hvor- 
når vi endte der! Når vi derfor i klare 
nætter kan se stjerner af ufattelig høj 
alder, så er de ikke udødelige. Men 
det er vi! 

På samme måde vil »sande tro- 
ende« (4 Nephi 1:36) bevare troen på 
genoprettelsen i de sidste dage med 
dens himmelsendte myndighed, dens 
profeter og apostle, og dens »tydelige 
og vigtige« skrifter (1 Nephi 13:29). 
Evangeliets første principper har 
sandelig gyldighed i de sidste dage. 

Det er ironisk, at når Kirken kom- 
mer »ud af dunkelhed«, vil det, der 
synes at være svære udfordringer, fak- 
tisk vise sig at fremhæve Kirkens sær- 
egenhed (L&P 1:30). Men når vi i 
højere grad retter vores adfærd ind 
efter vores tro, vil en pågående pirken 
minde os om vore konstante pligter 
som disciple. 



Det gengivne evangelium er 
levende, bredt og dybt - langt mere 
end vi begriber. Det belærer os, både 
når det gælder guddommelige grund- 
træk i universet og betydningen af 
personlig kyskhed og troskab. Kun 
sagtmodige disciple kan tackle så fri- 
modig en teologi. 

Når vi har skrifterne til at forankre 
og trøste os, kan vi også »se hen til 
Gud ... så han vil trøste [os] i [vores] 
sorg« (Jakobs Bog 3:1-2; fremhævelse 
tilføjet). 

Vi kan også blive »styrket i [vore] 
prøver og trængsler og genvordighe- 
der ...ja ... han vil fremdeles udfri 
[os]« (Alma 36:3, 27; fremhævelse til- 
føjet). 

For Herren har sagt: »Jeg vil være i 
jeres midte« (L&P 49:27). »Jeg vil lede 
jer frem« (L&P 78:18). 

Derudover giver Gud os uvurderlig, 
personlig vejledning gennem 
Helligånden (se Joh 14:26; L&P 36:2). 
Både i rolige og i urolige tider er 
Talsmanden vores bedste kilde til trøst. 

Enok græd over ugudeligheden på 
sin tid og ville til at begynde med ikke 
lade sig trøste (se Moses 7:4, 44). Men 
så fulgte åbenbaringer, som viste 
Jesus, der forløste verden, genopret- 
telsen i de sidste dage og Herrens 
andet komme. Enok fik besked på at 
»opløft [e sit] hjerte og vær[e] glad« 
(Moses 7:44). På samme måde kan 
lærdommene og åbenbaringerne 
opløfte os - selv midt i »krigslarm og 
rygter om krige« (Matt 24:6; Mark 
13:7; se også 1 Nephi 12:2; Mormon 
8:30; L&P 45:26). Vi behøver derfor 
ikke at blive trætte og miste modet 
(se Hebr 12:3; L&P 84:80). 

Vores discipelværdighed behøver 
ikke at tørre ind pa grund af skuffelser 
eller solens brændende stråler, ej hel- 
ler bør samfundets skræmmende 
symptomer »tynge« os (Moroni 9:25), 
selv ikke når vi får hån og spot smidt i 
ansigtet (se Alma 32:38). 

Vi viger måske tilbage fra noget i 
denne jordiske sfære, men Jesus veg 
ikke tilbage i Getsemane have og på 



16 




Kristusstatuen i det nordlige besøgscenter på Tempelpladsen tiltrækker besøgende 
i alle aldre. 



Golgata. I stedet »fuldendte [han 
sine] forberedelser for menneskenes 
børn« (L&P 19:19). 

Der er ingen undtagelser, når det 
gælder trængsler, også af vores tro og 
tålmodighed - kun variationer (se 
Mosiah 23:21). Disse øvelser skal øge 
vores evne til at nyde glæde og tjene. 
Men de trofaste er heller ikke helt 
immune over for klodens begivenhe- 
der. Derfor er Shadraks, Meshaks og 
Abed-Negos modige holdning 
bestemt værd at tillægge sig. De vid- 
ste, at Gud kunne udfri dem. »Og selv 
om han ikke gør det,« svor de, så ville 
de alligevel tjene Gud (se Dan 3:16- 
18) . På samme måde kan det at holde 



de umoderne, men vigtige første og 
syvende bud være et udtryk for det 
samme mod, som tre unge kvinder 
udviste i oldtiden. De sagde »nej« 
med deres liv (se Abraham 1:11). 

Vi kan derfor være omgivet af pro- 
blemer på alle sider, men intet kan 
skille os fra Kristi kærlighed (se 2 Kor 
4:8; Rom 8:35-39). Faktisk er verdslige 
bekymringer ikke en del af at »virke 
med iver« (L&P 58:27). Og dog opfor- 
drede Peter os til, at vi både kan og 
skal kaste al vores bekymring på 
Herren, for han bekymrer sig om os! 
(se 1 Pet 5:7). O, søskende, hvor vil en 
sådan tillidsfuld underkastelse dog 
være frigørende! 



Når det gælder om at rette op på 
vore fejltrin, så er der ingen trafik- 
propper på omvendelsens vej. Det er 
en betalingsvej, ikke en gratis 
strækning, og når vi gør brug af Kristi 
forsoning, kommer vi hurtigere frem. 

Vi har måske brug for ligefremme 
Jetro'er, der kan sætte os på plads 
(2 Mos 18:14-24). Eller øjeblikke med 
pludselig indsigt, som det skete for de 
oprindelige Tolv, som med rette kon- 
kluderede: »Herre, hvem skal vi gå til? 
Du har det evige livs ord« (Joh 6:68). 

Og medmindre vi er fulde af 
beslutsomhed, hvad vil vi da sige til 
heltene og heltinderne fra Martin 's 
Cove og Sweetwater? At »vi beundrer 
jer, men vi tøver med at vade gennem 
vores egen modgangs iskolde flod«? 

Brødre og søstre, efter guddomme- 
lig planlægning er »disse [vore] dage« 
(Helaman 7:9), eftersom »alt må ske til 
sin tid« (L&P 64:32). Endvidere, skønt 
vi lever i en verden i fordærv, er vi ikke 
sendt herned for at fejle. 

Kan I huske stjernen, som 
bekendtgjorde fødslen i Betlehem? 
Den befandt sig i sit præcise kredsløb, 
længe før den lyste sådan op. På 
samme måde er vi anbragt i vore 
menneskelige kredsløb for at lyse op. 
Guds samordning fungerer ikke kun i 
kosmos, men også på denne planet. 
Guldpladerne med Mormons Bog 
blev jo trods alt ikke begravet i Belgien, 
mens Joseph Smith så senere blev født 
i det fjerne Bombay. 

Og fremkomsten af den konstella- 
tion af kloge forfatningsfædre, som 
skrev Amerikas enestående forfatning, 
hvis rettigheder og beskyttelse tilhø- 
rer »ethvert mennesker«, var heller 
ikke en tilfældighed (se L&P 101:77- 
78, 80). En historiker, Barbara 
Tuchman, har kaldt vore forfatnings- 
fædre for »den mest forbløffende ge- 
neration af embedsmænd i USAs 
historie, ja, måske også i enhver 
anden nations historie« (Arthur M. 
Schlesinger, The Birth ofthe Nation, 
1968, s. 245). En anden historiker til- 
føjede: »Det ville være af uvurderlig 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



17 



:m 



betydning at få at vide, hvad der 
skabte denne opblomstren af talenter 
fra en grundbestand af blot to og en 
halv million indbyggere« (Barbara 
Tuchman, The March ofFolly: From 
Troy to Vietnam, 1984, s. 18). 

Dog er der stadig nogle, som nøjes 
med en inkonsekvent eller magtesløs 
gud. Laman og Lemuel kendte fx til 
det fordums Israels mirakuløse red- 
ning fra faraos mægtige hære, men de 
mukkede og var skræmt af en ussel, 
lokal Laban. Vi kan være så provinsi- 
elle og selvoptagede. Gud, som over- 
våger samspillet mellem galakser, 
stjerner og verdener, har bedt os om 
også at anerkende hans hånd i vores 
eget liv (se L&P 59:21). Har vi ikke 
fået vished om, at en spurv ikke falder 
ubemærket, eller at selv alle vore 
hovedhår er talt? (se Matt 10:29-30; 
L&P 84:80). Gud er i detaljerne! 
Ligesom Gud kender alle sine utallige 
skaberværker, kender og elsker han 
også ethvert menneske i den store 
skare - ja, faktisk hver eneste i hele 
menneskeheden! (se 1 Nephi 11:17). 

Tænk blot på hans kærlige hilsener 
til Moses: »Jeg kender dig ved navn, du 
har fundet nåde for mine øjne« (2 Mos 
33:12), og til Joseph: »Dette er min 
elskede Søn. Hør ham!« (JS - H 1:17). 

Det kan ikke undre, at kong 
Benjamin bønfalder os om at tro, at vi 
ikke fatter alt, hvad Gud fatter (se 
Mosiah 4:9). At ignorere åbenbaringer 
om Guds forbløffende evner er som 
at lege formålsløst og veltilfreds med 
træklodser med alfabetet på, uden at 
være klar over, at Shakespeares sonet- 
ter blev skabt ved hjælp af det samme 
alfabet. 

Fader Abraham »vaklede ikke« ved 
det guddommelige løfte om efter- 
kommere, fordi han var »fuldt overbe- 
vist om, at det, som Gud har lovet, 
har han også magt til at gøre« (Rom 
4:20-21). Må vi blive »fuldt overbevist«. 

Disse ord fra Anselm af Canterbury 
rummer et klogt råd: »Tro for at 
kunne forstå«, i stedet for at »forstå 
for at kunne tro« (St. Anselm, oversat 




af Sidney Norton Deane, 1903, s. 7). 

Brødre og søstre, skønt vi lever i 
en tid »i bevægelse«, kan vi dog stå 
på hellige steder og ikke lade os 
rokke (se L&P 45:32; 87:8). Skønt vi 
lever i en tid med vold, kan vi dog 
have den indre fred, som overgår al 
forstand (se Fil 4:7). Uforståelige 
ting vil ske, men ligesom Nephi kan 
vi dog stadig vide, at Gud elsker 
os - en lykkelig og grundlæggende 
kendsgerning, som kan og vil hjælpe 
os gennem så meget! (se 1 Nephi 
11:17). 

Hvordan kan vi vide, at Gud er 
opmærksom på os og elsker os? Det 
fortæller han os i skrifterne, og vi ved 
det, når vi oprigtigt tæller de velsig- 
nelser og den nåde, han skænker os. 
Men først og fremmest så fortæller 
han os det ved Andens stille, sagte 
røst! (Se Alma 34:38; 78:17-19). 

Den »store forandring«, som 
discipelværdigheden kræver, kan 
virke rutsjebaneagtig, når opløftende 
åbenbaringer giver os en ærefrygtind- 
gydende indsigt. Sådan var det også 
med Moses, som »faldt ... til jorden« 
og udbrød: »Mennesket er intet, 
noget, som jeg aldrig før havde troet« 



(Moses 1:9-10). Men så fulgte den 
guddommelige, fortrøstningsfulde 
afsløring: »Thi se, dette er min ger- 
ning og herlighed - at tilvejebringe 
udødelighed og evigt liv for menne- 
sket« (Moses 1:39). 

Men »store« forandringer kræver 
stort slid, og det vanskeliggøres af at 
følge det naturlige menneskes lidet 
flatterende opfordringer. Alt for ofte 
hæmmes vore muligheder af det hver- 
dagsagtige. Vi er næppe parate til 
åbenbaringer, som sprænger vore 
rammer. Forestil jer, at den åndelige 
del af os hver især faktisk er evig, og 
at vi var i begyndelsen hos Gud (se 
L&P 93:29, 33). 

Selvfølgelig kan vi ikke fuldt ud 
fatte alt dette lige nul Selvfølgelig kan 
vi ikke forstå alle tings betydning lige 
nul Men hvad vi kan vide lige nu er, 
at Gud kender og elsker enhver af os 
personligt! 

Men søskende, hvad afholder os da 
fra at kende og elske ham mere? Vores 
forbeholdenhed over for at give slip 
på alle vore synder - vi mener, at en 
mindre udbetaling er tilstrækkelig. 
Det gør vores forbeholdenhed mod at 
lade vores vilje opsluge i hans vilje 
også - i stedet mener vi, at blot det at 
anerkende hans vilje er tilstrækkeligt! 
(se Mosiah 15:7). 

Profeten Joseph Smith har sagt, at 
Gud, »før den (jorden) blev til ... over- 
vejede alle de begivenheder, som stod 
i forbindelse med jorden ... [Gud] 
kendte ... til ugudelighedens dybde, 
som ville stå i forbindelse med den 
menneskelige familie, deres svaghed 
og styrke ... alle nationers forhold og 
... deres skæbne ... og har i høj grad 
sørget for [menneskehedens] forløs- 
ning« (Profeten Joseph Smiths lær- 
domme, s. 264). 

En del af Guds mange forbere- 
delser består af ufuldkomne menne- 
sker som du og jeg, der opsat på at 
stråle og tjene i vore respektive kreds- 
løb i visheden om, at vi er omsluttet af 
»hans kærligheds arme« (L&P 6:20). 

I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 



18 




■jeg 
ud af det? 

PRÆSIDENT JAMES E. FAUST 

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab 

At tage sit kors op og følge Frelseren vil sige, at man overvinder 
sin selviskhed - at man forpligter sig til at tjene andre. 




Jeg beder ydmygt om, at den 
samme ånd, som har hvilet over 
de andre talere denne formid- 
dag, vil fortsætte dermed, mens jeg 
nu taler til jer. 

For mange år siden arbejdede jeg 
sammen med to ældre og mere 
erfarne mænd. Vi havde været venner 
i mange år og fandt gensidig glæde 
ved at hjælpe hinanden. En dag bad 
en af dem om vores hjælp i forbin- 
delse med en indviklet sag. Så snart 
han havde forklaret problemet, var 
det første, den anden sagde: »Hvad 
får jeg ud af det?« Da hans gamle ven 
svarede så selvisk, lagde jeg mærke til 
det sårede og skuffede udtryk i ansig- 
tet på ham, som havde bedt os om 



hjælp. Forholdet mellem de to blev 
aldrig helt det samme efter det. Vores 
selvoptagede ven havde ingen med- 
gang, for hans selviskhed formørkede 
hans store evner, talenter og egenska- 
ber. Desværre kommer en af vor tids 
forbandelser til udtryk i dette selviske 
spørgsmål: »Hvad får jeg ud af det?« 

I min tidligere profession hjalp jeg 
engang arvingerne efter et retskaffent 
ægtepar med at dele boet. Boet var 
ikke stort, men det var frugten af 
mange års hårdt arbejde og ofre. 
Børnene var alle ærlige, gudfrygtige 
mennesker, som var blevet opdraget 
til at efterleve Frelserens frelsende 
principper. Men da boet skulle deles, 
udviklede der sig et skænderi om, 
hvem der skulle have hvad. Skønt der 
ikke var noget værdifuldt at slås om, 
skabte selviskheden og begærligheden 
en splid mellem nogle af familiens 
medlemmer, som aldrig blev bilagt, og 
som fortsatte i det næste slægtled. 
Hvor er det tragisk, at arven efter disse 
vidunderlige forældre viste sig at blive 
så ødelæggende for familiesammen- 
holdet og kærligheden mellem deres 
børn. Af dette lærte jeg, at selviskhed 
og begærlighed fører til bitterhed og 
splid. Omvendt bringer offervilje og 
gavmildhed fred og ro i sjælen. 

I det store råd i himlen, da den 
store plan for frelse for Guds børn 
blev forelagt, svarede Jesus: »Her er 



jeg, send mig,« 1 og, »Fader, ske din 
vilje, og din være herligheden evinde- 
lig.« 2 Og således blev han vores 
Frelser. I modsætning hertil svarede 
Satan, som var blevet højt agtet som 
»en morgenrødens søn« 3 , at han ville 
komme ned og »forløse hele mennes- 
keheden, så ikke en eneste sjæl skal 
fortabes.« 4 Satan stillede to betin- 
gelser: Den første var, at mennesket 
blev nægtet handlefriheden. Den 
anden var, at han skulle have æren. 
Med andre ord skulle han have noget 
ud af det. Og således blev han fader til 
alle løgne og al selviskhed. 

At tage sit kors op og følge 
Frelseren vil sige, at man overvinder 
sin selviskhed - at man forpligter sig 
til at tjene andre. Selviskhed er et af 
menneskets lavere karakteregenska- 
ber, som vi må undertrykke og over- 
vinde. Vi torturerer sjælen, når vi 
fokuserer på at få snarere end på at 
give. Ofte er det første ord, som 
mange små børn lærer at sige, min. Vi 
er nødt til at lære dem glæden ved at 
dele med andre. Ja, en af de store 
lærermestre med hensyn til, hvordan 
man overvinder selviskhed, er foræl- 
drerollen. Nogle mødre går ind i 
dødsskyggens dal for at føde børn. 
Mange forældre arbejder hårdt og 
ofrer så meget for at kunne give deres 
børn husly, mad, tøj, beskyttelse og 
uddannelse. 

Jeg har lært, at selviskhed i højere 
grad drejer sig om, hvilke følelser vi 
har for vore ejendele, end om hvor 
meget vi har. Digteren Wordsworth 
har sagt: »Verden er for meget en del 
af os, både tidligt og sent/Ved at købe 
og spendere spilder vi vore kræfter.« 5 
En fattig kan være selvisk, 6 og en rig 
kan være gavmild, men den, der alene 
er besat af begærlighed, har det svært 
ved at finde fred i livet. 

Ældste William R. Bradford har 
engang sagt: »Af alle de påvirkninger, 
som får mennesker til at træffe de for- 
kerte valg, er selviskhed utvivlsomt 
den stærkeste. Hvor der findes sel- 
viskhed, mangler Herrens And. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



19 



Talenter kommer ingen til nytte, de 
fattiges behov bliver ikke tilgodeset, 
de svage bliver ikke styrket, de uvi- 
dende bliver ikke undervist og de for- 
tabte bliver ikke hentet tilbage.« 7 

Jeg talte for nylig med et af de mest 
gavmilde mennesker, jeg nogen sinde 
har kendt. Jeg bad ham om at 
beskrive den tilfredsstillelse, som han 
har følte ved at være gavmild. Han 
talte om den glæde og lykke, han 
havde følt ved at dele med andre, 
som var mindre heldigt stillet. Han 
sagde, at intet af det i virkeligheden 
var hans - alt kommer fra Herren - vi 
forvalter blot det, han giver os. Som 
Herren sagde til profeten Joseph 
Smith: »Alt dette [er] mit, og I er mine 
forvaltere.« 8 

Til tider er det let for os at glemme, 
at »jorden med alt, hvad den rummer 
... tilhører Herren.« 9 Frelseren har 
givet os denne advarsel, som står i 
Lukasevangeliet: >»Se jer for og vær på 
vagt over for al griskhed, for et men- 
neskes liv afhænger ikke af, hvad det 
ejer, selv om det har overflod. < 

Og han fortalte dem en lignelse: 
>Der var en rig mand, hvis mark havde 
givet godt. 

Han tænkte ved sig selv: Hvad skal 
jeg gøre? For jeg har ikke plads til min 
høst. 

Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: 
Jeg river mine lader ned og bygger 
nogle, som er større, og dér vil jeg 
samle alt mit korn og alt mit gods. 

Og jeg vil sige til mig selv: Så, min 
ven, du har meget gods liggende, nok 
til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og 
vær glad! 

Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i 
nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så 
have alt det, du har samlet? 

Sådan går det den, der samler sig 
skatte, men ikke er rig hos Gud.<« 10 

For nogle år siden fortalte ældste 
ElRay L. Christiansen om en af sine 
fjerne skandinaviske slægtninge, som 
sluttede sig til Kirken. Han var ret vel- 
stående og solgte sin jord og sine 
køer i Danmark for at kunne rejse til 



Utah med sin familie. I nogen tid gik 
det ham godt, hvad Kirken og dens 
aktiviteter angår, og han havde øko- 
nomisk fremgang. Men han blev så 
optaget af sit gods, at han glemte for- 
målet med, at han var rejst til 
Amerika. Biskoppen besøgte ham og 
bad ham indtrængende om at blive 
aktiv igen. Årene gik, og nogle af hans 
brødre besøgte ham og sagde: »Lars, 
Herren var god mod dig, da du boede 
i Danmark. Han var været god mod 
dig, lige siden du kom hertil ... Nu da 
du er ved at blive lidt ældre, så mener 
vi, at det ville være godt for dig, at du 
brugte noget af din tid i Kirkens inter- 
esse. Når alt kommer til alt, kan du jo 
ikke tage alt dette med dig, når du 
skal herfra.« 

Oprørt over denne bemærkning 
sagde manden: »Jamen, så vil jeg slet 
ikke herfra.« 11 Men han kom herfra! 
Og det gør vi jo alle! 

Det er så let for nogle at blive besat 
af det, de har, og at miste det evige 
perspektiv af syne. Da Abraham forlod 
Egypten, tog hans nevø Lot med ham 
til Betel. Både Abraham og Lot havde 
flokke og hjorde og telte, og »landet 
kunne ikke brødføde dem begge, så 
de kunne bo der sammen, for de 
ejede så meget, at de ikke kunne bo 
der sammen.« 12 Efter lidt gnidninger 
mellem Abrahams og Lots hyrder, stil- 
lede Abraham Lot følgende forslag: 
»Der må ikke være splid mellem dig 
og mig, mellem dine og mine hyrder, 
for vi er jo i slægt med hinanden ... 

... Vil du til venstre, går jeg til højre, 
og vil du til højre, går jeg til venstre.« 13 

Lot så, »hvad han kunne få ud af 
det«, da han så ud over den frodige 
Jordandal, og valgte at tage det 
område, som lå i nærheden af det 
verdslige Sodoma. 14 Abraham var til- 
freds med at bosætte sig med sine 
flokke i det mere golde land Kana'an, 
og alligevel samlede han sig endnu 
mere rigdom der. 

Imidlertid huskes Abraham mere 
som den store patriark for Herrens 
pagtsfolk. En af de første gange 



tiendebetaling nævnes er, hvor 
Abraham betalte tiende til Melkisedek 
af alt, hvad han ejede. 15 Abraham 
havde tillid til Herren, som viste ham 
den førjordiske verdens intelligenser, 
hvordan Frelseren blev udvalgt og 
skabelsen. 16 Abraham er også kendt 
for sin villighed til at ofre sin søn Isak. 
Denne kolossale troshandling er sym- 
bolsk for verdenshistoriens ypperlig- 
ste, uselviske gerning, da Frelseren 
ofrede sit liv for alle os for at sone for 
vore synder. 

For nogle år siden var der en »kore- 
anerdreng, som købte aviser for sine 
lommepenge. Derpå gik han og nogle 
af hans venner ud på Seouls gader i 
Korea og solgte dem for at tjene 
penge til at hjælpe en skolekammerat, 
der ikke havde penge nok til at læse 
videre. Denne unge mand delte også 
sin madpakke med skolekammeraten 
hver dag, for at denne ikke skulle 
sulte. Hvorfor gjorde han det? Fordi 
han havde studeret lignelsen om den 
barmhjertige samaritaner 17 og ikke 
kun ønskede at lære om den barm- 
hjertige samaritaner, men også at 
vide, hvordan det føltes at virke som 
en barmhjertig samaritaner ... Først da 
faderen indgående havde spurgt ham, 
hvad han bestilte,« 18 indrømmede han 
det: »Men far, hver gang jeg hjælper 
min ven, føler jeg, at jeg bliver mere 
som den barmhjertige samaritaner. 
Desuden vil jeg gerne hjælpe de af 
mine klassekammerater, som er min- 
dre heldigt stillet end jeg. Jeg gør i vir- 
keligheden ikke noget særligt. Jeg 
læste om det i mit seminarhæfte og 
følte, at det var noget, jeg måtte 
gøre.« 19 Drengen spurgte ikke: »Hvad 
får jeg ud af det«, før han udførte 
denne velgerning. Faktisk gjorde han 
det uden at skænke belønning eller 
anerkendelse en tanke. 

Den 11. september 2001 blev de to 
tårne i World Tråde Center i New York 
City ramt af to kaprede fly, og begge 
tårne styrtede sammen. Tusindvis 
af mennesker blev dræbt. Af denne 
tragedie er der kommet hundredvis af 



20 




De Halvfjerds' Præsidium (foran) og nogle af deres kvorumsmedlemmer. 



beretninger om modige, uselviske 
handlinger. En af disse meget gribende 
og heltedådige beretninger er artiklen 
i Washington Post om den pensione- 
rede oberst Cyril »Rick« Rescorla, som 
arbejdede som vicepræsident i den 
interne sikkerhedsafdeling i Morgan 
Stanley Dean Witter. 

Rick var en tidligere meget erfaren 
leder i hæren. Han opholdt sig på sit 
kontor, da »det første fly ramte det 
nordlige tårn kl. 8.48 ... Han modtog 
en opringning fra 71. etage om 
eksplosionen i World Tråde Center 1 
og beordrede straks, at alle 2.700 
ansatte i bygning 2 såvel som yderli- 
gere 1.000 i bygning 5 blev evakue- 
ret.« Med sin megafon rykkede han 
op fra etage til etage, arbejdede sig 
gennem en flaskehals på 44. etage og 
nåede helt op til 72. etage, hvor han 
hjalp til med at evakuere mennesker 
fra hver etage. En af Ricks venner, 
som så ham i færd med at undsætte 
nogle mennesker på trappeopgangen 
ud for 10. etage, sagde: »Rick, du må 
også selv se at komme ud.« 

»Først når jeg er sikker på, at alle 
andre er kommet ud,« svarede han. 



»Han tog det fuldstændig roligt. 
For ham var det vigtigere at redde 
sine kollegers liv end sit eget.« Han 
ringede til hovedkvarteret for at sige, 
at han var på vej op for at lede efter 
folk, der var faret vild. 

Hans hustru havde siddet og set, 
hvordan flyet fra United Airlines var 
fløjet ind i det tårn, hvor han befandt 
sig. »Efter nogen tid ringede telefo- 
nen. Det var Rick. 

>Nu skal du ikke græde, < sagde 
han. Jeg er nødt til at evakuere mine 
folk nu.<« 

»Hun blev ved med at hulke. 

>Hvis der sker mig noget, skal du 
vide, at du betyder alt for mig.< 

Så blev forbindelsen afbrudt.« Rick 
nåede ikke ud i tide. 

»Af de 2.700 ansatte i Morgan 
Stanley, som var på arbejde i det sydli- 
gere tårn den 11. september, døde kun 
seks personer - et enkeltstående mira- 
kel midt i katastrofen. Og selskabets 
chefer siger, at Rescorla fortjener det 
meste af æren. Han udarbejdede eva- 
kueringsplanen. Han fik i hast sine kol- 
leger i sikkerhed. Og derefter gik han 
tilsyneladende tilbage ind i infernoet 



for at søge efter mennesker, som var 
faret vild. Han var den sidste, som kom 
ud af det sydligere tårn, efter at der var 
sprunget en bombe i World Tråde 
Center i 1993, og ingen tvivler på, at 
det ville han have været igen sidste 
måned, hvis skyskraberen ikke var 
styrtet sammen over ham inden da.« 

Midt i den store ondskab og øde- 
læggelserne den 11. september 2001 
var Rick ikke optaget af, hvad han 
kunne få ud af det. I stedet tænkte 
han uselvisk på andre og på den fare, 
de var i. Rick Rescorla var »den rette 
mand på det rette sted på det rette 
tidspunkt.« Rick, »et 62-årigt mandfolk 
ofrede fattet sit liv for andre.« 20 Som 
Frelseren selv sagde: »Større kærlig- 
hed har ingen end den at sætte sit liv 
til for sine venner.« 21 

De fleste af os viser ikke vores usel- 
viskhed på en så dramatisk måde, men 
for hver enkelt af os kan uselviskhed 
medføre, at vi er den rette person på 
det rette tidspunkt på det rette sted for 
at tjene andre. Næsten hver dag byder 
på muligheder for at gøre uselviske 
gerninger for andre. Sådanne ger- 
ninger er ubegrænsede og kan være så 



LIAH0NA NOVEMBER 2002 



21 



MØDET LØRDAG EFTERMIDDAG 

5. oktober 2002 



enkle som et venligt ord, en hånds- 
rækning eller et hjerteligt smil. 

Frelseren har givet os denne påmin- 
delse: »Den, der har reddet sit liv, skal 
miste det, og den, der har mistet sit liv 
på grund af mig, skal redde det.« 22 Et af 
livets paradokser er, at den, der spør- 
ger: »Hvad får jeg ud af det,« erhverver 
måske penge, ejendomme og jord, 
men mister til syvende og sidst den til- 
fredshed og lykke, som nydes af den, 
der deler sine talenter og evner gav- 
mildt med andre. 

Jeg vil gerne vidne om, at den 
mest berigende tjeneste, som nogen 
af os kan yde, er i Mesterens tjeneste. 
I mit livs forskellige gøremål er der 
ingen bestræbelse, der har været så 
givende og velgørende som at tage 
imod kald til at tjene i denne kirke. 
Hvert eneste kald har været anderle- 
des. Hvert eneste har medført sin 
egen velsignelse. Den største tilfreds- 
hed i livet får man ved at tjene andre 
og ikke være optaget af, hvad man 
selv får ud af det. Om dette aflægger 
jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. 
Amen. ■ 



NOTER 

1. Abraham 3:27. 

2. Moses 4:2. 

3. L&P 76:26. 

4. Moses 4:1. 

5. William Wordsworth, »The World Is 
Too Much with Us; Late and Soon«, The 
Complete Poetical Works of William 
Wordsworth, 1924, s. 353. 

6. Se L&P 56:17. 

7. »Selfishness vs. Selflessness«, Ensign, apr. 
1983, s. 51. 

8. L&P 104:86. 

9. SI 24:1. 

10. Luk 12:15-21. 

11. Se William Bangerter, Stjernen, jan. 1989, 
s. 69-70. 

12. 1 Mos 13:6. 

13. 1 Mos 13:8-9. 

14. Se 1 Mos 13:10-11. 

15. Se Alma 13:15. 

16. Se Abraham 3-4. 

17. Se Luk 10:25-37. 

18. Victor L. Brown, »Herrens banner«, 
Stjernen, oktoberkonferencen 1984, s. 32. 

19- »Profiting for Others«, NewEra, juni 1980, 
s. 29. 

20. Michael Grunwald, »ATower of Courage«, 
Washington Post, 28. okt. 2001. 

21. Joh 15:13. 

22. Matt 10:39. 



Opretholdelse af 
Kirkens ledere 



PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON 

Første rå dg i ver i Det Første Præsidentskab 




M. 



' ine brødre og søstre, præsi- 
dent Hinckley har bedt om, 
.at jeg nu præsenterer 
Kirkens generalautoriteter, halvfjerd- 
ser-områdeautoriteter og ledere for 
hjælpeorganisationerne for jer til 
opretholdelse. 

Det foreslås, at vi opretholder 
Gordon Bitner Hinckley som profet, 
seer og åbenbarer og præsident for 
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige; Thomas Spencer Monson 
som førsterådgiver i Det Første 
Præsidentskab og James Esdras Faust 
som andenrådgiver i Det Første 
Præsidentskab. De, der kan godkende 
det, bedes vise det. Nogen imod, 
samme tegn. 

Det foreslås, at vi opretholder 
Thomas Spencer Monson som præsi- 
dent for de Tolv Apostles Kvorum; 
Boyd Kenneth Packer som funge- 



rende præsident for De Tolv Apostles 
Kvorum og følgende som medlem- 
mer af dette kvorum: Boyd K. Packer, 
L. Tom Perry, David B. Haight, Neal A. 
Maxwell, Russell M. Nelson, Dallin H. 
Oaks, M. Russell Ballard, Joseph B. 
Wirthlin, Richard G. Scott, Robert D. 
Hales, Jeffrey R. Holland og Henry B. 
Eyring. De, der kan godkende det, 
bedes vise det. Nogen imod, 
samme tegn. 

Det foreslås, at vi opretholder råd- 
giverne i Det Første Præsidentskab og 
De Tolv Apostle som profeter, seere 
og åbenbarere. De, der kan god- 
kende det, bedes vise det. Nogen 
imod, samme tegn. 

Det foreslås, at vi afløser ældste Ben 
B. Banks som medlem af De 
Halvfjerds' Præsidium og som medlem 
af De Halvfjerds' Første Kvorum og 
udpeger ham til emeritus-generalauto- 
ritet. Alle, som sammen med os ønsker 
at gøre dette, bedes vise det. Tak. 

Med tak for deres virke som med- 
lemmer af De Halvfjerds' Andet 
Kvorum afløser vi hermed værdigt 
ældsterne Richard D. Alired, Athos 
M. Amorim, L. Edward Brown, Earl 
M. Monson, and Jerald L. Taylor og 
følgende som halvfjerdser-område- 
autoriteter: Paulo C. Amorim, 
Carl W Bacon, Bruce B. Bingham, 
O. Brent Black, Antonio Cappi, 
Victor D. Cave, Craig C. Christensen, 
James M. Dunn, David W Ferrel, 
Daryl H. Garn, D. Rex Gerratt, 
Mario E. Guzmån, Spencer V.Jones, 
Hitoshi Kashikura, Chong-Youl Kim, 



22 



Richard K. Klein, John Maxwell, 
Wolfgang H. Paul, Keith L. Smith, 
Juan Uceda, Claudio D. Zivic. De, 
der ønsker at tilslutte sig tilkendegi- 
velsen af påskønnelse, bedes vise 
det ved at løfte hånden. De har 
tjent godt. 

Det foreslås, at vi med tak afløser 
ældste Richard J. Maynes som anden- 
rådgiver i Søndagsskolens hovedpræsi- 
dentskab. De, der kan godkende det, 
bedes vise det. 

Det foreslås, at vi opretholder æld- 
ste Dieter F. Uchtdorf som medlem af 
De Halvfjerds' Præsidium. De, der kan 
godkende det, bedes vise det. Nogen 
imod, samme tegn. 

Det foreslås, at vi opretholder æld- 
sterne Craig C. Christensen, James M. 
Dunn, Daryl H. Garn, D. Rex Gerratt 
og Spencer V Jones som nye medlem- 
mer af De Halvfjerds' Andet Kvorum. 



De, der kan godkende det, bedes vise 
det. Nogen imod, samme tegn. 

Det foreslås, at vi opretholder 
ældste Val R. Christensen som 
andenrådgiver i Søndagsskolens 
hovedpræsidentskab. De, der kan 
godkende det, bedes vise det. Nogen 
imod, samme tegn. 

Det foreslås, at vi med tak og 
oprigtig påskønnelse afløser søstrene 
Margaret D. Nadauld, Carol B. 
Thomas, and Sharon G. Larsen som 
Unge Pigers hovedpræsidentskab. 
Vi afløser også alle medlemmer af 
Unge Pigers hovedbestyrelse. De, der 
kan godkende det, bedes vise det. 

Det foreslås, at vi opretholder sø- 
ster Susan Winder Tanner som den 
nye hovedpræsidentinde for Unge 
Piger med søster Julie Bangerter Beck 
som førsterådgiver og søster Elaine 
Schwartz Dalton som andenrådgiver. 



De, der kan godkende det, bedes vise 
det. Nogen imod, samme tegn. 

Det foreslås, at vi opretholder alle 
øvrige generalautoriteter, halvfjerdser- 
områdeautoriteter og præsidentska- 
ber for Kirkens hjælpeorganisationer, 
som de nu fungerer. De, der kan god- 
kende det, bedes vise det. Nogen 
imod, samme tegn. 

Præsident Hinckley det ser ud til, 
at afstemningen har været enstemmig 
og godkendende. 

Tak brødre og søstre, for jeres tro og 
bønner. Tak til alle, som er blevet afløst, 
for deres uforbeholdne tjeneste og 
hengivenhed over for deres himmelske 
Fader og velkommen til dem, som 
netop er kaldet. Vi beder nu de nykal- 
dede medlemmer af De Halvfjerds' 
Andet Kvorum og Unge Pigers hoved- 
præsidentskab om at indtage deres 
plads på forhøjningen. Tak. ■ 




LIAHONA NOVEMBER 2002 



23 



Var der ikke ti , 
der blev rene? 

ÆLDSTE DAVID B. HAIGHT 

De Tolv Apostles Kvorum 

Hvis vi nogensinde på passende vis skal vise vor himmelske 
Fader taknemmelighed, skal vi gøre det med hele vores 
hjerte, sjæl, sind og styrke. 




Da præsident Thomas S. 
Monson bad de nye medlem- 
mer af De Halvfjerds og Unge 
Pigers hovedpræsidentskab om at 
komme op og indtage deres pladser 
på forhøjningen, mindedes jeg tyde- 
ligt april 1970, hvor jeg blev kaldet 
som assistent til De Tolvs Kvorum - 
hvilket var en overraskelse for mig. 
Jeg havde kun vidst det i nogle få 
timer. Da jeg blev bedt om at sidde i 
en af de røde stole i det gamle 
Tabernakel, begyndte koret at synge 
»O Divine Redeemer«. Mens jeg lyt- 
tede til denne inderlige bøn i sang til 
denne vidunderlige melodi, bad jeg 
stille Frelseren acceptere mig, som jeg 



var, og ikke huske mine fejl, mine 
mangler og mine synder (se SI 25:7). 
Hvor var det en vidunderlig dag! Det 
for gennem mit hoved, da præsident 
Monson kom med denne invitation i 
dag. 

Det er en ære for mig at være her 
denne eftermiddag og tilbringe nogle 
få øjeblikke med alle jer og vidne for 
jer, bære mit vidnesbyrd og fortælle 
om mine følelser for dette vidunder- 
lige værk. 

Jeg fortalte ældste Neal A. Maxwell, 
at jeg ville gå herop uden min stok. 
Han havde den parat til mig, men jeg 
sagde: »Nej, jeg klarer mig uden den. 
Jeg skal vise dig, at jeg har den tro, 
der vil få det til at ske.« Nu, hvor jeg 
bliver ældre, og årene flyver forbi, så 
er jeg beæret over at have denne 
mulighed og evne og ønske om at stå 
frem og vidne for jer om evangeliets 
velsignelser, som jeg har fået i mit liv i 
disse mange, forgangne år. Jeg ved 
ikke, om jeg er den ældste i denne 
store sal i dag, men jeg er nu i mit 97. 
år. Da det i formiddags blev bekendt- 
gjort, at dette var den 172. halvårlige 
konference for Kirken, så tænkte jeg, 
at nogle af de lidt yngre måske betrag- 
ter 172 som meget lang tid. Jeg vil 
gerne minde jer om Kirkens 100 år 
jubilæum. Dengang blev Ruby og jeg 
gift. Det var i 1930. Kirken er nu 172 



år, og vi har været gift i 72 år. Jeg næv- 
ner det kun, så nogle af jer matemati- 
kere kan huske 172; det er ret let. 

Jeg ønsker nu at anerkende og 
udtrykke taknemmelighed til min 
himmelske Fader for de velsignelser, 
som jeg har modtaget hele mit liv - 
for at være blevet født af retskafne for- 
ældre og vokset op i et godt hjem. Og 
mens vi har flyttet omkring i dette 
land som følge af alle de aktiviteter, 
som vi har været involveret i, så er jeg 
taknemmelig for at have kendt gode 
mennesker. Gode mennesker påvir- 
ker din tilværelse og er med til at 
forme din personlighed og karakter 
og hjælper dig med at være en del af 
samfundet og samtidig leve således, 
som man bør leve. De hjælper dig 
med at udføre værdifulde opgaver, og 
de hæver dig op på et højere niveau. 
Og derfor er jeg min himmelske 
Fader taknemmelig for de velsig- 
nelser, som jeg har fået. Jeg vidner om 
ham, at jeg ved, at han er vor Fader, 
og at Jesus er Kristus, den levende 
Guds Søn, hele menneskehedens 
Skaber og Frelser. Jeg er taknemmelig 
for den majestætiske rolle, som han 
spillede i skabelsen og tilvejebrin- 
gelsen af evangeliet på jorden og for 
den mulighed, det giver menneskehe- 
den, hvis de vil lytte, til at høre og for- 
stå og modtage himlens velsignelser, 
hvis de fortjener dem, og leve således, 
at evangeliet bliver en stor del af 
deres tilværelse. 

Jeg er taknemmelig for mine for- 
fædre, som tilsluttede sig Kirken helt 
tilbage i Kirkens første tid, som flyt- 
tede fra staten New York for at være 
sammen med de hellige i Nauvoo, 
hvor de blev involveret i opførelsen af 
templet i Nauvoo og derefter i rejsen 
vestpå. For alle disse velsignelser er 
jeg på denne dag taknemmelig, nu 
hvor jeg fortæller jer om dem. 

Jeg må nævne præsident Gordon 
B. Hinckley. Han holdt en fremra- 
gende tale i formiddag - hvor han gav 
os et overblik over de seneste år, men 
især et overblik over begivenhederne 



24 



i Nauvoo og genopførelsen af det ma- 
jestætiske tempel. Alt, hvad der er 
sket der, har været en velsignelse for 
verden og for menneskeheden. 

Jeg vil gerne fortælle præsident 
Hinckley, at jeg har betragtet ham 
omhyggeligt, siden han blev kaldet 
som en ekstra rådgiver til præsident 
Spencer W Kimball, hvor han påtog 
sig sin rolle i Det Første 
Præsidentskab. Han er vokset og 
modnet, blevet inspireret og vejledt i 
udførelsen af de aktiviteter, som vi har 
været vidne til! Mange af os har spillet 
en beskeden rolle i den vision, som 
han havde om den vækst, der i den 
sidste tid er sket i Kirken, herunder 
bygningen af templerne, som vi nu 
har 114 af. Alt dette har været resulta- 
tet af præsident Hinckleys inspirerede 
ledelse. Må Gud velsigne ham for det, 
han har gjort for at hjælpe Kirken 
med at vokse og for at skabe og for- 
bedre vores image over hele verden. 
Vi er så taknemmelige for det, han har 
gjort, for den vækst vi har i Kirken i 
dag og for hans ledelse. 

I Lukasevangeliet står skrevet, at 
Frelseren en dag kom ind i en 
landsby, hvor der var 10 spedalske. 
Nuvel, de, der er vokset op i den 
senere tid, kender meget lidt til spe- 
dalske. Spedalskhed var en forfærde- 
lig og frygtet sygdom i gamle dage. 
Disse 10 spedalske kom til Frelseren 
og sagde: »Jesus, Mester, forbarm dig 
over os!« Og han sagde til de ti spe- 
dalske: »Gå hen til jeres præst, så vil 
han tage sig af jer« - og det gjorde de. 
De gik hen for at besøge deres præ- 
ster, og de blev rene, alle ti. Kort efter 
vendte en af dem tilbage til Frelseren, 
kastede sig ned foran ham og takkede 
Frelseren for at velsigne ham og gøre 
ham rask for den forfærdelige syg- 
dom. Og Frelseren sagde til den ene 
mand: »Var der ikke 10? Hvad er der 
sket med de andre ni? Hvor er de?« 
(se Luk 17:11-19). 

Når jeg igen og igen har læst den 
historie, har den gjort stort indtryk 
på mig. Kunne I tænke jer at tilhøre 




Medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum venter respektfuldt,, da medlemmerne af 
Det Første Præsidentskab går ud efter et møde. 



»foreningen af de ni«? Kunne I tænke 
jer det - at blive regnet blandt dem, 
som glemte at vende tilbage og takke 
Frelseren for de velsignelser, som han 
havde givet dem? Kun en kom tilbage. 

Det er så let for os at modtage vel- 
signelser, mange af dem næsten ube- 
mærket, og opleve noget ske i vores 
tilværelse, som kan ændre os, forbedre 
os og give os Anden i vores tilværelse. 



Men sommetider tager vi dem for 
givet. Hvor bør vi være taknemmelige 
for de velsignelser, som Jesu Kristi 
evangelium bringer os i vores hjerte og 
sjæl. Jeg vil gerne minde jer alle om, at 
hvis vi nogensinde på passende vis skal 
vise vor himmelske Fader taknemme- 
lighed, skal vi gøre det med hele vores 
hjerte, sjæl, sind og styrke - for det var 
ham, som gav os liv og åndedræt. Han 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



25 



gav os mulighed for at leve, som vi er, 
have evangeliet i vores tilværelse, 
have gode mennesker som forbilleder 
som præsident Hinckley, der leder 
Kirken over hele verden i dag, og 
mulighed for, at unge kan se til ham 
med stolthed og taknemmelighed for 
en leder, som lever op til sin rolle i 
både ord og handling, og som viser, 

o 

hvad Kristi And kan bringe til vores 
hjerte og sjæl. Når den taknemmelig- 
hed bliver større, udvikler sig og vok- 
ser, kan den velsigne vores hjerte, 
sind og sjæl dertil, hvor vi vedbliver 
med at arbejde og gøre det, som vi 
bliver bedt om. 

En stor del af vores familie er 
spredt og bor mindst 20 steder i USA 
og England. Jeg har foreslået dem, at 
når de får mulighed for at opretholde 
generalautoriteterne - især præsident 
Hinckley og hans rådgivere - at de rej- 
ser sig op ved radioen, eller hvor de 
nu er, og med begejstring løfter deres 
hånd og siger til sig selv: »Jeg tager 
del i opretholdelsen af Kirkens 
ledere.« For mit indre så jeg i dag, da 
vi løftede vores hånd, nogle små rol- 
linger - børn, som vi elsker og forgu- 
der - løfte deres hånd i forskellige 
dele af verden. Vi håber, at vi sammen 
med Herrens Ånd kan indpode dem 
et ønske om at lære, at vide, at efter- 
leve og være en del af Jesu Kristi 
evangelium. Vi håber, at de fuldt ud 
benytter deres muligheder for at 
udvikle deres karakter og være i 
stand til at række ud og være med til 
at ændre og opløfte andre menne- 
skers hjerte. 

Gud lever. Han er vor Fader. Jeg 
vidner for jer, at Jesus er Kristus, den 
levende Guds Søn, og at profeten 
Joseph Smith var genoprettelsens pro- 
fet. Præsident Hinckley er vores inspi- 
rerede leder for denne kirke over hele 
verden i dag. Må Gud velsigne ham 
for alt det, han gør, og for den inspira- 
tion, åbenbaring og vision, som han 
modtager, mens han leder dette værk 
fremad. Jeg efterlader jer dette vidnes- 
byrd i Jesu Kristi navn. Amen. ■ 



Tiende: En prøve på 
tro, som medfører 
evige velsignelser 



ÆLDSTE ROBERT D. HALES 

De Tolv Apostles Kvorum 



Betal din tiende. Lås himlens vinduer op, Du vil blive rigt 
velsignet for din lydighed og trofasthed mod Herrens love og 
befalinger. 



vores lydighed mod hans love og befa- 
linger. Tiende er en af de befalinger, 
der, gennem vores tro, kvalificerer os 
til at komme i templet - Herrens hus. 

Lidt over tre måneder efter profe- 
ten Joseph Smiths martyrium, mens 
de hellige endnu byggede templet i 
Nauvoo, skrev Brigham Young på De 
Tolv Apostles vegne: »Begynd fast og 
regelmæssigt at overholde tiendelo- 
ven ... og kom så til Herrens hus for at 
blive belært om hans veje og vandre 
på hans stier.« 4 

Streng efterlevelse af tiendeloven 
kvalificerer os ikke alene til at mod- 
tage templets højere frelsende ordi- 
nancer, men tillader os også at 
modtage dem på vegne af vore forfæ- 
dre. Da præsident John Taylor, som på 
det tidspunkt var medlem af De Tolvs 
Kvorum, blev spurgt, om medlemmer 
af Kirken kunne blive døbt for de 
døde, hvis de ikke betalte deres 
tiende, svarede han: »En mand, som 
ikke betaler sin tiende, er uegnet til at 
blive døbt for sine døde ... Hvis en 
mand ikke har tro nok til at gøre disse 
små ting, har han ikke tro nok til at 
frelse sig selv og sine venner.« 5 

Tiende udvikler og prøver vores 
tro. Når vi giver Herren det, som vi 




Tiende er en prøve på vores 
tro, som medfører evige 
velsignelser. 1 På Det Gamle 
Testamentes tid viste Abraham sin tro 
ved at betale tiende til den store høj- 
præst Melkisedek, 2 Abrahams sønne- 
sønjakob, lovede Herren: »... alt, 
hvad du giver mig, vil jeg give dig 
tiende af.« 3 

Tiende er blevet gengivet i disse sid- 
ste dage som en vigtig lov for medlem- 
mer af Herrens genoprettede kirke. 
Det er en af de grundlæggende måder, 
hvorpå vi kan vise vores tro på ham og 



26 



mener, at vi har brug for eller selv 
gerne ville have, lærer vi at stole på 
ham. Vores tro på ham gør det 
muligt at holde tempelpagter og 
modtage templets evige velsignelser. 
Pionerkvinden Sarah Rich, som var 
gift med Charles C. Rich, skrev føl- 
gende i sin dagbog efter at have for- 
ladt Nauvoo: »Utallige er de 
velsignelser, som vi har modtaget i 
Herrens hus. De har givet os glæde og 
trøst midt i alle vore sorger og har 
gjort det muligt for os at udvise tro på 
Gud i visheden om, at han vil lede og 
styrke os på den ukendte rejse, som 
ligger foran os.« 6 

Som det var tilfældet med pione- 
rerne vil en lydig tiendebetaling styrke 
vores tro, og den tro holder os oppe 
under prøvelserne, trængslerne og 
sorgerne på vores livs rejse. 

Tiende lærer os også at styre vores 
begær efter og lidenskab for det, der 
hører verden til Tiendebetaling til- 
skynder os til at være ærlig i vores 
omgang med vore medmennesker. Vi 
lærer at stole på, at det, som vi har 
fået ved Herrens velsignelser og vores 
egen flittige indsats, er tilstrækkeligt 
til at opfylde vore behov. 

Tiende har et særligt formål som 
en forberedende lov Tidligere i denne 
uddeling befalede Herren visse med- 
lemmer af Kirken at efterleve den hø- 
jere indvielseslov - en lov, som blev 
modtaget ved pagt. Da denne pagt 
ikke blev overholdt, ramte store 
trængsler de hellige. 7 Indvielsesloven 
blev så trukket tilbage. I stedet åben- 
barede Herren tiendeloven, som 
omfattede hele Kirken. 8 Den 8. juli 
1838 sagde han: 

»Og dette er begyndelsen til mit 
folks tiende. 

... de, som således har betalt 
tiende, [skal] betale en tiendedel af 
deres årlige indkomst, og denne lov 
skal gælde for dem evindelig.« 9 

Tiendeloven bereder os på at efter- 
leve den højere indvielseslov - som er 
at indvie og give al vores tid, vore 
talenter og vore ressourcer til Herren. 



Indtil den dag, hvor vi får befaling om 
at efterleve denne højere lov, er vi ble- 
vet befalet at betale tiende, hvilket vil 
sige, at vi villigt 10 giver en tiendedel af 
vores årlige indtægt. 

Herren lover dem, der trofast og 
ærligt efterlever tiendeloven, rige vel- 
signelser. Nogle af disse velsignelser 
er timelige, ligesom tienden er time- 
lig. Men ligesom de ydre, fysiske 
ordinancer dåb og nadver kræver 
befalingen om at betale tiende time- 
lige ofre, som i den sidste ende med- 
fører store åndelige velsignelser. 

Jeg kender et ægtepar, som boede 
flere tusinde kilometer fra det nær- 
meste tempel. Skønt de kun tjente 
meget lidt, betalte de trofast deres 
tiende og sparede så meget, som de 



kunne, for at rejse til Herrens hus. Et 
år senere kom mandens bror - som 
ikke er medlem af Kirken - uventet 
og tilbød dem to flybilletter. Denne 
timelige velsignelse muliggjorde tem- 
pelbegavelsens og beseglingens ånde- 
lige velsignelser. Og de modtog en 
yderligere åndelig velsignelse senere, 
da broderen, som var rørt af ægtepar- 
rets ydmyge trofasthed, blev medlem 
af Kirken. 

Tiendelovens timelige og åndelige 
velsignelser er specielt tilpasset os og 
vore familier i overensstemmelse med 
Herrens vilje. Men for at modtage 
dem skal vi adlyde den lov ifølge hvil- 
ken de er forjættet. 11 1 tilfældet med 
tiende har Herren sagt: »Bring hele 
jeres tiende til forrådskammeret, så 




LIAHONA NOVEMBER 2002 



27 



der kan være føde i mit hus. Sæt mig 
på en prøve, om jeg ikke åbner him- 
lens vinduer for jer og udøser velsig- 
nelser uden mål over jer.« 12 

Ville nogen af os bevidst afvise 
Herrens udøste velsignelser? Det er 
desværre, hvad vi gør, når vi ikke 
betaler vores tiende. Vi siger nej til 
netop de velsignelser, som vi søger 
og beder om. Hvis du hører til dem, 
der har tvivlet på velsignelsen ved at 
betale tiende, vil jeg opfordre dig til 
at tage imod Herrens tilbud om at 
»sætte ham på en prøve«. Betal din 
tiende. Lås himlens vinduer op. Du 
vil blive rigt velsignet for din lydighed 
og trofasthed mod Herrens love og 
befalinger. 

Vær forvisset om, at disse velsig- 
nelser udøses i lige mål over både 
rige og fattige. Som salmen siger, så 
er det »offer og lydighed, som pal- 
men os bringer,« ikke størrelsen af 
vores bidrag. 13 Medlemmer, som vil- 
ligt betaler de fulde ti procent af 
deres årlige indkomst, modtager alle 
tiendelovens lovede velsignelser, 
hvad enten beløbet er som enkens 
skærv eller en formue. 

For nogle år siden besøgte jeg et 
andet trossamfunds kirkebygning. 
Skrevet på de smukke blyindfattede 
ruder, som var importeret fra Europa, 
stod giverens navn. Skåret ind i den 
majestætiske prædikestol, som var 
bygget af cedertræ fra Libanon, stod 
en rig velgørers initialer. De mest 
attraktive bænke var tilegnet de frem- 
trædende familier, som havde skæn- 
ket mest til kirkens byggefond. 

I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige derimod bliver alle, som beta- 
ler en ærlig tiende anerkendt og vel- 
signet af Herren, uden særlige 
æresbevisninger og belønninger. Hos 
ham er der ikke »personsanseelse«. 14 
Hans skattelov er ens for alle. 

Det er også bemærkelsesværdigt at 
se, hvordan tienden fordeles i dag. 
Når vi ser eksempler på griskhed og 
pengebegærlighed blandt visse uan- 
svarlige virksomhedsledere, kan vi 




være taknemlige for, at Herren har 
sikret, at tiende administreres under 
hans ledelse. 

I overensstemmelse med åbenba- 
ringerne er biskopperne ordineret til 
at »føre tilsyn med Herrens forråds- 
hus, at forvalte kirkens midler«. 15 
Både biskopper og sekretærer for- 
ventes at være ærlige tiendebetalere, 
som har lært at leve fornuftigt og 
sætte tæring efter næring. I løbet af 
få timer efter at disse lokale ledere 
har modtaget tiendemidler fra med- 
lemmerne i deres ward eller grene, 
overfører de pengene direkte til 
Kirkens hovedsæde.. 

Og som åbenbaret af Herren 
besluttes anvendelsen af tiendemid- 
lerne af et råd, som består af Det 
Første Præsidentskab, De Tolv 
Apostles Kvorum og Det Præsiderende 
Biskopråd. Herren har specifikt sagt, 
at rådets arbejde skal ledes »gennem 
min egen røst til dem.« 16 Dette råd 
kaldes Rådet, der forvalter tiende. 

Det er fantastisk at se, hvordan 
dette råd lytter til Herrens røst. Hvert 
medlem er bekendt med og deltager i 



rådets beslutninger. Der træffes ingen 
beslutning, før alle i rådet er enige. 
Alle tiendemidler anvendes til Kirkens 
formål, deriblandt velfærd - omsorg 
for de fattige og nødlidende, templer, 
bygninger og vedligeholdelse af kir- 
ker, uddannelse, undervisningsmateri- 
aler - kort sagt, Herrens værk. 

Da en ven af præsident George 
Albert Smith spurgte ham, hvad han 
syntes om dennes personlige plan om 
at benytte det, der skulle have været 
tiende, og skænke hans tiendedel til 
velgørende formål efter eget valg, lød 
præsident Smiths råd: 

»Jeg synes, at du er meget gavmild 
med andres penge ... 

... Du har fortalt mig, hvad du har 
gjort med Herrens penge, men du har 
ikke sagt noget om, at du har givet 
nogen en øre af dine egne penge. 
Han er den bedste kompagnon, du 
kan have i denne verden. Han giver 
dig alt, hvad du har, ja, selv den luft, 
du ånder. Han har sagt, at du skal tage 
en tiendedel af det, du modtager, og 
give det til Kirken, sådan som Herren 
har vist. Det har du ikke gjort. Du har 
taget din bedste kompagnons penge 
og har givet dem bort.« 17 

Den tiende, som Kirkens medlem- 
mer betaler, tilhører Herren. Han 
beslutter ved hjælp af et råd af sine 
tjenere, hvordan den skal anvendes. 

Til Kirkens medlemmer og andre i 
hele verden vil jeg gerne aflægge vid- 
nesbyrd om Rådet, der forvalter 
tiende. Jeg har siddet i det råd i 17 år, 
som Kirkens Præsiderende Biskop og 
nu som medlem af De Tolv Apostles 
Kvorum. Uden undtagelse er denne 
kirkes tiendemidler blevet anvendt til 
hans formål. 

Herren har besluttet, at alle hans 
børn skal nyde velsignelserne ved 
tiende. Alt for ofte undlader vi som 
forældre at undervise vore børn og 
opmuntre dem til at efterleve denne 
lov, fordi deres bidrag kun beløber 
sig til nogle få ører. Men uden et vid- 
nesbyrd om tiende er de sårbare. I 
teenagealderen bliver de tiltrukket af 



28 



tøj, underholdning og dyre ejendele, 
og de risikerer at miste den særlige 
beskyttelse, som tiende giver. 

Og kan en ung mand, som årene 
går, blive ordineret til ældste, udføre 
en mission og effektivt undervise 
andre i en lov, som han ikke selv har 
efterlevet? Når han vender hjem og 
står over for det pres, som det er at 
uddanne sig, stifte familie og 
begynde på en karriere, bliver tiende- 
loven så lettere at efterleve? Og kan 
en ung kvinde være værdig til at tjene 
Herren og indgå celestiale ægteskab- 
spagter uden selv at have opnået et 
vidnesbyrd om tiendeloven? Vil hun 
være beredt til at undervise sine børn 
i en lov, som hun ikke selv kender af 
personlig erfaring? O, hvilken trofast- 
hed kræves der ikke af fædre og 
mødre, som sammen nedkalder tien- 
dens beskyttende velsignelser over 
deres familie og de velsignelser, som 
med rette er deres! Præsident 
Lorenzo Snow har sagt: »Lær børnene 
at betale tiende, så loven altid må 
blive efterlevet. Hvis vi efterlever 
denne lov, så betyder det intet, hvad 
vore fjender gør, for Herren vil 
bevare os.« 18 

Om nogle få uger får vi alle mulig- 
hed for igen at sidde sammen med 
vores biskop og gøre rede for vores 
tiendebetaling til Herren. Biskoppen 
er mild og venlig. Han forstår de 
udfordringer, som I står overfor. Hvis 
I ikke kan betale det, som I har for- 
sømt, så se fremad. Begynd i dag. 
Drøft sammen jeres beslutning om at 
betale en ærlig tiende i fremtiden 
med jeres biskop og læg planer for at 
komme i templet så snart som muligt. 
Så snart I har vist jeres tro ved at 
betale tiende i en periode og har 
holdt de andre nødvendige bud, bli- 
ver I i stand til at modtage templets 
evige velsignelser. Jeg bønfalder jer, 
lad ikke denne mulighed gå tabt. Vent 
ikke for længe. 

Fædre og mødre, jeg opfordrer jer 
til, når I gør jer klar til jeres tiendeop- 
gørelse, at samle jeres små omkring 



jer og hjælpe dem med at tælle deres 
småmønter. Hjælp jeres unge mænd 
og unge piger med at gå deres regn- 
skaber igennem og gøre deres ind- 
komst op. Hvor er det dog en 
storslået mulighed for at så troens 
sæd i børnenes hjerter. Derved fører I 
dem ind på den vej, som fører til 
templet. Jeres forfædre og jeres efter- 
kommere vil rejse sig og kalde jer vel- 
signede, for I har beredt jeres børn på 
at udføre frelsende ordinancer for 
dem. Det er ikke et tilfælde, søsken- 
de, at under ledelse af Guds profet på 
jorden i dag, præsident Gordon B. 
Hinckley, bygges der templer over 
hele verden. Når vi holder budene, 
som omfatter tiendebetaling, kvalifice- 
res vi til at træde ind i de templer, 
blive beseglet til hinanden som fami- 
lie og modtage evige velsignelser. 

Jeg beder til, at vi ikke udsætter 
det, og at vi følger vor Herres befaling 
om at efterleve tiendeloven. Jeg ken- 
der to missionærer, som besøgte en 
fattig familie. Familiens hjem var byg- 
get af papkasser og kæppe med lerkli- 
net gulv, ingen elektricitet og ingen 
senge. Hver aften brugte faderen, 
som var daglejer, hele dagens løn på 
madvarer til familien. Da missionæ- 
rerne forlod det ydmyge hjem, tænkte 
seniorkammeraten ved sig selv: 
»Tiendeloven bliver helt sikkert en 
anstødssten for denne familie. Måske 
skulle vi vente med at nævne den.« 
Kort efter gav juniorkammeraten, 
som var vokset op under lignende for- 
hold i sit hjemland, udtryk for sine 
tanker: »Jeg ved godt, at tiendeloven 
først hører hjemme efter endnu fire 
lektioner, men kan vi ikke nok under- 
vise dem i den næste gang, vi besøger 
dem? De har brug for at høre om 
tiende nu, for de har virkelig brug for 
Herrens hjælp og velsignelse.« 

Denne missionær forstod, at »der 
er en lov uigenkaldelig fastsat i him- 
len før denne jords grundvold blev 
lagt, ifølge hvilken alle velsignelser er 
forjættede. Og når vi opnår en velsig- 
nelse fra Gud, så er det ved lydighed 



mod denne lov, ifølge hvilken den er 
forjættet.« 19 Herren ønsker at velsigne 
denne familie og afventer ivrigt deres 
lydighed, så han kan gøre det. 

Mine elskede brødre og søstre, 
tiendelovens evige velsignelser er vir- 
kelige nok. Jeg har selv oplevet dem, 
og det samme har min familie. Prøven 
på vores tro er, om vi vil efterleve 
tiendeloven ved vores lydighed og 
offervillighed. For som profeten 
Joseph Smith har sagt: »En religion, 
som ikke fordrer, at man er villig til at 
ofre alt, vil aldrig have den nødven- 
dige kraft til at fremme den tro, som 
er nødvendig for liv og frelse.« 20 

Jeg aflægger vidnesbyrd om, at 
Herren Jesus Kristus ofrede sit liv for 
at bringe denne frelse til enhver af os. 
Som hans særlige vidner bekræfter 
jeg, at han lever. På hans vegne 
udtrykker jeg taknemlighed til jer, bør- 
nene, enkerne, de unge og familierne 
- de trofaste - for jeres hellige tiende. 
»Hvad du har gjort, er gjort mod mig, 
og derfor jeg velsigner dig.« 21 1 Jesu 
Kristi hellige navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Se Joseph F. Smith, Evangeliske 
lærdomme, s. 190. 

2. Se 1 Mos 14:20. 

3. 1 Mos 28:22. 

4. History ofthe Church, 7:282. 

5. History ofthe Church, 7:292-293. 

6. Sarah De Armon Pea Richs dagbog, Arkivet 
på Harold B. Lee Library, Brigham Young 
University (maskinskrevet), s. 42. 

7. Se Joseph Fielding Smith, Church History 
and Modem Revelation (studiekursus for 
Det Melkisedekske Præstedømme, første 
serie, 1946), s. 196. 

8. Se overskrift til L&P 119. 

9. L&P 119:3-4. 

10. Se Church History and Modem Revelation, 
(tredje serie, 1946), s. 120. 

11. Se L&P 130:20-21. 

12. Mal 3:10. 

13. »Priser profeten«, Salmer og sange, nr. 17. 

14. L&P 1:35; 38:16. 

15. L&P 72:10. 

16. L&P 120:1. 

17. Sharing the Gospel With Others, udv. 
Preston Nibley, 1948, s. 46; se også s. 44-47. 

18. Citeret i Church History and Modem 
Revelation, (tredje serie), s. 122. 

19. L&P 130:20-21. 

20. Joseph Smith, Lectures on Faith, 1985, 
s. 69. 

21. »En stakkels, sorgbetynget mand«, Salmer 
og sange, nr. 15. 



LIAH0NA NOVEMBER 2002 



29 



Og selv om han 
ikke gør det 

ÆLDSTE LANCE B. WICKMAN 

De Halvfjerds 

Jordelivets største prøve er at stå overfor »hvorfor?« og så 
lade det være, idet man stoler ydmygt på Herrens løfte om, 
at »alt må ske til sin tid«. 




Nogle af mine bedste minder er 
forbundet med weekend-opga- 
ver i forbindelse med stavs- 
konferencer, når jeg har ledsaget en 
stavspræsident ved besøg hos med- 
lemmer af hans stav, medlemmer, 
som kæmpede med livets udfor- 
dringer med hensyn til mod og tro, 
især dem, som har mistet et barn eller 
som kæmper tappert med at passe et 
sygt eller forkrøblet eller handicappet 
barn. Jeg ved af bitter personlig erfa- 
ring, at der ikke findes nogen nat helt 
så mørk som ved tabet af et barn. Ej 
heller er der nogen dag, der er helt så 
lang og udmattende, som den svære 
omsorg for et barn, der er forkrøblet i 



form eller evner. Alle sådanne foræl- 
dre kan i høj grad føle med faderen til 
det barn, der var ramt af en Ȍnd, som 
gør ham stum« - Faderen reagerede 
der på Frelserens formaning om at 
tro, med sjælssmerte: »Jeg tror, hjælp 
min vantro!« (se Mark 9:17, 23-24). 

I dag vil jeg gerne tale til alle, som 
kæmper i dette troens anvendelses- 
laboratorium, som kaldes jordelivet, 
og især til dem, som har mistet en af 
deres kære, er bebyrdede og sør- 
gende forældre, som tryglende spør- 
ger: »Hvorfor?« 

For det første skal I vide, at sorg er 
et naturligt biprodukt af kærlighed. 
Man kan ikke elske en anden person 
uselvisk og så ikke sørge over ved- 
kommendes lidelse eller eventuelle 
død. Den eneste måde, man kan 
undgå sorgen på, er ved ikke at 
opleve kærligheden, og det er kærlig- 
hed, der giver livet rigdom og betyd- 
ning. Derfor er det, som en sørgende 
forælder kan forvente at modtage fra 
Herren som svar på oprigtig bøn, ikke 
nødvendigvis fjernelsen af sorgen, 
men i stedet en smuk forvisning om, 
at uanset hvad hans eller hendes situ- 
ation er, så er barnet i vor kærlige 
himmelske Faders blide omsorg. 

Tvivl dernæst aldrig på Guds god- 
hed, selv om I ikke ved »hvorfor«. Det 
overvældende spørgsmål, som stilles 



af de efterladte og de bebyrdede er 
ganske enkelt dette: Hvorfor? 
Hvorfor døde vores datter, når vi bad 
så inderligt om, at hun måtte leve, og 
når hun modtog en præstedømmevel- 
signelse? Hvorfor skal vi kæmpe med 
denne ulykke, når andre fortæller om 
oplevelser med mirakuløs helbredelse 
for deres kære? Disse er naturlige 
spørgsmål, forståelige spørgsmål. Men 
de er også spørgsmål, som sædvanlig- 
vis forbliver ubesvarede i jordelivet. 
Herren har ganske enkelt sagt: »Mine 
veje [er] højt over jeres veje, og mine 
planer over jeres planer« (Es 55:9). 
Ligesom Sønnens vilje var »opslugt i 
Faderens vilje« (Mosiah 15:7), skal det 
være med vores. 

Dog ønsker vi jordiske mennesker 
naturligvis at vide hvorfor. Når vi allige- 
vel presser for ihærdigt for at få et svar, 
kan vi glemme, at jordelivet på en 
måde var konstrueret som en tid med 
ubesvarede spørgsmål. Jordelivet har 
et anderledes, mere snævert defineret 
formål: Det er et sted, hvor vi beviser 
os selv, en prøvetilstand, en tid, hvor vi 
skal vandre ved tro, en tid, hvor vi for- 
bereder os til at møde Gud (se fx 
Abraham 3:24-25; 2 Nephi 31:15-16, 20; 
Alma 12:24; 42:4-13). Det er i opbyg- 
gende ydmyghed (se Alma 32:6-21) og 
underkastelse (se Mosiah 3:19) vi kan 
forstå en fylde af den tilsigtede jordiske 
erfaring og sætte os selv i en sindstil- 
stand og en tilstand i hjertet, hvor vi 

o 

kan modtage Andens tilskyndelser. I 
den egentlige betydning er ydmyghed 
og underkastelse et udtryk for fuld- 
stændig villighed til at lade »hvorfor«- 
spørgsmålet være ubesvaret lige nu, 
eller måske endog spørge: »Hvorfor 
ikke?« Det er ved at »udholde godt« til 
enden (se 2 Nephi 31:15-16; Alma 
32:15; L&P 121:8), at vi kan nå dette 
livs hensigter. Jeg tror, at jordelivets 
største prøve er at stå over for »hvor- 
for?« og så lade det være, idet man sto- 
ler ydmygt på Herrens løfte om, at »alt 
må ske til sin tid« (L&P 64:32) . 

Men Herren har ikke ladt os uden 
trøst eller uden svar. Med hensyn til 



30 




Det Første Præsidentskab (til højre) og medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum. 



helbredelse af de syge har han tydelig 
sagt: »Og den, der har tro til at blive 
helbredt og ikke er bestemt til at dø, 
skal blive helbredt« (L&P 42:48, frem- 
hævelse tilføjet). Alt for ofte overser vi 
den afgørende vending: »... og ikke er 
bestemt til at dø« (»eller«, kunne vi til- 
føje, »til sygdom eller handicap«) . 
Fortvivl ikke, når inderlige bønner er 
blevet bedt og præstedømmevelsig- 
nelser givet, og jeres kære ikke har 
nogen fremgang eller måske går bort 
fra jordelivet. Find trøst i kundskaben 
om, at I gjorde alt det, I kunne. Sådan 
en tro, faste og velsignelse kan ikke 
være forgæves! At jeres barn ikke kom 
sig på trods af alt det, der blev gjort 
på dets vegne, kan og bør være 
grundlag for fred og forvisning til alle, 
som elsker det! Herren - som inspire- 
rer velsignelserne, og som hører alle 
oprigtige bønner - kaldte det hjem 
alligevel. Alle erfaringerne med bøn, 
faste og tro kan have været mere til 
vores gavn end barnets. 

Hvordan skal vi da nærme os 
nådens trone, mens vi beder oprigtigt 
for en af vore kære og lægger hæn- 
derne på hans eller hendes hoved for 
at give en velsignelse med præste- 
dømmets myndighed? Hvordan udø- 
ver vi på rette vis vores tro? Profeten 
Joseph Smith definerede evangeliets 
første princip som »tro på Herren 



Jesus Kristus« (4. trosartikel, fremhæ- 
velse tilføjet). Det er denne definition 
- »på Herren Jesus Kristus« - vi af og 
til glemmer. Alt for ofte beder vi vore 
bønner eller giver vore velsignelser og 
venter derpå nervøst for at se, om vi 
får det, vi beder om, som om godken- 
delsen skulle give det nødvendige 
bevis på hans eksistens. Det er ikke 
tro! Tro er, ganske enkelt, tillid til 
Herren. Med Mormons ord, er det »et 
standhaftigt sind i hver form for 
gudsfrygt« (Moroni 7:30; fremhævelse 
tilføjet). De tre hebraiske øvrigheds- 
personer udtrykte tillid til, at Herren 
ville udfri dem fra ovnen med flam- 
mende ild, men »og selv om han ikke 
gør det, « sagde de til kongen, » [vil vi 
stadig ikke] dyrke din gud« (Dan 3:18; 
fremhævelse tilføjet). 
Bemærkelsesværdig nok sås ikke tre, 
men fire mænd midt i flammerne, og 
»den fjerde [så] ud som en gudssøn« 
(Dan 3:25). 

Sådan er det med os. Det er 
almindeligt i vores timelige verden at 
sige, »at se er at tro«. Uanset hvilken 
værdi denne lille leveregel har i livets 
jordiske anliggender, gælder den ikke, 
når vi vender os til Herren i vores 
ulykkes mørke time. Herrens måde 
defineres bedst ved en anderledes 
leveregel, nemlig »at tro er at se«. Tro 
på Herren er forudsætningen, ikke 



resultatet Vi ved, at han lever, derfor 
stoler vi på ham, at han vil velsigne os 
i henhold til sin guddommelige vilje 
og visdom. Denne barnlige tillid til 
Herren kendes i skrifterne ganske 
enkelt som »et offer« af »et søn- 
derknust hjerte og en angergiven 
ånd« (L&P 59:8). 

Jeg siger dette af dyb overbevis- 
ning, som blev skabt i livets erfarin- 
gers brændende smeltedigel. Vores 
anden søn, Adam, kom ind i vores liv, 
da jeg var langt borte i Vietnams jung- 
ler og rismarker. Jeg har stadig det 
glædelige telegram, der fortæller om 
hans fødsel. Adam var en lille fyr med 
blå øjne og blond hår og med en gav- 
tyveagtig personlighed. Da Adam blev 
fem år gammel glædede han sig 
meget til at begynde skolen. Så kom 
en epidemi med en almindelig børne- 
sygdom til vores samfund i det sydlige 
Californien, og Adam fik sygdommen. 
Bortset fra bekymring om hans velbe- 
findende, var vi ikke urolige. Det så 
endda ud til, at han kun var let angre- 
bet. Pludselig en morgen stod han 
ikke op af sengen, han var i dyb koma. 
Vi skyndte os på hospitalet, hvor han 
kom i intensiv behandling. En kon- 
stant gruppe af hengivne læger og 
sygeplejersker tog sig af ham. Hans 
mor og jeg sad uophørligt og vågede i 
venteværelset i nærheden. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



31 



Jeg ringede til vores kære stavspræ- 
sident, en barndomsven og nu en 
elsket kollega i De Halvfjerds, ældste 
Douglas L. Cailister, og bad ham om at 
komme til hospitalet og hjælpe mig 
med at give Adam en præstedømme- 
velsignelse. Han var der i løbet af få 
minutter. Da vi gik ind i det lille, trange 
rum, hvor Adams livløse lille krop lå, 
og hans seng var omringet af en forvir- 
rende mængde af overvågningsudstyr 
og andet medicinsk udstyr, trådte de 
venlige læger og sygeplejersker ærbø- 
digt tilbage og foldede deres hænder. 
Da de kendte og trøstende ord i en 
præstedømmevelsignelse blev udtalt i 
tro og oprigtig bøn, blev jeg overvæl- 
det af en dyb følelse af, at der var 
nogen til stede. Jeg var overvældet af 
den tanke, at hvis jeg åbnede mine 
øjne, ville jeg se Frelseren stå der! Jeg 
var ikke den eneste i det rum, som 

o 

følte Anden. Ved et tilfælde fandt vi 
nogle måneder senere ud af, at en af 
sygeplejerskerne, som var til stede den 
dag, var så rørt, at hun opsøgte missio- 
nærerne og blev døbt. 



Men alligevel fik Adam det ikke 
bedre. Han svævede mellem dette liv 
og det næste i flere dage, mens vi bad 
til Herren om at få ham tilbage. Til 
sidst, en morgen efter en urolig nat, 
gik jeg alene ned ad en øde hospitals- 
gang. Jeg talte til Herren og sagde til 
ham, at vi så meget ønskede vores 
lille dreng tilbage, men uanset hvad, 
det vi ønskede mest, var at hans vilje 
skulle ske, og at vi - Pat og jeg - ville 
acceptere det. Kort efter gik Adam 
over tærsklen ind i evighederne. 

Helt ærlig sørger vi stadig over 
vores lille dreng, selv om Andens blide 
påvirkning og årenes gang har mildnet 
vores bedrøvelse. Hans lille billede 
pryder vores kaminhylde i dagligstuen 
ved siden af et nyere familieportræt af 
børn og børnebørn. Men Pat og jeg 
ved, at hans vej i jordelivet af en kærlig 
himmelske Fader var tiltænkt at være 
kortere og lettere end vores, og at han 
nu er hastet i forvejen for at byde os 
velkommen, når vi på samme måde 
engang går over den samme vigtige 
tærskel. 



Frygt ej, jeg er med dig, vær kun ved 

godt mod! 
Thi jeg er din Gud og vil være dig 

god; 
ja, styrke dig, hjælpe dig, give dig 

ånd, 
opholde dig ved min almægtige hånd. 

Om end gennem prøven jeg lader 



min nåde tilstrækkelig skal du vist 

få; 
du skal ikke skades af prøvelsens 

ild, 
at lutre dit hjerte er alt, hvad jeg vil. 

Den sjæl, som til Jesus sin lid kun 

har sat, 
jeg vil ej forlade i mørkeste nat. 
Den sjæl, om al helved imod den 

mon stå 
skal gennem min nåde sin salighed 

få. 
(»Så sikker en grundvold«, Salmer og 

sange, nr. 38). 

I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 




32 



Offer og lydighed 
palmen ham 



bringer 

ÆLDSTE ROBERT K. DELLENBACH 

De Halvfjerds 



Hvis vi er viser omsorg, hvis vi er barmhjertige, hvis vi er 
lydige mod Gud og følger hans profeter, så vil vore ofre 
bringe himlens velsignelser 



Herren lovet, at han vil åbne himlens 
vinduer. 3 Et sådant offer velsigner ikke 
alene den enkelte og familien, men 
de frivillige bidrag til Kirken udgør de 
livgivende ressourcer, som hjælper 
Herrens rige med at udføre mirakler 
hver dag. Kong Benjamin sagde: 
»Tænk på deres velsignede og lykke- 
lige tilstand, der holder Guds bud. 
Thi se, de blev velsignet i alle ting, 
både timelige og åndelige« 4 Den 
trofaste betaling af tiende er et ydre 
udtryk for en indre forpligtelse til at 
bringe ofre. 

At adlyde fasteloven er en anden 
form for offer. Herren beder os om én 
søndag om måneden at faste ved to 
måltider. Vi indbydes til at bidrage 
med et beløb svarende til værdien af 
disse to måltider til Kirken, så den kan 
hjælpe de nødlidende. Faste og det at 
give et rigeligt fasteoffer har en ren- 
sende virkning på sjælen. Præsident 
Spencer W Kimball har sagt: »Ved at 
overholde fasteloven finder man et 
personligt kildevæld af kraft til at 
overvinde selvglæde og egoisme.« 5 

Tempeltjeneste og slægtsforskning 
er et kærlighedsoffer. Trofaste hellige 
bidrager med millioner af timer til at 
samle deres slægts historie. De læser 




Ordene »offer og lydighed pal- 
men ham bringer« fra salmen 
»Priser profeten« 1 har altid rørt 
min sjæl. Offer defineres som: »Det at 
opgive noget af værdi for noget, som 
har større værdighed eller betydning«. 2 
Ofre forekommer i mange afskyg- 
ninger. De sidste dages hellige indgår 
en pagt med Herren om at ofre. Ved at 
gøre det vælger vi at følge hans vilje og 
vier vores liv til at opbygge hans rige 
og tjene hans børn. 

Til dem, som trofast bringer ofre 
ved at betale en ærlig tiende, har 



mikrofilm og optegnelser, og med 
pen og computere nedskriver de 
datoer og begivenheder. I templet 
udfører de hellige ordinancer for 
deres dyrebare forfædre. Ligesom 
med Frelseren, så er dette et udtryk 
for et offer - at gøre noget for andre, 
som de ikke selv kan gøre. 

For nogle år siden, mens jeg i med- 
før af min kaldelse var i Skt. 
Petersborg i Rusland, havde min hus- 
tru Mary Jayne og jeg en enestående 
mulighed for at føle velsignelserne ved 
den slægtshistoriske indsats. Vi 
besøgte landsarkivet for med egne 
øjne at se Kirken indsats med at 
mikrofilme nogle af optegnelserne fra 
det vestlige Rusland. Mens jeg så arki- 
varen fotografere side efter side af 
mugne gamle bøger fra byen Pskov, 
blev disse navne til virkelige mennes- 
ker. Det var som sprang de frem fra 
siden og sagde: »I har fundet mig, og 
jeg er ikke længere fortabt. Jeg ved, at 
en eller anden et eller andet sted i min 
familie vil bringe mit navn til templet, 
og at jeg der vil blive døbt og modtage 
begavelsen, og jeg vil få min hustru og 
mine børn beseglet til mig. Tak!« 

Joseph Smiths liv var et forbillede 
med hensyn til uselvisk at ofre sig for 
Jesu Kristi evangelium. Selv om pro- 
feten Joseph led meget, forblev han 
optimistisk og overvandt mange for- 
følgelser. Parley P Pratt fortæller om 
en hjerteskærende oplevelse fra 
dengang, hvor han var i fængsel med 
profeten i Missouri i vinteren 1838- 
1839. Disse seks måneder med 
lidelser og indespærring udviklede 
denne, forudordinerede, fremra- 
gende profet. 

I fængslet havde profeten og hans 
brødre lyttet til praleriet og de frygte- 
lige krænkelser, som vagterne havde 
begået blandt »mormonerne«. Til sidst 
kunne profeten ikke længere udholde 
deres forbandelser. Pludselig rejste 
han sig og talte med en tordenrøst: 
>»TI STILLE, I djævle fra helvedes 
afgrund. I Jesu Kristi navn irettesæt- 
ter jeg jer, og befaler jer at tie ...< 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



33 




Han stod rank og med ophøjet 
værdighed. I lænker og uden et 
våben, rolig, fattet og ophøjet som 
en engel . . . [De forfærdede vagter 
krøb sammen] i et hjørne,« lagde 
deres våben ned, »tryglede ham 
om tilgivelse og forblev tavse til vagt- 
skiftet.« 

Bror Pratt skriver videre: »Jeg har 
set dommere klædte i kapper ... jeg 
har set en kongres under et højtide- 
ligt møde ... jeg har forsøgt at fore- 
stille mig konger, hoffer, troner og 
kroner ... men værdighed og majestæt 
har jeg kun set en gang, stående i læn- 
ker en midnat i et fangehul i en fjern 
landsby i Missouri.« 6 

Nogle uger efter denne begivenhed 
søgte Joseph i en anden meget mørk 
stund Herren om vejledning. Herren 
sagde: »Min søn, fred være med din 
sjæl! Din modgang og dine lidelser 
skal blot vare et øjeblik.« 7 Herren 
udtalte derpå disse inspirerende ord 
til profeten: »Jordens ender skal 
spørge efter dit navn.« 8 

Fem år senere, da Joseph så til- 
bage på det ufuldstændige byggeri af 



templet i Nauvoo, vidste han, at hans 
rejse var ved at være forbi, og at han 
skulle gå »som et lam til slagtebæn- 
ken,« men alligevel var han »rolig som 
en sommermorgen.« 9 Med forsik- 
ringer om beskyttelse lod han sig 
endnu en gang arrestere. Men hans til- 
lid blev svigtet. Den 27. juni 1844 blev 
han sammen med sin bror Hyrum 
brutalt myrdet i fængslet i Carthage. 

Jordens ender har spurgt efter 
Joseph Smiths navn, og i dag går 
solen aldrig ned over Jesu Kristi gen- 
oprettede kirkes medlemmer over 
hele verden. Disse ord om martyren 
Abraham Lincoln beskriver også pro- 
feten Joseph Smiths storhed: 

Her var en mand som kan sammen- 
lignes med alle verdens store. 

En mand, der er lige så stor som 
bjergene og havet. . . . 

Og da han faldt i hvirvelvinden, 
faldt han 

som et fornemt cedertræ med 
grønne grene 

falder om med at stort brag, der 
lyder udover bakkerne 



og efterlader et tomrum i 
trærækken. 10 

Der kan ikke være noget større 
offer end Jesu Kristi sonoffer. Hans 
forsoning, selv om den er ufattelig og 
uden sidestykke, var den største begi- 
venhed i denne verden. Lykkeligvis 
har døden på grund af hans største og 
barmhjertige offer ikke nogen brod 
og graven ingen sejr. 

Vores udfordring er uselvisk at ofre 
alt, hvad vi har fået, herunder også 
vore egne ønsker. Ældste Neal A. 
Maxwell har ganske rigtigt sagt: »Det 
eneste helt personlige, som vi kan 
lægge på Guds alter, er at indordne 
vores vilje under hans. De mange 
andre ting, som vi >giver< ... er ting, som 
han allerede har givet eller lånt til os.« 11 

Offer er i sidste ende en hjertesag. 
»Se, Herren fordrer hjertet og et villigt 
sindelag.« 12 Hvis vi viser omsorg, hvis vi 
er barmhjertige, hvis vi er lydige mod 
Gud og følger hans profeter, så vil vore 
ofre bringe himlens velsignelser. »Som 
offer skal I bringe mig et sønderknust 
hjerte og en angergiven ånd.« 13 

Jeg oplevede på en usædvanlig 
måde et glimt af vor Frelsers kærlig- 
hedsoffer for mig. Min hustru og jeg 
var i Jerusalem juleaften og besøgte 
flere af de steder, hvor Frelseren gik 
rundt og underviste. De pinsler, som 
Frelseren led, voldte os dyb sorg, da vi 
stod i fangekælderen under Kajfas' 
palads. Det var her, at vor Herre blev 
pisket og plaget. Vi så hullerne til 
kæderne i stenmuren. I tårer sang vi 
»En stakkels sorgbetynget mand.« 14 
Han var så alene blandt nederdrægtige 
forfølgere. Med tungt hjerte bad vi om 
mod til at være hans værdige tjenere. 

Kort derefter besøgte vi den tomme 
gravhave. Ordene fra skriften: »Han er 
ikke her; han er opstået« 15 rungede i 
vore hjerter. Eliza R. Snow skrev: 

Selv om på korset han led død, 
ej klage fra hans læber lød; 
Hans store værk det blev fuldbragt ... 
vor Fader der ham gav sin magt. 



34 



Han ofret blev for synd begået ... 
vi ved hans død har frelse fået. 16 

. Frelserens forsoning var den stør- 
ste kærlighedsgerning, som menne- 
skeheden kender. 

Vi synger disse ord af præsident 
Gordon B. Hinckley: 

Han lever, er vor klippefast, 
han er vort håb og jordens salt. 
Han lyset er for dig og mig, 
det lys, der overvinder alt. 17 

Jeg sørger over, at blot en enkelt 
af hans blodsdråber blev udgydt for 
mig. Jeg beder til, at jeg en dag vil 



møde Frelseren. Jeg vil knæle ned 
og kysse sårene i hans hænder og 
fødder, og han vil borttørre mine 
tårer. Jeg vil også bede til, at han vil 
sige: »Godt, du gode og tro tjener.« 18 
På grund af hans barmhjertighed 
har vi håb, søskende. Han er kilden 
til alle velsignelser. Om dette bærer 
jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi hellige 
navn, han, som er det største 
eksempel på offervilje, ja, vor 
Frelser. Amen. ■ 

NOTER 

1. Salmer og sange, nr. 17. 

2. The Oxford Encyclopedic English 
Dictionary, 1991, »sacrifice«, s. 1272-1273. 

3. Se Mal 3:10. 

4. Mosiah 2:41. 



5. Conference Report, april 1978, s. 121. 

6. Autobiography ofParley P. Pratt, 1985, 
s. 180. 

7. L&P 121:7. 

8. L&P 122:1. 

9. L&P 135:4. 

10. Edwin Markham, »Lincoln, the Man of the 
People«, i Louis Untermeyer, saml., A 
Treasury ofGreat Poems, 1955, s. 994-995. 

11. »Opslugt i Faderens vilje«, Stjernen, jan. 
1996, s. 23. 

12. L&P 64:34. 

13. 3 Nephi 9:20. 

14. Salmer og sange, nr. 15. 

15. Matt 28:6. 

16. »Vor Frelser sig til korset gav«, Salmer og 
sange, nr. 112. 

17. »Jeg ved, at min Forløser er Guds søn«, 
Salmer og sange, nr. 81. 

18. Matt 25:21. 

19- »Come, Thou Fount of Every Blessing«, 
Hymns (1948), nr. 70. 




LIAH0NA NOVEMBER 2002 



35 



Kaldet til at tjene 



ÆLDSTE JEFFREY R. HOLLAND 

De Tolv Apostles Kvorum 



At opdrage vore børn og tjene trofast i Kirken, alt sammen 
uden at løbe hurtigere end vi har kræfter til, kræver 
visdom, dømmekraft, guddommelig hjælp - og uundgåeligt 
nogle ofre. 




Buenas tardes, hermanos y 
hermanas. Jeg bringer hilsener 
fra de vidunderlige medlem- 
mer og missionærer i Latinamerika. 
Som mange af jer ved, er ældste og 
søster Dallin Oaks og ældste og søster 
Holland blevet kaldet til at tjene i hen- 
holdsvis Filippinerne og Chile. Hvis 
man skal tro den snak, der går, så har 
det vakt mere opmærksomhed i 
Kirken, end man skulle have ventet. 
Uanset hvad I måtte gå og tro, så tror 
jeg nok, jeg er bemyndiget til at sige, 
at vi ikke er blevet sendt ud til disse 
fjerne forposter for at fungere som to 
af de fire ryttere fra Johannes' Åben- 
baring. Hvis nogen ønsker at se et 
»tegn« i alt det her, så tag det som et 
tegn på en vidunderlig, voksende, 



international kirke med medlemmer 
og missionærer, som konstant når ud 
til flere og flere sprog og lande. Det er 
en fornøjelse at møde og tjene sam- 
men med de sidste dages hellige 
overalt, både nær og fjern, hjemme 
eller ude, og vi takker jer for jeres 
bønner og jeres interesse for værket. 

Der er ikke noget nyt i, at De Tolv 
tjener på denne måde, og jeg må nok 
sige, at vores generation har en min- 
dre udfordring med hensyn til at rejse 
end vore forgængere. Og det bedste af 
det hele er, at jeg har søster Holland 
ved min side i stedet for at skulle 
efterlade hende til at klare sig selv 
alene derhjemme med børnene. 
Desuden behøvede jeg ikke at arbejde 
fysisk undervejs for at tjene til rejsen 
til Santiago. Vi fløj til vores destination 
på nogle få timer i et moderne fly i ste- 
det for at skulle sejle i uger, ja, måske 
endda måneder, på dækket af et skib. 
Jeg måtte ikke tage af sted, mens jeg 
led af feberrystelser, kolera eller sot, 
skønt jeg var en smule forkølet, og et 
af vore fly var forsinket i en time. Jeg 
har håbet, at disse strabadser kvalifice- 
rer mig til en dag at se Peter og Paulus, 
Brigham og Wilford i øjnene. 

Ligesom så mange andre af jer er 
jeg opflasket med historier om, hvor- 
dan de første brødre rejste til Canada, 
England, Skandinavien, Europa, 
Stillehavsøerne, Mexico, Asien og så 
videre. For nylig har jeg læst om 



Parley R Pratts korte mission til Chile, 
hvor familien Pratt mistede og begra- 
vede deres nyfødte søn i Valparaiso. 
Jeg har også læst om ældste Melvin J. 
Ballard, som blev kaldet til at indvie 
Sydamerika, da det fantastiske konti- 
nent stadig var en ny og ganske over- 
vældende missionsmark. Den 
tjenestegerning, som er med til at 
opbygge en ung og voksende kirke er 
ikke noget, man lemfældigt kaldes til 
eller skødesløst yder. Til tider har hin- 
dringerne været store, og prisen har 
ofte været meget høj. 

Og her taler vi ikke kun om de 
første brødre, som drog ud for at 
tjene, men også om de kvinder, som 
støttede dem - samtidig med at de 
forsørgede sig selv og deres børn 
ved at blive hjemme og opdrage og 
værne om familien, som jo er den 
anden del af den vingård, som 
Herren så ivrigt røgter. 

Den dag Vilate Kimballs mand rej- 
ste til England for anden gang, var 
hun svækket og rystede af feber, så 
hun kun svagt kunne trykke sin 
mand i hånden, da han grædende 
kom for at tage afsked med hende. 
Deres lille David var mindre end fire 
uger gammel på det tidspunkt, og 
kun et af deres børn, nemlig den fire- 
årige Heber Parley var rask nok til at 
hente vand til den syge familie. I 
timerne efter sin mands afrejse blev 
Vilate så svag, at hun måtte hjælpes 
tilbage til sin seng. 

Mary Ann Young og hendes børn 
var lige så syge, da Brigham drog af 
sted på den samme mission, og deres 
økonomiske situation var lige så elen- 
dig. En gribende historie beskriver, 
hvordan hun vandrede over den 
frosne Mississippiflod midt om vinte- 
ren, kun iført tyndt tøj, skælvende af 
kulde og med sin spæde datter i fav- 
nen, for at nå hen til tiendekontoret i 
Nauvoo og bede om et par kartofler. 
Stadig syg af feber vandrede hun så 
tilbage med barnet over den lumske 
flod, uden nogensinde at skrive et ord 
til sin mand om sine trængsler. 1 



36 



Vi står sjældent over for sådanne 
situationer i dag, skønt mange missio- 
nærer og medlemmer stadig må ofre 
meget for at udføre Herrens værk. 
Efterhånden som vi får velsignelserne, 
og Kirken modnes, håber vi alle, at 
vores tjenestegerning ikke må blive så 
vanskelig, som den var for disse første 
medlemmer, men som missionærerne 
synger fra Oslo til Osorno og fra 
Seattle til Cebu, så er vi »tjenere for 
Himlens Konge«. 2 At opdrage vore 
børn og tjene trofast i Kirken, alt sam- 
men uden at løbe hurtigere end vi har 
kræfter til, 3 kræver visdom, dømme- 
kraft, guddommelig hjælp - og uund- 
gåeligt nogle ofre. Lige fra Adams 
dage og op til vor tid har sand tro på 
Jesus Kristus altid været forbundet 
med at bringe ofre, som er vores lille 
gave, der skal være et symbolsk ekko 
af hans storslåede offer. 4 Med blikket 
fast rettet mod forsoningen udtalte 
profeten Joseph Smith, at en religion, 
som ikke omfatter pagter om at ofre, 
ikke har magt til at love evigt liv. 5 

Tillad mig at berette om et nutidigt 
eksempel på både de udfordringer og 
velsignelser, som vores kald til at tjene 
kan byde på. En dejlig søster fortalte 
for nylig en kær veninde: »Lad mig for- 
tælle dig om dengang, hvor jeg holdt 
op med at ærgre mig over den tid og 
de ofre, som min mand bragte i sit 
virke som biskop. Det virkede sært, at 
der altid opstod en nødsituation hos 
et eller andet medlem af wardet, hver 
gang han og jeg skulle ud sammen. 

En dag lod jeg mine frustrationer få 
frit løb, og min mand lovede, at vi ud 
over mandag aften skulle reservere en 
aften om ugen, som bare var vores. 
Nå, den første af disse aftener 
oprandt, og da vi var på vej ud i bilen, 
ringede telefonen. 

>Det er en prøve,< sagde jeg smi- 
lende. Telefonen blev ved med at 
ringe. >Husk vores aftale. Husk vores 
hyggeaften. Husk mig. Lad telefonen 
ringe. < Til sidst smilede jeg ikke mere. 

Min stakkels mand var fanget 
mellem mig og telefonen. Jeg vidste 




,x 



\- 




jo godt, at det er mig, han sætter høj- 
est, og jeg vidste også, at han havde 
glædet sig lige så meget til den aften 
som jeg. Men han syntes lammet af 
den ringende telefon. 

>Jeg må hellere lige se, hvad det er,< 
sagde han med et trist blik. >Det er 
sikkert ikke noget vigtigt. < 

>Hvis du gør det, er vores aften 
ødelagt,< råbte jeg. >Jeg ved det.< 

Han gav min hånd et klem og 
sagde: Jeg er straks tilbage. < Og så løb 
han ind for at tage telefonen. 

Da min mand ikke straks vendte til- 
bage til bilen, vidste jeg, hvad der var 
sket. Jeg steg ud af bilen, gik ind i 
huset og gik i seng. Den næste dag 
sagde han stille undskyld, og jeg tog 
stille imod undskyldningen, og det var 
så det. 

Eller det troede jeg i hvert fald. 
Men episoden pinte mig stadig flere 



uger senere. Jeg bebrejdede ikke min 
mand noget, men jeg var alligevel 
skuffet. Hændelsen stod stadig frisk i 
erindringen, da jeg traf en kvinde fra 
wardet, som jeg knap kendte. 
Tøvende spurgte hun, om hun lige 
måtte tale med mig. Hun fortalte mig, 
at hun var blevet betaget af en anden 
mand, som syntes at bringe spænding 
ind i hendes triste liv med en mand, 
som arbejdede på fuld tid og samtidig 
læste på universitetet. Deres lejlighed 
føltes lille og trang. Hun havde små 
børn, som ofte var krævende, støjen- 
de og udmattende. Hun sagde: Jeg 
var meget fristet til at forlade det, som 
jeg betragtede som mit elendige liv og 
bare følge med denne anden mand. 
Jeg var så presset, at jeg mente, at jeg 
fortjente bedre. Jeg overbeviste mig 
selv om, at jeg bare kunne forlade min 
mand, vore børn, mine tempelpagter 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



37 



og min kirke og finde lykken sammen 
med en fremmed.< 

Hun sagde: >Planen var lagt, tids- 
punktet for min flugt var aftalt. Men 
som en sidste krampetrækning af for- 
nuft sagde min samvittighed til mig, at 
jeg skulle ringe til din mand, min 
biskop. Jeg siger >samvittighed<, men 
jeg ved, at det var en åndelig tilskyn- 
delse direkte fra himlen. Næsten imod 
min egen vilje ringede jeg op. 
Telefonen ringede og ringede og rin- 
gede. I den tilstand, som jeg var i, 
tænkte jeg: >Hvis biskoppen ikke tager 
den, er det et tegn på, at jeg skal føre 
min plan ud i livet. < Telefonen blev 
ved med at ringe, og jeg skulle lige til 
at lægge røret på og gå undergangen i 
møde, da jeg pludselig hørte din 
mands stemme. Den trængte gennem 
min sjæl som et lyn. Pludselig hørte 
jeg mig selv hulke og sige: >Biskop, er 
det dig? Jeg er i knibe. Jeg har brug 
for hjælp.< Din mand bragte mig hjæl- 
pen, og jeg er i sikkerhed i dag, fordi 
han tog den telefon. 

Når jeg ser tilbage, forstår jeg, at 
jeg var træt og tåbelig og sårbar. Jeg 
elsker min mand og mine børn af hele 
mit hjerte. Jeg kan slet ikke forestille 
mig, hvilken tragedie mit liv ville have 
været uden dem. Det er stadig en 
svær tid for min familie. Jeg ved, at 
alle oplever dette. Men vi har løst 
nogle af problemerne, og det ser 
bedre ud nu. Det gør det jo altid til 
sidst.< Så sagde hun: Jeg kender dig 
ikke særlig godt, men jeg vil gerne 
takke dig, fordi du støtter din mand i 
hans kaldelse. Jeg ved ikke, hvad pri- 
sen ved hans virke har været for dig 
eller for jeres børn, men hvis du visse 
dage må yde særlige personlige ofre, 
så skal du vide, at jeg vil være evigt 
taknemlig for de ofre, som menne- 
sker som du yder, for at sikre hjælp til 
mennesker som mig.<« 

Brødre og søstre, I må forstå, at jeg 
er en af dem, der eftertrykkeligt 
opfordrer til en mere realistisk for- 
ventning til, hvad vore biskopper og 
ledere formår. Jeg mener især, at de 




mange krav fra samfundet, arbejdet 
og andre steder, som gør at forældre, 
deriblandt og i særdeleshed mødre, 
må forlade hjemmet og opdragelsen 
af deres børn, er et af vor tids største 
problemer. Og fordi jeg holder stærkt 
på, at ægtefæller og børn har krav på 
hellig, hengiven tid sammen med en 
ægtemand og far, ville jeg ni gange ud 
af ti have stået ved den kvindes side 
og sagt til hendes mand, at han ikke 
skulle tage den telefon. Men på min 
egen måde er jeg lige så taknemlig, 
som den unge kvinde var på sin, for at 
denne gode mand i dette tilfælde 

o 

fulgte Andens tilskyndelse og reage- 
rede på dette »kald« eller måske sna- 
rere »opkald« til at tjene. 

Jeg aflægger vidnesbyrd om, at 
hjemmet og familien og ægteskabet 
er vore dyrebareste besiddelser. Jeg 
aflægger vidnesbyrd om behovet for 
at beskytte og bevare dem, mens vi 
finder tid og måder til at tjene trofast i 
Kirken. I de forhåbentlig sjældne til- 
fælde, hvor der opstår konflikt, hvor 
vi står en skønne dag eller nat og plig- 
ten og åndelige tilskyndelser kræver, 
at vi gør noget, det er i de situationer, 
at jeg gerne vil hylde enhver hustru, 
som har siddet alene, mens middagen 



blev kold, enhver ægtemand, som har 
måtte lave sin egen mad, der jo nok 
ender med at være kold mad alligevel, 
og ethvert barn, der er blevet skuffet, 
fordi en campingtur måtte udskydes, 
eller fordi en forælder uventet måtte 
gå glip af barnets fodboldkamp (og 
jeg håber ikke, at det sker ret tit)! Jeg 
hylder enhver missionspræsident og 
hans hustru og deres børn og ethvert 
modent ægtepar, som er kaldet til at 
tjene sammen med dem, og alle 
andre som for en tid må gå glip af 
fødsler og dåb, bryllupper og begra- 
velser, familiesamvær og hygge for at 
tage imod et kald til at tjene. Jeg tak- 
ker alle, som i krævende situationer 
rundt om i Kirken »gør deres bedste« 
for at opbygge Guds rige på jorden. 
Jeg aflægger vidnesbyrd om vor 
Herre Jesu Kristi offer og tjenesteger- 
ning, han, som gav alt for os og i den 
ånd sagde: »Følg du mig!« 6 »Den, der 
tjener mig, skal følge mig,« sagde han, 
»og hvor jeg er, dér skal også min tje- 
ner være. Den, der tjener mig, ham 
skal Faderen ære.« 7 En sådan tjeneste 
medfører uundgåeligt vanskelige 
beslutninger om, hvordan vi skal 
afveje vores prioriteter, og hvordan vi 
bedst kan være de disciple, som han 
ønsker, at vi skal være. Jeg takker ham 
for hans guddommelige hjælp til at 
træffe de beslutninger, og fordi han 
hjælper os med at finde den bedste 
løsning for alle. Jeg takker ham for, at 
»det var vore lidelser, han bar,« 8 og at 
han har kaldet os til at gøre noget af 
det samme for hinanden. I Jesu Kristi 
hellige navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Standardværket, som beskriver disse begi- 
venheder, er James B. Allen m.flL, Men with 
a Mission: The Quorum ofthe Twelve 
Apostles in the British Isles, 1837-1841, 
1992. Vilate Kimballs og Mary Ann Youngs 
lidelser omtales på side 267-276. 

2. Se Salmer og sange, nr. 164. 

3. Se Mosiah 4:27. 

4. Det er en væsentlig lærdom, som er for 
omfattende til at drøfte her. Se Moses 5:4-8; 
3 Nephi 9:17-21; L&P 59:8-12; 97:8-9. 

5. Se Lectures on Faith, 1985, s. 68-69. 

6. Joh 21:22. 
7. Joh 12:26. 

8. Mosiah 14:4; se også Es 53:4. 



38 



»Salige er de, 
som stifter fred« 



ÆLDSTE RUSSELL M. NELSON 

De Tolv Apostles Kvorum 



Fred er en vigtig prioritet, som kræver vores indsats. 




Blandt de mest mindeværdige af 
alle vore familieaktiviteter er 
vore ture til det hellige land. 
For os har besøgene til denne del af 
verden været livsændrende. Men nu 
er det hellige land en kedel af virvar 
og forbudte områder for dem, som 
gerne vil dertil for at få åndelig beri- 
gelse. Alle dele af verden er praktisk 
talt plaget af terrorhandlinger i hidtil 
ukendt grad. Forvirringen kommer til 
mange, som beder for fred, men frygt- 
somt står over for denne fjende bestå- 
ende af terror. 

Fred versus splid 

Der er i skrifterne blevet profeteret 
om de farefulde tider, vi lever i. Vor 
tid er blevet forudset som en tid med 



»ild og uvejr og røgdampe i fjerne 
lande,« »krige og rygter om krige og 
jordskælv på forskellige steder,« 
»megen urenhed på jorden ... og 
vederstyggeligheder af enhver art.« 1 

Denne profeti genlyder af en tidli- 
gere beretning fra skriften om anden 
generation af menneskeliv 2 på jorden: 
»Og i de dage havde Satan stort herre- 
dømme blandt menneskene og 
rasede i deres hjerter; og fra den tid af 
blev der krige og blodsudgydelse; og 
en mands hånd løftede sig mod sin 
egen broder ... i stræben efter magt.« 3 
Fra Kains og Abels tid 4 , Esaus og 
Jakobs 5 , og Josefs, som blev solgt til 
Egypten 6 , er fjendskabets flammer 
blevet næret af familiefejder. 

Had blandt brødre og naboer har 
nu reduceret hellige byer til sorgens 
og smertens ruiner. Når jeg tænker 
over sådanne steders uheldige 
situation, mindes jeg et gammelt 
ordsprog: »Spottere ophidser byen, 
de vise afvender vrede.« 7 

Lærdomsmæssig vejledning 

Skrifterne kaster lys over både årsa- 
gen til og helbredelsen for sygdom- 
men menneskelig had: »Det naturlige 
menneske er en fjende af Gud og har 
været det siden Adams fald og vil ved- 
blive at være det i al evighed, med- 
mindre det underkaster sig den 
Helligånds ledelse, aflægger det natur- 
lige menneske og bliver en hellig 



gennem forsoningen ved den Herre 
Kristus.« 8 

Freden kan kun få overhånd, når 
denne naturlige tendens til at slås bli- 
ver fortrængt af vores egen beslutning 
om at leve på et højere niveau. At 
komme til Kristus som »Freds 
Fyrsten« 9 er vejen til fred på jord og 
Guds velbehag. 10 Han gav os et løfte: 
»Salige er de, som stifter fred, for de 
skal kaldes Guds børn.« 11 

Jesus lærte folk, hvordan de skulle 
leve med hinanden. Han udtalte de to 
største befalinger: For det første, at 
»elske Herren din Gud af hele dit 
hjerte og af hele din sjæl og af hele dit 
sind« 12 og for det andet, at »elske din 
næste som dig selv«. 13 

Derpå tilføjede han: »Elsk jeres 
fjender og bed for dem, der forfølger 
jer.« 14 

Han lærte os den gyldne regel: 
»Hvad I vil, at mennesker skal gøre 
mod jer, det skal I også gøre mod 
dem.« 15 Dette princip findes i næsten 
alle de store religioner. Andre, som fx 
Kong fuzi og Aristoteles har også 
undervist i det. 16 Når alt kommer til alt 
begyndte evangeliet ikke med fødslen 
af barnet i Betlehem. Det er evigt. Det 
blev forkyndt i begyndelsen for Adam 
og Eva. Dele af evangeliet er blevet 
bevaret i mange kulturer. Selv hedensk 
mytologi er blevet beriget af dele af 
sandheden fra tidligere uddelinger. 

Uanset, hvor den findes, og hvor- 
dan den udtrykkes, omfatter den 
gyldne regel Guds riges moralkodeks. 
Den forbyder indblanding i andres 
rettigheder. Den er på samme måde 
bindende for nationer, foreninger og 
personer. Med barmhjertighed og 
overbærenhed erstatter den hævnak- 
ter som fx »øje for øje og tand for 
tand«. 17 Hvis vi forblev på denne 
gamle og uproduktive sti, ville vi blot 
være blinde og tandløse. 18 

Begrebet med at behandle andre, 
som man gerne vil behandles selv, er 
let at forstå. Og det erkender den 
dyrebare natur, som hver af Guds søn- 
ner og døtre har. 19 Skrifterne beder 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



39 




forældre om at undervise deres børn i 
ikke at »strides og kives indbyrdes og 
tjene djævelen, som er syndens 
Herre«. I stedet skal vi lære dem at 
»elske og tjene hinanden.« 20 

Jesus underviste i vigtigheden af 
forlig og løsning af stridigheder på et 
personligt plan. Han sagde: 

»Enhver, som bliver vred på sin 
broder, skal kendes skyldig af 
domstolen ... 

Når du derfor bringer din gave til 
alteret og dér kommer i tanker om, at 
din broder har noget mod dig, 

så lad din gave blive ved alteret og 
gå først hen og forlig dig med din bro- 
der; så kan du komme og bringe din 
gave.« 21 

Mesterlæreren lærte os at »tilgive, 
hvis I har noget mod nogen, for at 
også jeres fader i himlene kan tilgive 
jeres overtrædelser. 

Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres 
fader i himlene heller ikke tilgive jeres 
overtrædelser.« 22 

Jesus erklærede, at der ville 
komme en dommedag. Alle personer 
skal give en beretning over deres jor- 
diske liv, og over hvordan de har 
behandlet andre mennesker. 23 

Borgerpligter 

Befalingen om at elske Gud og 
vores næste er forbundne. Vi kan ikke 
helt elske Gud, uden at elske vores 



næste. Vi kan ikke helt elske vores 
næste, uden at elske Gud. 
Menneskene er i virkelighed søsken- 
de, fordi Gud i virkeligheden er vor 
Fader. Uanset hvad, så er skrifterne 
fyldt med historier om strid og kamp. 
De fordømmer meget aggressions- 
krige, men støtter borgernes pligt 
til at forsvare deres familie og deres 
frihed. 24 Eftersom »vi tror, at vi må 
være loyale over for konger, præsi- 
denter, herskere og øvrighedsperso- 
ner og adlyde, ære og holde lovene,« 25 
bliver medlemmer af denne kirke kal- 
det ind i militærtjenesten i mange 
nationer. »Vi tror, at regeringer indstif- 
tedes af Gud til menneskets gavn, og 
at han holder menneskene ansvarlige 
for deres handlinger med hensyn til 
disse, både med henblik på lovgiv- 
ningen og håndhævelsen til samfun- 
dets gavn og sikkerhed.« 26 

Under anden verdenskrig, da med- 
lemmerne af Kirken var tvunget til at 
kæmpe på modsatte sider, erklærede 
Det Første Præsidentskab, at »staten 
er ansvarlig for den borgerlige kontrol 
af dens borgere, for deres politiske 
velfærd, og for udførelsen af politiske 
regler, indenlandske og udenlandske. 
Men selve Kirken har som sådan ikke 
noget ansvar for disse regler, [bortset 
fra] at formane medlemmerne til fuld- 
stændigt at være loyale mod deres 
land.« 27 



Fred er mulig. 

På grund af den lange historie med 
fjendskab på jorden, føler mange, at 
fred ligger uden for det mulige. Jeg er 
uenig. Fred er mulig. Vi kan lære at 
elske vore medmennesker over hele 
verden. Uanset om de er jøder, 
muslimer eller medkristne, uanset om 
de er hinduer, buddhister eller andet, 
kan vi leve sammen i gensidig 
beundring og respekt, uden at svigte 
vores religiøse overbevisning. Der er 
flere ting, som vi har fælles, end der 
er forskelle. Fred er en vigtig prioritet, 
som kræver vores indsats. Profeter i 
Det Gamle Testamente troede, at fred 
var mulig, og det må vi også. 
Salmisten sagde: »Gud er vor tilflugt 
og styrke, altid at finde som hjælp i 
trængsler.« 28 »Han gør ende på krige 
over hele jorden.« 29 

Fader Abraham blev på enestående 
vis kaldet en »Guds ven.« 30 Fred var en 
af Abrahams højeste prioriteter. Han 
søgte efter at være »en fredsfyrste«. 31 
Hans påvirkning kunne have stor ind- 
flydelse i vores nuværende søgen efter 
fred. Hans sønner, Ishmael og Isak, 
overvandt, skønt de var født af forskel- 
lige mødre, deres forskelligheder, da 
de var optaget af en fælles sag. Efter at 
deres far døde, arbejdede de sammen 
for at begrave de jordiske rester af 
deres ophøjede far. 32 Deres efterkom- 
mere kunne følge dette mønster. 

Abrahams efterkommere har en 
guddommeligt tildelt mulighed. 
Herren erklærede, at Ishmael skulle 
blive en stor nation 33 , og at Abrahams, 
Isaks og Jakobs sæd ville velsigne alle 
jordens nationer. 34 

Efterkommere af Abraham har der- 
for - betroet store løfter af uendelig 
indflydelse - en central mulighed for 
at opstå som fredsstiftere. Udvalgt af 
den Almægtige kan de føre deres 
mægtige muligheder mod fred. 

Løsning af nuværende politiske 
problemer kræver megen tålmodig- 
hed og forhandling. Processen vil 
være betydelig hurtigere, hvis man gik 
til den med en bøn. 



40 




Esajas profeterede om håb i vor 
tid. Om Israels indsamling og Kirkens 
genoprettelse ved profeten Joseph 
Smith har Esajas skrevet: 

»På den dag løfter Herren atter sin 
hånd for at genvinde den rest af sit 
folk... 

Han rejser et banner for folkene, 
han samler Israels fordrevne og 
bringer Judas spredte tilbage fra de 
fire verdenshjørner.« 35 

Disse profetier om håb ville gå i 
opfyldelse, hvis landenes ledere og 
borgere ville anvende Jesu Kristi lær- 
domme. Vores tid kunne da være en 
tidsalder med fred og fremgang uden 
sidestykke. Fortidens barbarisme ville 
forsvinde. Krig med dens rædsler ville 
blive forvist til hukommelsens senti- 
mentale sfære. Nationernes mål vil 
være gensidigt støttende. Fredsstiftere 
kunne føre an i forhandlingens kunst, 
give lindring til de nødstedte og 
bringe håb til dem, der frygter. 



Sådanne vil patriotiske, fremtidige 
generationer prise og vor evige Gud 
vil herliggøre dem. 

Verdens håb er Fredsfyrsten - vor 
skaber, Frelser, Jahve og dommer. 
Han tilbyder os det gode liv, overflo- 
dens liv og evigt liv. Fredeligt - endog 
fremgangsrigt - liv kan komme til 
dem, som holder hans forskrifter 36 og 
følger hans vej til fred. Det erklærer 
jeg for hele verden. 

Kirkens medlemmer 

Hvad forventer Herren af medlem- 
mer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige? Som kirke skal vi »tal[e] ... 
imod krig og forkynd [e] fred«. 37 Som 
individer bør vi »stræbe efter det, der 
tjener freden.« 38 Vi bør være person- 
lige fredsstiftere. Vi bør leve fredeligt - 
som ægtepar, familier og naboer. Vi 
bør efterleve den gyldne regel. Vi 
har Judas' efterkommeres skrivelser 
som nu er blandet med Efraims 



efterkommeres skrivelser. 39 Vi bør 
anvende dem og udvide vores kærlig- 
hedscirkel så den omfatter hele den 
menneskelige race. Vi bør bringe gud- 
dommelig kærlighed og den gengivne 
religions åbenbarede lærdomme til 
vores naboer og venner. Vi bør tjene 
dem i henhold til vores evner og 
muligheder. Vi bør holde vore princip- 
per på et højt stade og stå for det rig- 
tige. Vi skal fortsat samle det spredte 
Israel fra hele jorden og tilbyde ordi- 
nancerne og pagterne, som besegler 
familier for evigt. Disse velsignelser 
skal vi bringe til folk i alle nationer. 

Ved at leve således, vil vores Mester 
velsigne os. Han gav dette løfte: 
»Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl 
ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker 
dig og hjælper dig, min sejrrige hånd 
holder dig fast.« 40 

Hans himmelske værk er vores. 
Hele menneskehedens evige herlig- 
heds sag er vores. Og som fredsstiftere 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



41 



PRÆSTEDØMMETS MØDE 

5. oktober 2002 



skal vi kaldes Guds børn. Om dette 
bærer jeg vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. 
Amen. ■ 

NOTER 

1. Mormon 8:29-31; se også 2 Tim 3:1-7, 
12-13; L&P 45:26-27. 

2. Går tilbage til Sets tid. Set var søn af Adam 
og Eva. 

3. Moses 6:15. 

4. Se 1 Mos 4:8-10. 

5. Se 1 Mos 27:41. 

6. Se 1 Mos 37:28. 

7. Ordsp 29:8. 

8. Mosiah3:19. 

9. Es 9:5. 

10. Se Luk 2:14. 

11. Matt 5:9; se også 3 Nephi 12:9; JSO, Matt 
5:11. 

12. Matt 22:37. 

13. Matt 22:39; se også Luk 10:27; L&P 59:5-6. 

14. Matt 5:44. 

15. Matt 7:12; se også Luk 6:31; 3 Nephi 14:12. 

16. Se B. H. Roberts, New Witnesses for God, 
3 bd, 1909-1911, 3:492-493. 

17. Matt 5:38; se også 2 Mos 21:24-27; 3 Mos 
24:20. 

18. Se Joseph Stein, Spillemand på tagryg, 
1964, s. 142. 

19. Se Matt 25:40; L&P 18:10. 

20. Mosiah 4:14-15. 

21. Matt 5:22-24; se også 3 Nephi 12:22-24; 
JSO, Matt 5:24-26. 

22. Mark 11:25-26; se også JSO, Mark 11:27-28. 

23. Se Matt 12:36; Rom 14:10-12; 1 Joh 4:16- 
21; Alma 41:3; 3 Nephi 27:16-22. 

24. Se Alma 43:45-47; 46:11-12, 19-20; 48:11-16. 

25. 12. trosartikel. 

26. L&P 134:1. 

27. James R. Clark, saml, Messages ofthe First 
Presidency ofThe Church of Jesus Christ 
of Latter-day Saints, 6bd., 1965-1975, 
6:155-156. 

28. SI 46:2. 

29. SI 46:10. 

30. Jak 2:23; se også 2 Krøn 20:7; Es 41:8. For 
længe siden indgik vores skaber en pagt 
med Abraham, som skulle gælde »tusind 
slægtled« (5 Mos 7:9; se også 1 Krøn 16:15; 
SI 105:8). Den skal blive opfyldt i de sidste 
dage (se 1 Nephi 15:13, 18; L&P 124:58; 
132:30). 

31. Abraham 1:2. 

32. Se 1 Mos 25:9. Abrahams oprindelige navn, 
Abram, betyder »ophøjet fader« (se Bible 
Dictionary, »Abraham«, s. 601). 

33. Se 1 Mos 21:13, 18. 

34. Se 1 Mos 17:19; 21:12; 22:18; 28:13-14; 
35:9-12; 2 Mos 32:13; 5 Mos 9:5; Abraham 
2:11; JSO, IMos 17:25. 

35. Es 11:11-12; se også Rom 15:12. 

36. Se 2 Krøn 20:20; Matt 6:24-33; Joh 10:10; 
1 Nephi 2:20; 4:14; 2 Nephi 1:9, 20; 4:4; 
Jarom 1:9; Mosiah 1:7; 2:22, 31; Alma 9:13; 
36:1, 30; 37:13; 38:1; 48:25; 50:20; 
Helaman 3:20; L&P 64:34. 

37. L&P 98:16. 

38. Rom 14:19. 

39. Se Ez 37:16-19; 2 Nephi 3:12. 

40. Es 41:10. 



Stavspatriarken 

PRÆSIDENT BOYD K. PACKER 

Fungerende præsident for De Tolv Apostles Kvorum 



Herren har en særlig agtelse for patriarken, som indtager 
en enestående stilling i Kirken. 




For 58 år siden bankede jeg på 
hos J. Roland Sandstrom, som 
var patriark for Santa Ana Stav i 
Californien. I lommen havde jeg en 
anbefaling fra min biskop til at få en 
patriarkalsk velsignelse. Vi havde 
aldrig truffet hinanden før og så ikke 
hinanden de næste 14 år. Vi mødtes 
igen 15 år senere. Denne gang gav jeg 
ham i egenskab af én af De Tolv en 
velsignelse, dagen før han døde. 
Velsignelsen blev sendt til min 
kaserne på et af flyvevåbnets baser, 
hvor jeg tjente. Dengang vidste jeg 
ikke, som jeg gør nu, at en patriark 
har profetisk indsigt, at hans velsig- 
nelse ville blive mere end en vejled- 
ning for mig. Den har været et skjold 
og en beskyttelse. 

I åbenbaringen står der, at »det er 
de tolvs pligt i alle større grene af 
Kirken at ordinere evangelister, som 



gennem åbenbaring udpeges for 
dem.« 1 

Profeten Joseph Smith har sagt: 
»En evangelist er en patriark ... Hvor 
som helst Jesu Kristi Kirke oprettes på 
jorden, burde der være en patriark til 
gavn for de helliges efterkommere, 
som tilfældet var med Jakob, da han 
gav sin patriarkalske velsignelse til 
sine sønner.« 2 

I skrifterne omtales der tre slags 
patriarker: Familiefaderen 3 , de for- 
dums profeter samt stavspatriarken, 
et embede i Det Melkisedekske 
Præstedømme. 4 

Faderen er patriark for sin familie 
og kan og bør give en fars velsignelse 
til sine børn. 

Indtil for nogle få år siden blev 
hver eneste stavspatriark kaldet og 
ordineret af et medlem af De Tolvs 
Kvorum. Da antallet af stave steg, blev 
dette ansvar uddelegeret til stavspræ- 
sidenten. 

Ligesom med andre embeder i Det 
Melkisedekske Præstedømme - æld- 
ste, højpræst, halvfjerdser og apostel 
- bliver stavspatriarken ordineret sna- 
rere end indsat. 

Stavspræsidenten indsender nav- 
net til De Tolv Apostles Kvorum. 
Hvert navn bliver omhyggeligt og 
bønsomt drøftet. Når patriarken er 
blevet godkendt, bliver han opret- 
holdt ved en stavskonference og ordi- 
neret. Derefter kan han med profetisk 
indsigt udtale velsignelser over dem, 
som bliver anbefalet af biskoppen for 
den pågældendes menighed. 



42 



Der findes et lille hæfte, som hed- 
der Informationer og forslag til 
patriarker. Det forklarer stavspræsi- 
dent og patriark om dette hellige 
embede. Det Første Præsidentskab og 
De Tolvs Kvorum drøftede i årevis 
dette hæfte. Hver gang det blev gen- 
nemlæst, blev det forkortet. Et af de 
ældre medlemmer af kvorummet 
sagde: »Brødre, vi må ikke stille os 
imellem Herren og patriarkerne.« 

Vi beder nu om, at alle stavspræsi- 
denter og alle patriarker læser dette 
korte hæfte igennem. Læs det mere 
end én gang. 

Patriarker opfordrer ikke medlem- 
merne til at få deres velsignelse. 
Medlemmerne bør søge denne velsig- 
nelse, hvis de føler sig inspireret til 
det. Der er ikke fastsat nogen grænse 
for, hvor gammel man skal være for at 
få en patriarkalsk velsignelse. 
Biskoppen sikrer sig, at medlemmet 
har en tilstrækkelig alder og moden- 
hed til at forstå betydningen og vigtig- 
heden af velsignelsen. 

En patriarkalsk velsignelse bliver 
optaget på bånd og nedskrevet af 
den, som stavspræsidenten udpeger 
til det. Denne velsignelse bliver et 
meget personlig klenodie. 

Vi bør ikke lade andre end med- 
lemmer af den nærmeste familie læse 
vores velsignelse, og vi bør ikke bede 
andre om at fortolke den. Hverken 
patriarken eller biskoppen kan eller 
bør fortolke den. 

Dengang De Tolv kaldte og ordine- 
rede patriarker, delte vi vore ople- 
velser med hinanden. Vi lærte, at 
Herren har en særlig agtelse for patri- 
arken, som indtager en enestående 
stilling i Kirken. 

Jeg kan huske en stavskonference, 
hvor patriarken var meget gammel. 
Skønt hans ordination stadig var i 
kraft, var det tid til at fritage ham for 
at give velsignelser. 

Stavspræsidenten anbefalede en 
mand, som havde megen erfaring 
som leder. Men jeg følte ikke, at han 
skulle være patriark. 




~''<,~Å' : t/f-' j'S 



To stavspatriarker taler sammen uden for Konferencecentret. 



Jeg vidste, at Det Første 
Præsidentskab havde sagt til stavspræ- 
sidenterne: »Selv om en mand ære- 
fuldt har beklædt et præsiderende 
embede og har nået en moden alder, 
gør det ham ikke nødvendigvis til en 
god patriark ... [Han bør være en, som 
har] udviklet patriarkernes ånd; fak- 
tisk bør det være hans mest fremtræ- 
dende egenskab ... en mand med 
visdom, som tillige besidder velsignel- 
sens gave og ånd.« 5 

Netop som aftenmødet skulle til at 
begynde, var en ældre mand på vej 
ned ad gangen, men da han ikke 
kunne finde en plads, gik han ned 
bagest i salen. Han var ikke nær så vel- 
klædt som de fleste andre og havde 
ganske tydeligt tilbragt megen tid 
udendørs. 

Jeg hviskede til stavspræsident: 
»Hvem er han?« 

Stavspræsident fornemmede, hvad 
jeg havde i tankerne, og sagde: »Jeg 
tror ikke, at han kunne være vores 
patriark. Han bor i udkanten af en 



fjerntliggende menighed og har aldrig 
haft en lederstilling i biskoprådet eller 
højrådet.« 

Han blev bedt om at bede indled- 
ningsbønnen og havde kun sagt et par 
ord, da jeg følte bekræftelsen, sådan 
som man føler den ved åbenbaring: 
»Han skal være patriark.« 

Så vidt jeg husker havde han seks 
sønner og en datter. Den yngste var 
på daværende tidspunkt på mission, 
ligesom hans ældre brødre havde 
været det. De var nu gift og boede 
rundt omkring i landet og tjente tro- 
fast i Kirken. 

»Hvad med din datter?« Spurgte jeg. 

»Jamen, hende har du skam mødt,« 
sagde han. »Hun er gift med en af råd- 
giverne i stavspræsidentskabet.« 

Jeg tænkte: Hvilken patriark! Han 
er virkelig en patriark! 

Inden hovedmødet mødte jeg den 
gamle patriark i foyeren og sagde: »Vi 
har tænkt os at aflaste dig lidt i dag.« 

Han sagde: »Ih, mange tak! Det ville 
jeg sætte meget, meget stor pris på.« 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



43 




M <* 



Jeg sagde: »Jeg vil fortælle dig nav- 
net på den nye patriark, og så er du 
og jeg og stavspræsidenten de 
eneste, der ved, hvem det er.« 

Da jeg gav han navnet på manden, 
blev han forbløffet og sagde: »Det er 
vel nok interessant! Jeg så ham i 
mængden på vej ind i bygningen og 
sagde til mig selv: Ville han ikke være 
en vidunderlig patriark?« Det var en 
inspirerende bekræftelse fra den 
gamle patriark. 

Der er intet andet embede som 
dette i hele Kirken eller i hele verden. 

Stavspræsidenten må være meget 
opmærksom og drage særlig omsorg 
over for patriarken. I bør lade ham 
sidde på forhøjningen og blive 
anerkendt. 

Lejlighedsvis, måske et par gange 
om året, bør I interviewe patriarken 
og læse nogle af hans velsignelser. 
Mind ham om, at hver velsignelse bør 
være individuel og noget særligt for 
medlemmerne. Stavspræsidenten må 
ikke forsømme denne jævnlige gen- 
nemlæsning af velsignelserne. 

Jeg ordinerede engang en patriark, 
som følte sig overvældet af ansvaret. I 



månedsvis kunne han ikke få sig selv 
til at give en velsignelse. Til sidst 
spurgte han stavspræsidenten, om 
ikke han kunne skrive et afsnit som 
indledning til alle hans patriarkalske 
velsignelser. Stavspræsidenten 
indvilligede. 

Senere fortalte han mig følgende: 
»Da den første unge mand kom for at 
få sin velsignelse, følte jeg mig tryg, 
fordi jeg havde lært denne færdigfor- 
fattede indledning udenad. Jeg lagde 
hænderne på hovedet af ham og 
brugte ikke et eneste ord af den. Den 
dag lærte jeg, hvis velsignelser de er. 
De er ikke mine velsignelser, for de 
gives ved Ånden.« 

Nogen har sagt, at en patriarkalsk 
velsignelse er et »> [uddrag] af ens 
muligheders bog.< Hvis vi læser vores 
patriarkalske velsignelse, ser vi, hvad 
profetiens ånd har vist os, at vi kan 
blive.« 6 

En vigtig del af enhver patriar- 
kalsk velsignelse er, at slægtslinjen 
bliver angivet. Ved omhyggeligt stu- 
dium af skrifterne bliver patriarken 
fortrolig med den patriarkalske 
orden. Han lærer om, hvad der i den 



sidste ende skal ske med Israels 
stammer. 

Brødrene har sagt: »Når patriarken 
giver en velsignelse, kan han angive 
vores slægtslinje - det vil sige, at vi 
stammer fra Israel og derfor tilhører 
Abrahams slægt og en af Jakobs stam- 
mer. I de fleste tilfælde tilhører de 
sidste dages hellige Efraims stamme, 
som har fået overdraget ansvaret for 
at lede dette, de sidste dages, værk. 
Om denne slægtslinje er bogstavelig, 
eller om man er adopteret, betyder 
ikke noget (Abraham 2:10). Dette er 
meget vigtigt, for det er alene gen- 
nem Abrahams slægtslinje, at Herrens 
storslåede velsignelser til sine børn 
på jorden bliver opfyldt (1 Mos 12:2, 
3; Abraham 2:11). 

Derpå ser patriarken ind i fremti- 
den og opregner de velsignelser og 
løfter - hvoraf nogle er særegne og 
andre er generelle - som personen af 
den relevante slægtslinje ... har ret til, 
og besegler dem med sin myndighed 
på ham, således at de kan være hans 
for evigt ved trofasthed.« 7 

Eftersom vi hver især tilhører 
mange forskellige stammer, kan to 



44 



medlemmer af den samme familie 
godt få at vide, at de tilhører hver 
deres stamme. 

En patriark kan give velsignelser til 
sine egne børn, børnebørn og olde- 
børn, hvis deres biskop anser dem for 
værdige. 

Når vi modtager anmodninger om 
undtagelser, når nogen vil have en 
velsignelse af deres onkel eller en sær- 
lig ven i familien, opfordrer vi dem til 
at følge den almindelige fremgangs- 
måde og få deres velsignelse af patri- 
arken i deres egen stav. 

I de missionsdistrikter eller de 
stave, hvor der ikke er nogen patriark, 
kan medlemmerne, fra deres biskop 
eller grenspræsident, få en anbefaling 
til en patriark i en tilstødende stav. 

Det sker en gang i mellem, at et 
medlem føler, at deres velsignelse på 
den ene eller den anden måde ikke er 
helt, hvad de havde forventet. Men 
med tiden erkender de åbenbaring- 
ens kraft i den. 

Til tider bekymrer et medlem sig, 
fordi et løfte, som blev givet i en 
patriarkalsk velsignelse, endnu ikke 
er blevet opfyldt. For eksempel frem- 
går det måske af en velsignelse, at et 
medlem bliver gift, men vedkom- 
mende finder ikke en ægtefælle. Det 
betyder ikke, at velsignelsen ikke bli- 
ver opfyldt. Man bør holde sig for 
øje, at alting sker, når Herren mener, 
at tiden er inde, ikke altid, når vi 
mener det. Det, som er af evig 
beskaffenhed, har ingen grænser. Fra 
vores førjordiske tilværelse til vores 
tilværelse hinsides dødens slør er 
vores liv et evigt liv. 

Når der opstår visse forhold, såsom 
at patriarken bliver gammel og svage- 
lig, når han flytter fra staven, eller når 
han bliver kaldet til at tage på mission, 
kan stavspræsidenten blive nødt til at 
anbefale De Tolvs Kvorum, at patriar- 
ken med ære bliver fritaget fra aktiv 
tjeneste. 

Præsident Lee har engang fortalt 
om, hvordan han kaldte en patriark. 
Han og stavspræsidenten var taget 



hen til mandens hjem. Han havde 
været med sine sønner ude på vel- 
færdsgården hele dagen og var træt 
og udmattet og beskidt. 

Præsident Lee sagde: »Jeg gjorde 
ham endnu mere træt, da jeg fortalte 
ham, hvorfor jeg var kommet - at han 
skulle kaldes til patriark for staven.« 

Efter konferencens formiddags- 
møde, hvor manden havde aflagt et 
vidunderligt vidnesbyrd, gik vi ned på 
et kontor i kælderen. 

Stavspræsidentens hustru var til 
stede og skrev til præsident Lee: »Da 
du gik hen for at lægge hænderne på 
hovedet af ham, tænke jeg ved mig 
selv: Det er ham, vi omgås. Vi har 
været på ture med ham, til fester ... 
Nu er det en del af hans ansvar at for- 
tælle enhver, der får en velsignelse, 
hvilken slægtslinje vedkommende til- 
hører. Han har aldrig studeret oldtids- 
sprog - hvordan skal han kunne det? 

... Du gik hen og lagde hænderne 
på hovedet af ham og bag dig viste 
der sig et lys, som gik lige igennem 
dig og ind i ham. Og jeg tænkte ved 
mig selv: Er det ikke et pudsigt 
sammentræf, at sollyset bryder frem i 
netop dette øjeblik. Og så gik det op 
for mig, at der var [intet vindue] , intet 
sollys. Jeg var vidne til svaret på mit 
spørgsmål ... Lyset kom fra et eller 
andet sted bagved broder Lee og gik 
igennem broder Lee og ind i denne 
patriark. Da vidste jeg, hvor han ville 
få denne viden fra - ved Gud den 
Almægtiges åbenbaring.« 8 

Og sådan må det være. Når som 
helst en patriark bliver ordineret eller 
udtaler en velsignelse, er det det selv 
samme lys, om end vi ikke ser det, 
der er til stede. Det sætter patriarken 
i stand til at angive slægtslinjen og 
give en profetisk velsignelse, selv om 
han måske ikke selv har nogen sær- 
lige evner. 

I må ikke forsømme eller ignorere 
embedet som stavspatriark. Det er 
afgørende for en stavs åndelige kraft. 

Til stavspræsidenterne: Våg over 
det arbejde, som jeres stavspatriark 



udfører. Hold ham nær til jer. 
Interview ham og læs et udvalg af 
hans velsignelser. 

Og til patriarkerne: I er blevet 
udvalgt som kun meget få andre er 
blevet det. I må leve på en sådan 
måde, at I ved åndelig inspiration kan 
give profetiske og inspirerede velsig- 
nelser. Vær en eksemplarisk patriark i 
jeres egen familie. Lev på en sådan 
måde, at I er værdige til at have 
Anden hos jer. Og nyd glæden ved 
jeres kald. 

Patriarken, som aldrig havde set 
mig før, gav mig et løfte, som gælder 
for os alle. Han sagde: »Vend dig mod 
sandhedens sollys, så skal vildfarel- 
sens, mistroens, tvivlens og mismo- 
dets skygge falde bag dig.« 9 Jeg har 
mange gange fundet styrke ved at 
læse denne patriarkalske velsignelse, 
som blev givet af en af Herrens inspi- 
rerede tjenere. 

Jeg vidner om, at dette er et hel- 
ligt embede, at det er en velsignelse 
for denne kirke, ja, at det er et 
eksempel på de velsignelser, som 
Herren fastlagt i sin kirke til velsig- 
nelse for os alle. Og jeg aflægger vid- 
nesbyrd om ham i Jesu Kristi navn. 
Amen. ■ 

NOTER 

1. L&P 107:39. 

2. Profeten Joseph Smiths lærdomme, udv. 
Joseph Fielding Smith, 1954, s. 179. 

3. Adam rådgav og velsignede sin efterslægt 
(se L&P 107:42-56); Jakob velsignede sin 
sønner og deres efterkommere (se 1 Mos 
49:1-28); Lehi velsignede sin efterslægt (se 
2 Nephi 4:3-11). 

4. Frelseren ordinerede apostle, profeter og 
evangelister (se Ef 4:11); De Tolvs pligt til 
at ordinere evangelister (se L&P 107:39); 
Hyrum Smith får overdraget embedet som 
patriark (se L&P 124:91-92, 124; 135:1). 

5. Brev fra Det Første Præsidentskab, 29. juni 
1903; se også James R. Clark, saml., 
Messages ofthe First Presidency ofThe 
Church of Jesus Christ ofLatter-day Saints, 
6 bd., 1965-1975, 4:57-58. 

6. Harold B. Lee, Stand Ye In Holy Piaces, 
1975, s. 117. 

7. John A. Widtsoe, Evidences and 
Reconciliations, 3 bd., 1943-1951, 
s. 1:73-74. 

8. The Teachings of Harold B. Lee, red. Clyde J. 
Williams, 1996, 488-489. 

9. Boyd K. Packers patriarkalske velsignelse, 
15. jan. 1944, s. 2. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



45 



Den bedste 
generation af 
missionærer 

ÆLDSTE M. RUSSELL BALLARD 

De Tolv Apostles Kvorum 

Vi kalder pajer - vore unge brødre i det Aronske 
Præstedømme, til at rejse jer, lev op til jeres muligheder og 
vær fuldt forberedt til at tjene Herren. 




I en af de mest stærke og belæ- 
rende beretninger fra Mormons 
Bog, havde Ammons folk indgået 
en pagt om aldrig igen at gribe til 
våben, for at udgyde blod. Men »da de 
så den fare og de mange lidelser og 
trængsler . . . som nephiterne udstod 
for deres skyld, blev de rørt af medli- 
denhed og ønskede at gribe til våben 
til forsvar for deres land« (Alma 
53:13). Helaman og hans brødre 
overtalte dem til at ære deres pagt 
med Herren. 



Skriften fortæller os ikke, hvem der 
først påpegede, at deres sønner ikke 
havde indgået den samme pagt, som 
deres forældre havde. Jeg kan godt 
lide at forestille mig, at det var en af 
de unge mænd, som foreslog mulig- 
heden for, at han og hans fæller 
kunne tillades »at gribe til våben ... og 
de kaldte sig nephiter. 

Og de indgik en pagt om at ville 
kæmpe for nephiternes frihed og for- 
svare landet ... selvom de måtte bøde 
for det med livet« (Alma 53:16-17). 

Dette var en usædvanlig opgave 
for en gruppe af 2000 unge mænd, 
men de var usædvanlige, unge mænd. 
Ifølge skrifterne »var de overmåde 
stærke og virksomme, tapre og 
modige, men det var ikke alt - det var 
mænd, der til enhver tid var pålide- 
lige i alt, hvad der blev dem betroet. 

Ja, det var sandhedskærlige og 
ordentlige mænd, thi de var blevet 
belært om at holde Guds bud og 
vandre retskaffent for ham« (Alma 
53:20-21). 

Resten af beretningen fortæller, 
hvordan disse unge mænd stred tap- 
pert mod den meget ældre og mere 
erfarne lamanitiske hær. Ifølge deres 



leder Helaman »kæmpede de ligesom 
med Guds kraft ... og de faldt over 
lamaniterne med sådan en mægtig 
kraft, at de virkelig indgød dem 
skræk; og af denne grund overgav 
lamaniterne sig som krigsfanger« 
(Alma 56:56). 

Forestil jer det! Disse uerfarne, 
unge mænd var så åndeligt og fysisk 
forberedte og så stærke, at de 
skræmte deres fjender til at overgive 
sig! Selv om alle de 2000 unge mænd 
på et eller andet tidspunkt blev såret i 
kampen, blev ikke en eneste dræbt 
(se Alma 57:25). Igen citerer jeg 
Helaman: »Og vi tilskriver det med 
rette Guds vidunderlige magt på 
grund af deres store tro på det, der 
var blevet dem lært, nemlig at der var 
en retfærdig Gud og at den, der ikke 
tvivlede, ville blive bevaret ved hans 
vidunderlige magt« (Alma 57:26). 

Brødre - i dag kæmper vi en kamp, 
som på mange måder er mere fare- 
fuld, mere fyldt med fare end kampen 
mellem nephiterne og lamaniterne. 
Vores fjende er snu og opfindsom. Vi 
kæmper mod Lucifer, faderen til al 
løgn, fjenden af alt som er godt, ret- 
færdigt og helligt. Vi lever i sandhed i 
den tid, som Paulus profeterede om: 
»For da vil mennesker blive egenkær- 
lige, pengeglade, pralende, overmo- 
dige, fulde af hån, ulydige mod deres 
forældre, utaknemmelige, spottere, 

ukærlige, uforsonlige, sladder- 
agtige, umådeholdne, brutale, fjender 
af det gode, 

... de vil elske nydelser højere end 
Gud; 

i det ydre har de gudsfrygt, men de 
fornægter dens kraft. Hold dig fra 
dem!« (2 Tim 3:2-5). 

Lyder det bekendt, brødre? For mig 
lyder det som en time af den bedste 
sendetid på tv. 

Dette er en »farefuld tid.« Vi kæm- 
per bogstavelig talt for menneskenes 
sjæle. Fjenden er utilgivende og ufor- 
sonlig. Han tager evige gidsler med en 
alarmerende hastighed. Og han viser 
ingen tegn på overgivelse. 



46 



Selvom vi er oprigtigt taknemme- 
lige for alle de mange medlemmer af 
Kirken, som gør et stort stykke 
arbejde i kampen for sandhed og ret, 
må jeg ærligt sige jer, at det stadig ikke 
er nok. Vi har brug for meget mere 
hjælp. Og ligesom Ammons folks kom 
til deres sønner for forstærkninger i 
kampen mod lamaniterne, kommer vi 
til jer - mine unge brødre i det 
Aronske Præstedømme. Vi har brug 
for jer. Ligesom Helamans 2000 unge 
krigere, er I også de åndelige sønner 
af Gud, og I kan også blive fyldt med 
kraft til at opbygge og forsvare hans 
rige. Vi har brug for, at I værdigt indgår 
pagter, akkurat som de gjorde. Vi har 
brug for, at I samvittighedsfuldt er 
lydige og trofaste, ligesom de var. 

Vi har lige nu brug for den største 
generation af missionærer i Kirkens 
historie. Vi har behov for værdige, 
kvalificerede, åndeligt energiske mis- 
sionærer, der ligesom Helamans unge 
krigere er »overmåde stærke og virk- 
somme, tapre og modige« og som er 
»pålidelige i alt, hvad der [bliver] dem 
betroet« (Alma 53:20). 

Lyt til disse ord mine unge brødre: 
Tapper. Modig. Stærk. Virksom. 
Pålidelig. Vi har ikke brug for åndeligt 
slappe og halv-engagerede unge 
mænd. Vi har ikke brug for, at I bare 
udfylder en rolle; vi har brug for hele 
jeres hjerte og sjæl. Vi har behov for 
levende, tænkende og lidenskabelige 
missionærer, som ved, hvordan man 
lytter til og reagerer på Helligåndens 
hvisken. Dette er ikke tiden for ånde- 
lige svæklinge. Vi kan ikke sende jer 
på en mission for at blive genaktive- 
ret, omvendt eller for at modtage et 
vidnesbyrd. Det har vi simpelthen 
ikke tid til. Vi har brug for, at I er fulde 
af »tro, håb, barmhjertighed og kær- 
lighed og [har] øjet alene henvendt 
på Guds ære« (L&P 4:5). 

Som en Herrens Jesu Kristi apostel 
kalder jeg på jer alle til at begynde 
lige nu - i aften - til at være fuldt ud 
og fuldstændigt værdige. Beslut og 
forpligt jer over for jer selv og over for 




Gud til, at I fra dette øjeblik med flid 
vil bestræbe jer på at holde jeres 
hjerte, hænder og sind rene og uplet- 
tede fra enhver form for moralsk 
overtrædelse. Beslut jer for at undgå 
pornografi, præcis som I ville undgå 
den mest snigende sygdom, for det er 
lige, hvad det er. Beslut jer for totalt at 
afstå fra tobak, alkohol og narkotika. 
Beslut jer for at være ærlige. Beslut jer 
for at være gode borgere og overhold 
de love, der gælder i det land, I bor i. 
Beslut jer for, at I fra i aften aldrig vil 
besudle jeres krop eller bruge sprog, 
der er vulgært og uværdigt for en 
bærer af præstedømmet. 

Og det er ikke alt, vi forventer af 
jer, mine unge brødre. Vi forventer, at 
I har en forståelse og et solidt vidnes- 
byrd om Jesu Kristi gengivne evange- 
lium. Vi forventer, at I arbejder hårdt. 
Vi forventer, at I vil indgå og holde 
pagter. Vi forventer, at I vil være mis- 
sionærer, som står mål med vores 
ærefulde budskab. 



Disse standarder er høje. Det for- 
står vi godt - men vi undskylder 
ikke for dem. De afspejler Herrens 
standarder for, at I kan modtage det 
Melkisedekske Præstedømme, 
komme i templet, tjene som missio- 
nærer og for at være retfærdige ægte- 
mænd og fædre. Der er intet nyt i 
dem, intet I ikke har hørt før. Men i 
aften kalder vi på jer - vore unge brø- 
dre i Det Aronske Præstedømme, til at 
rejse jer, lev op til jeres muligheder og 
vær fuldt forberedt til at tjene Herren. 

Mange af jer er allerede på dette 
spor, og vi anerkender jeres værdig- 
hed og beslutsomhed. For de af jer, 
som ikke er - lad så i aften være 
begyndelsen på jeres forberedelses- 
proces. Hvis I mener, at I står tilbage i 
værdighed, så beslut jer for at lave de 
nødvendige ændringer - og begynd 
lige nu. Hvis I tror, at I har brug for at 
tale med jeres far eller jeres biskop 
om nogle af de synder, I måske har 
begået - så vent ikke - gør det nu. De 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



47 



vil hjælpe jer med at omvende og for- 
andre jer, så I kan indtage jeres plads 
som medlem af den største genera- 
tion af missionærer. 

Forstå dette: Kravene til at tjene på 
en mission er blevet skærpet. Tiden 
for »omvend dig og tag afsted« missio- 
nærer er forbi. I ved godt, hvad jeg 
taler om - gør I ikke - mine unge brø- 
dre? Nogle unge mænd har den fejl- 
agtige opfattelse, at de kan være 
involverede i synd og så omvende sig, 
når de bliver 18 1/2, så de kan tage på 
mission, når de er 19. Selvom det er 
sandt, at man kan omvende sig fra 
synd - så er man måske eller måske 
ikke kvalificeret til at tjene. Det er 
langt bedre at holde sig ren og tapper 
ved at gøre enkle ting som at - 

• udvikle et meningsfyldt forhold til 
vor himmelske Fader baseret på 
bøn. 

• holde sabbatsdagen hellig. 

• arbejde og spare noget af sin løn 
op. 

• betale en fuld og ærlig tiende. 

• begrænse den tid man bruger på 
computerspil. Hvor mange I kan 
slå ihjel på ét minut i et computer- 
spil, har ingen effekt på jeres evne 
til at blive en god missionær. 

• give Herren mere af sin tid ved at 
studere skriften og opnå en forstå- 
else for det vidunderlige budskab 
om genoprettelsen, som vi har til 
verden. 

• tjene andre og dele sit vidnesbyrd 
med dem. 

I fædre spiller en vigtig rolle i 
denne forberedende proces. Vi ved, 
at den vigtigste indflydelse til at 
hjælpe vore unge mænd med at for- 
berede sig til at modtage det 
Melkisedekske Præstedømme, blive 
gift og være far kommer fra familien. 
Dersom jeres sønner forstår de basale 
præmisser for at blive en trofast far, 
vil de i sandhed være rede til at tjene 
som fuldtidsmissionærer. Uheldigvis 
afstår for mange fædre fra dette evige 




ansvar. I går måske ud fra, at biskop- 
per og seminar, lærere og ledere i 
Søndagsskolen og Unge Mænd er 
bedre til at motivere og inspirere 
jeres sønner, end I selv er. Det er sim- 
pelthen ikke tilfældet. Selvom kirkele- 
dere er vigtige for jeres sønners 
forberedelse til præstedømmet og 
mission, er Kirken en hjælp for jer. 
Den er ikke en erstatning for jeres 
inspirerende undervisning, vejled- 
ning og opdragelse. 

Når vi derfor skærper kravene til 
jeres sønner for at tjene som missio- 
nær, betyder det også, at vi skærper 
kravene til jer. Hvis vi forventer 
mere af dem, betyder det, at vi også 
forventer mere af jer og jeres hustru. 
Husk, at Helamans 2000 unge kri- 
gere var trofaste, fordi »de var blevet 
belært om at holde Guds bud og 
vandre retskaffent for ham« (Alma 
53:21) - og den belæring modtog de 
i deres hjem. 

Nogle fædre synes ikke, at de kan 
tillade sig at stille spørgsmål om vær- 
dighed til deres børn. De synes, at 
det er biskoppens ansvarsområde 



alene. Fædre - 1 har ikke alene retten 
til at kende til jeres børns værdighed 
- men også ansvaret derfor. Det er 
jeres pligt at vide, hvordan jeres børn 
har det med hensyn til deres åndelige 
velbefindende og fremgang. I har 
brug for omhyggeligt at holde øje 
med de ting og bekymringer, de deler 
med jer. Stil jeres børn specifikke 
spørgsmål om deres værdighed og 
lad jer ikke nøjes med andet end spe- 
cifikke svar 

Alt for ofte er vore biskopper nødt 
til at fortælle de unge, at de skal tale 
med deres forældre om deres proble- 
mer. Det burde gå den anden vej . 
Forældre bør følge så nøje med i 
deres børns liv, at de kender til deres 
problemer inden deres biskop gør. De 
bør rådføre sig med deres børn og gå 
med dem til biskoppen, dersom det 
er nødvendigt for en komplet omven- 
delse. Som guddommeligt udpegede 
dommere i Israel afgør biskoppen og 
stavspræsidenten værdigheden og 
afklarer anliggender på Kirkens vegne, 
men fædre, I har det evige ansvar for 
jeres børns åndelige velfærd. Indtag 
venligst jeres rette plads som rådgiver, 
vejleder og præstedømmeleder for at 
forberede jeres sønner til at bære det 
Melkisedekske Præstedømme og 
tjene som missionærer. 

Lige et par ord til jer biskopper. Jeg 
ved, at der er mange unge mænd, 
som ikke har en trofast far i deres 
hjem. Brug i disse tilfælde Kirkens res- 
sourcer og sørg for at disse aronske 
præstedømmebærere bliver undervist 
af brødre i det Melkisedekske 
Præstedømme, som kan hjælpe dem 
med at forberede sig til deres fremti- 
dige tjeneste i præstedømmet. På jer 
biskopper og jer stavspræsidenter hvi- 
ler ansvaret for kun at anbefale de 
unge mænd og kvinder, I vurderer 
som værende åndeligt, fysisk, mentalt 
og følelsesmæssigt forberedte til at 
møde vore dages realiteter i missio- 
nærarbejdet. Brødre, døm med vis- 
dom og husk, at ikke enhver ung 
mand behøver at blive kaldet til at 



48 



tjene væk fra hjemmet; nogle er bedst 
tjent med at tjene under jeres vejled- 
ning som wardsmissionærer. 

Vi takker jer, som i øjeblikket tjener 
som fuldtidsmissionærer, for jeres ind- 
sats. I aften er et godt tidspunkt for 
hver enkelt af jer til at se nærmere på 
jeres indsats, og hvis I ikke lever op til 
disse standarder, vil jeres missionspræ- 
sident hjælpe jer med at foretage de 
nødvendige ændringer, så I hver især 
kan blive en effektiv og hengiven tje- 
ner for Herren Jesus Kristus. 

Endeligt til jer, som allerede har 
tjent på en mission, husk venligst, at I 
blev afløst fra jeres missioner - men 
ikke fra Kirken. I brugte to år som 
repræsentanter for Herren Jesus 
Kristus. Vi forventer, at I altid ligner 
og handler som en af hans disciple. 
Lign det. Handl som det. Følg ikke 
verdslige trends og modeluner. I er 
bedre end det. Snublede I - så gør det 
nødvendige for at genvinde den ånde- 
lige balance. Grundlaget for lykke og 
fremgang efter jeres mission er mere 
eller mindre det samme, som det var 
på jeres mission; bed meget, arbejd 
meget og være lydig. Kridt skoene, og 
find en evig ledsager at dele livet 
med. Tjen sammen Herren og opdrag 
den næste »bedste« generation. 

Mine brødre, jeg har talt ligefremt 
her til aften. Jeg håber, at I kan mærke 
den kærlighed og omsorg, der 
udstrømmer fra Det Første 
Præsidentskab, De Tolv Apostles 
Kvorum og andre kirkeledere, når vi 
beder jer om at forberede jer nu til at 
slutte jer til os i værket med at bringe 
velsignelsen ved det genoprettede 
evangelium til alle jordens folk. Hver 
eneste af jer er kostbar, og vi ønsker 
at det skal gå jer godt, og at I kan 
være trygge i dette slag, der står om 
vor Himmelske Faders børns sjæle. 
Må Gud velsigne jer med modet til »at 
være [tro] I alle ting« (Alma 53:20) og 
med indsigten til at forstå, hvem I er, 
og hvad Herren ønsker af jer. Det 
beder jeg om i Herren Jesu Kristi 
navn. Amen. ■ 



Jeg tror, j eg kan 
Jeg kunne godt 



PRÆSIDENT JAMES E. FAUST 

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab 



Selv om vi ikke alle er lige med hensyn til erfaring, evner og 
styrke ... vi vil alle skulle stå til regnskab for brugen af de 
gaver og muligheder, der gives til os. 




M 



"ine kære brødre i det hellige 
præstedømme, jeg beder for, 
.at I forstår, når jeg taler til 
denne store tilhørerskare i aften. 
Gordon B. Hinckley har som præsi- 
dent for Kirken udført næsten uover- 
kommelige opgaver. Dog var han 
engang en ung bærer af Det Aronske 
Præstedømme ligesom mange af jer. I 
unge mænd i Det Aronske 
Præstedømme skal være Kirkens frem- 
tidige ledere. I aften vil jeg gerne rette 
min tale hovedsagelig til jer. I skal for- 
stå, at succes - både jeres egen og 
Kirkens - afhænger af jeres beslutning 
om at udføre Herrens værk. I må hver 
især have tro og tillid til at gå fremad. 



Hver mand og dreng, der lytter 
her i aften, er blevet betroet den 
største magt på jorden - Guds hel- 
lige præstedømme. Det er kraften til 
at handle retfærdigt i Herrens navn 
for at opbygge Guds rige på jorden. 
Må jeg minde jer om, »at præstedøm- 
mets rettigheder er uadskilleligt for- 
bundet med himlens kræfter, og at 
himlens kræfter ikke kan kontrolle- 
res eller bruges uden ved retfærdig- 
hedens grundsætninger.« 1 
Præstedømmet er guddommelig 
kraft og Herren vil holde os ansvarlige 
for vores brug af denne storslåede 
myndighed. 

Jeg hørte første gang den vidun- 
derlige historie om Det lille lokomo- 
tiv, som kunne, da jeg var omkring 10 
år. Som barn var jeg interesseret i his- 
torien, fordi togets vogne var fyldt 
med tøjdyr, en tøjklovn, lommeknive, 
puslespil og bøger, såvel som lækre 
ting, man kunne spise. Men det loko- 
motiv, som trak vognene over bjerget, 
brød sammen. Historien fortæller, at 
et større passagerlokomotiv kom forbi 
og blev bedt om at trække vognene 
over bjerget, men han ville ikke ned- 
lade sig til at trække det lille tog. Et 
damplokomotiv kom forbi, men han 
ville heller ikke nedlade sig til at 
hjælpe det lille tog over bjerget, fordi 
han var et godslokomotiv. Et gammelt 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



49 



lokomotiv kom forbi, men han ville 
ikke hjælpe, fordi, som han sagde: 
»Jeg er så træt. Jeg kan ikke. Jeg kan 
ikke. Jeg kan ikke.« 

Så kom et lille blåt lokomotiv ned 
ad sporet, og hun blev bedt om at 
trække vognene over bjerget til bør- 
nene på den anden side. Det lille 
lokomotiv svarede: »Jeg er jo så lille. 
Og jeg plejer kun ... at hjælpe til på 
stationen derhjemme. Jeg har aldrig 
før prøvet at køre over et bjerg.« Men 
hun bekymrede sig over, at børnene 
på den anden side af bjerget ville blive 
skuffede, hvis de ikke fik alle de gode 
ting i vognene. Så sagde hun: »Jeg 
tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, 
jeg kan.« Og hun koblede sig selv til 
det lille tog. >»Fut, fut, tøf, tøf,< sagde 
det lille blå lokomotiv. Jeg tror, jeg 
kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. 
Jeg tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan. Jeg 
tror, jeg kan. Jeg tror, jeg kan.<« Med 
denne indstilling nåede det lille loko- 
motiv bjergets top og kørte ned ad 
den anden side og sagde: >»Jeg kunne 
godt. Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. 
Jeg kunne godt. Jeg kunne godt. Jeg 
kunne godt.<« 2 

Nogle gange bliver vi alle bedt om 
at anstrenge os selv og gøre mere, 
end vi tror, vi kan. Jeg mindes præsi- 
dent Theodore Roosevelts replik: »Jeg 
er kun en almindelig mand, men jeg 
arbejder ved grød hårdere, end den 
almindelige mand!« 3 Vi udvikler vore 
talenter ved i begyndelsen at tro, at vi 
kan. Vi kender alle lignelsen om talen- 
terne. Mesteren gav fem talenter til 
en, to til en anden og én til den 
tredje, »enhver efter hans evne ... 

Den, der havde fået de fem talen- 
ter, gik straks hen og handlede med 
dem og tjente fem til. 

Ligeledes tjente han med de to 
talenter to til. 

Men den, der havde fået én talent, 
gik hen og gravede et hul i jorden og 
gemte sin herres penge.« 

Lang tid efter kom Mesteren for at 
gøre regnskab med dem. Den, der 
havde fået de fem talenter sagde, at 




han havde tjent yderligere fem talen- 
ter og modtog denne ros: »Du har 
været tro i det små, jeg vil betro dig 
meget.« Den, der havde modtaget to 
talenter og tjente yderligere to talen- 
ter, modtog også løftet om et større 
rige. Men den, som havde modtaget 
én talent, kom tilbage med denne ene 
talent og sagde: »Herre, jeg kender 
dig som en hård mand, der høster, 
hvor du ikke har sået, og samler, hvor 
du ikke har spredt, 

og af frygt for dig gik jeg hen og 
gemte din talent i jorden.« 4 

Ved denne dovne tjeners aflæg- 
gelse af regnskab beskyldte han sin 
mester for hans egne karakterbrist. 5 
Han kunne i det mindste have inves- 
teret pengene og modtaget renter af 
dem i stedet for at begrave den i jor- 
den. Hans talent blev taget fra ham og 
givet til den, som havde ti talenter. Så 
fortæller Herren os: »For enhver, som 
har, til ham skal der gives, og han skal 
have overflod, men den, der ikke har, 
fra ham skal selv det tages, som han 
har.« 6 

Vi kunne spekulere på, om det var 
retfærdigt at tage talenten fra den 
ene, som havde mindst, og giv den til 



én, som havde mest. Fra begyndelsen, 
forklarer Herren, havde hver af mæn- 
dene dog evner. 7 

Nogle af os er for tilfredse med det, 
vi allerede gør. Vi holder os til »æd, 
drik og vær lystig«, mens muligheder 
for vækst og udvikling findes i over- 
flod. Vi går glip af muligheder for at 
opbygge Guds rige, fordi vi har den 
passive indstilling, at en anden tager 
sig af det. Herren fortæller os, at han 
vil give mere til dem, som er villige. 
De vil øge deres indsats, ligesom det 
lille blå lokomotiv, da den trak toget 
op ad bjerget. Men til dem, der siger: 
»Vi har nok, fra dem skal endog tages 
det, de har.« 8 

Herren betror alle sine tjenere, 
deriblandt alle præstedømmebærere, 
åndelige talenter. Herren, som bega- 
ver os med disse talenter, fortæller os: 
»Jeg tror, du kan. Jeg tror, du kan.« 
Selv om vi ikke alle er lige med hen- 
syn til erfaring, evner og styrke, har vi 
forskellige muligheder for at anvende 
disse åndelige gaver, og vi vil alle 
skulle stå til regnskab for brugen af de 
gaver og muligheder, der gives til os. 

Kirkens historie omfatter episoder 
med præstedømmebærere med store 
evner. Nogle få var højt begavede, 
men også uberegnelige og upålidelige 
og mistede derfor deres åndelige 
gaver og talenter, hvormed Herren så 
rigeligt havde begavet dem. Jeg vil 
gerne fortælle jer om en sådan. 

Samuel Brannan førte nogle hellige 
rundt om Kap Horn på skibet 
Brooklyn. De holdt en kort pause i 
Hawaii, før de lagde til i San 
Francisco-bugten. Han blev overbevist 
om, at hovedgruppen af de hellige 
ikke skulle bosætte sig i Rocky 
Mountains, men skulle fortsætte 
videre til Californien. Derfor rejste 
han mod øst og mødte den første 
gruppe af emigranter under ledelse af 
Brigham Young ved Green River i 
Wyoming. Han brugte alle sine overta- 
lelsesevner til at forsøge at overbevise 
Brigham Young om at udnytte de 
muligheder, han følte Californien 



50 




Et kor bestående af unge mænd synger ved præstedømmemødet. 



kunne give dem. Brigham Young sva- 
rede: »Hvis vi tager til Californien, kan 
vi højst blive der i fem år, så lad os 
blive i bjergene, så kan vi dyrke vore 
egne kartofler og spise dem, og jeg 
regner med at blive her.« 9 Brannan 
blev hos hovedgruppen af de hellige 
nogle få dage, men så rejste han, fordi 
han var stædig og selvcentreret, i 
august 1847 tilbage til Californien. 

Ligesom det store lokomotiv, som 
ikke ville nedværdige sig til at trække 
toget over bjerget, var Sam Brannan 
ikke indstillet på at opbygge Guds 
rige. I stedet var hans opmærksom- 
hed ledt mod forretning og at tjene 
penge. Han blev den første millionær 
i Californien med utallige forret- 
ningseventyr og store mængder af 
jord. Eftersom han havde været leder 
for den gruppe hellige, havde præsi- 
dent Young bedt ham om at aflægge 
regnskab for den tiende, han havde 
indsamlet fra Kirkens medlemmer i 
Californien, deriblandt dem, der var 
involveret i guldfeberen, men han 



gjorde det ikke. Ej heller brugte han 
midlerne til at etablere Kirken eller 
hjælpe medlemmerne der. 

En tid havde Brannan stor succes i 
oprettelsen af virksomheder og køb 
af jord til egen gavn, men til sidst blev 
det svære tider for ham. Hans familie 
forblev ikke sammen. Da han døde, 
var han alene, fysisk, åndeligt og øko- 
nomisk nedbrudt. 1 16 måneder var 
der ingen, der gjorde krav på hans 
lig. Til sidst blev det begravet i San 
Diegos Mount Hope Cemetery Sam 
Brannan opnåede meget i sit liv, men 
til sidst betalte han en frygtelig pris 
for ikke at ære sin præstedømmefor- 
valtning og for ikke at have fulgt 
Guds profet. 10 

De af os, som i øjeblikket har 
ansvar i præstedømmet i denne kirke, 
skal følge og opretholde vores profet, 
præsident Gordon B. Hinckley 

Ligesom »Det lille lokomotiv, som 
kunne«, skal vi være på det rette spor 
og udvikle vore talenter. Vi skal huske, 
at præstedømmet kun kan bruges 



med retfærdige hensigter. Når det bru- 
ges »i nogen som helst grad af uretfær- 
dighed, se, da unddrager himlene sig 

o 

os, Herrens And bedrøves, og når den 
er veget bort, da er den mands præ- 
stedømme og myndighed borte.« 11 

For at blive på det rette spor må vi 
ære og opretholde dem, som har det 
præsiderende præstedømmes nøgler. 
Vi bliver mindet om, at »mange er kal- 
dede, men få er udvalgt«. 12 Hvornår er 
vi udvalgt? Vi er kun udvalgt af Herren, 
når vi har gjort vores bedste for at få 
dette hellige værk til at gå fremad ved 
vores indviede indsats og talenter. 
Vores indsats skal altid være vejledt af 
de retfærdige principper, som er fastsat 
af Herren i afsnit 121 i Lære og Pagter: 

»Ingen magt eller indflydelse kan 
eller bør udøves i kraft af præstedøm- 
met uden gennem overbevisning, 
langmodighed, mildhed, sagtmodig- 
hed og uskrømtet kærlighed; 

gennem venlighed og sand kund- 
skab, som uden hykleri og uden svig 
vil udvikle sjælen meget.« 13 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



51 



Præstedømmet blev givet for at vel- 
signe andre. Præsident David O. 
McKay sagde: »Præstedømmets 
grundlæggende natur er evig. Når det 
finder udtryk i livet, tilkendegiver det 
magt. Forestil jer præstedømmets 
magt som værende muligt eksiste- 
rende som et opdæmmet vandreser- 
voir. En sådan magt bliver kun 
dynamisk og produktiv i det godes 
sag, når den frigivne kraft bliver aktiv i 
dalene, markerne, haverne og lykke- 
lige hjem, så kraftprincippet bliver 
kun tilkendegivet, når det bliver aktiv 
i menneskenes liv, idet det vender 
deres hjerte og ønsker mod Gud og 
tilskynder til tjeneste af deres med- 
mennesker.« 14 Hvis vi ikke tjener 
andre, så gavner præstedømmet os i 
virkelighed ikke, fordi det ikke er en 
passiv kraft. Brødre, vær gavmilde 
med hensyn til kraften i at velsigne, 
som kommer fra præstedømmet, især 
til medlemmer i din egen familie. 
Husk, at Herren har sagt: »Den, du 
velsigner, vil jeg velsigne.« 15 

I forberedelsen til den tid, hvor vi 
skal stå til regnskab for Herren for 
vores personlige præstedømmefor- 
valtning, hvor vil vi så være? Husk, at 



»portens vogter er Israels Hellige og 
han beskæftiger ingen tjenere der.« 16 

Jeg håber, at vi ikke er som det 
store passagerlokomotiv, for stolt til at 
acceptere de opgaver, vi får. Jeg beder 
til, at vi ikke vil være som personen i 
det velkendte digt, som sagde: 

Fader, hvor skal jeg arbejde i dag? 
Og min kærlighed flød varm og fri. 
Så udpegede han en lille sted, 
og sagde: »Pas dette for mig.« 

o 

Jeg svarede hurtigt: ȁh nej, ikke det! 
Ingen vil nogensinde se det, 
uanset hvor godt mit arbejde blev 

udført. 
Ikke det lille sted til mig. « 
Og de ord, han talte, var slet ikke 

strenge; 
han svarede mig blidt: 
»Min lille ven, søg i dit hjerte. 
Arbejder du for dem eller for mig? 
Nazaret var et lille sted, 
Og ligeså var Galilæa.« 17 

Jeg håber også, at vi ikke bliver 
som det lille godstog, som var uvillig 
til at køre den »ekstra mil« i tjeneste. 
Mesteren har lært os, at »dersom 
nogen tvinger dig til een mil, da gå to 




med ham!« 18 Nogle af de bedste tids- 
punkter i vores liv er disse »ekstra 
mil«-timer, der gives i tjeneste, når 
legemet siger, at det ønsker at slappe 
af, men vores bedre jeg kommer frem 
og siger: »Her er jeg, send mig.« 19 

Eller som det lille gamle lokomotiv 
- siger vi, at vi er for trætte - eller for 
gamle? Jeg minder jer om, at præsi- 
dent Hinckley er 92 og stadig i fuld 
vigør! 

Jeg håber, at vi alle kan være som 
»Det lille lokomotiv, som kunne«. Det 
var ikke særlig stort, det havde kun 
været brugt til at skifte vogne med, og 
havde aldrig kørt over et bjerg, men 
det var villigt. Det lille lokomotiv 
koblede sig til det strandede tog, tøf- 
fede op til bjergets top og futtede ned 
ad bjerget, idet hun sagde: »Jeg kunne 
godt.« Vi skal hver især bestige bjerge, 
som vi aldrig har besteget før. 

Brødre, vores værk er storslået, og 
vore præstedømmeansvar er tunge. 
Jeg håber og beder for, at vi kan gå 
fremad med dette værk værende 
ydmyge, bønsomme og forenede 
under Herrens vejledende And og 
præsident Gordon B. Hinckleys 
ledelse. I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. L&P 121:36. 

2. »Det lille lokomotiv, som kunne«, genfortalt 
af Watty Piper, Carlsen if, København, 1979. 

3. Evan Esar red, Dictionary ofHumorous 
Quotations, 1964, s. 151. 

4. Matt 25:15, 16-18,21,24-25. 

5. Se James E. Talmage, Jesus Kristus, s. 607. 

6. Matt 25:29. 

7. Se Matt 25:15. 

8. 2 Nephi 28:30. 

9. Discourses of Brigham Young, udv. John A. 
Widtsoe, 1954, s. 475. 

10. Se John K. Carmack, »California: What Went 
Right and What Went Wrong«, Nauvoo 

Journal, foråret 1998; Paul Bailey, »Sam 
Brannan and the Sad Years«, Improvement 
Era, april 1951, s. 232-234, 282-287. 

11. L&P 121:37. 

12. L&P 121:34. 

13. L&P 121:41-42. 

14. Pathways toHappiness, 1957, s. 230. 

15. L&P 132:47. 

16. 2 Nephi 9:41. 

17. Meade McGuire, citeret i Thomas S. 
Monson, »Pligtens kald«, Stjernen, okt. 
1986, s. 37. 

18. 3 Nephi 12:41. 

19. 2 Nephi 16:8. 



52 



Ti! Vær stil! 



PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON 

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab 

Hans ord fra den hellige skrift er tilstrækkelige: »Stands, og 
forstå, at jeg er Gud.« . 




Mi 



' andskoret, som har sunget 
her i aften, har vagt erin- 
.dringens flamme og mindet 
mig om de sange, jeg selv sang som 
dreng. Med begejstring sang vi: 



Kom nu alle og vær med, kom nu 

med, 
gør din pligt med frejdigt mod, nu 

af sted, 
kom alle hid, tagfat med flid, 
lad os lægge ryggen til. 1 

Vi havde en korleder, som lærte os 
drenge at synge. Vi skulle synge. 
Søster Stella Waters viftede med sin 
dirigentstok lige under næsen på os 
og slog takten med en tung fod, der 
fik gulvet til at knirke. 

Hvis vi sang rigtigt, lod søster 
Waters os vælge en yndlingssalme. 
Næsten altid valgte vi: 



Mester, se uvejret truer, 

og bølgerne slår mod sky; 

for storm og for mørke jeg gruer, 

o, hvor kan jeg søge ly? 

Herre, i sådanne stunder, 

kan du da sove trygt? 

Da vort skib hver minut kan gå 

under 
i bølgernes kolde dyb. 

Og så fulgte det fortrøstningsfulde 
omkvæd: 

Til havet og vinden han sige vil: 

Ti vær stil! Ti vær stil! 

Alting i himmel og alt på jord, 

ja, engle og djævle må lyde hans ord; 

er han med i skibene, stol derpå, 

de kan ej i sø eller storm forgå. 

Til havet og vinden han sige vil: 

Ti vær stil! Ti vær stil! 

Til havet og vinden han sige vil: 

Ti! Ti! Vær stil! 2 

Som dreng kunne jeg nogenlunde 
forstå farerne på det stormbruste hav. 
Men jeg kendte ikke meget til de 
andre djævle, som kan snige sig ind 
på os, knuse vore drømme, kvæle 
vores glæde og føre os bort fra vejen 
til Guds celestiale rige. 

Listen over ødelæggende djævle er 
lang, og enhver mand, både ung og 
gammel, kender dem, som han må 
slås med. Jeg nævner blot nogle få: 
Griskhedens djævel, uhæderlighe- 
dens djævel, gældens djævel, tviv- 
lens djævel, narkotikaens djævel og 
tvillingedjævlene ublufærdighed og 



umoral. Hver af disse djævle kan 
skabe kaos i vores liv. En kombination 
af dem kan betyde undergang. 

Angående griskhed finder vi en 
advarsel i Prædikerens Bog: »Den, der 
elsker penge, bliver ikke mæt af 
penge, den, der elsker rigdom, får 
intet udbytte af den.« 3 

Jesus sagde: »Se jer for og vær på 
vagt over for al griskhed, for et men- 
neskes liv afhænger ikke af, hvad det 
ejer, selv om det har overflod.« 4 

Vi skal lære at skelne mellem 
behov og griskhed. 

Når det gælder uhæderlighedens 
djævel, så finder vi den mange forskel- 
lige steder. Blandt andet i skolen. Lad 
os undgå snyderi, udnyttelse af andre 
eller lignende. Lad ærligheden være 
vores standard. 

Når du skal træffe en beslutning, så 
lad være med at spørge: »Hvad vil 
andre tænke?« Spørg hellere: »Hvad 
vil jeg tænke om mig selv?« 

Fristelser til at kaste os i armene på 
gældens djævel møder os flere gange 
hver dag. Jeg citerer dette råd fra præ- 
sident Gordon B. Hinckley: 

»Jeg er bekymret over den 
enorme afbetalingsgæld, der tynger 
nationens indbyggere og vore egne 
medlemmer ... 

Vi bedrages af fristende annoncer. 
Tv-reklamer rummer lokkende opfor- 
dringer til at belåne vores hus med 
125 procent. Men ingen nævner 
renterne ... 

Jeg er godt klar over, at det kan 
være nødvendigt at låne for at købe et 
hus. Men så lad os købe et hus, som vi 
har råd til, og derved mindske de 
afdrag som konstant hænger over 
vores hoved uden nåde i op til 30 år.« 5 

Jeg vil tilføje: Lad os sætte tæring 
efter næring. 

Når vi taler om narkotikaens djæ- 
vel, så medregner jeg selvfølgelig spi- 
ritus. Narkotika påvirker vores evne til 
at tænke, overveje og træffe fornuftige 
og gode valg. Ofte fører narkotika til 
vold, overgreb på børn og ægtefæller, 
og de kan medføre en adfærd, som 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



53 



volder uskyldige sorg og smerte. 
»Bare sig nej til stoffer« er et klogt 
udtryk for beslutsomhed. Det bakkes 
op afskriftstedet, som siger: 

»Ved I ikke, at I er Guds tempel, og 
at Guds ånd bor i jer? 

Hvis nogen ødelægger Guds tem- 
pel, skal Gud ødelægge ham. For Guds 
tempel er helligt, og det tempel er I.« 6 

Når jeg ser på de djævle, som er 
tvillinger - nemlig ublufærdigheden 
og umoralen, så vil jeg gøre dem til 
trillinger og tilføje pornografi. De tre 
følges ad. 

I fortolkningen af Lehis drøm finder 
vi en ganske rammende beskrivelse af 
pornografiens nedbrydende virkning: 
»Og mørkets tåge er djævelens fris- 
telser, som forblinder menneskenes 
børns øjne, forhærder deres hjerter og 
fører dem bort på brede veje, så at de 
omkommer og fortabes.« 7 

En nutidsapostel, Hugh B. Brown, 
har sagt: »Enhver ublufærdighed, som 
skaber urene tanker, er en vanhelli- 
gelse af legemet - det tempel, som 
Helligånden kan bo i.« 8 

Lad mig i aften læse en perle fra 
Improvement Era for jer. Den blev 
trykt i 1917, men det har lige så stor 
gyldighed i dag: »Den omsiggribende 
tendens til vulgaritet i påklædning, 
den strøm af umoralsk fiktion i bog- 
form, inden for teatret og især inden 
for filmen ... tolerance over for ublu- 
færdighed i daglig tale og handling 
skaber en dødelig, sjælsnedbrydende 
vane.« 9 

I sit inspirerede »Essay on Man« 
skrev Alexander Pope: 

Last er så forfærdelig at skue, 
at blot synet får os til at grue. 
Men ser og hører vi for tit dens navn, 
så tager vi den snart i favn. 10 

En passende sammenfatning, hvad 
angår denne djævel, er måske det, 
som står i Paulus' første brev til korin- 
therne: »De fristelser, der har mødt 
jer, er kun menneskelige. Og Gud er 
trofast; han vil ikke tillade, at I fristes 




over evne, men vil sammen med fris- 
telsen også skabe udvej, så I ikke buk- 
ker under.« 11 

For enhver af os gælder det, at det 
er uendelig langt bedre at lytte til og 
følge samvittighedens røst, for samvit- 
tigheden advarer os altid som ven, før 
den straffer os som dommer. 

Herren selv giver os det sidste ord: 
»Vær rene, I som bærer Herrens kar.« 12 

Brødre, der er især ét ansvar, som 
intet menneske kan flygte fra. Og det 
er virkningen af vores personlige ind- 
flydelse. 

Vores indflydelse mærkes bestemt i 
vores familier. Til tider glemmer vi 
fædre, at vi også har været drenge 
engang. Og drenge kan volde deres 
forældre kvaler. 

Jeg kan huske, at jeg som dreng 
elskede hunde. En dag tog jeg min 
trækvogn frem, lagde en appelsin- 
kasse i den og drog ud for at lede 
efter hunde. Dengang kunne man 
finde hunde overalt; både i skolen, 
ude på fortovet eller på tomme byg- 
gepladser, som der var mange af. Når 
jeg fandt en hund og fangede den, 
anbragte jeg den i kassen, kørte hjem 
med den, lukkede den inde i kulsku- 
ret og låste døren. Jeg tror, at jeg den 
dag fangede seks hunde af forskellig 
størrelse og gjorde dem til mine 



fanger på førnævnte måde. Jeg anede 
ikke, hvad jeg skulle stille op med 
hundene, så jeg afslørede ikke min 
handling for nogen. 

Far kom hjem fra arbejde, og som 
det var hans sædvane, gik han ud i 
skuret for at fylde en kulspand. Kan I 
forestille jer hans chok og forbløffelse, 
da han åbnede døren og straks blev 
mødt af seks hunde, som forsøgte at 
flygte på én gang? Så vidt jeg husker 
blev far lidt vred, men så faldt han til 
ro og sagde stille: »Tommy, kulskure 
er til kul. Andres hunde tilhører ret- 
mæssigt dem.« Ved at iagttage ham 
lærte jeg tålmodighed og ro. 

Og det var godt, at jeg gjorde det, 
for jeg havde en lignende oplevelse 
med vores yngste søn Clark. 

Clark har altid elsket dyr, fugle og 
krybdyr - ja, alt levende. Ofte har det 
resulteret i kaos i vores familie. 
Engang mens han var dreng, kom han 
hjem fra Provo Canyon med en vand- 
snog, som han kaldte Herman. 

Herman forsvandt med det 
samme. Søster Monson fandt ham i 
sølvtøjsskuffen. Vandsnoge har det 
med at dukke op, hvor man mindst 
venter det. Nå, så bar Clark ham ud i 
badekarret, satte proppen i, hældte 
lidt vand i karret og satte et skilt op, 
hvorpå der stod: »Lad være at bruge 
det her badekar. Det tilhører 
Herman«. Så vi måtte benytte det 
andet badeværelse, mens Herman 
nød sin tilbagetrukkethed. 

Men så en dag var Herman til vores 
forbavselse forsvundet igen. Han 
skulle have heddet Ho udini. Han var 
væk! Så næste dag gjorde søster 
Monson karret rent og klargjorde det 
til normalt brug. Der gik så flere dage. 

En aften besluttede jeg, at det var 
tid at tage et afslappende bad, så jeg 
fyldte karret med masser af varmt 
vand og lagde mig ned i karret for at 
nyde nogle minutters fred og ro. 
Der lå jeg så og funderede over, 
hvornår sæbevandet mon nåede 
op til overløbsafløbet og begynde at 
strømme ud. Kan I forestille jer min 



54 



overraskelse, da jeg rettede blikket 
mod afløbet og så Herman komme 
svømmende ud med kurs mod mit 
ansigt? Jeg råbte til min hustru: 
»Frances, her er Herman!« 

Så blev Herman indfanget igen og 
anbragt i en flugtsikker kasse, hvoref- 
ter vi kørte en lille tur op til Vivian 
Park i Provo Canyon og satte Herman 
ud i South Fork Creeks smukke 
vande. Vi så aldrig mere til Herman. 

I Lære og Pagter afsnit 107 vers 99 
findes en kort, men direkte forma- 
ning til hver eneste præstedømmebæ- 
rer: »Lad nu derfor hver mand lære 
sin pligt og med al flid passe det 
embede, hvortil han er blevet kaldet.« 
Jeg har altid taget den formaning 
alvorligt og har bestræbt mig på at 
leve op til dens råd. 

I tankerne hører jeg igen og igen 
det råd, som præsident John Taylor 
gav brødrene i præstedømmet: »Hvis I 
ikke ærer jeres kaldelser, holder Gud 
jer ansvarlige for dem, som I kunne 
havde frelst, hvis I havde gjort jeres 
pligt.« 13 

Jeg har erfaret, at når vi i udførelsen 
af vore pligter hører en stille tilskyn- 
delse og straks handler ud fra den, så 
vil vor himmelske Fader lede vore 



skridt og velsigne os og andre. Jeg ken- 
der ingen dejligere oplevelser eller 
skønnere følelse end at følge en til- 
skyndelse, og så opdage, at Herren har 
besvaret en andens bøn gennem en. 

Et enkelt eksempel burde være 
nok. En dag for et års tid siden, hvor 
jeg netop var blevet færdig med mine 
opgaver på kontoret, følte jeg en 
stærk tilskyndelse til at besøge en 
ældre enke, som boede på St. Joseph 
Villa her i Salt Lake City Jeg kørte 
direkte derhen. 

Da jeg trådte ind i hendes stue, var 
den tom. Jeg spurgte en plejer, hvor 
hun var henne, og blev vist hen til en 
opholdsstue. Der fandt jeg denne dej- 
lige enke i samtale med sin søster og 
en anden veninde. Vi fik snakket hyg- 
geligt sammen. 

Mens vi talte, kom en mand ind ad 
døren for at hente en sodavand i en 
automat. Han så på mig og sagde: 
»Men det er jo Tom Monson.« 

»Ja,« svarede jeg. »Og du ligner en 
Hemingway« Han svarede, at han var 
Stephen Hemingway, søn af Alfred 
Eugene Hemingway, som havde været 
min rådgiver, mens jeg for mange år 
siden var biskop, og som jeg altid 
havde kaldt Gene. Stephen fortalte 



mig, at hans far lå for døden på dette 
selv samme plejehjem. Han havde 
sagt mit navn, og familien ville gerne 
have fat i mig, men de havde ikke 
kunnet finde mit telefonnummer. 

Jeg undskyldte mig straks og fulgte 
med Stephen hen til min tidligere 
rådgivers stue, hvor hans øvrige børn 
var samlet. Hans hustru var gået bort 
nogle år tidligere. Familien betrag- 
tede mit møde med Stephen i 
opholdsstuen som vor himmelske 
Faders svar på deres inderlige ønske 
om, at jeg skulle hilse på deres far, 
inden han døde, og imødekomme 
hans ønske. Jeg mente også, at det 
var tilfældet, for var Stephen ikke 
trådt ind i stuen netop i det øjeblik, 
hvor jeg sad der, så ville jeg aldrig 
have vidst, at Gene overhovedet var 
på dette plejehjem. 

Vi gav ham en velsignelse. Der her- 
skede en fredfyldt ånd. Vi talte hygge- 
ligt sammen, hvorefter jeg gik. 

Den følgende morgen blev jeg 
ringet op og fik at vide, at Gene 
Hemingway var gået bort - blot 20 
minutter efter at hans søn og jeg 
havde velsignet ham. 

Jeg opsendte en stille tak til min 
himmelske Fader for hans And, som 




LIAHONA NOVEMBER 2002 



55 



havde tilskyndet mig til at besøge St. 
Joseph Villa, hvilket førte mig til min 
kære ven, Alfred Eugene Hemingway. 

Jeg vil gerne tro, at Gene 
Hemingways tanker den aften, hvor vi 

o 

nød Andens varme glød, bad en 
ydmyg bøn og udtalte en præste- 
dømme velsignelse, var et ekko af de 
strofer, som findes i salmen »Mester, 
se uvejret truer«, som jeg citerede i 
begyndelsen af min tale: 

På livets stormende vover, 

Frelser, forlad mig ej! 

Se, jeg synker, jeg synker, min 

Mester, 
o, ræk mig en hjælpsom hånd! 

Jeg elsker stadig den salme og 
aflægger her i aften vidnesbyrd om 
den trøst, som den rummer: 

Alting i himmel og alt på jord, 
Ja, engle og djævle må lyde 

hans ord; 
er han med i skibene, stol derpå, 
de kan ej i sø eller storm forgå. 
Til havet og vinden han sige vil: 
»Ti! Vær stil!« 14 

Hans ord fra den hellige skrift er 
tilstrækkelige: »Stands, og forstå, at 
jeg er Gud.« 15 Denne sandhed vidner 
jeg om i Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Will L. Thompson, 1847-1909, »Kom nu alle 
og vær med«, Salmer og sange, nr. 166. 

2. Mary Ann Baker, ca. 1874, »Mester, se uvej- 
ret truer«, Salmer og sange, nr. 54. 

3. Præd 5:9. 

4. Luk 12:15. 

5. »Til drengene og til mændene«, Liabona, 
jan. 1999, s. 65. 

6. 1 Kor 3: 16-17. 

7. 1 Nephi 12:17. 

8. The Abundant Life, 1965, s. 65. 

9. Joseph F. Smith, »Unchastity the Dominant 
Evil of the Age«, Improvement Era, juni 
1917, s. 742. 

10. John Bartlett, Familiar Quotations, 14. 
udg., 1968, s. 409. 

11. 1 Kor 10:13. 

12. L&P 133:5. 

13- Citeret i Hugh B. Brown, The Abundant 
Life, s. 37. 

14. Salmer og sange, nr. 54. 

15. SI 46:10. 



Til brødrene i 
præstedømmet 



PRÆSIDENT GORDON B. H INCKLEY 



/ mænd, som bærer dette dyrebare præstedømme, knyt det 
til selvejeres sjæl. Vær præstedømmet værdigt til enhver tid 
og under alle forbold. 




Mi 



ine elskede brødre, jeg taler 
ud fra et ønske om at hjælpe. 
Jeg beder om, at Herrens 
And må vejlede mig. 

Jeg behøver ikke fortælle jer, at vi 
er blevet en stor og omfattende kirke. 
Vore programmer er så vidtrækkende 
og vores udbredelse så enorm, at det 
er vanskeligt at begribe. Vi er en kirke 
med ledere, som er lægmænd. Og 
hvor er det dog fantastisk og vidun- 
derligt. Sådan skal det altid forblive. 
Vi må aldrig bevæge os hen mod et 
dyrt betalt præsteskab. Men vi ved, at 
der hviler en tung administrativ byrde 
på vore biskopper og stavspræsiden- 
ter såvel som på andre. Denne kends- 
gerning har fået Præsidentskabet og 



De Tolv til at holde en række møder, 
nogle af dem lange og interessante, 
hvor vi har splittet Kirken ad og styk- 
ket den sammen igen. Vores hensigt 
har været at se, om der var program- 
mer, som vi kunne undvære. Men 
trods vores undersøgelser har vi ikke 
fundet meget, som kunne skrottes. At 
skrotte et program er som at forære 
et af sine børn væk. Man nænner ikke 
at gøre det. Men I skal vide, at vi er 
opmærksomme på de byrder, som I 
bærer, og den tid, som I bruger. Ved 
dette præstedømmemøde vil jeg for- 
tælle om noget af det, som vi har 
drøftet. Jeg tror, at I vil bemærke, at 
vi har gjort nogle fremskridt, selv om 
de måske er små. 

Jeg vil tale om en række forskellige 
emner. 

For det første har vi besluttet, at 
med virkning fra den 1. november er 
tempelanbefalinger gyldige i to år i 
stedet for blot et. Det skulle skære lidt 
ned på den tid, som biskopper og 
stavspræsidenter og deres rådgivere 
bruger på tempelinterview. Men hvis 
et medlem med en gyldig tempelan- 
befaling bliver uværdig til at gå i temp- 
let, er det selvfølgelig biskoppens 
eller stavspræsidentens opgave at ind- 
drage det medlems anbefaling. 

Men erfaringen har vist, at der er 
meget få sådanne tilfælde. Så derfor er 
det retningslinjen fremover, brødre. 



56 



Fra den 1. november vil alle tempelan- 
befalinger, uanset hvilken dato der står 
på anbefalingen, blive forlænget med 
et års gyldighed. Derefter skal anbefa- 
linger fornys hvert andet år, i stedet 
for som nu hvert år. Vi håber, at det er 
en hjælp. Det er vi sikre på, at det er. 

Et andet punkt. 

Ældste Ballard talte til jer om mis- 
sionærer. Jeg tilslutter mig det, han 
sagde. Jeg håber, at vore unge mænd 
og vore unge kvinder vil leve op til 
den udfordring, som han har fremsat. 
Vi må hæve grænsen for værdighed og 
kvalifikationer for dem, som rejser ud 
i verden som repræsentanter for 
Herren Jesus Kristus. 

Vi har en interessant skik i Kirken. 
Afrejsende missionærer får tildelt et 
afskedsmøde. I nogle ward er det ble- 
vet et problem. Når man tæller udgå- 
ende og hjemvendende missionærer 
sammen, går de fleste nadvermøder 
med afskeds- og hjemkomstmøder. 

Ingen anden i Kirken har et 
afskedsmøde, når de påbegynder en 
bestemt tjeneste. Vi har aldrig haft 
særlige møder som »afskedsmøder« 
for nykaldede biskopper, stavspræsi- 
denter, hjælpeforeningspræsidenter, 
generalautoriteter eller nogen, som 
jeg kan tænke på. Så hvorfor skal vi 
have afskedsmøder for missionærer? 

Det Første Præsidentskab og De 
Tolv er efter bønsom og omhyggelig 
overvejelse nået til beslutningen, at 
det nuværende system med afskeds- 
møder for missionærer skal ændres. 

Den afrejsende missionær vil få 
mulighed for at tale ved et nadver- 
møde i et kvarter til 20 minutter. Men 
forældre og søskende bliver ikke invi- 
teret til at tale. Der kan være to eller 
flere afrejsende missionærer, som 
taler ved samme møde. Mødet er fuld- 
stændig i hænderne på biskoppen og 
må ikke arrangeres af familien. Der vil 
ikke være særlige musiknumre eller 
andet lignende. 

Vi ved, at dette bliver en stor skuf- 
felse for mange familier. Mødre og 
fædre, brødre og søstre samt venner 




har deltaget tidligere. Vi beder jer om 
at acceptere denne afgørelse. Hvor et 
afskedsmøde allerede er arrangeret, 
kan det gennemføres. Men for fremti- 
den bør ingen af disse traditionelle 
møder planlægges. Vi er overbevist 
om, at når man betragter alle sider af 
situationen, så er det en klog afgø- 
relse. Kære brødre, I bedes acceptere 
det. Jeg udbreder også denne bøn til 
søstrene, især mødrene. 

Vi håber også, at afholdelse af over- 
dådige åbenthusarrangementer efter 
nadvermødet, hvor missionæren taler, 
ikke varer ved. Familiens medlemmer 
ønsker måske at samles. Det har vi 
intet imod. Men vi beder om, at der 
ikke afholdes offentlige receptioner, 
hvortil mange mennesker inviteres. 

Missionstiden er en så vidunderlig 
oplevelse, at den bringer sin egen gav- 
milde belønning. Og når en missio- 
nær vender hjem til sin familie og sit 
ward, kan han igen få mulighed for at 
tale ved et nadvermøde. 

Næste emne. 

Lad mig give jer en kort rapport 
om Den selvsupplerende uddannel- 
sesfond, som blev oprettet ved 



aprilkonferencen for halvandet år 
siden. Dette program går nu fremad 
godt rodfæstet. Vi har et solidt økono- 
misk grundlag, takket være trofaste 
sidste dages hellige. Vi håber, at flere 
vil bakke op om det, så det bliver 
muligt at hjælpe et større antal vær- 
digt trængende. 

I dag får omkring 5000 mænd og 
kvinder, hvoraf de fleste er unge, en 
uddannelse, som de måske ellers ikke 
havde fået mulighed for at få. Tænk på 
konsekvenserne af det. Disse trofaste 
sidste dages hellige tilbydes en stige, 
som de kan bruge til at hæve sig op 
over den fattigdom, som de og deres 
forfædre har levet under. Deres 
mulighed for at tjene penge vokser 
voldsomt. Deres lederevner fremmes. 
De bliver solide mænd og kvinder, 
medlemmer af Kirken, som kan 
fremme dens programmer på en 
måde, som man ikke før havde troet 
muligt. 

Lad mig give jer et eksempel. Den 
første unge kvinde, som modtog et 
lån, har nu fuldført det første år af sin 
uddannelse og har ansøgt om midler 
til sit sidste studieår. Hun læser til kli- 
nikassistent. 

Tidligere arbejdede hun i en res- 
taurant, hvor hun tjente 130 dollar 
om måneden. Det anslås, at hun, når 
hun om kort tid er færdig med sin 
uddannelse, kommer til at tjene 650 
dollar om måneden - en øjeblikkelig 
stigning på 500 procent. Og lønnen 
stiger med årene. 

Hvor kan nogle få dollars dog 
udrette meget, når de anvendes på 
den rette måde. Gang så hendes 
eksempel med 5000. Det er helt fan- 
tastisk at tænke på. Unge uddannes til 
mekanikere, systemanalytikere, admi- 
nistrationskonsulenter, sygehjælpere, 
informationssystemteknikere , syge- 
plejersker, hospitalsassistenter, com- 
puterprogrammører, modedesignere, 
revisorer, elektrikere, engelsklærere, 
bagere, hoteladministratorer og gra- 
fiske designere, for blot at nævne 
nogle få. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



57 



Mulighederne er uendelige, og det, 
som vi ser ske, er bestemt vidunder- 
ligt og mirakuløst. 

Det næste emne, som jeg vil tale 
om, er familieaften. Vi frygter, at dette 
program er på retur på mange områ- 
der. Brødre, der findes ikke noget vig- 
tigere end jeres familie. Det ved I 
godt. Dette program blev stiftet i 
1915, for 87 år siden, da præsident 
Joseph. F. Smith opfordrede de hel- 
lige til at vie en aften om ugen til fami- 
lien. Det skulle være en aften med 
undervisning, studium afskrifterne, 
udvikling af talenter og drøftelse af 
familieanliggender. Det var ikke en 
aften, hvor man skulle gå til sportsar- 
rangementer eller lignende. Men hvis 
der af og til skulle være familieaktivite- 
ter af den art, så er det i orden. Men 
med det øgede pres, som lægges på 
os, er det vigtigt, at fædre og mødre 
sidder sammen med deres børn, 
beder med dem, underviser dem i 
Herrens veje, taler om familieproble- 
mer og lader børnene vise deres 
talenter. Jeg er overbevist om, at dette 
program kom som åbenbaring fra 
Herren som hjælp til et behov, der 
fandtes blandt familierne i Kirken. 

Hvis der var behov for det for 87 år 
siden, så er der endnu mere behov 
for det i dag. 

Det blev besluttet, at mandag aften 
blev reserveret til denne familieaktivi- 
tet. I de områder, hvor der var et stort 
antal medlemmer af Kirken, tog sko- 
ler og andre hensyn til dette program 
og undlod at lægge arrangementer på 
den aften. 

Nu synes der at være en stadig 
større tendens til at planlægge andre 
aktiviteter mandag aften. Vi anmoder 
respektfuldt om, at vore offentlige 
skoler og andre lader os beholde 
denne ene aften om ugen til dette vig- 
tige og traditionsrige program. Vi 
beder dem om ikke at planlægge akti- 
viteter, som kræver børnenes tid man- 
dag aften. Vi er sikre på, at de vil 
indse, at det er meget vigtigt, at fami- 
lier får mulighed for mindst en gang 



om ugen at være sammen uden at 
svigte andre forpligtelser. Vi vil være 
taknemlige, hvis de vil være os behjæl- 
pelige på dette område. Og vi opford- 
rer på det kraftigste til, at fædre og 
mødre alvorligt overvejer denne 
mulighed og udfordring, nemlig at 
gøre mandag aften til en hellig stund 
for familien. 

Jeg har modtaget ikke så få indby- 
delser til at tage del i arrangementer i 
lokalsamfundet på mandag aftener. 
Jeg har konsekvent sagt pænt nej tak 
med henvisning til, at jeg har afsat 
mandag til familieaften. Jeg håber 
inderligt på, at I hver især vil gøre det 
samme. 

Næste emne. 

Brødre, jeg vil igen påpege betyd- 
ning af, at hvert enkelt medlem af 
Kirken og deres familier er uafhængig. 

Vi ved aldrig, hvornår katastrofen 
rammer os. Sygdom, arbejdsskader og 
arbejdsløshed kan ramme mange af os. 

Vi har et velfærdsprogram, som 
visse steder sørger for at oplagre korn. 
Det er vigtigt, at vi har det. Men det 
bedste sted at have et lager af mad er i 
hjemmet. Og vi bør også sætte penge 
til side. Det bedste velfærdsprogram 
er vores eget velfærdsprogram. Fem 
eller seks bøtter hvede i hjemmet er 
bedre end en skæppe i velfærdstjenes- 
tens kornkammer. 

Jeg forudsiger ikke her overhæng- 
ende katastrofer. Jeg håber ikke, at 
der kommer nogle. Men vi bør leve 
fornuftigt. Enhver, som har et hus, 
erkender nødvendigheden af en 
brandforsikring. Vi håber og beder til, 
at der aldrig udbryder brand. Men 
ikke desto mindre betaler vi for en 
brandforsikring, så vi er dækket ind, 
hvis katastrofen skulle ramme os. 

Vi burde gøre det samme med 
hensyn til familiens velfærd. 

Vi kan begynde i det små. Vi kan 
begynde med fødevarer til en uge og 
så udbygge det til en måned og siden 
til tre måneder. Jeg taler her om føde- 
varer, som kan dække de grundlæg- 
gende behov. Som I alle ved, er dette 



ikke en ny opfordring. Men jeg er 
bange for, at mange føler, at det langt- 
rækkende forråd ligger uden for deres 
formåen, så derfor gør de slet ikke 
noget. 

Begynd i det små, brødre, og 
arbejd frem mod et rimeligt mål. Læg 
regelmæssigt lidt penge til side, så vil I 
blive overrasket over, hvor hurtigt det 
løber op. 

Bliv gældfri og frigør jer for gæl- 
dens trældom. 

Vi hører meget om at belåne fri- 
værdien i husene. Nu hører jeg også 
om belåning ud over husets værdi. 

Udvis disciplin, når det gælder 
udgifter, lån og andre forhold, som 
kan føre til konkurs og de sorger, som 
følger deraf. 

Til sidst, mine brødre, vil jeg kort 
tale om en sag, som jeg har talt om 
før, og som ældste Ballard og præsi- 
dent Monson har berørt ved dette 
møde. Jeg håber ikke, at de har noget 
imod, at jeg prøver igen at under- 
strege, hvad de har sagt. Jeg taler her 
om Kirkens medlemmers moralske 
disciplin. 

Alt for mange er fanget i et net af 
umoral og alle de bitre frugter, som 
følger med. Til de drenge, som er her 
i aften - de unge mænd - vil jeg kraf- 
tigt påpege, at I skal holde jer fra 
moralsk ugudelighed. I ved, hvad der 
er rigtigt og forkert. I kan ikke bruge 
uvidenhed som en undskyldning for 
uacceptabel adfærd. 

Hvordan kan I dog tro, at I kan 
hengive jer til umoralsk adfærd og 
derefter drage ud i missionsmarken 
som repræsentanter for Herren Jesus 
Kristus? Tror I, at I kan tage værdigt til 
Herrens hus og blive gift der for tid 
og al evighed, hvis I har hengivet jer 
til den slags? 

Jeg bønfalder jer, mine kære, unge 
venner, om at undgå en sådan adfærd. 
Det bliver ikke let. Det kræver selvdis- 
ciplin. De kræfter, som I står over for, 
er stærke og fristende. Det er en snu 
fjendes styrker. I har brug for den 
styrke, som bønnen yder. 



58 




Hold jer fra erotiske sider på inter- 
nettet. Det kan kun trække jer ned. 
Det kan føre til jeres undergang. 

Glem aldrig, at I bærer Guds præ- 
stedømme. Da Johannes Døber over- 
drog Det Aronske Præstedømme til 
Joseph Smith og Oliver Cowdery 
sagde han, at dette præstedømme 
»ejer nøglerne til engles betjening og 
til omvendelsens evangelium og til 
dåb ved nedsænkning til syndernes 
forladelse« (L&P 13). 

Ønsker I englebetjening? 

Den betjening medfører ufattelige 
belønninger. Vælg den højere vej i 
livet, så vil Gud velsigne jer og nære 
jer og »lede [jer] ved hånden og 
besvare [jeres] bønner« (L&P 
112:10). 

Jeg vil rette den samme bøn og 
advarsel til jer modne mænd. Små 



fejltrin kan føre til store tragedier. Vi 
oplever det konstant. Der er så 
megen sorg, vrede, skuffelse og skils- 
misse iblandt os. 

Tillad mig igen at nævne en sag, 
som jeg har talt meget om tidligere. 
Jeg taler nu om børnemisbrugets 
onde og afskyelige synd. 

Vi kan ikke tolerere det. Vi vil ikke 
tolerere det. Enhver, der misbruger et 
barn, kan vente kirkedisciplinering 
samt mulig retsforfølgelse. 

Børnemisbrug er en krænkelse af 
Gud. Jesus talte om børnenes skøn- 
hed og uskyld. Hvis nogle af jer har 
tendenser, som kunne føre til mis- 
brug af børn, så opfordrer jeg jer på 
det allerkraftigste til at udøve selvbe- 
herskelse. Søg hjælp, inden I gør et 
barn fortræd og bringer ødelæggelse 
over jer selv. 



I mænd, som bærer dette dyrebare 
præstedømme, knyt det til selve jeres 
sjæl. Vær præstedømmet værdigt til 
enhver tid og under alle forhold. 

Hvis I gør det, vil I nyde »Guds fred, 
som overgår al forstand« (Fil 4:7). 

Må Gud velsigne jer, mine kære 
brødre i præstedømmet, både unge 
og gamle. Fædre, vær et eksempel for 
jeres børn. Drenge, søg visdom og råd 
og forståelse hos jeres fædre. 

Hvor store er ikke Herrens løfter 
til dem, der vandrer i tro. Jeg efterla- 
der jer min velsignelse, min kærlig- 
hed og mit vidnesbyrd. Hvor er dette 
præstedømme dog en stor og vidun- 
derlig kraft i det godes sag, hvis vi 
står sammen og vandrer enigt 
fremad. Må Herren velsigne os til at 
gøre det. Det beder jeg om, i Jesu 
Kristi navn. Amen. ■ 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



59 



MØDET SØNDAG FORMIDDAG 

6. oktober 2002 



Forbilleder 

PRÆSIDENT THOMAS S. MONSON 

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab 



Alle vi, som lever i verden i vore dage, har brug for 
standarder -ja, forbilleder. 




For mange år siden blev jeg slået 
af forundring, da jeg så forsiden 
på et af vore kirketidsskrifter, 
hvorpå der var trykt et pragtfuldt bil- 
lede af et af Carl Blocks malerier. Det 
billede, som kunstneren have dannet 
sig i tankerne og derpå - med hjælp 
fra Mesterens hånd - overført til lær- 
redet, viste Elisabeth, Zakarias' hus- 
tru, der byder Maria, Jesu mor, 
velkommen. De skulle begge føde en 
søn på mirakuløs vis. 

Elisabeths søn blev kendt som 
Johannes Døber. Som det er med 
Jesus, Marias søn, sådan er det også 
med Johannes - kun meget lidt findes 
nedskrevet om deres ungdom. En 
enkelt sætning fortæller os alt, hvad vi 
ved om Johannes' liv fra hans fødsel 
til hans virke blandt folk: »Drengen 
voksede op og blev stærk i ånden, og 



han var i ørkenen til den dag, da han 
skulle træde frem for Israel.« 1 

Johannes' budskab var ganske kort. 
Han forkyndte tro, omvendelse, dåb 
ved nedsænkning og Helligåndens 
overdragelse ved en myndighed, der 
var større end den, han selv besad. 
»Jeg er ikke Kristus,« sagde han til sine 
trofaste disciple, »men jeg er udsendt 
forud for ham.« 2 »Jeg døber jer med 
vand; så kommer han, som er stær- 
kere end jeg ... Han skal døbe jer med 
Helligånden og ild.« 3 

Så blev Kristus døbt af Johannes 
Døber. Senere aflagde Jesus vidnes- 
byrd om, at »blandt kvindefødte er 
der ikke fremstået nogen større end 
Johannes Døber.« 4 

Alle vi, som lever i verden i vore 
dage, har brug for standarder - ja, for- 
billeder. Johannes Døber er for os et 
lydefrit eksempel på uskrømtet 
ydmyghed, for han bøjede sig altid for 
den, som skulle følge efter - menne- 
skehedens Frelser. 

Når vi lærer om andre, som satte 
deres lid til Gud og efterlevede hans 
lærdomme, lyder det i vores sjæl: 
»Stands, og forstå, at jeg er Gud.« 5 Når 
de standhaftigt holdt hans befalinger 
og stolede på ham, blev de velsignet. 
Når vi følger deres eksempel, bliver vi 
på lignende måde velsignet i vore 
dage. Vi bliver hver især et forbillede. 

Vi elsker alle den smukke beret- 
ning fra Bibelen om Abraham og Isak. 
Hvor må det have været umådelig 
vanskeligt for Abraham i lydighed 



mod Guds befaling at tage sin elskede 
Isak med til Morija for at bringe ham 
som brændoffer. Kan I forestille jer, 
hvor nedtrykt han må have været, 
mens han samlede brænde til bålet og 
rejste til det fastsatte sted? Smerten 
må uden tvivl have pint hans krop og 
plaget hans sind, da »han bandt sin 
søn Isak og lagde ham oven på bræn- 
det på alteret ... [og] rakte ... hånden 
ud og tog kniven for at slagte sin søn.« 
Hvor herligt og hvor velkomment var 
ikke følgende ord: »Læg ikke hånd på 
drengen, og gør ham ikke noget! Nu 
ved jeg, at du frygter Gud og end ikke 
vil nægte mig din eneste søn.« 6 

Abraham kan regnes for et eksem- 
pel på ubetinget lydighed. 

Hvis nogen føler, at deres udfor- 
dringer overstiger deres evner, skal de 
læse om Job. Hvis de gør det, får de 
denne forståelse: »Hvis Job kunne 
holde ud og sejre, så kan jeg også.« 

Job var en »retsindig og retskaffen 
og gudfrygtig mand, der holdt sig fra 
det, der var ondt.« 7 Job, som var from 
i sin vandel, og som havde medgang, 
stod over for en prøve, som kunne 
have knust enhver. Han blev frataget 
sine ejendele, foragtet af sine venner, 
plaget af sine lidelser, knust over tabet 
af sin familie og blev opfordret til at 
forbande Gud og dø.« 8 Han modstod 
denne fristelse og sagde fra grunden 
af sin ædle sjæl: »Også nu har jeg mit 
vidne i himlen, min forsvarer i det 
højeste.« 9 »Dog ved jeg, at min løser 
lever.« 10 

Job blev et eksempel på ubegræn- 
set tålmodighed. Den dag i dag siger 
vi om dem, som er langmodige, at de 
har »en tålmodighed som Jobs«. Han 
er et eksempel, som vi kan følge. 

En anden, som »var en retfærdig 
mand, udadlelig blandt sine samti- 
dige,« og som »vandrede med Gud,« 11 
var profeten Noa. Han blev som barn 
ordineret til præstedømmet og »præ- 
dikede retfærdighed og forkyndte 
Jesu Kristi evangelium ved at under- 
vise i tro, omvendelse, dåb og modta- 
gelse af Helligånden.« 12 Han advarede 



60 



om, at de, som hørte hans røst, ville 
fremkalde en vandflod, hvis de ikke 
gav agt på hans budskab, og alligevel 
lyttede de ikke til hans ord. 

Noa gav agt på Guds befaling om at 
bygge en ark, så han og hans familie 
ikke skulle gå til grunde. Han fulgte 
Guds pålæg om at samle to af hver 
levende skabning i arken, så de også 
blev skånet fra vandfloden. 

Præsident Spencer W Kimball har 
sagt: »Der var endnu ikke noget tegn 
på regn eller oversvømmelse. Noas 
advarsler blev betragtet som fornuft- 
stridige ... Hvor tåbeligt var det ikke at 
bygge en ark på den tørre jord, når 
solen skinnede og livet gik videre som 
sædvanligt! Men tiden løb ud ... 
Vandfloden kom. De ulydige 
druknede. Miraklet med arken fulgte 
efter den tro, der kom til udtryk ved 
at den blev bygget« 13 

Noa havde en urokkelig tro på, at 
man skal følge Guds befalinger. Måtte 
vi altid gøre ligeså. Måtte vi huske på, 
at Guds visdom ofte virker som dår- 
skab for mennesker, men er den vig- 
tigste erfaring, vi kan gøre os i 
jordelivet, er, at når Gud taler og vi 
adlyder, er vi altid på rette spor. 

Et eksempel på ideel kvindelighed 
er Ruth. Ruth fornemmede den sorg, 
der fyldte hendes svigermor No'omi, 
som havde mistet begge sine to præg- 
tige sønner, og hun følte måske den 
fortvivlelse og ensomhed, som pla- 
gede selve No'omis sjæl. Ruth sagde 
de ord, som er blevet et klassisk 
udtryk for loyalitet: »Du må ikke 
tvinge mig til at forlade dig og vende 
tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg 
gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er 
mit folk, og din Gud er min Gud.« 14 
Ruths gerninger viste, at hendes ord 
var oprigtige. 

På grund af sin ufravigelige loyalitet 
over for No'omi skulle Ruth blive gift 
med Boaz, ved hvem hun - den frem- 
mede moabit, som var blevet 
omvendt - blev oldemor til David og 
derfor forfader til vor Frelser Jesus 
Kristus. 




Jeg vil nu tale om en af de store 
profeter i Mormons Bog - nemlig 
Nephi, Lehis og Sariahs søn. Han var 
trofast og lydig mod Gud - modig og 



ligefrem. Da han fik den svære opgave 
at skulle hente messingpladerne hos 
Laban, gav han ikke ondt af sig, men 
sagde: »Jeg vil gå og gøre det, som 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



61 



Herren har befalet, thi jeg ved, at 
Herren ikke giver menneskene nogen 
befaling uden at han åbner en udvej 
for dem, så at de kan udføre det, som 
han befaler dem.« 15 Måske gav denne 
heltedåd inspiration til et vers, som 
indeholder et råd til os i salmen, 
»Jernstangen«: 

Profeten Nephifik engang 

et herligt syn fra Gud . . . 

Hold fast, ja, grib om denne stang 

så stærk og fast og sand. 

thi den er ordet sendt fra Gud, 

til ham den os føre kan. !6 

Nephi var et eksempel på en aldrig 
svigtende beslutsomhed. 

Ingen gennemgang af forbilleder 
ville være fuldstændig, uden at jeg 
medtog Joseph Smith, den første pro- 
fet i denne uddeling. Da han kun var 
14 år gammel, gik denne modige 
unge mand ud i en lund, som senere 
blev kaldt hellig, og fik svar på sin 
oprigtige bøn. 

Da Joseph fortalte andre sin beret- 
ning om det herlige syn, han havde 
set i lunden, blev han udsat for ubøn- 
hørlig forfølgelse. Skønt han blev lat- 
terliggjort og spottet, stod han 
alligevel urokkelig fast. Han sagde: 
»Thi jeg havde set et syn; jeg vidste 
det, og jeg vidste, at Gud vidste det, 
og jeg kunne ikke fornægte det, og 
jeg vovede heller ikke at gøre det.« 17 

Under næsten ustandselig mod- 
gang og dog altid vejledt af Herrens 
hånd, organiserede Joseph skridt for 
skridt Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige. Han var modig, uanset hvad 
han foretog sig. 

Da han hen imod slutningen af sit 
liv sammen med sin bror Hyrum blev 
ført til fængslet i Carthage, trodsede 
han modigt det, som han utvivlsomt 
vidste lå forude, og beseglede sit vid- 
nesbyrd med sit blod. 

Når vi står over for livets prøver, 
måtte vi da altid leve op til det ufor- 
færdede mod, som profeten Joseph 
Smith er indbegrebet af. 



Foran os i dag står der endnu en af 
Guds profeter - nemlig vores elskede 
præsident Gordon B. Hinckley Han 
har præsideret over den største udvi- 
delse af Kirken i vores historie, både 
hvad angår antal medlemmer og geo- 
grafi. Han har krydset grænser, som 
ikke tidligere var blevet krydset, og har 
talt med regeringsledere og med med- 
lemmer over hele verden. Hans kærlig- 
hed til medlemmerne gennembryder 
sproglige og kulturelle barrierer. 

Med profetisk indsigt har han 
oprettet den selvsupplerende uddan- 
nelsesfond, som bryder fattigdomscir- 
klen for vore medlemmer i mange 
områder af verden og muliggør oplæ- 
ring og uddannelse, som kvalificerer 
unge mænd og kvinder til nyttig 
beskæftigelse. Denne inspirerede 
plan har tændt håbets lys i øjnene på 
dem, som følte sig dømt til middelmå- 
dighed, men som nu går en lysere 
fremtid i møde. 

Præsident Hinckley har arbejdet 
uophørligt på at tilvejebringe hellige 
velsignelser til Kirkens medlemmer 
verden over ved at sørge for templer, 
som er inden for alles rækkevidde. 
Han har evnen til at hæve mennesker 
fra alle samfundslag op på et højere 
stade, uanset hvilken tro de bekender 
sig til. Han er et forbillede på ukuelig 
optimisme, og vi ærer ham som pro- 
fet, seer og åbenbarer. 

De enestående egenskaber, som 
besiddes af disse mænd og kvinder, 
som jeg har nævnt, kan være af uvur- 
derlig hjælp for os, når vi står over for 
problemer og prøvelser, som ligger 
forude. Må jeg illustrere dette ved at 
berette om en oplevelse, som familien 
Jerome Kenneth Pollard fra Oakland i 
Californien, havde. 

Mens ældste Taavili Joseph 
Samuel Pollard i maj var på vej til 
missionskontoret på den sidste dag 
af sin mission, i Zimbabwe mistede 
han på en eller anden måde herre- 
dømmet over missionsbilen og 
ramte et træ. Det lykkedes en forbi- 
passerende at redde ældste Pollards 



kammerat, men ældste Pollard, som 
var bevidstløs, sad fast i bilen, som 
brød i brand. Ældste Pollard omkom. 
Hans mor var afgået ved døden otte 
år tidligere, og derfor opdragede 
hans far børnene alene. En af hans 
brødre var på mission i Vestindien. 

Da nyheden om ældste Pollards 
død nåede hans far, ringede denne 
ydmyge mand - som allerede havde 
mistet sin hustru - til den søn, som 
var i Den Vestindiske Mission, for at 
fortælle ham om broderens død. Over 
den lange afstand gennem telefonen 
sang broder Pollard og hans søn, som 
utvivlsom var knust af sorg, sammen, 
»Jeg er Guds kære barn.« 18 Inden de 
afsluttede samtalen, bad faderen en 
bøn til vor himmelske Fader, hvori 
han takkede ham for hans velsignelser 
og bad om hans guddommelige trøst. 

Broder Pollard sagde senere, at han 
vidste, at hans børn nok skulle klare 
sig, for de har alle et stærkt vidnesbyrd 
om evangeliet og frelsesplanen. 

Mine søskende, i denne vidunder- 
lige, tidernes fyldes, uddeling, mens vi 
rejser gennem jordelivet og møder 
fremtidens prøvelser og udfordringer, 
måtte vi da huske på disse forbilleder, 
som jeg har talt om denne formiddag. 
Måtte vi besidde Johannes Døbers 
uskrømtede ydmyghed, Abrahams 
ubetingede lydighed, Jobs ubegræn- 
sede tålmodighed, Noas urokkelige 
tro, Ruths ufravigelige loyalitet, Nephis 
aldrig svigtende beslutsomhed, profe- 
ten Joseph Smiths uforfærdede mod 
og præsident Hinckley ukuelige opti- 
misme. Dette bliver som en stærk 
fæstning for os gennem vores liv. 

Måtte vi altid blive vejledt af det 
ypperligste Eksempel, nemlig Marias 
søn, Frelseren Jesus Kristus - hvis liv 
var et fuldkomment forbillede. 

Han, der blev født i en stald og lagt 
i en krybbe og kom ned fra himlen for 
at leve på jorden som et dødeligt 
menneske og oprette Guds rige. I 
løbet af sit jordiske virke underviste 
han menneskene i en højere lov. Hans 
herlige evangelium ændrede verdens 



62 




c 

I 

c 

3 

0> 
D> 
O 

■O 



Ol 

c 

w 

a> 
u 

C 

C 

-o 
<b 

E 



| 

o 



o 
»o 



k. 

to 
o 

0) 
.0) 



c 

0) 

(/> 

■o 
o 

a. 

°e 

a 

.c 

"5 
</» 

D 

3T 
o. 

tf» 

S 
o 

■o 

c 

3 
l. 




tf) 

v. 
O 

E 
E 

Ol 

5 



8 



CD 
Si 
O 



^ 





















w 





>; 







Præsident Gordon B. H'mckley præsiderede ved 
alle konferencemøder. Hans hustru Marjorie 
ledsagede ham. 



66 



tankegang. Han velsignede de syge, 
fik de lamme til at gå, de blinde til at 
se og de døve til at høre. Han vakte 
endda de døde til live igen. 

Hvad var reaktionen på hans bud- 
skab om barmhjertighed, hans vis- 
domsord og hans belæringer om livet? 
Der var kun nogle dyrebare få, som 
værdsatte ham. De badede hans fød- 
der. De lærte hans ord. De fulgte hans 
eksempel. 

Så var der dem, som forkastede 
ham. Da Pilatus spurgte dem: »Hvad 
skal jeg så gøre med Jesus, som kaldes 
Kristus?« 19 råbte de: »Korsfæst ham.« 20 
De spottede ham. De gav ham eddike 
at drikke. De hånede ham. De slog 
ham med en kæp. De spyttede på 
ham. De korsfæstede ham. 

Gennem generationerne har Jesu 
budskab altid været det samme. Ved 
bredden af den smukke Galilæa Sø 
sagde han til Peter og Andreas: »Følg 
mig.« 21 Til Filip fordum lød kaldet: 
»Følg mig!« 22 Til levitten, som sad ved 
toldboden, lød befalingen: »Følg 
mig!« 23 Og hvis vi blot vil lytte efter, 
lyder den samme dragende opfor- 
dring til jer og til mig: »Følg mig!« 

Min bøn i dag er, at vi alle vil 
gøre det. I Jesu Kristi hellige navn. 
Amen. ■ 

NOTER 

1. Luk 1:80. 

2. Joh 3:28. 

3. Luk 3:16. 

4. Matt 11:11. 

5. SI 46:10. 

6. 1 Mos 22:9-10, 12. 

7. Job 1:1. 

8. Job 2:9. 

9. Job 16:19. 

10. Job 19:25. 

11. 1 Mos 6:9. 

12. Bible Dictionary, »Noah«, 738-739. 
13- Conference Report, okt. 1952, s. 48. 

14. Ruth 1:16. 

15. 1 Nephi 3:7. 

16. Joseph L. Townsend, 1849-1942, 
Salmer og Sange, nr. 182. 

17.JS-HL25. 

18. Naomi W. Randall, 1908-2001, 
Salmer og Sange, nr. 195. 

19. Matt 27:22. 

20. Mark 15:13. 

21. Matt 4:19. 

22. Joh 1:43. 

23. Luk 5:27. 



Jeg går, hvor du 
sender mig hen 



ÆLDSTE DALLIN H. OAKS 

De Tolv Apostles Kvorum 



Det fuldstændige resultat af [vores] forandring til 
gudfrygtige mænd og kvinder opnås bedst ved vores 
arbejde i hans vingård. 



udtrykker Guds trofaste børns iver til 
alle tider. 

Abraham, som førte Isak på en 
hjerteskærende rejse til Morijas bjerg, 
gik trofast derhen, hvor Herren 
sendte ham (se 1 Mos 22). Det 
samme gjorde David, da han trådte 
frem foran israelitternes hære for at 
tage kæmpen Goliats udfordring op 
(se 1 Sam 17). Ester, der var inspireret 
til at frelse sit folk, begav sig ud på en 
farefuld vandring for at tale med kon- 
gen i hans indre gård (se Est 4-5) . »Jeg 
går, hvor du sender mig hen, o, Gud« 
var Lehis motivation til at forlade 
Jerusalem (se 1 Nephi 2) og det 
samme gjaldt hans søn Nephi, som 
vendte tilbage efter de dyrebare 
optegnelser (se 1 Nephi 3) . Man 
kunne citere hundreder af andre 
eksempler fra skriften. 

Alle disse trofaste sjæle viste deres 
lydighed mod Herrens vejledning og 
deres tro på hans magt og godhed. 
Som Nephi forklarede: »Jeg vil gå og 
gøre det, som Herren har befalet, thi 
jeg ved, at Herren ikke giver menne- 
skene nogen befaling, uden at han 
åbner en udvej for dem, så at de kan 
udføre det, som han befaler dem« 
(1 Nephi 3:7). 

Overalt omkring os og i vores erin- 
dring om tidligere tider ser vi inspire- 
rende eksempler på ydmyge, trofaste 
sidste dages helliges tjeneste. En af de 




M 



in tekst er taget fra en salme, 
som har inspireret Herrens 
trofaste tjenere i mange gen- 



erationer: 

Det er måske ej i kampens gny, 
ej ude på alfarvej, 
det er måske ej i røg og sky, 
at Herren har brug for mig. 
Men når han mig kalder ved sin ånd 
til noget at gøre her, 
da vil jeg lydigt fra denne stund 
ham tjene i al min færd. 
(»Jeg går, hvor du sender mig hen«, 
Salmer og Sange , nr. 178). 

Disse ord, som er skrevet af en dig- 
ter, som ikke var sidste dages hellig, 



LIAH0NA NOVEMBER 2002 



67 




bedst kendte var præsident J. Reuben 
Clark. Efter at have virket i mere end 
16 år som en utrolig indflydelsesrig 
førsterådgiver, blev Det Første 
Præsidentskab reorganiseret, og han 
blev så kaldet som andenrådgiver. 
Som et eksempel på ydmyghed og 
tjenstvillighed, der har inspireret gen- 
erationer, sagde han: »I Herrens tje- 
neste drejer det sig ikke om, hvor man 
tjener, men hvordan. I Jesu Kristi Kirke 
af Sidste Dages Hellige indtager man 
den plads, som man behørigt er kaldet 
til, og denne plads er hverken en, man 
søger eller afslår« (Conference Report, 
april 1951, s. 154). 

Mindst lige så betydningsfulde, 
men mindre synlige, er de medlem- 
mer, som i dag tjener med lignende 
tro og hengivenhed i fjerne egne af 
Herrens vingård. Vore trofaste missio- 
nærægtepar er det bedste eksempel, 
jeg kender. 

Jeg gennemgik for nylig missionær- 
ansøgninger fra over 50 ældre ægte- 
par. Alle havde allerede udført mindst 
tre missioner, da de ansøgte om 



endnu et kald. De boede overalt fra 
Australien til Arizona, fra Californien til 
Missouri. De varierede aldersmæssigt 
fra 60'erne og de tidlige 70'ere til ... 
nå, glem det. Et par, som var rede til at 
tage ud på deres syvende mission, 
havde allerede tjent på Tempelpladsen 
i Salt Lake City, i Alaska, i New Zealand, 
i Kenya og i Ghana. De blev sendt til 
Filippinerne. Jeg kunne nævne adskil- 
lige andre eksempler. 

Præstedømmeledernes kommenta- 
rer på disse ægtepars papirer er vid- 
nesbyrd om tjenstvillighed og ofre. 
Jeg citerer en række af dem: 

»Villige til at rejse hvor som helst 
hen og gøre hvad som helst i så lang 
tid, som det måtte være nødvendigt.« 

» [De] er storslåede eksempler på 
kirkemedlemmer, som har viet deres 
liv til Herren.« 

»Vi vil gå, hvorhen Herren måtte 
sende [os] ,« skrev et andet par. »Vi 
beder til, at vi må blive sendt derhen, 
hvor der er brug for os.« 

Præstedømmeledernes kommenta- 
rer om disse ægtepars kvalifikationer 



giver et godt overblik over det 
arbejde, som vore ældre missionærer 
udfører så effektivt. 

»Han er god til at få programmer til 
at køre og en fremragende leder.« 

»De er gladest, når de bliver bedt 
om at opbygge og udvikle, så derfor 
vil et kald til et af de mindre udvi- 
klede områder i Kirken måske være 
passende. Er villige til at tjene i en 
hvilken som helst kaldelse, de tilde- 
les.« 

»De vil sikkert gøre mest gavn i 
arbejdet med [mindre aktive] og 
omvendte, snarere end på et kontor.« 

»De elsker de unge og har et godt 
tag på dem.« 

»De føler sig mest effektive i leder- 
skabstræning og indførelse i fællesska- 
bet.« 

»Rent fysisk har de måtte geare 
ned, men bestemt ikke i åndelige 
anliggende eller i begejstringen for 
missionering.« 

»Han er en ægte missionær. Han 
hedder Nephi til fornavn, og han føl- 
ger i sin navnebrors fodspor. Hun er 



68 



en fantastisk kvinde og har altid været 
et storslået eksempel. De vil klare sig 
fint, hvor de end måtte blive sendt 
hen. Dette er deres femte mission.« 
(De havde tidligere tjent i Guam, 
Nigeria, Vietnam, Pakistan, Singapore 
og Malaysia. Herrens tjenere gav dem 
en pause fra disse lange rejser og 
kaldte dette ægtepar til at tjene i 
templet i Nauvoo). 

Et andet ægtepar talte på vegne af 
alle disse helte og heltinder, da de 
skrev: »Er villige til at rejse hvor som 
helst og gøre, hvad vi bliver bedt om. 
Det er ikke et offer, men et privile- 
gium.« 

Disse ældre missionærægtepar 
yder et særligt mål af offervillighed og 
hengivenhed. Det samme gør vore 
missions- og tempelpræsidenter og 
deres trofaste livsledsagere. Alle forla- 
der de deres hjem og familier for at 
tjene på fuld tid i en periode. Det 
samme gælder også den hær af unge 
missionærer, som sætter deres liv der- 
hjemme på vågeblus og tager afsked 
med familie og venner og drager ud 
(som regel for egen regning) for at 
tjene, der hvor Herren gennem sine 
tjenere sender dem hen. 

Jeg går, hvor du sender mig hen, o, 

Gud, 
over land og det skumklædte hav. 
dit ord vil jeg råbe til verden ud, 
jeg altid vil tjene dig. 
(falmer og Sange, nr. 178). 

Millioner af andre tjener på frivillig 
basis og bor hjemme. Det gør sig også 
gældende med de 26.000 biskopråd 
og grenspræsidentskaber og de tro- 
faste præsidentskaber i kvorum- 
merne, Hjælpeforeningen, Primary og 
Unge Piger, som tjener sammen med 
dem og under deres ledelse. Og det 
samme gælder de millioner af andre 
trofaste lærere i ward, grene, stave og 
distrikter. Og tænk på de hundredtu- 
sinder af hjemmelærere og besøgslæ- 
rerinder, som opfylder Herrens 
befaling om »bestandigt at våge over 



menigheden, at være hos medlem- 
merne og styrke dem« (L&P 20:53). 
Alle disse kan synge med på dette 
inspirerede vers: 

Måske min Herre vil bruge mig 

som bærer af frelsens ord 

til en, som træder på syndens vej 

og ene med byrden står. 

O Herre, hjælp mig at sige det, 

som du ham vil have sagt; 

når du mig styrker, jeg taler let 

de ord, du vil have bragt. 

(Salmer og Sange, nr. 178). 

Som profeten og kongen 
Benjamin sagde: »Når [vi] er i [vore] 
medmenneskers tjeneste, tjener [vi] 
blot Gud« (Mosiah 2:17). Han adva- 
rede os også om at »se til, at alt dette 
gøres med visdom og orden; thi det 
forlanges ikke, at et menneske skal 
løbe hurtigere, end det har styrke til« 
(Mosiah 4:27). 

Jesu Kristi evangelium udfordrer os 
til at omvende os. Det belærer os om, 
hvad vi bør gøre, og det giver os 
mulighed for at blive det, som vor 
himmelske Fader ønsker, at vi skal 
blive. Det fuldstændige resultat af 
denne forandring til gudfrygtige 
mænd og kvinder opnås bedst ved 
vores arbejde i hans vingård. 

Vi har en storslået tradition for 
uselvisk virke i Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige. Ja, faktisk er et 
af Kirkens særkender, at vi ikke har 
noget betalt eller professionelt præs- 
teskab i vore tusinder af lokale for- 
samlinger og i de regionale stave, 
distrikter og missioner, som fører til- 
syn med dem. Som en afgørende del 
af Guds plan for sine børn udføres 
hans Kirkes ledelse og virke af hans 
børn, som villigt giver af deres tid til 
at tjene Gud og deres medmenne- 
sker. De adlyder Guds befaling om at 
elske og tjene ham (se Joh 14:15; L&P 
20:19; 42:29; 59:5). Det er på den 
måde, at mænd og kvinder bereder 
sig på den største velsignelse, nemlig 
evigt liv. 



Men der er hos nogle af os stadig 
mulighed for at forbedre sig. Når jeg 
spørger stavspræsidenter om forslag 
til emner, som jeg skal tage op ved 
stavskonferencer, hører jeg ofte om 
medlemmer, som nægter at tage imod 
kaldelser i Kirken, eller de tager imod 
kaldelsen, men passer ikke deres 
opgaver. Nogle er ikke hengivne og 
trofaste. Sådan har det altid været. 
Men det er ikke omkostningsfrit. 

Frelseren talte om modsætningen 
mellem den trofaste og den utro i tre 
storslåede lignelser, som er nedskre- 
vet i det 25. kapitel i Matthæus. 
Halvdelen af bryllupsgæsterne blev 
udelukket fra festen, fordi de ikke var 
beredt, da brudgommen kom (se Matt 
25:1-13). De uduelige tjenere, som 
ikke forøgede de talenter, de havde 
fået af deres herre, fik ikke lov at 
træde ind til deres herres glæde (se 
Matt 25:14-30). Og da Herren kom i 
sin herlighed, skilte han fårene, som 
havde tjent ham og deres medmen- 
nesker, fra bukkene, som ikke havde 
gjort det. Kun de, der havde »gjort 
[det] mod en af disse mine mindste 
brødre« (Matt 25:40), blev placeret ved 
hans højre side for at arve det rige, 
som er bestemt for dem, siden verden 
blev grundlagt (se Matt 25:31-46). 

Brødre og søstre, hvis I ikke er fuldt 
ud villige til at tjene, så tænk over, 
hvem det er, som I afviser eller nægter 
at tjene, når I siger nej til en kaldelse, 
eller når I siger ja, men ikke gør jeres 
pligt. Jeg beder til, at enhver af os vil 
følge denne inspirerede udtalelse: 

Der sikkert findes en plet på jord, 
hvor gøre jeg kan lidt gavn, 
hvor jeg kan holde min Frelsers ord 
og ære hans store navn. 
(Salmer og Sange, nr. 178). 

Jesus viste os vejen. Skønt han 
ønskede, at han ikke skulle følge den 
bitre vej, som førte over Getsemane 
og Golgata (se L&P 19:18), så sagde 
han ydmygt til Faderen: »Dog, ske 
ikke min vilje, men din« (Luk 22:42). 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



69 



Tidligere havde han sagt: 

»Hvis nogen vil følge efter mig, skal 
han fornægte sig selv og tage sit kors 
op og følge mig. 

Den, der vil frelse sit liv, skal miste 
det; men den, der mister sit liv på 
grund af mig, skal finde det. 

For hvad hjælper det et menneske 
at vinde hele verden, men bøde med 
sit liv? Eller hvad kan et menneske 
give som vederlag for sit liv?« (Matt 
16:24-26). 

Vi skal huske på formålet med 
vores tjeneste for hinanden. Hvis det 
udelukkende var for at udføre en del 
af hans værk, kunne Gud sende 
»legioner af engle«, som Jesus sagde 
ved en anden lejlighed (se Matt 
26:53). Men det ville ikke opfylde for- 
målet med den tjeneste, som han for- 
drer. Vi tjener Gud og vore 
medmennesker for at blive sådanne 
børn, som kan vende tilbage og bo 
hos vor himmelske Forældre. 

Min tro på din kærlighed o, Gud, 

med styrke forlener mig; 

jeg vil stå fast, thi du for mig led, 

jeg altid vil tjene dig. 

(Salmer og Sange, nr. 178). 

For næsten et årti siden læste jeg et 
brev fra en hjemvendt missionær, som 
beskrev denne proces i sit eget liv. 
Han havde skrevet for at takke dem, 
der leder missioneringen, »for at 
turde sende mig der, hvor Herren 
ville have mig hen, snarere end der, 
hvor jeg selv fandt det passende«. Han 
sagde, at han stammede fra et »stolt, 
konkurrencepræget intellektuelt 
miljø«. Inden sin mission havde han 
læst ved et højt anset universitet i det 
østlige USA. Jeg citerer: 

»Jeg tror, at det var med en vis pligt- 
følelser og inerti, at jeg udfyldte mine 
missionspapirer og indsendte dem, 
idet jeg omhyggeligt havde noteret, at 
jeg nærede et brændende ønske om at 
tjene i udlandet i en fremmedsproget 
mission. Jeg sørgede for at gøre det 
klart, at jeg var dygtig til russisk og 




fuldt ud i stand til at tilbringe to år 
blandt russerne. Med visheden om, at 
ingen komité kunne modstå så åben- 
lyse kvalifikationer, var jeg overbevist 
om, at jeg skulle nyde et herligt, lære- 
rigt og kulturelt eventyr.« 

Han blev rystet over at modtage et 
kald til at tjene i USA. Han vidste intet 
om den stat, som han skulle tjene i, 
bortset fra, at den lå i hans eget land 
og var engelsktalende, i stedet for at 
ligge i udlandet og omfatte det sprog, 
som han havde lært. Og, som han 
sagde, »de mennesker, som jeg skulle 
arbejde med, ville højst sandsynlig 
være uden uddannelse.« Han fort- 
satte: »Jeg var lige ved at afvise kal- 
delsen, fordi jeg mente, at jeg ville få 
mere glæde af at melde mig som 
ulandsfrivillig eller sådan noget.« 



Heldigvis fattede denne stolte, 
unge mand mod og tro til at tage 
imod kaldelsen og følge sin gode mis- 
sionspræsidents råd og vejledning. Så 
begyndte den åndelige væksts mira- 
kel. Han beskriver det således: 

»Da jeg begyndte at tjene blandt 
disse uuddannede mennesker i 
[denne stat] , var det en kamp for mig, 
men langsomt begyndte åndens virke 
at nedbryde de mure af stolthed og 
vantro, som havde omsluttet min sjæl. 
Den mirakuløse omvendelse til 
Kristus begyndte. Erkendelsen af 
Guds eksistens og menneskehedens 
evige broderskab stod stærkere og 
stærkere i mit urolige sind.« 

Det var ikke let, indrømmede han, 
men med hjælp fra sin fremragende 
missionspræsident og med sin vok- 
sende kærlighed til det folk, som han 
tjente, lykkedes det. 

»Mit ønske om at elske og tjene 
disse mennesker, som i den yderste 
konsekvens i hvert fald var mine lige- 
mænd, men næsten helt sikkert mine 
overmænd, blev stærkere og stærkere. 
Jeg lærte ydmyghed at kende for før- 
ste gang i mit liv Jeg erfarede, hvad 
det vil sige at vurdere et menneskes 
værd uden at skele til det, som ikke 
betyder noget. Jeg begyndte at føle en 
svulmende kærlighed i mit bryst til de 
ånder, som sammen med mig kom til 
denne jord« (brev til generalautorite- 
terne, februar 1994) . 

Det er tjenestens mirakel. Og som 
digteren skrev: 

Men når han mig kalder ved sin ånd 

til noget at gøre her, 

da vil jeg lydigt fra denne stund 

ham tjene i al min færd. 

(Salmer og Sange, nr. 178). 

Jeg vidner om Jesus Kristus, som 
beder os følge hans sti og gå i hans 
tjeneste, og jeg beder til, at vi alle må 
have tro og hengivenhed til at følge 
og få kraft til at blive det, som han 
ønsker, at vi skal være. I Jesu Kristi 
navn. Amen. ■ 



70 



At de må være 
ét i os 

ÆLDSTE D. TODD CHRISTOFFERSON 

De Halvfjerds 

Vi kan ganske enkelt ikke være ét med Gud og Kristus, 
førend vi bar gjort deres vilje og interesse til vores største 
ønske. 




Da Jesu jordiske virke var ved at 
nå sin afslutning, og han vidste, 
»at hans time var kommet,« 
(Joh 13:1), samlede han sine apostle i 
et værelse ovenpå i Jerusalem. Efter 
aftensmåltidet og efter at han havde 
tvættet deres fødder og undervist 
dem, gik Jesus med storladne ord i 
forbøn for disse apostle og for alle 
andre, som vil tro på ham. Han bøn- 
faldt Faderen med disse ord: 

»Ikke for dem alene beder jeg, men 
også for dem, som ved deres ord tror 
på mig, 

at de alle må være ét, ligesom du, 
fader, i mig og jeg i dig, at de også må 
være i os, for at verden skal tro, at du 
har udsendt mig. 



Den herlighed, du har givet mig, 
har jeg givet dem, for at de skal være 
ét, ligesom vi er ét, 

jeg i dem og du i mig, for at de 
fuldt ud skal blive ét« (Joh 17:20-23). 

Hvor er det herligt at tænke over, 
at vi er blevet budt indenfor i den 
fuldkomne samhørighed, som findes 
mellem Faderen og Sønnen. Hvordan 
kan det lade sig gøre? 

Når vi grunder over dette spørgs- 
mål, bliver det indlysende, at vi må 
begynde med at blive ét med os selv. 
Vi er hver især et todelt menneske af 
kød og ånd, og til tider føler vi os i 
ubalance eller måske ligefrem i splid 
med os selv. Vores ånd er oplyst af 
vores samvittighed, Kristi lys (se 
Moroni 7:16; L&P 93:2), og lytter 
naturligt til Helligåndens hvisken og 
ønsker at følge sandheden. Men de 
lyster og fristelser, som kødet er 
underlagt, kan, hvis vi tillader det, 
overvælde og styre ånden. Paulus har 
sagt: 

»Jeg finder altså den lov, at jeg, 
skønt jeg vil gøre det gode, kun evner 
det onde. 

For jeg glæder mig inderst inde 
over Guds lov. 

Men jeg ser en anden lov i mine 
lemmer, og den ligger i strid med 
loven i mit sind og holder mig som 
fange i syndens lov, som er i mine 
lemmer« (Rom 7:21-23). 



Nephi gav udtryk for lignende 
følelser: 

»Men uagtet Herrens store godhed 
i at vise mig sine store og forunderlige 
gerninger, udbryder mit hjerte dog: 
O, jeg elendige menneske! Ja, mit 
hjerte sørger over mit kød, og min 
sjæl bedrøves på grund af min synd. 

Jeg er omgivet af de fristelser og 
synder, som så let besnærer mig« 
(2 Nephi 4:17-18). 

Men da Nephi så huskede på 
Frelseren, udtalte han denne fortrøst- 
ningsfulde konklusion: »Alligevel ved 
jeg, til hvem jeg har sat min lid« 
(2 Nephi 4:19). Hvad mente han med 
det? 

Jesus var også et menneske af kød 
og ånd, men han gav ikke efter for 
fristelse (se Mosiah 15:5). Vi kan hen- 
vende os til ham, når vi stræber efter 
samhørighed og fred i os selv, fordi 
han forstår os. Han forstår kampen, 
og han forstår også, hvordan vi vinder 
den. Som Paulus har sagt: »For vi har 
ikke en ypperstepræst, der ikke kan 
have medfølelse med vore skrøbelig- 
heder, men en, der er blevet fristet i 
alle ting ligesom vi, dog uden synd« 
(Hebr4:15). 

Vigtigst af alt kan vi bede Jesus om 
hjælp til at genvinde vores sjæls indre 
samhørighed, når vi har overgivet os 
til synd og brudt vores fred. Kort efter 
sin forbøn om, at vi fuldt ud måtte 
»blive ét«, led Jesus og ofrede sit liv 
for at sone for synd. Kraften i hans 
forsoning kan udviske virkningerne af 
synd i os. Når vi omvender os, retfær- 
diggør og renser hans forsonende 
nåde os (se 3 Nephi 27:16-20). Det 
bliver, som om vi ikke havde overgivet 
os, som om vi ikke havde givet efter 
for fristelse. 

Når vi dag for dag og uge for uge 
bestræber os på at følge Kristi vej, ind- 
tager vores ånd sin forrang, den indre 
kamp tager af og fristelserne ophører 
med at plage os. Der opstår en større 
og større harmoni mellem det ånde- 
lige og det fysiske, indtil vores fysiske 
legeme forvandles, som Paulus siger 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



71 




det, fra »redskaber for uretfærdighed« 
til »redskaber for retfærdighed« (se 

Rom 6:13). 

Når vi bliver ét med os selv, gør det 
os rede til den større velsignelse det 
er at blive ét med Gud og Kristus. 

Jesus opnåede en fuldkommen 
samhørighed med Faderen, fordi han 
underkastede sig - både hvad kødet 
og hvad ånden angår - Faderens vilje. 
Hans virke var altid klart målrettet, 
fordi der ikke var nogen svækkende 
eller forstyrrende tvesindethed i ham. 
Om sin Fader sagde Jesus: »Jeg gør 
altid det, der er godt i hans øjne« 
(Joh 8:29). 

Fordi det var Faderens vilje, under- 
kastede Jesus sig endog døden, »idet 
. . . Sønnens vilje er opslugt i Faderens 
vilje« (Mosiah 15:7). 

Det var bestemt ikke nogen baga- 
tel. Den lidelse, sagde han, »gjorde, at 



selv jeg, Gud, den største af alle, skæl- 
vede af smerte og blødte fra hver 
pore og led både på legeme og sjæl 
og ønskede, at jeg ikke skulle drikke 
den bitre kalk. 

Dog, ære være Faderen, jeg tømte 
den og fuldendte mine forberedelser 
for menneskenes børn« (L&P 19:18- 

19). 

Disse udtalelser viser, at Frelserens 
overordnede mål er at herliggøre 
Faderen. Faderen er »i« Sønnen i den 
forstand, at Faderens herlighed og 
Faderens vilje er Sønnens altopslu- 
gende mål. 

Under det sidste aftensmåltid med 
sine apostle sagde Frelseren: 

»Jeg er det sande vintræ, og min 
fader er vingårdsmanden. 

Hver gren på mig, som ikke bærer 
frugt, den fjerner han, og hver gren, 
som bærer frugt, den renser han, for 



at den skal bære mere frugt« (Joh 
15:1-2). 

Hvordan denne renselse bliver, 
og hvilke ofre den kommer til at 
medføre, kan vi sandsynligvis ikke 
vide på forhånd. Men hvis vi sam- 
men med den rige unge mand 
skulle spørge: »Hvad mangler jeg 
så?« (Matt 19:20), ville Frelserens 
svar være det samme: »Kom så og 
følg mig!« (Matt 19:21), vær min dis- 
cipel, ligesom jeg er Faderens disci- 
pel, og bliv »som et barn, 
underdanig, sagtmodig, ydmyg, tål- 
modig, fuld af kærlighed, villig til at 
underkaste sig alt det, Herren finder 
tjenligt at pålægge det, ligesom et 
barn underkaster sig sin fader« 
(Mosiah 3:19). 

Præsident Brigham Young talte 
med forståelse om vores udfordring, 
da han sagde: 



72 



»Efter alt, hvad der er blevet sagt 
og gjort, efter at han har ledt dette 
folk så længe, fornemmer I da ikke, at 
I mangler tillid til vores Gud? Kan I 
ikke fornemme det i jer selv? I spør- 
ger måske: >Broder Brigham, føler du 
det i dig selv?< Ja, jeg gør, jeg kan se, at 
jeg i nogen grad stadig mangler tillid 
til ham, som jeg stoler på. Hvorfor? 
Fordi jeg ikke har styrken som følge af 
det, som faldet har bevirket i mig ... 

... Der er noget, som fra tid til 
anden vælder op i mig, som ... træk- 
ker en skillelinje mellem min inter- 
esse og min himmelske Faders 
interesse - noget, som gør, at min 
interesse og min himmelske Faders 
interesse ikke er fuldstændig den 
samme. 

... Vi bør, i det omfang det er 
muligt, i det omfang vores faldne til- 
stand tillader os det, i det omfang vi 
kan få tilstrækkelig tro og kundskab til 
at forstå os selv, føle og forstå, at vi og 
den Gud, som vi tjener, har en og 
samme interesse, og at vi ikke har 
nogen anden, hverken i tid eller i 
evighed« (Deseret News, 10. sep. 
1856, s. 212). 

Vi kan ganske enkelt ikke være ét 
med Gud og Kristus, førend vi har 
gjort deres vilje og interesse til vores 
største ønske. En sådan underdanig- 
hed opnår vi ikke på én dag, men ved 
Helligåndens hjælp vil Herren under- 
vise os, hvis vi er villige til det, indtil 
det med tiden med rette må kunne 
siges, at han er i os, ligesom Faderen 
er i ham. Til tider skælver jeg ved tan- 
ken om, hvad det kan komme til at 
kræve, men jeg ved, at det kun er i 
denne fuldkomne samhørighed, at vi 
kan finde en fylde af glæde. Jeg kan 
ikke udtrykke, hvor taknemmelig jeg 
er over at være blevet opfordret til at 
være ét med disse hellige væsener, 
som jeg ærer og tilbeder som min 
himmelske Fader og Forløser. 

Måtte Gud høre Frelserens bøn og 
lede os alle, så vi kan være ét med 
dem. Det er min bøn i Jesu Kristi 
navn. Amen. ■ 



Troens kvinde 

MARGARET D. NADAULD 

Netop afløst som Unge Pigers hovedpræsidentinde 

En troens kvinde stoler på Gud ... Hun kender til hans 
interesse for hende. Hun ved, at han kender hende. Hun 
elsker hans ord og drikker inderligt af det levende vand. 




Jeg elsker Herren Jesus Kristus og 
hans kirke, som er blevet gengi- 
vet til jorden i vore dage. Jeg 
værdsætter lærdommene fra hans hel- 
lige liv lige fra det nyfødte spædbarn 
til den opstandne mand, Guds Søn. 
Når jeg har læst fra Bibelens sider 
har jeg for mit indre betragtet ham, 
mens han »gik frem i visdom og vækst 
og yndest hos Gud og mennesker.« 1 
Mens jeg læste, var jeg til stede, da han 
oprejste den døde. Han helbredte de 
syge, bespiste 5.000, bragte trøst og 
håb og en fredsproces til den verden, 
som han havde skabt. Han tilgav dem, 
der hånede og torturerede og korsfæ- 
stede ham - for de vidste ikke, hvad 
de gjorde. Jeg så den guddommelige 
kærlighed og omsorg han viste sin 
mor, skønt han selv led umenneske- 
lige smerter. Han overvandt døden, 



for at vi også kan gøre det. Han har 
beredt et sted til os i Himlen hos vor 
evige Fader. Han har lært os planen 
for lykke og givet os en vision om den 
og håb til at følge den. Hans liv var 
det største eksempel på offervilje og 
tjeneste for at opfylde Guds, sin 
Faders plan. 

En sidste dages hellig kvinde, som 
følger Kristi eksempel i sin hverdag, 
begynder at opnå vor himmelske 
Faders plan for hende. Ved at handle 
således kan hun blive en væsentlig 
påvirkning til det gode i verden i dag 
og klare udfordringerne ved livet på 
jorden. Jeg har kendt sådanne 
kvinder, og de har været et strålende 
lys for mig. En sidste dages hellig 
kvinde, som følger Kristus, er en sand 
kristen i ordets bedste betydning. 
Hun er en troens kvinde, som stoler 
på Gud, har selvtillid og er uden frygt. 

En troens kvinde stoler på Gud og 
møder modgang med håb. Hun ken- 
der til hans interesse for hende. Hun 
ved, at han kender hende. Hun elsker 
hans ord og drikker inderligt af det 
levende vand. Hun er taknemmelig 
for profeten, som han har sendt i 
disse sidste dage, og hun stoler på 
hans råd og følger det, for hun ved, at 
hun derved finder tryghed og fred. I 
bøn søger hun den venlige og sikre 
vejledning og hjælp fra en lyttende 
himmelsk Fader. Når hun beder, lytter 
hun - og muliggør, at kommunikatio- 
nen kan være tovejs. Hun stoler på, at 
han på sin stille og blide måde vil lede 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



73 




hende ved hånden og besvare hendes 
bønner. 2 

En troens kvinde har selvtillid, 

fordi hun forstår vor himmelske 
Faders guddommelige plan og hen- 
des rolle for at velsigne andre. Hun er 
overbevist om, at ethvert offer, hun 
yder, har en eller anden værdi set i et 
evigt perspektiv Hun kender til ofre, 
fordi hun kender Frelserens liv. Hun 
ved, at hendes ofre måske i sammen- 
ligning er små, men hun ved, at vor 
himmelske Fader forstår og værdsæt- 
ter det, hun gør for at styrke sit hjem, 
sin familie og den verden, som hun 
lever i. Hendes selvtillid vokser, fordi 
hun er retskaffen og yndig og elskvær- 
dig, hvilket er bedre end at være 
smuk. Hun har rene motiver. Hun er 
kærlig og blid og venlig. Hendes 
mand og hendes børn stoler på 
hende. 3 Og det gør også de børn eller 
unge eller kvinder, som hun er kaldet 
til at undervise, lede og tjene og elske 



- de føler sig alle tiltrukne af hende 
på grund af den særlige ånd, som hun 
udstråler. Det er Guds billede, som 
man ser i hendes ansigt, som er tilta- 
lende og betydningsfuldt. 4 Hun er 
overbevist om, at hun danner en 
karakter og udfører gerninger, så hun 
en dag vil blive inviteret til at stå i sin 
himmelske Faders nærhed. Hun vil 
kunne gøre dette med en følelse af, at 
hun fuldt ud hører til der, for hun er 
kendt af ham og elsket og værdsat og 
påskønnet for evigt og altid. 

En troens kvinde er uden frygt. Hun 
frygter intet ondt, for Gud er med 
hende. 5 Der er intet tvetydigt, ingen 
forvirring i hendes liv. Hun kan leve et 
liv bygget på principper, for hun stude- 
rer lærdommene hos den fuldkomne 
lærer, Mesteren. Hun er et ædelt 
eksempel for alle, som kender hende. 
Hun er selvfølgeligt ikke fuldkommen, 
ikke fordi hun ikke følger fuldkomne 
principper eller Kristi fuldkomne 



eksempel, men fordi hun er et men- 
neske. Hun holder sig væk fra dårlige 
påvirkninger og alt urent, og hvis det 
trænger ind på hendes territorium, så 
er hun som en løvinde, der beskytter 
sine unger. En troens kvinde uden 
frygt har mod til at tale med sine børn 
om handlinger, som kan ødelægge 
dem. De hører hende ikke kun drøfte 
sin overbevisning, men de ser hendes 
overbevisning i hendes hverdag - 
hvorledes hun klæder sig, hvad hun 
læser og ser, hvordan hun tilbringer sin 
fritid, hvad hun elsker og ler ad, hvem 
hun tiltrækker, og hvordan hun opfø- 
rer sig til alle tider, i alle ting og på alle 
steder. Hun har sin egen bestemte stil, 
der er tiltalende, glad, oplivende og 
god. Vore små piger og unge piger kan 
trygt følge hendes eksempel. Vi beder 
om, at de også er frygtløse, når de 
søger og fremhæver det, der er opløf- 
tende, lykkeligt og anstændigt, for de 
er vores fremtid. 



74 



Jeg takker himlen for troens kvinder 
i vores tilværelse. En troens kvinde 
elsker Herren. Hun ønsker, at han ser 
det ved den måde, hun lever, ved de 
ord, hun taler, ved den tjeneste, hun 
yder for hans børn, ved hver eneste 
handling. Hun ved, at han elsker 
hende, selv om hun er ufuldkommen 
og stadig forsøger at blive bedre. Hun 
ved, at når hun gør sit bedste, er det 
tilstrækkeligt, således som præsident 
Hinckley har fortalt os. 6 

En troens kvinde er velsignet ved 
de trofaste mænd i sit liv, som bærer 
Guds præstedømme og ærer dette 
privilegium: Hendes far, biskop, ægte- 
mand, brødre og sønner. De værd- 
sætter hende og de guddommelige 
gaver, som Gud har givet sin datter. 
De støtter og opmuntrer, og de for- 
står hendes livs store mission som 
kvinde. De elsker hende, de velsigner 
hende. De velsignes til gengæld af 
denne troens kvinde, mens de sam- 
men vandrer ad livets vej. De ved, 
som skriften lærer os, at »hellere to 
end én ... For hvis de falder, kan den 
ene hjælpe den anden op.« 7 

Jeg udtrykker min taknemmelig- 
hed for de vidunderlige troens 
kvinder og store og ædle mænd og for 
min elskede familie, som har opløftet 
mig og inspireret mig hele mit liv. De 
har især været en stor velsignelse nu, 
hvor jeg har forsøgt at udfylde det 
hellige hverv fra Herren som Unge 
Pigers hovedpræsidentinde. 

Kære brødre og søstre, vær forvis- 
set om min kærlighed til jer og min 
store taknemmelighed over for vor 
Fader i Himlen og hans elskede Søn, 
Herren Jesus Kristus. Jeg vil ære og 
tjene dem af hele mit hjerte for evigt 
og være taknemmelig for privilegiet. 
I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Luk 2:52. 
2.SeL&P 112:10. 

3. Se Ordsp 31:11. 

4. Se Alma 5:14. 

5. Se SI 23:4. 

6. Se »Kirkens kvinder«, Stjernen, jan. 1997, 
s. 66. 

7. Præd 4:9-10. 



Levo 




o til din 
se 



ÆLDSTE HENRY B. EYRING 

De Tolv Apostles Kvorum 



Herren vil vejlede jer ved åbenbaring, ligesom han 

kaldte jer. I skal bede i tro om åbenbaring for at vide, hvad 

I skal gøre. 



at tjene, hvoraf mange af dem er 
nyomvendte. Der er tale om meget 
forskellige kaldelser, og forskellen på 
deres tidligere erfaring i Kirken er 
endnu større. Hvis I er en af dem, 
som kalder dem eller oplærer dem 
eller ganske enkelt holder af dem, 
som vi alle gør, så er der nogle ting, 
man må vide om, hvordan man hjæl- 
per dem til at få succes. 

Måske tænker I først på at sørge 
for, at de får en håndbog, undervis- 
ningsmateriale eller de optegnelser, 
de skal føre. I giver dem måske en 
liste over tidspunkterne og stederne 
for de møder, de skal komme til. Så vil 
I måske til at fortælle dem, hvordan 
deres arbejde vil blive vurderet, da I 
bemærker bekymringen i deres øjne. 

Ser I, selv det nyeste medlem af 
Kirken ved, at et kald til at tjene først 
og fremmest bør være en hjertesag. 
Det er ved at give hele vores hjerte til 
Mesteren og holde hans befalinger, at 
vi kommer til at kende ham. Med 
tiden og ved forsoningens kraft bliver 
vores hjerte forandret, og vi kan blive 
som ham. Der er en bedre måde til at 
hjælpe dem, som bliver kaldet, end 
blot at beskrive, hvad der forventes. 

Det, de har brug for, endog mere 
end oplæring i deres pligter, er at se 
med åndelige øjne på, hvad det bety- 
der at blive kaldet til at tjene i Jesu 
Kristi genoprettede kirke. Dette er 




For ikke så længe siden hen- 
vendte en ung mand, som jeg 
ikke kendte, sig til mig på et 
travlt sted. Han sagde stille, men 
med stor iver: Ȯldste Eyring, jeg er 
netop blevet kaldet som præsident 
for ældsternes kvorum. Hvilket råd 
har du til mig?« Jeg var sikker på, at 
det, han havde brug for at vide og 
føle, kunne jeg ikke give ham der, 
hvor folk myldrede omkring os. Så 
jeg sagde: »Jeg vil give dig mit råd til 
generalkonferencen.« 

Denne unge mand er ikke alene 
med hensyn til at ønske hjælp. 
Tusinder af Kirkens medlemmer over 
hele jorden bliver hver uge kaldet til 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



75 



Guds rige på jorden. På grund af dette 
har den en kraft langt større end 
nogen anden sag, hvori mennesker 
kan engagere sig. Denne kraft 
afhænger af troen hos dem, som er 
kaldet til at tjene i den. 

Og derfor giver jeg mit råd til alle, 
mand eller kvinde, pige eller dreng, 
som er blevet kaldet eller som engang 
vil blive det. Der er nogle få ting, som 
I må lære er sande. Jeg vil forsøge at 
sætte ord på dem. Kun Herren kan 
ved hjælp af Helligånden lægge dem 
dybt i jeres hjerte. Her er de: 

For det første er I kaldet af Gud. 
Herren kender jer. Han ved, hvem 
han ønsker skal tjene i hver enkelt 
stilling i sin kirke. Han valgte jer. Han 
har beredt en vej, så han kunne 
udstede jeres kald. Han gengav præ- 
stedømmets nøgler til Joseph Smith. 
Disse nøgler er blevet givet videre i en 
ubrudt linie til præsident Hinckley. 
Ved disse nøgler modtog andre præ- 
stedømmetjenere nøgler til at præsi- 
dere i stave og ward, i distrikter og 
grene. Det var ved hjælp af disse nøg- 
ler, at Herren kaldte jer. Disse nøgler 
omfatter en ret til åbenbaring. Og 
åbenbaring kommer i svar på bønner. 
De, der blev inspireret til at anbefale 
jer til denne kaldelse, gjorde det ikke, 
fordi de kunne lide jer, eller fordi de 
havde brug for nogen til at udføre en 
bestemt opgave. De bad og følte et 
svar i form af, at I var den, der skulle 
kaldes. 

Den, der kaldte jer, udstedte ikke 
kaldet, blot fordi han ved et interview 
fandt ud af, at I var værdige og villige 
til at tjene. Han bad om at lære at 
kende Herrens plan for jer. Det var 
bøn og åbenbaring til dem, der er 
bemyndiget af Herren, som bragte jer 
her. Jeres kaldelse er et eksempel på 
en kilde af kraft, der er enestående for 
Herrens kirke. Mænd og kvinder er 
kaldet af Gud ved profeti og ved 
håndspålæggelse af dem, som Gud 
har bemyndiget. 

I er kaldet til at repræsentere 
Frelseren. Jeres stemme i forbindelse 




med vidnesbyrd bliver den som hans 
stemme, jeres hænder, der opløfter, 
bliver som hans hænder. Hans værk er 
at velsigne sin Faders åndelige børn 
med mulighed for at vælge evigt liv 
Altså, jeres kaldelse er at velsigne 
andre. Det gælder selv i de mest 
almindelige opgaver, I har fået, og på 
tidspunkter, hvor I måske gør noget, 
som tilsyneladende ikke er forbundet 
med jeres kald. Blot den måde, I smi- 
ler på, eller den måde, I hjælper 
nogen på, kan opbygge deres tro. Og 
skulle I glemme, hvem I er, så kan 
blot den måde, I taler på, og den 
måde, I opfører jer på, ødelægge tro. 

Jeres kald har evige konsekvenser 
for andre og for jer selv. I den kom- 
mende verden kan tusinder kalde jer 
velsignede, endog flere end de men- 
nesker, I tjener her. Det vil være forfæ- 
drene og efterkommerne af dem, som 
vælger evigt liv på grund af noget, I har 
sagt eller gjort eller endog den, I var. 
Hvis nogen afviser Frelserens invitation 
på grund af, at I ikke gjorde alt det, I 
kunne have gjort, vil deres sorg blive 
jeres. Ser I, der er ingen små kaldelser 
til at repræsentere Frelseren. Jeres kald 
omfatter alvorlige ansvar. Men I behø- 
ver ikke at frygte, fordi sammen med 
jeres kald er der store løfter. 

Et af disse løfter er det andet, I skal 
vide. Det er, at Herren vil vejlede jer 
ved åbenbaring, ligesom han kaldte 
jer. I skal bede i tro om åbenbaring for 



at vide, hvad I skal gøre. Sammen 
med jeres kald kommer løftet om, at 
svarene vil komme. Men den vejled- 
ning kommer kun, når Herren er sik- 
ker på, at I vil adlyde. For at komme til 
at kende hans vilje skal I være forplig- 
tet til at udføre den. Ordene »din vilje 
ske«, skrevet i hjertet, er vinduet til 
åbenbaring. 

Svaret kommer ved Helligånden. I 
vil ofte få brug for denne vejledning. 
For at have Helligånden som jeres led- 
sager skal I være værdige, renset ved 
Jesu Kristi forsoning. Derfor vil jeres 
lydighed mod befalingerne, jeres 
ønske om at gøre hans vilje og jeres 
bøn i tro afgøre, hvor tydeligt 
Mesteren kan vejlede jer med svar på 
jeres bønner. 

Ofte vil svarene komme, mens I 
studerer skrifterne. De indeholder 
beretninger om, hvad Herren gjorde i 
sin jordiske tjenestegerning og den 
vejledning, som han har givet sine tje- 
nere. De indeholder lærdomme, som 
vil gælde altid og i enhver situation. 
Overvejelse af skrifterne vil få jer til at 
stille de rigtige spørgsmål i bønnen. 
Og lige så sikkert, som himlene blev 
åbnet for Joseph Smith, efter at han 
havde overvejet skrifterne i tro, vil 
Gud besvare jeres bønner, og han vil 
lede jer ved hånden. 

Der er noget tredje, som I skal 
vide: Ligesom Gud har kaldet jer og 
vil vejlede jer, vil han give jer evner. I 
har brug for disse evner. Jeres kal- 
delse vil i sandhed medføre modgang. 
I er i Mesterens tjeneste. I er hans 
repræsentant. Evige liv afhænger af 
jer. Han mødte modgang, og han 
sagde, at det at møde modgang ville 
være loddet for dem, han kaldte. De 
kræfter, der er opstillet mod jer, vil 
ikke alene forsøge at ødelægge jeres 
værk, men at slå jer ned. Apostlen 
Paulus beskrev det på denne måde: 
»Kampen [står] ikke mod kød og 
blod, men mod myndigheder og mag- 
ter, mod verdensherskerne i dette 
mørke, mod ondskabens åndemagter 
i himmelrummet.« 1 



76 



Der vil komme tider, hvor I føler 
jer overvældet. En af de måder, 
hvorpå I vil blive angrebet, er med 
utilstrækkelighedsfølelser. Tja, I er 
ikke gode nok til at bestride et kald til 
at repræsentere Frelseren alene ved 
jeres egen kraft. Men I har adgang til 
mere, end jeres naturlige evner tilla- 
der, og I arbejder ikke alene. 

Herren vil højne det, I siger, og 
det, I gør, i øjnene på de mennesker, I 
tjener. Han vil sende Helligånden for 
at tilkendegive for dem, at det, I 
sagde, var sandt. Det, I siger og gør, 
vil indeholde håb og vejlede menne- 
sker langt ud over jeres naturlige 
evner og jeres egen forståelse. Dette 
mirakel har været et kendetegn på 
Herrens kirke i alle uddelinger. Det er 
så meget en del af jeres kaldelse, at I 
kan begynde at tage det for givet. 

Jeres afløsningsdag vil lære jer en 
storslået lektie. Den dag, hvor jeg blev 
afløst som biskop, kom et af wards- 
medlemmerne hjem til mig bagefter 
og sagde: »Jeg ved, at du ikke længere 
er min biskop, men kunne vi tale sam- 
men bare én gang mere? Du har altid 
sagt det, jeg havde brug for, og givet 
mig sådan nogle gode råd. Den nye 
biskop kender mig ikke, som du gør. 
Kunne vi bare tale én gang mere?« 

Tøvende gav jeg efter. Medlemmet 
satte sig ned i en stol over for min. Det 
syntes at være præcis som det havde 
været hundredvis af de gange, jeg 
havde interviewet medlemmer af war- 
det som dommer i Israel. Samtalen 
begyndte. Så kom øjeblikket, hvor der 
var brug for rådgivning. Jeg ventede på, 
at ideerne, ordene og følelserne flød 
ind i mit sind, som de altid havde gjort. 

Der kom intet. I mit hjerte og sind 
var der kun stilhed. Efter nogle øje- 
blikke, sagde jeg: »Undskyld. Jeg 
påskønner din venlighed og din tillid. 
Men jeg er bange for, at jeg ikke kan 
hjælpe dig.« 

Når I bliver afløst fra jeres kaldelse, 
vil I lære det, jeg lærte dengang. Gud 
forstørrer evnerne hos dem, han kal- 
der, selv i det, som I måske betragter 




som små og uvæsentlige opgaver. I får 
gaven til at se, hvordan jeres evner 
forøges. Vær taknemmelig, mens den 
gave er jeres. I vil påskønne dens 
værdi mere, end I kan forestille jer, 
når den er væk. 

Herren vil ikke alene forstørre jeres 
indsats' kraft. Han vil arbejde med jer. 
Hans røst til fire missionærer, kaldet af 
profeten Joseph Smith til en svær 
opgave, giver mod til alle, som han 
kalder i sit rige: »... og jeg selv vil gå 
med dem og være midt iblandt dem. 
Jeg er deres talsmand hos Faderen, og 
intet skal få overhånd over dem.« 2 

Fordi Frelseren er et opstandent og 
herliggjort væsen, er han ikke fysisk 
hos alle sine tjenere hvert øjeblik. 
Men han er fuldstændig opmærksom 
på dem og deres omstændigheder og 
er i stand til at gribe ind med sin 
magt. Det er derfor, han kan love jer: 
»Og den, som modtager jer, hos ham 
vil jeg også være; thi jeg vil gå foran 
jer. Jeg vil være på jeres højre og ven- 

o 

stre side; min And skal være i jeres 



hjerter og mine engle rundt omkring 
jer til at styrke jer.« 3 

Der er endnu en måde, hvorpå 
Herren vil give jer evner i jeres kal- 
delse til at tjene ham. I vil nogle gange 
føle, måske mange gange, at I ikke kan 
gøre alt det, I føler, I skal gøre. Jeres 
ansvars tunge byrde vil synes for stor. I 
vil bekymre jer over, at I ikke kan til- 
bringe mere tid med jeres familie. I vil 
spekulere på, hvordan I kan finde tid 
og energi til at imødekomme jeres 
ansvar, ud over jeres familie og jeres 
kaldelse. I kan føle modløshed og 
endog skyld, efter at I har gjort alt det, 
I kunne, for at imødekomme alle jeres 
forpligtelser. Jeg har haft sådanne 
dage og sådanne nætter. Lad mig for- 
tælle jer, hvad jeg har lært. 

Det er dette: Hvis jeg kun tænker 
på min egen præstation, bliver min 
bedrøvelse større. Men når jeg hu- 
sker, at Herren lovede, at hans kraft 
ville følge mig, begynder jeg at se 
efter beviser på, hvad han har gjort 
for de mennesker, som jeg skal tjene. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



77 



Jeg beder om med åndelige øjne at 
kunne se virkningen af hans kraft. 

Så begynder jeg uvægerligt at 
huske ansigter på mennesker. Jeg 
husker lyset i øjnene på mit barn, hvis 
hjerte blev blødgjort, glædestårerne 
på kinderne af en pige på den bageste 
række i søndagsskoleklassen, som jeg 
underviste, eller et problem, der blev 
løst, før jeg fik tid til at tage mig af 
det. Så ved jeg, at jeg har gjort til- 
strækkeligt, for at de løfter, Joseph 
Smith gav, atter kan blive opfyldt: »Lad 
os derfor, inderligt elskede brødre, 
gøre alt, hvad der står i vor magt; da 
kan vi med større vished vente at se 
Guds frelse og hans arm åbenbaret.« 4 

I kan få den største forvisning om, 
at jeres styrke vil blive mangedoblet af 
Herren. Alt, hvad han beder om, er, at 
I gør jeres bedste og giver hele jeres 
hjerte. Gør det med glæde og med 
troens bøn. Faderen og hans elskede 
Søn vil sende Helligånden som jeres 
ledsager til at vejlede jer. Jeres indsats 
bliver gjort større hos de mennesker, 
I tjener. Og når I ser tilbage på det, 
som nu synes som tider med tjeneste 
og ofre, vil ofrene være blevet til vel- 
signelser, og I vil vide, at I har set 
Guds arm opløfte dem, I har tjent for 
ham, og opløfte jer. 

Jeg ved, at Gud Faderen lever. Han 
hører og besvarer vore bønner. De, 
som vi tjener, er hans åndelige børn. 
Dette er Jesu Kristi sande Kirke. Hans 
navn er det eneste navn, ved hvilket 
vor Faders børn kan helliggøres og 
opnå evigt liv. Præstedømmets nøgler 
udøves af Herrens levende profet, 
Gordon B. Hinckley. 

Jeg vidner om, at Frelseren lever 
og leder sin levende kirke. Det ved 
jeg. Jeg er et vidne for ham og om 
ham. Han ser og påskønner jeres tro- 
faste tjeneste i det værk, han har kal- 
det jer til. 

I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

l.Ef6:12. 

2. L&P 32:3. 

3. L&P 84:88. 

4. L&P 123:17. 



Det vidunderlige 
grundlag for 
vores tro 



PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY 



Takket været Gud for hans vidunderlige overdragelse af 
vidnesbyrd, myndigbed og lærdomme, som er en del af 
fesu Kristi genoprettede kirke. 




M 



' ine kære brødre og søstre, 
jeg søger Herrens inspiration, 
.mens jeg taler til jer. Jeg føler 
et stort ansvar, når jeg taler til de sid- 
ste dages hellige. Jeg er taknemlig for 
jeres venlighed og tålmodighed. Jeg 
beder hele tiden om, at jeg må være 
værdig til folkets tillid. 

Jeg er for nylig kommet tilbage 
fra en meget lang rejse. Det har været 
meget trættende, men det har været 
vidunderligt at være sammen med de 
hellige. Hvis det var muligt, ville jeg 
overdrage alle Kirkens daglige 



administrative anliggender til andre og 
bruge min tid sammen med de hellige 
og besøge dem i de små grene og i de 
store stave. Jeg ville ønske at være 
sammen med de hellige, hvor end de 
måtte være. Jeg føler, at hvert eneste 
medlem af Kirken fortjener at blive 
besøgt. Jeg beklager, at jeg på grund af 
mine fysiske begrænsninger ikke læn- 
gere kan trykke jer alle i hånden. Men 
jeg ser jer i øjnene med glæde i mit 
hjerte og giver udtryk for min kærlig- 
hed og efterlader en velsignelse. 

Baggrunden for den seneste rejse 
var genindvielsen af templet i Freiberg 
i Tyskland og indvielsen af templet i 
Haag i Holland. Jeg havde mulighed 
for at indvie templet i Freiberg for 17 
år siden. Det var en temmelig beske- 
den bygning i det, som dengang var 
Den Tyske Demokratiske Republik, og 
var østzonen i det delte lyskland. 
Byggeriet var bogstavelig taget et 
mirakel. Præsident Monson, Hans 
Ringger og andre havde opnået velvil- 
lighed hos de østtyske regeringsem- 
bedsmænd, som sagde ja hertil. 

Det har fungeret strålende i løbet af 
disse år. Nu er den forfærdelige mur 
væk. Det er lettere for vore medlem- 
mer at rejse til Freiberg. Bygningen var 



78 




blevet slidt efter alle disse år og var 
ikke længere tilstrækkelig. 

Templet er blevet udvidet og gjort 
endnu smukkere og mere funktionelt. 
Vi gennemførte kun en enkelt indviel- 
sessession. De hellige var kommet fra 
fjerne områder. I det store rum, hvor vi 
sad, kunne vi se lige ind i ansigterne på 
de mange robuste, pålidelige og vidun- 
derlige sidste dages hellige, som i alle 
disse år, i solskin og i skygge, under de 
begrænsninger, som regeringen havde 
pålagt, og som nu i fuldkommen frihed 
har bevaret troen, havde tjent Herren 
og stået som åndelige giganter. Jeg er 
ked af, at jeg ikke kunne lægge mine 
arme om disse heroiske brødre og sø- 
stre og fortælle dem, hvor meget jeg 
elsker dem. Hvis de hører mig nu, 
håber jeg, at de fornemmer min kær- 
lighed, og at de vil undskylde min ha- 
stige afrejse fra deres midte. 

Derfra fløj vi til Frankrig for at vare- 
tage nogle kirkeanliggender. Derefter 
fløj vil til Rotterdam og kørte videre til 
Haag. At arbejde i tre nationer på en 
dag er temmelig krævende tidsplan 
for en gammel mand. 



Den følgende dag indviede vi 
templet i Haag i Holland. Der blev 
gennemført fire møder. Det var en 
rørende og vidunderlig oplevelse. 

Dette tempel er en smuk bygning i 
et godt område. Jeg så taknemlig for, 
at der nu findes et Herrens hus, som 
kan betjene de hellige fra Holland, 
Belgien og dele af Frankrig. Der blev 
første gang sendt missionærer til 
denne del af Europa helt tilbage i 
1861. Tusindvis sluttede sig til Kirken. 
De fleste af dem emigrerede til USA. 
Men nu har vi en vidunderlig forsam- 
ling af dyrebare og trofaste sidste 
dages hellige, som fortjener et 
Herrens hus i deres midte. 

Jeg besluttede mig for, at mens jeg 
var i denne del af verden, ville jeg 
besøge andre områder. Vi fløj derfor 
videre til Kiev i Ukraine. Jeg var der 
for 21 år siden. Der er en ny fornem- 
melse af frihed i luften. Hvilken inspi- 
ration var det ikke at mødes med 
3.000 hellige fra Ukraine. De medlem- 
mer, som kom fra nær og fjern, 
udholdt stor ubehag og havde store 
omkostninger ved at komme der. 



En familie havde ikke råd til, at alle 
familiens medlemmer kunne komme 
med. Forældrene blev hjemme og 
sendte deres børn af sted, så de 
kunne få mulighed for at være sam- 
men med os. 

Derfra drog vi videre til Moskva i 
Rusland. Jeg var også der for 21 år 
siden, og der er sket meget. Det er 
som elektricitet. Man kan ikke se det. 
Men man kan føle det. Her havde vi 
atter et vidunderligt møde med 
muligheder for at tale med betyd- 
ningsfulde regeringsembedsmænd, 
som vi havde gjort det i Ukraine. 

Hvilket uvurderligt og dyrebart pri- 
vilegium at mødes med disse vidun- 
derlige hellige, som var blevet 
indsamlet Ȏn fra en by, to fra en 
slægt« og bragt til Zion i opfyldelse af 
profetien hos Jeremias (se Jer 3:14). 
Livet er ikke let for dem. Deres byrder 
er tunge. Men deres tro er fast, og 
deres vidnesbyrd er levende. 

På disse fjerntliggende steder, som 
er fremmed for det meste af Kirken, 
brænder evangeliets lys klart og oply- 
ser vejen for tusinder. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



79 



Vi fløj derpå til Island. Det er et 
smukt sted med smukke mennesker. 
Her havde vi en langt møde med 
nationens præsident, et meget di- 
stingveret og dygtigt menneske, som 
havde været i Utah og som talt meget 
venligt om vore medlemmer. 

Vi mødtes atter med de hellige. 
Hvor var det inspirerende at se ind i 
deres ansigter, mens de trængtes i 
vores kirkebygning i byen Reykjavik. 

På alle disse steder og ved alle 
disse muligheder for at tale til så 
mange, var der en ting, som hele 
tiden optog mit sind - det mirakuløse 
i dette værk, og hvor vidunderligt det 
er. Teksten fra en af vore storslåede 
salmer, som netop blev sunget af 
koret, blev ved med at komme til mig: 

Så sikker en grundvold for alle, som 

tror 
er lagt ved profeter ved Guds eget 

ord; 
(»Så sikker en grundvold«, Salmer 

og sange, nr. 38). 

Forstår og værdsætter vi som sidste 
dages hellige virkelig, hvor stærkt vi 
står? Blandt alle denne verdens reli- 
gioner er denne både enestående og 
vidunderlig. 

Er denne kirke en uddannelsesin- 
stitution? Ja. Vi underviser hele tiden 
og uophørligt under mange forskel- 
lige forhold. Er det en social organisa- 
tion? Ja, sandelig. Det er en stor 
familie af venner, som blander sig 
med hinanden og nyder hinandens 
selskab. Er det en gensidig hjælpeor- 
ganisation? Ja. Ja, der findes et enestå- 
ende program til opbygning af 
uafhængighed og til at yde hjælp til 
de, som er i nød. Det er alt dette og 
langt mere. Men udover alt dette er 
det Guds kirke og rige, oprettet og 
ledet af vore evige Fader og hans 
elskede Søn, den opstandne Herre, 
Jesus Kristus, til velsignelse af alle, 
som kommer ind i dens fold. 

Vi erklærer meget ligefremt, at 
Gud, vor Fader, og hans Søn, Herren 



Jesus Kristus, viste sig personligt for 
drengen Joseph Smith. 

Da jeg blev interviewet af Mike 
Wallace på tv-programmet 60 
Minutes, spurgte han mig, om jeg vir- 
kelig troede på det. Jeg svarede: »Ja. 
Det er det mirakuløse ved det.« 

Det er den måde, jeg har det på. 
Hele vores styrke hviler på troværdig- 
heden af denne åbenbaring. Enten 
skete det, eller også skete det ikke. 
Hvis det ikke skete, så er dette værk 
et bedrag. Hvis det skete, er det det 
vigtigste og mest vidunderlige under 
himlene. 

Tænk på det, mine brødre og sø- 
stre. I flere århundreder forblev him- 
lene forseglet. Gode mænd og 
kvinder, og ikke et fåtal - virkelig stor- 
slåede og vidunderlige mennesker - 
forsøgte at korrigere, styrke og forbe- 
dre deres måde at tilbede på og deres 
lærdomme. Jeg ærer og respekterer 
dem. Hvor meget bedre er verden 
ikke på grund af deres dristige ger- 
ninger. Selv om jeg tror på, at deres 
værk var inspireret, blev det ikke 
begunstiget ved, at himlene blev 
åbnet, og at Guddommen viste sig. 

Så i 1820 kom der en glorværdig 
manifestation som svar på en drengs 
bøn. Han havde i familiebibelen læst 
følgende ord i Jakobs Brev: »Men hvis 
nogen af jer står tilbage i visdom, skal 
han bede om at få den af Gud, som 
giver alle rundhåndet og uden bebrej- 
delser, og så vil han få den« (Jak 1:5). 

På denne enestående og vidunder- 
lige oplevelse står og falder denne kir- 
kes troværdighed. 

Som i al nedskrevet religionshisto- 
rie er der intet, som kan sammenlig- 
nes med dette. Det Nye Testamente 
fortæller om Jesu dåb, da Guds røst 
blev hørt og Helligånden dalede ned i 
form af en due. På Forklarelsens bjerg 
så Peter, Jakob og Johannes Herren 
blive forvandlet foran dem. De hørte 
Faderens røst, men de så ham ikke. 

Hvorfor viste både Faderen og 
Sønnen sig for en ung dreng? For det 
første kom de for at indvarsle den 



største uddeling af evangeliet til alle 
tider, hvori alle tidligere uddelinger vil 
blive samlet, og hvori de alle ville 
bragt sammen til én uddeling. 

Er der nogen i den tidsalder, vi nu 
lever i, der kan tvivle på, at dette er 
den mest vidunderlige beretning i 
verden? Der har været en strålende 
opblomstring af videnskab, lægevi- 
denskab, kommunikation og trans- 
port, som ikke har set sin lige i hele 
menneskehedens historie. Er det 
rimeligt at påstå, at der også ville ske 
en opblomstring af den åndelige 
viden, som en del af denne uforligne- 
lige renæssance aflys og forståelse. 

Instrumentet i dette Guds værk var 
en dreng, hvis sind ikke var forurenet 
af menneskenes filosofier. Dette sind 
var modtageligt og ikke dannet ud fra 
tidens traditioner. 

Det er let at se, hvorfor mennesker 
ikke accepterer denne beretning. Den 
er næsten ufattelig. Og alligevel er det 
fornuftigt. De, som er bekendt med 
Det Gamle Testamente, erkender, at 
Jahve viste sig for profeterne, som 
levede på den til sammenligning 
enkle tid. Kan de berettiget benægte 
behovet for, at Himlens Gud og hans 
opstandne Søn viser sig i denne 
meget komplekse tidsperiode i ver- 
dens historie? 

At de begge kom, at Joseph så dem 
i deres strålende herlighed, at de talte 
til ham og at han hørte og nedskrev 
deres ord - er de bemærkelsesværdige 
ting, som vi vidner om. 

Jeg kendte en såkaldt intellektuel, 
som sagde, at Kirken var fanget af sin 
historie. Mit svar var, at uden denne 
historie har vi intet. Sandheden af 
denne enestående, særegne og bemær- 
kelsesværdige begivenhed er det, som 
hele vores tro står og falder med. 

Men dette enestående syn var kun 
begyndelsen til en række manifesta- 
tioner, som udgør dette værks tidlige 
historie. 

Og hvis dette syn ikke var nok til 
at bekræfte personligheden og virke- 
ligheden af menneskehedens 



80 



Forløser, så fulgte derefter fremkom- 
sten af Mormons Bog. Her er noget, 
som mennesket kan holde i sine 
hænder og så at sige »løfte«. 
Mennesket kan læse den. Mennesket 
kan bede om den, for den indeholder 
et løfte, om at Helligånden vil for- 
kynde sandheden deraf, hvis dette 
vidnesbyrd søges i bøn. 

Denne bemærkelsesværdige bog 
står som et vidne om Guds Søns 
levende realitet. Bibelen erklærer, at: 
»På to eller tre vidners udsagn skal 
enhver sag afgøres« (Matt 18:16). 
Bibelen, som er den gamle verdens 
testamente, er det ene vidne. 
Mormons Bog, som er den nye ver- 
dens testamente, er det andet vidne. 

Jeg kan ikke forstå, hvorfor den 
kristne verden ikke accepterer denne 
bog. Jeg ville tro, at de ville søge efter 
alt, eller hvad som helst for uden tvivl 
at fastlægge virkeligheden og gud- 
dommeligheden af verdens Frelser. 

Nu fulgte gengivelsen af præste- 
dømmet - først af Det Aronske under 
Johannes Døbers hænder, som havde 
døbt Jesus i Jordanfloden. 

Så kom Peter, Jakob og Johannes, 
Herrens apostle, som i vor tid over- 
drog det, som de havde modtaget 
under Mesterens hænder, som de 
havde vandret med, ja »nøglerne til 
Himmeriget, og hvad du binder på 
jorden, skal være bundet i himlene« 
(se Matt 16:19). 

Derefter kom der yderligere præ- 
stedømmenøgler under Moses, Elias 
og profeten Elias. 

Tænk på det, mine brødre og sø- 
stre. Tænk på det vidunderlige i dette. 

Dette er den genoprettede Jesu 
Kristi Kirke. Vi er som folk sidste dages 
hellige. Vi vidner om, at himlene blev 
åbnet, og at sløret blev trukket tilbage, 
at Gud har talt, og at Jesus Kristus har 
åbenbaret sig, hvorefter fulgte over- 
dragelse af guddommelig myndighed. 

Jesus Kristus er hjørnestenen i 
dette værk, og det er »bygget på 
apostlenes og profeternes grundvold« 
(Ef2:20). 




Denne vidunderlige genoprettelse 
bør gøre os til at tolerant folk, gode 
mod næsten, og som værdsætter og 
er venlige mod andre. Vi må ikke 
være pralende. Vi må ikke være stolte. 
Vi kan være taknemmelige, og det 
skal vi være. Vi kan være ydmyge, som 
vi bør være. 

Vi elsker dem, som tilhører andre 
kirker. Vi arbejder sammen med dem 
i en god sag. Vi respekterer dem. Men 
vi må aldrig glemme vore rødder. 
Disse rødder stikker dybt i den ende- 
lige uddelings jord, som er tidernes 
fyldes uddeling. 

Hvilken inspiration har det ikke 
været at se mænds og kvinders ansig- 
ter over hele verden, som i deres 
hjerte bærer en hellig overbevisning 
om sandheden af denne grundvold. 

Når det kommer til guddommelig 
myndighed, så er det det væsentlige i 
hele sagen. 

Takket været Gud for hans vidun- 
derlige overdragelse af vidnesbyrd, 



myndighed og lærdomme, som er en 
del af Jesu Kristi genoprettede kirke. 
Det må være vores store og ene- 
stående budskab til verden. Vi siger 
det ikke pralende. Vi vidner i ydmyg- 
hed, men med alvor og absolut 
oprigtighed. Vi indbyder alle, hele 
jorden, til at lytte til denne beretning 
og bedømme dets sandhed. Gud vel- 
signe os, der tror på hans guddom- 
melige åbenbaringer, og hjælpe os 
med at videregive kundskaben om 
disse store og strålende begivenhe- 
der til alle, som vil lytte. Til jer siger 
vi med kærlighed: Bring alt det med 
jer, som I har af godhed og sandhed, 
uanset hvorfra I har modtaget det, og 
kom og lad os se, om vi kan føje 
noget til det. Jeg giver denne invita- 
tion til mænd og kvinder overalt, 
med mit højtidelige vidnesbyrd om, 
at dette værk er sandt, for jeg kender 
sandheden af det gennem 
Helligåndens kraft. I Jesu Kristi navn. 
Amen. ■ 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



81 



MØDET SØNDAG EFTERMIDDAG 

6. oktober 2002 



Mon han så vil finde 
troen på jorden? 

ÆLDSTE JOSEPH B. WIRTHLIN 

De Tolv Apostles Kvorum 

Kun når vores tro er i harmoni med vor himmelske Faders 
vilje bliver vi i stand til at modtage de velsignelser, vi søger. 




Det var en meget smuk gengi- 
velse af den storslåede sang 
»En stakkels sorgbetynget 
mand«, som var profeten Josephs og 
hans bror Hyrums yndlingssang. 
Sikken smuk præstation af koret og 
orkestret. 

Jeg beder til, at jeg må have 

o 

Herrens And hos mig, som den har 
været hos os under konferencen, såle- 
des at jeg kan sige det, som er gavnligt 
for Kirkens medlemmer og for dem, 
der ikke er medlemmer. Jeg føler mig 
meget ydmyg i denne opgave. 

I dag stiller jeg et spørgsmål, som 
Frelseren stillede for næsten 2000 år 
siden: »Når Menneskesønnen kommer, 
mon han så vil finde troen på jorden?« 1 



Evangeliets første princip 

Hvad er sand tro? Tro defineres 
som »tro på og tillid til og trofasthed 
over for Gud ... en fast overbevisning 
om noget, der ikke kan bevises« 2 Vi 
tror på, at »tro er håb om det, som 
ikke ses, men som er sandt ... og må 
bygge på Jesus Kristus.« Faktisk tror vi 
på, at »tro på Jesus Kristus er evangeli- 
ets første princip.« 3 

En enkes tro 

Der findes mennesker, som kan 
belære os om tro, hvis blot vi vil åbne 
hjertet og sindet. Et sådant menneske 
var en kvinde, hvis mand var død. 
Hun var ladt alene med sin søn og 
havde forsøgt at skaffe sig et levebrød, 
men hun levede under en forfærdelig 
hungersnød. Maden var knap og 
mange omkom af sult. 

Efterhånden som maden slap op, 
gjorde kvindens udsigt til at overleve 
det også. Hver dag måtte hun hjælpe- 
løst se på, hvordan hendes spar- 
somme rationer svandt ind. 

Kvinden havde håbet på hjælp, 
men havde ikke fundet nogen, og 
hun indså nu, at dagen var kommet, 
hvor hun kun havde mad nok til et 
sidste måltid. 

Da var det, at en fremmed duk- 
kede op og bad om det utænkelige. 
»Tag også et brød med til mig!« sagde 
han til hende. 



Kvinden vendte sig mod manden 
og sagde: »Så sandt Herren din Gud 
lever: Jeg ejer ikke et brød! Jeg har 
kun en håndfuld mel i krukken og en 
smule olie i kanden.« Hun fortalte 
ham, at hun netop var ved at tilberede 
det som et sidste måltid til sig selv og 
sin søn, så »når vi har spist det, kan vi 
lægge os til at dø.« 

Hun vidste ikke, at den mand, der 
stod foran hende, var profeten Elias, 
som Herren havde sendt til hende. 
Det, som profeten dernæst sagde til 
hende, kan virke overraskende for 
mennesker i vore dage, som ikke for- 
står princippet om tro. 

»Du skal ikke være bange!« sagde 
han til hende, »men bag først et lille 
brød til mig, og kom herud med det; 
bagefter kan du lave noget til dig selv 
og din søn.« 

Kan I forestille jer, hvad hun må 
have tænkt? Hvad hun må have følt? 
Hun nåede ikke engang at svare, før 
manden fortsatte: »For dette siger 
Herren, Israels Gud: Krukken skal 
ikke blive tom for mel og kanden ikke 
mangle olie, før Herren lader det 
regne på jorden.« 

Da kvinden havde fået dette profe- 
tiske løfte, gik hun i tro hen og gjorde 
det, som Elias havde bedt hende om. 
»Og både han og hun og hendes fami- 
lie fik føden i lang tid. Krukken blev 
ikke tom for mel, og kanden kom ikke 
til at mangle olie, efter det ord, 
Herren havde talt ved Elias.« 4 

Efter vore dages opfattelse kan 
profetens anmodning virke urimelig 
og selvisk. Efter vore dages opfattelse 
kan enkens svar virke tåbelig og 
uklog. Det skyldes hovedsagelig, at vi 
ofte lærer at træffe beslutninger ud fra 
det, vi ser. Vi træffer beslutninger ud 
fra beviserne foran os og ud fra det, 
som tilsyneladende er i vores øjeblik- 
kelige, bedste interesse. 

»Tro er,« på den anden side, »fast 
tillid til det, der håbes på, overbevis- 
ning om det, der ikke ses.« 5 Troen har 
øjne, som gennemtrænger mørket og 
ser ind i lyset bagved. »Jeres tro [skal] 



82 




ikke ... afhænge af menneskers vis- 
dom, men af Guds kraft.« 6 

Manglende evne til at udøve tro 

Alt for ofte i vore dage forlader vi 
os ikke så meget på tro som på vores 
egen evne til at ræsonnere og løse 
problemer. Hvis vi bliver syge, kan 
den moderne lægevidenskab på mira- 
kuløs helbrede os. Vi kan rejse over 
lange afstande på kort tid. Inden for 
et tastaturs rækkevidde har vi adgang 
til information, som for 500 år siden 
ville have gjort fattiglemmet til fyrste. 

Sand tro 

»Den retfærdige skal leve af tro,« 7 
får vi at vide i skrifterne. Jeg spørger 
da igen: »Hvad er tro?« 

Tro er til stede, når fuldstændig til- 
lid til det, som vi ikke kan se, kombi- 
neres med gerninger, som 
fuldstændig er i overensstemmelse 



med vor himmelske Faders vilje. 
Uden alle tre - for det første, fuld- 
stændig tillid; for det andet, ger- 
ninger; og for det tredje, fuldstændig 
overensstemmelse - uden disse tre 
har vi blot en efterligning - en svag og 
udvandet tro. Lad mig tale om hvert 
enkelt at disse tre begreber, som er 
nødvendig for tro. 

For det første må vi have tillid til 
det, som vi ikke kan se. Da Thomas 
endelig fik lov at føle naglemærkerne 
og stak hånden i siden på den 
opstandne Frelser, bekendte han, at 
han endelig troede. 

»Jesus sagde til ham: >Du tror, fordi 
du har set mig. Salige er de, som ikke 
har set og dog tror.<« 8 

Peter sagde disse ord, da han roste 
de fordums troende for deres tro på 
Jesus Kristus. Han sagde: 

»Ham elsker I uden at have set 
ham, ham tror I på nu uden at se 



ham, men I skal juble med en uudsi- 
gelig, forklaret glæde, 

når I kommer frem til troens mål, 
jeres sjæles frelse.« 9 

For det andet: Vi må handle, for at 
vores tro kan gavne noget. Vi må gøre 
alt, hvad der står i vores magt, for at 
omsætte passiv tro til aktiv tro, for 
sandelig, troen er i sig selv, uden ger- 
ninger, død. 10 

1 1998 hævede præsident Gordon 
B. Hinckley en advarende røst for 
denne kirkes hellige, såvel som for 
hele verden. Han gentog den samme 
advarsel i går aftes til præstedømmets 
møde. Han sagde: »Jeg foreslår, at 
tiden er inde til at sætte vores hus i 
orden. Der er så mange af vore med- 
lemmer, hvis økonomi er spændt til 
det yderste. Faktisk lever nogen på 
lånte penge ... Jeg er bekymret over 
den enorme afbetalingsgæld, der 
tynger nationens indbyggere og vore 
egne medlemmer.« 11 

Søskende, da disse profetiske ord 
blev udtalt, udviste nogle af Kirkens 
trofaste medlemmer al deres tro og 
gav agt på profetens råd. I dag er de 
dybt taknemmelige for det, de gjorde. 
Andre troede måske på det, som pro- 
feten sagde, men manglede tro, selv 
en tro så lille som et sennepsfrø. 
Derfor er nogle blevet ramt af økono- 
miske og personlige problemer og 
familietragedier. 

For det tredje bør vores tro være i 
overensstemmelse med vor himmel- 
ske Faders vilje, herunder hans natur- 
love. Den spurv, som flyver ind i 
orkanen, tror måske, at den kan navi- 
gere gennem uvejret, men den 
ubarmhjertige naturlov skal nok i den 
sidste ende bevise noget andet. 

Er vi klogere end spurven? Ofte 
regner verden ikke tro for meget 
andet end naivitet. Det er trist at se, 
hvor ivrige nogle mennesker er efter 
favne fikse ideer og teorier, mens de 
forkaster eller bekymrer sig mindre 
om Jesu Kristi evangeliums evige prin- 
cipper. Det er sørgeligt at se, hvordan 
nogle hovedkulds giver sig af med en 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



83 




tåbelig eller uetisk adfærd, samtidig 
med at de tror på, at Gud på en eller 
anden måde vil skåne dem for de 
uundgåelige og tragiske konsekvenser 
af deres handlinger. De går endog så 
langt, at de beder om himlens velsig- 
nelser, skønt de i hjertet ved, at det, 
de gør, strider mod vor himmelske 
Faders vilje. 

Hvordan ved vi, om vores tro er i 
overensstemmelse med vor himmel- 
ske Faders vilje, og om han billiger det, 
vi stræber efter? Vi må kende Guds 
ord. En af årsagerne til, at vi fordyber 
os i skrifterne, er, at vi kan lære om, 
hvordan vor himmelske Fader fra 
begyndelsen har handlet mod men- 
neskene. Hvis vores hjertes ønsker stri- 
der mod skrifterne, bør vi ikke stræbe 
yderligere efter at opfylde dem. 

Dernæst må vi give agt på de inspi- 
rerede råd, vi får fra vore sidste dages 
profeter. 



Derudover må vi meditere og bede 

o 

og søge vejledning hos Anden. Hvis vi 
gør det, indfrier Herren det løfte, at 
han »vil tale til dig i din sjæl og i dit 
hjerte gennem den Helligånd, der 
skal komme over dig, og som skal bo i 
dit hjerte.« 12 

Kun når vores tro er i harmoni 
med vor himmelske Faders vilje bliver 
vi i stand til at modtage de velsig- 
nelser, vi søger. 

Et princip med kraft 

Når troen på den rette måde bliver 
forstået og udøvet, er den en af evighe- 
dens store og herlige kræfter. Den er 
en kraft, som overgår vores fatteevne. 
»I tro ... [blev] verden ... skabtved 
Guds ord.« 13 1 tro blev vandene skilt, 
de syge helbredt, de ugudelige bragt til 
tavshed og frelse gjort mulig. 

Vores tro er den grundvold, som 
hele vores åndelige liv hviler på. Den 



bør være den vigtigste kilde til styrke 
i vores tilværelse. Tro er ikke så 
meget noget, vi tror på. Tro er noget 
vi lever ved. 

Husk Frelserens ord: »Hvis du kan 
[tro] ! Alt er muligt for den, der tror.« 14 
»Den, der tror på mig, han skal også 
gøre de gerninger, jeg gør, ja, gøre 
større gerninger end dem.« 15 

Forklar princippet 

De, som vandrer ved tro, føler 
deres tilværelse omgivet af himlens lys 
og velsignelser. De forstår og ved 
noget, som andre ikke forstår og ved. 
De, som ikke vandrer ved tro, regner 
det, der kommer fra Ånden, for dår- 
skab, for det, der kommer fra Ånden, 
kan kun bedømmes ved Anden. 16 

Åbenbaringer fra himlen er forseg- 
lede for dem, som ikke tror, så de 
derfor ikke forstår. »Thi dersom der 
ikke findes tro blandt menneskenes 
børn,« siger Moroni, »kan Gud ikke 
udføre noget mirakel blandt dem; 
derfor viser han sig ikke for dem, 
førend de tror.« 17 

Og dog har der gennem verdens- 
historien, selv i perioder med mørke, 
været mennesker, som ved troens 
øjne har gennemtrængt mørket og set 
verden, som den virkelig er. Moroni 
forklarer, at »der fandtes mange, hvis 
tro var så overordentlig stor ... at [de] 
ikke kunne afholdes fra at se bagved 
sløret, men virkelig så med øjnene de 
ting, som de havde set med troens 
øjne, og de var glade.« 18 

Vores hjem bør være et tilflugts- 
sted, hvor der hersker tro. Mor og far 
bør lære deres børn princippet om 
tro. Og bedsteforældrene kan også 
hjælpe til. Når familien er samlet, for- 
søger jeg, når det er belejligt, at føre 
en personlig samtale med nogle af 
vore børnebørn. Jeg sætter mig sam- 
men med dem og stiller dem et par 
spørgsmål: »Hvordan har du det?« 
»Hvordan går det i skolen?« 

Derefter spørger jeg dem, hvordan 
de har det med den sande kirke, som 
betyder så meget for mig. Jeg forsøger 



84 



at lodde dybden af deres tro og vid- 
nesbyrd. Hvis jeg opdager nogle 
områder, hvor de er usikre, spørger 
jeg dem: »Vil du tage imod en udfor- 
dring fra din bedstefar?« 

Så foreslår jeg dem blandt andet at 
læse i skrifterne dagligt og anbefaler 
dem at knæle hver morgen og aften 
og bede med deres far og mor samt 
have personlig bøn. Jeg opfordrer 
dem til at komme til deres nadvermø- 
der. Jeg opfordrer dem til altid at 
holde sig rene, altid at komme til 
deres kirkemøder og til sidst sammen 
med alt det andet, at de altid bestræ- 
ber sig på at være lydhøre over for 
Herrens hvisken. 

Engang efter en sådan samtale 
med Joseph, vores otteårige barne- 
barn, så mig ind i øjnene og stillede 
dette ligefremt spørgsmål: »Må jeg 
godt gå nu, bedstefar?« Han løb væk 
fra min arme, og jeg tænkte: »Gjorde 

o 

jeg noget godt?« Åbenbart, for næste 
dag sagde han: »Tak for den lille sam- 
tale, vi havde.« 

Hvis vi henvender os til dem med 
kærlighed snarere end med bebrej- 
delser, opdager vi, at vore børne- 
børns tro vokser som følge af 
påvirkningen og vidnesbyrdet fra en, 
som elsker Frelseren og hans gud- 
dommelige kirke. 

Prøvelser 

Til tider virker verden ganske 
mørk. Af og til bliver vores tro prøvet. 
Nu og da føler vi, at himlen lukker sig 
for os. Men vi må ikke fortvivle. Vi må 
aldrig svigte vores tro. Vi må ikke 
miste håbet. 

For et par år siden begyndte jeg at 
lægge mærke til, at mine omgivelser 
begyndte at blive mørkere. Det 
bekymrede mig, for noget enkelt som 
at kunne se bogstaverne i mine skrif- 
ter var blevet sværere for mig. Jeg spe- 
kulerede på, hvad der mon var sket 
med kvaliteten af elektriske pærer, og 
undrede mig over, hvorfor fabrikan- 
terne ikke kunne fremstille tingene, 
som de havde gjort tidligere. 



Jeg skiftede pærerne ud med nogle 
stærkere. De blev også svage. Jeg 
skød skylden på lampernes dårlige 
design og på pærerne. Jeg spekule- 
rede sågar på, om solens glans også 
var ved at blegne, inden tanken slog 
mig, at problemet måske ikke var 
mængden af lys i lokalet - problemet 
var måske mine egne øjne. 

Ikke så længe efter gik jeg til øjen- 
læge. Han forsikrede mig om, at ver- 
den ikke var ved at blive mørk. Jeg 
havde fået grå stær, og det var grun- 
den til, at lyset syntes at forsvinde. 
Det afslører vist min alder. Jeg lagde 
min tro i denne erfarne speciallæges 
kyndige hænder, han fjernede min grå 
stær, og se, lyset strømmede igen ind i 
mit liv! Lyset var slet ikke svundet ind, 
det var kun min evne til at se lyset, 
som var blevet svagere. 

Dette lærte mig en storslået sand- 
hed. Når verden virker mørk, når him- 
len synes at være langt borte, forsøger 
vi ofte at skyde skylden på alt omkring 
os, når den virkelig årsag til mørket 
måske er vores egen manglende tro. 

Vær ved godt mod. Hav tro og til- 
lid. Herren svigter jer ikke. 

Herren har lovet os: »Søg flittigt, 
bed altid og hav tro, så skal alting 
tjene jer til gode, dersom I vandrer 
retskaffent.« 19 

Jeg ved, som Alma fordum, at »den, 
der sætter sin lid til Gud, vil blive styr- 
ket i sine prøver og trængsler og gen- 
vordigheder, og vil blive ophøjet på 
den yderste dag.« 20 

Vor himmelske Fader er stærk, 
handlekraftig og styrende. Om end vi 
til tider må bære på byrder af sorg og 
smerte, om end vi må kæmpe med at 
forstå de prøver på vores tro, som vi 
bliver pålagt at gennemgå, om end 
livet må synes mørkt og trist - så har 
vi ved tro fuldstændig tillid til, at en 
kærlig himmelsk Fader står ved vores 
side. 

Som apostlen Paulus lovede: »Da vi 
nu er blevet gjort retfærdige af tro, 
har vi fred med Gud ved vor Herre 
Jesus Kristus.« 21 



Og en dag skal vi uhindret kunne 
se gennem mørket og ind i lyset. Vi 
skal forstå hans evige plan, hans 
barmhjertighed og hans kærlighed. 

»Men når Menneskesønnen kom- 
mer, mon han så vil finde troen på jor- 
den?« 

Efterhånden som Kirkens med- 
lemmer nærer fuldstændig tillid i 
hjertet, omsætter deres håb og tro til 
gerninger og bestræber sig på at 
underordne sig Herrens vilje, bliver 
svaret på dette spørgsmål, som 
Frelseren stillede for 2.000 år siden, 
måske et rungende: »Ja, han vil finde 
troen. Han vil finde troen blandt 
dem, som påtager sig hans navn. 
Han vil finde den blandt dem, som 
efterlever hans guddommelige 
principper.« 

Vidnesbyrd 

Jeg vidner om, at vor Herre og 
Frelser, Jesus Kristus, gennem vores 
profet, seer og åbenbarer, præsident 
Gordon B. Hinckley, taler til os alle i 
vore dage. Jeg vidner om, at evange- 
liet blev gengivet i sin fylde gennem 
profeten Joseph Smith. Tro, en evig 
kraft, er en gave fra vor himmelske 
Fader til alle mennesker. Om denne 
sandhed bærer jeg personligt vidnes- 
byrd om i Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Luk 18:8. 

2. Webster 's Ninth New Collegiate Dictionary, 
1984, »Faith«, s. 446. 

3. Bible Dictionary, »Faith«, s. 669-670. 

4. Se 1 Kong 17:11-16. 

5. Hebr 11:1; se også Hebr 11:2-40; Ether 
12:7-22. 

6. 1 Kor 2:5. 

7. Rom 1:17. 

8. Joh 20:29. 

9. 1 Peter 1:8-9. 
10.Jak2:17. 

11. »Til drengene og til mændene«, Liahona, 

jan. 1999, s. 65. 
12.L&P8:2. 

13. Hebr 11:3. 

14. Mark 9:23. 

15. Joh 14:12. 

16. Se 1 Kor 2: 14. 

17. Ether 12:12. 

18. Ether 12:19. 

19. L&P 90:24. 

20. Alma 36:3. 

21. Rom 5:1. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



85 



At være fri for 
tunge byrder 



ÆLDSTE RICHARD G. SCOTT 

De Tolv Apostles Kvorum 



/ må stole på, at Frelseren har givet sit liv for, at I kan 
foretage de nødvendige ændringer i jeres liv; ændringer, 
der vil bringe fred. 




M; 



ange af jer lider unødvendigt 
ved at bære tunge byrder, 
.fordi I ikke åbner jeres hjerte 
for Herrens helbredende kraft. Må 
dette budskab anspore jer til at føle 
Helligåndens tilskyndelser til at fore- 
tage de ændringer, der vil føre til, at I 
bliver fri for tyngende byrder. 
Frelseren har lovet: »... jeg vil ... lette 
byrderne, der er lagt på jeres skuldre, 
så at I ikke kan mærke dem ... Og det 
vil jeg gøre, for at I kan ... vide med 
vished, at jeg Gud Herren kommer til 
mit folk i nødens stund.« 1 Jeg vil først 
tale til jer, der lider på grund af jeres 
egne forkerte valg, og så vil jeg 
komme med forslag til jer, der er 



forpinte på grund af, hvad andre har 
gjort mod jer. 

Over for mig sad en fortvivlet 
mand, han havde ansigtet gemt i hæn- 
derne og hulkede på grund af de 
uundgåelige konsekvenser af genta- 
gen overtrædelse af Guds bud. Han 
sagde forpint: »Jeg ved ikke, hvad jeg 
skal gøre. Jeg er følelsesmæssigt pres- 
set. Jeg er træt af at løbe fra mine pro- 
blemer. Der er ingen fred, ingen 
glæde. Når jeg beder, er der ingen der 
lytter. Hvad nytter det?« 

Jeg har kendt ham i lang tid. Hans 
forældre og andre har uden større 
succes forsøgt at vejlede ham. Han er 
på grund af sine valg kommet væk fra 
de sandheder, der kunne hjælpe ham. 
Han har ikke udviklet tro på Mesteren 
ej heller på bønnens magt. Hans 
beslutninger er baseret på, hvad der 
hurtigt kunne tilfredsstille hans lyster. 
Han enten ignorerer problemer eller 
lyver om dem. Han har manipuleret 
forældrenes og vennernes gavmild- 
hed i forsøg på hurtigt at løse udfor- 
dringerne. Han vurderer ikke 
konsekvenserne af beslutningerne i 
dag på livet i morgen. 

Mens mit hjerte blødte for ham, 
indså jeg, at han ikke ser verden, som 
den virkelig er - et sted med fred og 
glæde, med sande venskaber, hvor tro 
på Jesus Kristus og lydighed mod 



hans belæringer indbyder 
Helligånden til at tilskynde os til rig- 
tige beslutninger. Han lever i omgi- 
velser, der er domineret af Satans 
indflydelse. Han har ikke fulgt fornuf- 
tige råd, for i hans verden kan han 
ikke se, hvordan det på nogen måde 
ville kunne fungere for ham. Dette 
fordrejede syn på verden er virkelig- 
hed for ham. Den blev skabt, da han 
faldt for den underfundige fristelse: 
»Gør det bare. Prøv det. Der er ingen, 
der får det at vide. Det er dit liv. Lev 
det, som du gerne vil. De kan ikke 
tvinge dig. Du har din handlefrihed.« 

Disse tilskyndelser og det forbud- 
tes tiltrækning førte ham ned af en sti, 
der syntes betagende tillokkende. 
Han blev ført på lystens og begærets 
bølgetop uden at ænse konsekven- 
serne, indtil det uundgåelige, knu- 
sende møde med Guds love. Det 
medførte smerte, anger og bekla- 
gelse. Så kom Satan med en anden 
vejledning. »Der er ingen vej tilbage. 
Du kan lige så godt blive ved med at 
gøre, det du gør. Det er håbløst at 
prøve at ændre dig.« Han kan på 
grund af sine synder ikke se en vej ud 
af sine nederlag. Han vil ikke i sine 
nuværende omgivelser se de nødven- 
dige værktøjer til et nyt liv. Hans tra- 
giske, begrænsede verden er blevet 
skabt af overtrædelse af evig lov, til- 
skyndet af et ønske om et hurtigt svar. 

Befinder I jer i en lignende situa- 
tion? Har I lavet noget, som I ønsker, I 
ikke havde gjort? Er det svært for jer at 
se en løsning på jeres problemer? 
Synes det som om, at der er en tyngen- 
de, knusende vægt, der altid er der, 
lige meget hvor meget I forsøger at 
ryste den af? Under indflydelse af mæg- 
tige følelser eller stimulanser, kan det 
være I har perioder, hvor der synes at 
være lindring. Men i de stille, efter- 
tænksomme stunder, der uundgåeligt 
kommer indser I, at jeres liv ikke er 
sådan, som I gerne vil have det. I 
beklager jer måske offentligt over, at 
jeres venner og endda Herren har for- 
ladt jer, men når I ærligt overvejer det, 



86 



indser I, at det er jer, der har forladt 
dem. Beslut jer nu til at finde vejen til- 
bage til den forfriskende fred og 
glæde, der kan erstatte syndens flyg- 
tige fornøjelser og den efterfølgende 
kval og tomhed. I har bekræftet, det 
som skriften siger: »... ugudelighed 
har aldrig været lykke.« 2 Opnå vedva- 
rende glæde nu fra et rent og 
meningsfuldt liv 3 

Jeg ved, at I kan undslippe den 
ondes kontrollerende indflydelse og 
de undertrykkende lænker, der 
binder jeres liv. Den lindring vil 
kræve, at I accepterer en løsning, der 
sikkert forekommer jer fremmed i for- 
hold til jeres nuværende, personlige 
oplevelser. Det vil kræve, at I udøver 
tro på en Fader i Himlen, der elsker 
jer. Selvom I måske ikke nu forstår 
hvorfor, må I stole på, at Frelseren har 
givet sit liv for, at I kan foretage de 
nødvendige ændringer i jeres liv; 
ændringer, der vil bringe fred og den 
flygtige succes, der altid synes uden 
for vores rækkevidde. Tro på, at I kan 
overvinde de trykkende omgivelser, 
som I lever i ved at have tillid til, at 
der er en bedre måde. I skal søge 
hjælp fra andre, som forstår og lever 
på den bedre måde, selv om I ikke 
kan se det nu. Det vil kræve, at I lærer 
og adlyder Herrens belæringer. Når I 
først har forpligtet jer til den foran- 
dring, vil I finde ud af, at det ikke er så 
svært, som det kan synes nu. 

Vor medfølende Fader i Himlen 
medtog bevidst den smertefulde kon- 
sekvens af synd i sin store plan for 
lykke, for at I ikke ville følge den tra- 
giske vej i livet. En synder lider ikke 
kun i dette liv, men synder, der ikke er 
blevet tilgivet ved oprigtig omven- 
delse, vil føre til kvaler på den anden 
side af sløret. 4 

Satan stræber efter at overbevise 
én om, at synder kan skjules fra 
andre, men det er alligevel ham, der 
er skyld i, at de bliver afsløret i de 
mest kompromitterende omstændig- 
heder. Hans mål er at trælbinde 
Guds børn. Alle hans lokkende, 




besnærende fristelser har som deres 
formål at ødelægge den enkelte. 
Faktisk har enhver af os behov for 
konstant at omvende os og adlyde, så 
at Frelserens gave vil tilfredsstille ret- 
færdighedens krav for selv vore små 
fejl og undladelser. 

Frelseren vil påtage sig konsekven- 
serne af jeres synd, hvis I omvender 
jer nu. Hvis det ikke bliver gjort i tide, 
så vil I selv komme til at lide for dem. 

Opsøg jeres biskop. Han vil vise jer, 
hvordan I skal omvende jer og vil 
hjælpe jer med at gøre det. Når I 
beder og handler, vil I blive ledt til 
andre, der vil støtte jer. 5 Omvendelse 
er en renselsesproces. Det er svært, 
men det har en ende, en herlig ende 
med fred og fornyende tilgivelse og 
miraklet ved en ny begyndelse. 
Bekendelse af upassende handlinger 
er et vigtigt trin, men det er ikke fuld- 
stændig omvendelse. Jeres biskop vil 
omhyggeligt forklare, hvad I skal gøre. 



Jeg vil nævne to aspekter ved omven- 
delse, som bringer stor, helbredende 
kraft. En af dem findes i Mesterens 
erklæring: 

»Thi jeg, Herren, kan ikke se på 
synd med den ringeste eftergivenhed. 

Dog skal den, der omvender sig og 
holder Herrens befalinger, tilgives.« 6 

Det skriftsted understreger, at 
Herren ikke kan tillade synd, men han 
vil tilgive den angrende synder på 
grund af hans fuldkomne kærlighed. 
Det belærer også om, at ikke alene er 
det vigtigt at holde et bud, man har 
brudt, men ved at adlyde alle budene 
vil man opnå yderligere kraft og støtte 
i omvendelsesprocessen. 

Et andet vigtigt aspekt ved omven- 
delse er at anerkende Frelserens rolle 
gennem hans forsoning. Det er i sand- 
hed selve den forsoning, der gør 
omvendelse mulig. Når I beder og 
overvejer Jesu Kristi rolle som jeres 
Frelser og Forløser, vil I opnå stor 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



87 



motivation og opmuntring som vil 
hjælpe jer til at omvende jer. Følg 
Almas eksempel: 

»...jeg [var] i den bitreste kval og 
sjæleangst; og først da jeg råbte til 
den Herre Jesus Kristus om nåde, fik 
jeg forladelse for mine synder. Men 
jeg råbte til ham og fik fred i sjælen. 

... Jeg har sagt dig dette, for at du 
kunne lære visdom, så du kunne lære 
... at der ikke er nogen anden vej og 
heller ikke noget andet middel, hvor- 
ved man kan blive salig, uden i og ved 
Kristus. Han er verdens liv og lys.« 7 

I vil blive hjulpet ved at studere 
den storslåede forklaring i Mormons 
Bog, hvor Alma råder sin vildfarne søn 
Corianton om behovet for omven- 
delse, og hvordan det kan opnås. 8 
Gennem tillid til saliggørelsens store 
plan og Frelserens evne til at opfylde 
sine løfter, kan syndens mørke blive 
fejet bort og glæden ved et værdigt liv 
komme tilbage sammen med ens 
kæres tillid, når det bliver opnået på 
Herrens måde. Giv ikke andre skylden 
for jeres fejltagelser. Omvend jer 
ydmygt, for det står skrevet: »Han 
hengiver sig selv som et sonoffer for 
synd for at fyldestgøre loven for alle 
dem, som har et sønderknust hjerte 
og en angergiven ånd, og for ingen 
andre kan loven fyldestgøres.« 9 Beslut 
jer for at omvende jer nu. 

I bærer måske på en tung byrde af 
sårede følelser over for en anden, der 
alvorligt har fornærmet jer. Jeres reak- 
tion på denne fornærmelse kan have 
forvrænget jeres forståelse, så at I 
føler jer retfærdiggjort, når I venter 
på, at den person skal bede om tilgi- 
velse, så smerten kan forsvinde. 
Frelseren jog enhver tanke om det 
bort, da han befalede: 

»Derfor siger jeg jer, at I skal tilgive 
hinanden; thi den, som ikke tilgiver 
sin broder hans synder, står fordømt 
for Herren; thi på ham hviler en 
større synd. 

Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil, 
men af jer forlanges det, at I tilgiver 
alle mennesker.« 10 




Bær ikke fornærmelsens byrde 
mere. Bed oprigtigt den, der har for- 
nærmet jer, om tilgivelse, selv når I 
synes, at I ikke har gjort noget forkert. 
Den bestræbelse vil helt sikkert give jer 
fred og vil sandsynligvis begynde hel- 
bredelsen af alvorlige misforståelser. 

Hvis I selv er fri for alvorlig synd, så 
lid ikke unødigt konsekvenserne af 
andres synd. Som hustru, ægtemand, 
forælder eller en kær, kan I have med- 
følelse med en, der er i bitterheds 
galde på grund af synd. Men I skal 
dog ikke påtage jer en følelse af 
ansvar for disse handlinger. Når I har 
gjort, hvad der er rimeligt for at 
hjælpe en I holder af, så læg byrden 
for Frelserens fødder. Han har invite- 
ret jer til at gøre det, så at I kan blive 
fri for formålsløs bekymring og 
depression. 11 Når I gør det, vil I ikke 
alene finde fred, men vil vise jeres tro 
på Frelserens magt til at løfte syndens 
byrder fra en kær gennem hans 
omvendelse og lydighed. 

Nu til jer, der er blevet skrammet af 
misbrugets grimme synd. Mentalt, 
fysisk og seksuelt misbrug kan med- 
føre alvorlige, varige konsekvenser, 
medmindre det bliver helbredt af 
Herren. De kan omfatte frygt, depres- 
sion, skyld, selvhad og en dyb mangel 



på tillid til andre, som udgør en barri- 
ere for helbredelse. Det misbrug, som 
blev påført jer, er resultat af en andens 
uretfærdige angreb på jeres moralske 
handlefrihed mod jeres vilje. I retfær- 
dighed har Herren sørget for en måde 
at overkomme misbrugets destruktive 
konsekvenser på. Undringen kan 
begynde med råd fra forældre, præste- 
dømmeledere og, når der er behov for 
det, hjælp fra kvalificerede professio- 
nelle. Men I behøver ikke opleve livs- 
lang terapi. Fuldstændig helbredelse 
vil komme gennem jeres tro på Jesus 
Kristus og hans magt og evne til, gen- 
nem forsoningen, at helbrede de uret- 
færdige og ufortjente ar. I synes 
måske, at det er svært at tro på med 
jeres nuværende følelser. Jeg har været 
vidne til, hvordan Frelseren har hel- 
bredt selv svære tilfælde af misbrug på 
den måde. Overvej forsoningens 
magt. 12 Bed om at forstå, hvordan den 
kan helbrede jer. 13 Søg biskoppens 
hjælp, så Herren kan frigøre jer fra en 
byrde, I ikke selv har skabt. 

Til slut, hvis I har følt tilskyndelser 
til at blive fri for byrder forårsaget af 
jer selv eller andre, er disse tilskyn- 
delser en opfordring fra Forløseren. 
Handl ud fra dem nu. Han elsker jer. 
Han gav sit liv, så I kan være fri for 
unødige byrder. Han vil hjælpe jer 
med at gøre det. Jeg ved, at han har 
magten til at helbrede jer. Begynd nu. 
I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Mosiah 24:14. 

2. Alma 41:10. 

3. Se L&P 82:10. 

4. Se L&P 19:4, 15-24. 

5. Se Harold B. Lee, Stand Ye in Holy Piaces, 
1974, s. 220-221; se også Spencer W 
Kimball, Tilgivelsens mirakel, 1975, 

s. 159-170; 179-190; 299-316. 

6. L&P 1:31-32, fremhævelse tilføjet. 

7. Alma 38:8-9. 

8. Se Alma 39-42. 

9. 2 Nephi 2:7; se også SI 34:19. 

10. L&P 64:9-10; se også Mark 11:25-26; Luk 
6:37; Mosiah 26:29-32; 3 Nephi 13:14-15. 

11. Se Matt 11:28-30. 

12. Se John Taylor: The Mediation and 
Atonement, 1882. 

13. Se Richard G. Scott: »Helbredelse af de 
tragiske ar fra misbrug,« Stjernen, juli 
1992, s. 32. 



88 



Underkast jer den 
Helligånds ledelse 

ÆLDSTE KENNETH JOHNSON 

De Halvfjerds 

Disse tilskyndelser i os udspringer af en guddommelig kilde 
og holder os, når vi følger dem, på den rette kurs og 
beskytter os derved mod skadelige påvirkninger og farlige 
omveje. 




Jeg er blevet opdraget af 
omsorgsfulde forældre i et hjem, 
hvor vi lærte og praktiserede de 
værdinormer, som banede vejen for, 
at jeg blev præsenteret for Kirken og 
antog evangeliets principper. Jeg blev 
døbt i august 1959 kort efter min 19- 
års fødselsdag. Når jeg grunder over 
de begivenheder, som ledte op til min 
omvendelse, tænker jeg tilbage på en 
oplevelse, jeg havde som barn. 

I nærheden af mit barndomshjem 
lå der et stort hus. Det lå en i smuk 
park, som var omgærdet af, hvad der 
forekom mig at være et tårnhøjt træ- 
stakit på knap to meter. Jeg kan huske, 



at jeg kiggede ind gennem hullerne i 
stakittet, hvor knaster var faldet ud. 
Det var som at kigge gennem et tele- 
skop og ind i en fremmed verden. De 
velplejede græsplæner, de velholdte 
blomsterbede og en lille frugthave 
dannede en idyllisk ramme om den 
karakteristiske bolig. Desværre var 
muligheden for at nyde synet ret kort 
på grund af den årvågne bulldog, som 
patruljerede haven og straks lagde 
mærke til, hvis nogen stod på den 
anden side af stakittet. Skønt den bid- 
ske hund ikke kunne komme ud af 
haven, fik lyden af dens snusen, når 
den nærmede sig stakittet, mig til at 
springe frygtsomt tilbage, mens jeg 
med min livlige fantasi forestillede mig 
forskellige skrækscenarier. 

Hr. og fru Lyons, som boede der, 
var skolelærere. De optrådte altid vær- 
digt og syntes at holde af det privatliv, 
som deres hus og have gav dem. Og 
for at gøre det endnu mere spæn- 
dende så manglede hr. Lyons den 
højre hånd og brugte i stedet en stål- 
klo, som stak ud under hans jakke- 
ærme. I mit drengesind kunne jeg se 
for mig, hvordan hr. Lyons fulgte efter 
mig, greb mig i kraven med kloen og 
tog mig til fange. 

Jeg husker en morgen i august, 
hvor jeg var 10 eller 11 år gammel, da 



jeg efter en nat med usædvanligt vold- 
somme vindstød mødte mine venner, 
da jeg gik hjemmefra. De var tydelig- 
vis oprørte over et eller andet og 
spurgte: »Hørte du vinden i nat?« 

Da jeg fortalte dem, at jeg det 
havde jeg, gik de videre med at for- 
tælle mig, hvad de havde opdaget - 
vinden havde blæst flere stykker af 
stakittet om Lyons' hus ned. Jeg for- 
stod ikke, hvorfor det skabte så 
megen røre, og bad dem om at for- 
klare, hvilken betydning det havde. 

De svarede med endnu større 
begejstring: »Nu kan vi komme til 
æbletræerne!« 

Jeg var stadig meget tilbagehol- 
dende og spurgte: »Men hvad med hr. 
Lyons?« 

»Hr. og fru Lyons er ikke hjemme. 
De er rejst bort for at besøge noget 
familie.« 

»Hvor er hunden?« spurgte jeg 
undersøgende. 

»Familien har anbragt den på en 
hundepension,« lød svaret. 

Mine venner havde bestemt foreta- 
get en grundig undersøgelse. 
Opmuntret af deres ord løb vi hen 
mod vores mål med største hast. Da vi 
var kommet ind i haven, klatrede vi 
op i træerne og skyndte os at plukke 
frugterne og fylde vore lommer og 
også fylde dem inden for skjorten. Mit 
hjerte hamrede og min puls galoppe- 
rede, for jeg frygtede, at hunden eller 
hr. Lyons eller dem begge hvert øje- 
blik ville dukke op i haven og fange 
os. Vi løb fra gerningsstedet til et skju- 
lested mellem nogle træer i nærheden 
og efter at have genvundet fatningen, 
begyndte vi at spise æblerne. 

Det var i august, og æblerne var 
endnu ikke modne nok til at spise. 
Faktisk smagte de meget bittert, men 
den sure smag af grønne æbler stand- 
sede os ikke, mens vi med begejstring 
fortærede vores rov, som var det en 
tvangstanke for os, som jeg ikke kan 
forklare i dag. Da jeg havde spist rigtig 
mange, stillede jeg mig tilfreds med at 
tage en bid af hvert af de æbler, der 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



89 




var tilbage, og kaste resten af frugten 
ind i buskene i nærheden. Vores fjan- 
tethed tog af, efterhånden som vore 
kroppe gradvis begyndte at reagere 
på den invasion, de havde været udsat 
for. Den kemiske reaktion mellem 
min mavesyre og de umodne æbler 
gav mig mavekramper og kvalme. 
Mens jeg sad og fortrød, hvad jeg 
havde gjort, lagde jeg mærke til, at en 
følelse inden i mig gjorde mig endnu 
dårligere tilpas end de umodne æbler. 

Den største utilpashed udsprang 
af, at jeg indså, at det, jeg havde gjort, 
var forkert. 

Da mine venner havde foreslået, at 
vi skulle invadere haven, havde jeg 
følt mig ilde til mode ved det, men 
havde ikke mod til at sige nej og 
havde således undertrykt mine 
følelser. Efter at gerningen nu var 
gjort, var jeg fyldt med anger. Til min 
fortrydelse havde jeg ignoreret de til- 
skyndelser, som advarede mig om, at 
mine handlinger var forkerte. 

Fysiske barrierer og ydre kræfter 
kan hindre os i at træde ind på afvi- 
gende stier, men vi har også en følelse 
inden i os, der somme tider beskrives 
som en sagte, stille røst, 1 som, når vi 
lægger mærke til den og giver agt på 



den, hindrer os i at give efter for fris- 
telser. 

Flere år senere vakte det genklang 
i mig, da jeg hørte præsident Boyd K. 
Packers ord: »Vi kan ikke begive os 
afsted på en forkert kurs uden først at 
have overhørt en advarsel.« Jeg 
tænkte på oplevelsen dengang og 
andre som den - de indtryk og den 
indsigt, vi får, når vi tænker over føl- 
gerne af vore handlinger. 

Profeten Mormon åbner vore øjne 
for kilden til disse indtryk med disse 
ord: »Kristi ånd gives alle mennesker, 
for at de kan kende godt og ondt.« 2 

Forestillingen om, at vi alle har 
denne vejledende gave, bliver under- 
bygget i Johannesevangeliet, hvor der 
om Frelseren står, at han var »det 
sande lys, som oplyser ethvert men- 
neske,« 3 som kommer til verden. 

Disse tilskyndelser i os udspringer 
af en guddommelig kilde og holder 
os, når vi følger dem, på den rette 
kurs og beskytter os derved mod ska- 
delige påvirkninger og farlige omveje. 

Flere uger efter oplevelsen med 
æblerne gik jeg ud for at møde mine 
venner i lunden i nærheden af mit 
hjem i forventning om, at vi skulle 
udtænke en eller anden leg, vi kunne 
lege. Da jeg nærmede mig dem, var 
de krøbet sammen. Jeg så røg stige op 
i luften over dem og genkendte lug- 
ten afbrændt tobak. En af dem havde 
fået fat i en pakke cigaretter og nu sad 
de og røg. De spurgte, om jeg ikke 
ville være med, men det afslog jeg. De 
blev ved og sagde, at min ulyst til at 
være med var et svaghedstegn. Deres 
drillerier blev til latterliggørelse iblan- 
det nedladende bemærkninger. Men 
intet af det, de kunne finde på at sige 
eller gøre, kunne overtale mig til at 
ombestemme mig. Jeg var ikke blevet 
opdraget med en viden om det gen- 
givne evangelium og vidste intet om 
visdomsordet, men jeg blev holdt til- 
bage af en følelse i mig af, at jeg ikke 
skulle være sammen med dem. 

Mens jeg på vej hjem grundede 
over den beslutning, jeg havde truffet, 



følte jeg mig rigtig godt tilpas. Skønt 
mine forventninger ikke var blevet 
omsat til handling, og skønt jeg måtte 
finde ud af at udfylde min tid uden 
mine venner, havde jeg lært noget om 
mig selv - om kilden til virkelig lykke 
og den kraft, man får ved at træffe 
den rette beslutning, uanset hvordan 
forholdene er, eller hvad resultatet 
måtte være. 

I en åbenbaring, som profeten 
Joseph Smith fik, beskrives i følgende 
skriftsted de fordele, der er forbundet 
med at rette sig efter dette medfødte 
kompas: »Og Anden giver hvert men- 
neske, som kommer til verden, lys, og 

o 

Anden oplyser hvert menneske i ver- 
den, der lytter til hans røst.« 4 

Ikke alene er dette vers et yderli- 
gere vidnesbyrd om, at vi alle har 
adgang til denne kilde til guddomme- 
lig vejledning, men den understreger 
også behovet for, at vi giver agt på 
eller lytter til og reagerer på de til- 
skyndelser, vi får. Det løfte, som føl- 
ger, betyder meget for mig: »Og 

o 

enhver, der lytter til Andens røst, 
kommer til Gud, ja, til Faderen.« 5 

Disse følelser, som af og til omtales 
som samvittigheden, men som mere 
præcist bør defineres som Kristi Lys, 
ikke alene hjælper os til at afgøre, 
hvad der er rigtigt, og hvad der er for- 
kert, men fører os, hvis vi giver agt på 
dem, til kilden til dette lys, som 
udstråler fra Faderens og Sønnens 
nærhed. 6 

Frelseren gav sine disciple dette 
løfte: »Elsker I mig, så hold mine bud; 
og jeg vil bede Faderen, og han vil 
give jer en anden talsmand, som skal 
være hos jer til evig tid: sandhedens 
ånd.« 7 Han beskriver yderligere denne 
gave som: »Talsmanden, 
Helligånden.« 8 Man kan føle 
Helligåndens tilkendegivelser, men 
gaven må overdrages og kan kun 
modtages ved håndspålæggelse efter 
dåb. 9 

Jeg har fået en større forståelse af, 
hvorfor der om hans disciple på den 
vestlige halvkugle står skrevet: »De 



90 




bad om det, som de ønskede mest; 
og deres ønske var, at den Helligånd 
måtte blive dem givet.« 10 

Han er den fuldkomne formidler af 
sandhed. 

Når jeg ser tilbage på mit liv, står 
det klart for mig, at mange beslut- 
ninger - hvoraf nogle syntes ubetyde- 
lige dengang, og andre, som jeg har 
kæmpet med på grund af deres betyd- 
ning - har hævet mig op på højere 
niveauer, end jeg ville have nået, hvis 
jeg ikke have underkastet mig 
Helligåndens ledelse. 11 

Uden denne herlige gave kan vi 
ikke forstå meningen med livet eller 
vor evige Faders store plan. 12 For »det 
er umuligt for mennesket at finde ud 
af alle hans veje. Og intet menneske 
kender hans veje, medmindre de bli- 
ver åbenbaret for ham.« 13 

Det er ikke tilstrækkeligt at forlade 
sig på logik og at bruge sit intellekt, 
»ej heller formår noget menneske at 



kundgøre dem, thi de kan kun ses og 
forstås ved den Helligånds kraft, som 
Gud skænker dem, der elsker ham og 
renser sig for ham.« 14 

Jeg kan ikke finde ord, som i til- 
strækkelig grad kan udtrykke mine 
følelser vedrørende Kristi lys og 
Helligåndens gave. De er som en 
»lygte for min fod, et lys på min sti.« 15 

Tænk på den bøn, som Frelseren 
med disse ord opsendte til Faderen 
angående De Tolv i Overflødighedens 
land: 

»Fader, jeg takker dig, at du har 
givet dem, som jeg har udvalgt, den 
Helligånd. Og det er på grund af 
deres tro på mig, at jeg har udvalgt 
dem af verden. 

Fader, jeg beder dig, at du vil give 
alle dem den Helligånd, som vil tro på 
deres ord.« 16 

I denne urolige og plagede verden 
kan vi finde fortrøstning og nyde sam- 
vittighedsfred ved at tro på profeternes 



ord og ved Talsmandens ledsagelse. 
Således kan vi lære, at Jesus Kristus er 
Guds Søn, verdens Frelser. 17 

Jeg bærer vidnesbyrd om disse 
sandheder i Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Se George Q. Cannon, Gospel Truths, udv. 
Jerreld L. Newquist, 1987, s. 250. 

2. Moroni 7:16. 

3. Joh 1:9. 

4. L&P 84:46. 
5.L&P84:47. 

6. Se Joseph F. Smith, Evangeliske 
lærdomme, s. 51. 

7. Joh 14:15-17. 

8. Joh 14:26. 

9. Se Joseph Fielding Smith, Answers to 
Gospel Questions, udv. Joseph Fielding 
Smith jun., 5 bd., 2:154; se også ApG 2:38; 
8:12-17; 19:1-6. 

10. 3 Nephi 19:9. 

11. Se Mosiah 3:19; Moroni 7:13. 

12. Se Alma 34:9. 

13. Jakobs Bog 4:8. 

14. L&P 76:116. 

15. SI 119:105; se også Answers to Gospel 
Questions, 2:149-51. 

16. 3 Nephi 19:20-21. 

17. Se 1 Kor 12:3; Profeten Joseph Smiths 
lærdomme, s. 291. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



91 



Sjov og 

ÆLDSTE CLAUDIO R. M. COSTA 

De Halvfjerds 




Vi kan føle lykke hver dag i vores liv ved de små ting, vi gør, 
og vi er fuldstændig lykkelige, når vi holder en kærlig Guds 
befalinger. 



Senere, da jeg kørte hen til kirke- 
bygningen, gik mine tanker tilbage til 
det tidspunkt, hvor jeg var blevet døbt 
ind i Kirken. En af mine gamle venner 
kom hen til mig og spurgte, hvad jeg 
havde fundet så anderledes der. Jeg 
svarede: »Jeg har fundet sand lykke.« 
Hvortil han svarede: »Der findes ikke 
noget, der hedder sand lykke - kun 
lykkelige øjeblikke.« 

Jeg forstod, at min gode ven ikke 
kendte forskellen mellem sjov og 
lykke. Hvad han kaldte »lykkelige øje- 
blikke« var faktisk de øjeblikke, hvor 
han havde det sjovt. Hvad han ikke 
vidste dengang var, at lykke er meget 
mere end bare sjov. Sjov er et flygtigt 
øjeblik, men lykke er vedvarende. 

Mange mennesker i denne verden 
forstår ikke forskellen mellem sjov og 
lykke. Mange forsøger at finde lykke 
ved at have det sjovt, men de to ord 
har forskellige betydning. 

Jeg slog dem op i leksikonet for at 
finde ud af, hvad de hver især betød. 
Sjov er leg, fornøjelse, munterhed, 
lystighed, en kilde til nydelse, mor- 
skab, at opføre sig muntert, kådhed, 
ofte en støjende aktivitet og drillende. 
Lykke er glæde, fryd og tilfredshed. 

Jeg blev belært om, efter at jeg var 
blevet medlem af Kirken, at der i 
sandhed er stor forskel på sjov og 
lykke. Jeg lærte, endda før min dåb, at 
Herren har en frelsesplan for alle sine 
børn (se 2 Nephi 2:9). Efter denne 
plan, afhængig af hvad vi udretter her 
på jorden, skal vi vende tilbage til vor 




For omkring fire måneder siden 
fik jeg til at opgave at tjene i 
Bogota i Colombia og flyttede 
dertil. En dag, mens jeg prøvede at 
finde vejen til mit nye ward, stop- 
pede jeg ved en park for at spørge 
om vej. 

Jeg kunne se en masse familier, 
der nød en dejlig, solrig morgen. Jeg 
stod der et stykke tid og så på bør- 
nene, mens de muntert legede i par- 
ken. De havde en særlig glød i deres 
ansigt, deres kinder var røde af solen 
og af at løbe rundt og lege sammen. 
De var alle sammen meget venlige 
mod hinanden. 

Jeg kunne se, at de virkelig havde 
det sjovt. Da jeg kiggede nærmere på 
dem, indså jeg, at de ikke blot havde 
det godt sammen, men disse rene, 
små børn var oprigtigt lykkelige. 



himmelske Faders nærhed og bo hos 
ham for evigt i en tilstand af evig 
lykke. 

Både sjov og lykke er godt, men 
lykke er sandelig mest værd at søge. 
Lykke kan også omfatte sjov, men sjov 
alene vil ikke sikre os sand lykke. 

I Lukas, kapitel 15, finder vi lig- 
nelsen om den fortabte søn. I denne 
lignelse beder den yngste søn sin far 
om at give ham sin del af arven. Det 
gør faderen, og den unge mand dra- 
ger ud i verden søgende efter, hvad 
han troede var sand lykke. Han 
begynder med at have det sjovt, og så 
længe han har penge, lever han omgi- 
vet af mange mennesker, som hævder 
at være hans venner. Da hans formue 
fuldstændig er bortødslet til al det 
sjov, han havde haft med sine såkaldte 
venner, vender de alle sammen ryg- 
gen til ham, og han er efterladt uden 
en øre. Han gennemgår så megen 
lidelse og skuffelse. Han begynder at 
arbejde med at fodre svin for en 
mand, og da han sulter, prøver han at 
spise de bønner, som svinene spiste. 
Han tænker på sin fars daglejere, der 
har mere end nok brød at spise, og 
han har ikke noget at spise. 

Han beslutter sig for at vende hjem 
til sin fader og bede ham om et job 
som en af hans daglejere. Han vender 
hjem, angergiven over alt det, han har 
gjort, og hans far, en retfærdig mand, 
hilser ham som en kær søn. Han for- 
står endelig, at sand lykke var der, i 
det enkle liv sammen med sin familie. 

Alle, der søger fuldstændig lykke, 
kan finde det i Jesu Kristi evangelium, 
som der bliver belært om i hans 
kirke. Med Kristi lærdomme bliver vi 
belært om, at vi kan være en del af 
den store plan for lykke, som han har 
forberedt for alle os, hans sønner og 
døtre. Når vi holder hans befalinger, 
bliver vi velsignet og kommer til at 
kende sand lykke. Vi lærer, at lykke 
kommer af at gøre små ting, der 
opbygger os, der øger vores tro og 
vidnesbyrd. Små ting, som vi gør i 
vores dagligdag, såsom: 



92 




Vi er lykkelige når vi beder hver 
morgen og hver aften, når vi kan føle, 
at Herren hører os og altid er villig til 
at velsigne, tilgive og hjælpe os. Vi er 
lykkelige, når vi føler Helligåndens til- 
skyndelser i vores liv - som når vi føler 
Ånden, når vi skal træffe vigtige beslut- 
ninger i livet. Vi er lykkelige, når vi 
tager hjem efter en stresset og træt- 
tende dag på arbejdet til vores families 
arme, når de udtrykker deres kærlig- 
hed til og påskønnelse for os. Vi er lyk- 
kelige for at tale med vore børn, at 
nyde familien, at samles til familieaf- 
ten. Kort sagt, vi kan føle lykke hver 
dag i vores liv ved de små ting, vi gør, 
og vi er fuldstændig lykkelige, når vi 
holder en kærlig og omsorgsfuld Guds 
befalinger. 

Sand lykke kommer af at over- 
holde Guds befalinger. Vi bliver 
belært i 2 Nephi 2:25, at »Adam faldt, 
for at menneskene kunne blive til, 
og menneskene er til for at kunne 
nyde glæde«, eller med andre ord 
være lykkelige. 

Jeg har været vidne til denne lykke i 
mange af Kirkens medlemmers liv. For 



flere uger siden havde jeg til opgave at 
præsidere over en stavskonference i 
Cali i Colombia. Der mødte jeg en gan- 
ske særlig ung mand, der er medlem af 
Kirken, og som er et godt eksempel på 
betydningen af sand lykke. 

Han hedder Fabian. Hans familie 
tilhører Kirken, og han lærte om frel- 
sesplanen, da han bare var en lille 
dreng. 1 1984, da Fabian var 3 år gam- 
mel, boede hans familie i et hus tæt 
på en stor og travl vej. På den vej 
kørte der mange bybusser. 

En dag fandt den lille Fabian lågen 
åben, han prøvede at krydse vejen og 
blev ramt af en bus. Takket være vor 
himmelske Faders godhed overlevede 
Fabian uheldet. Hans forældre bragte 
ham til tre forskellige hospitaler, der 
sagde, at de ikke kunne behandle ham. 
De fortsatte med at søge efter hjælp, 
og da de endelig fik ordentlig læge- 
hjælp, var prognosen ikke særlig god. 
Efter at han havde gennemgået mange 
operationer, fortalte lægerne familien, 
at skaden på hans fødder og ben var så 
omfattende, at de måtte amputere 
hans højre ben for at redde ham. 



Lille Fabian begyndte så et anderle- 
des liv uden et af sine ben. Han lærte 
langsomt at kontrollere sin kropsba- 
lance og at gå ved hjælp af krykker. 
Han gik i skole og fik støtte af sine 
lærere og venner. Nogle mennesker 
plejede at gøre nar af ham, men han 
lærte hurtigt ikke at tage sig af deres 
drillerier. 

Han ønskede at deltage i alle 
fysiske aktiviteter og gjorde det ofte. 
Selvom det var svært at vinde, var han 
altid modig og parat til at deltage. 

Fabian tjener for tiden som rådgi- 
ver i Unge Mænds præsidentskab i 
sin stav. Han deltager i institut og er 
aktiv i elevrådet Han spiller basket- 
ball og fodbold. Han spiller også 
bordtennis med sine venner fra insti- 
tut. Han kører på cykel og gør alt, 
hvad en ung mand kan gøre. Han 
arbejder som frivillig med at under- 
vise i engelsk på en stiftelse, der 
tager sig af fattige børn. 

Fabian ønsker at tjene sine med- 
mennesker og Gud med al sin 
styrke. Han har et smilende ansigt 
og er altid parat til at hjælpe nogen i 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



93 



nød. Fabian er i sandhed en lykkelig, 
ung mand. Med en overvældende 
styrke, der kommer fra hans tro på 
og tillid til Gud, er Fabian et stort 
eksempel for indbyggerne i hans 
hjemby. 

Hans lykke kommer af at stræbe 
efter at leve værdigt hver dag og at 
adlyde Guds befalinger. Han minder 
mig om et skriftsted i Mosiah 2:41: 
»Endvidere ønsker jeg, at I vil tænke 
på deres velsignede og lykkelige til- 
stand, der holder Guds bud. Thi se, 
de blev velsignet i alle ting, både 
timelige og åndelige, og dersom de 
holder trofast ud til enden, bliver de 
modtaget i himlen for at bo hos Gud 
i evigvarende salighed. O, husk på, 
husk på, at disse ting er sande, thi 
Gud Herren har talt dem.« 

Hvis vi er lydige mod Guds befa- 
linger, vil vi leve lykkeligt i al evighed. 
Herren sagde i Alma 41:10, at »ugude- 
lighed har aldrig været lykke«. 

Som en af Guds tjenere og som 
medlem af hans kirke indbyder jeg jer 
til at være oprigtigt lykkelige ved at 
give agt på hans ord, ved at efterleve 
hans befalinger og ved at adlyde hans 
levende profeters ord. 

Jeg ved, at en af de faktorer, der i 
høj grad påvirker vores lykke, er at 
lytte til de levende profeters råd, som 
belærer os i denne kirke. 

Jeg har et vidnesbyrd om, at Gud 
lever, at Jesus er Kristus, vores Frelser 
og Forløser. Han gav sit dyrebare liv 
for hver enkelt af os. Jeg ved, at 
Joseph Smith er Guds profet. Det ved 
jeg af hele mit hjerte. Jeg ved, at 
Mormons Bog er Guds ord, og at den 
kan føre os til lykkens stier. 

Jeg ved, at præsident Gordon B. 
Hinckley er Guds profet i dag, og at 
han med kærlighed og tålmodighed 
underviser i, hvordan vi kan blive 
lykkelige i dette liv og i det liv, der 
kommer. 

Disse ting er en del af mit vidnes- 
byrd om sandheden, og jeg deler det 
med jer, mine brødre og søstre i Jesu 
Kristi navn. Amen. ■ 



Kom til Zion! 
Kom til Zion! 

BISKOP KEITH B. MCMULLIN 

Andenrådgiver i Det Præsiderende Biskopråd 

Disse principper - kærlighed, arbejde, uafhængighed og 
indvielse er givet af Gud. De, som antager dem og lever i 
overensstemmelse dermed, bliver rene af hjertet. 




Når vi mødes med Kirkens med- 
lemmer over hele verden, 
synes én udfordring at fore- 
komme overalt: At have tilstrækkelig 
tid til at gøre alt det, der skal gøres. 
De, som kun råder over få midler, har 
behov for mere tid til at skaffe sig 
livets fornødenheder. De, som har til- 
strækkeligt, har behov for mere tid til 
at nyde livets bekvemmeligheder. 
Udfordringen er skræmmende, for 
tiden er afmålt - mennesket kan hver- 
ken forlænge dagen eller strække året. 

Verden er den skyldige. Mens ver- 
den kæmper med, hvordan man mere 
effektivt kan styre sin tid, lokker den 
os til at hellige os stadig flere jordiske 



gøremål. Men livet er ikke en kamp 
med tiden - det er en kamp mellem 
godt og ondt. 

En af de mere besværlige beslut- 
ninger i livet er, hvad vi skal stille op 
over for alt dette. 1 1872 gav profeten 
Brigham Young de hellige et råd ved- 
rørende netop dette emne. Han 
sagde: »Stop! Vent! Når I står op om 
morgenen, og før I tillader jer at spise 
én mundfuld mad, kald da jeres hu- 
stru og børn sammen ... bøj jer for 
Herren, bed ham om at tilgive jeres 
synder og beskytte jer gennem dagen, 
at bevare jer fra fristelse og alt ondt og 
lede jeres skridt på rette vej, så at I 
kan gøre noget den dag, som vil 
gavne Guds rige på jorden. Har I tid 
til at gøre dette? ... Dette er det råd, 
som jeg har til de sidste dages hellige 
i dag. Stop, skynd jer ikke ... I har for 
travlt; I går ikke nok i kirke, I beder 
ikke nok, I læser ikke nok i skrifterne, 
I mediterer ikke nok, I er hele tiden 
på farten og har så travlt, at I ikke 
ved, hvad I skal gøre først ... Lad mig 
blot sige det med et enkelt ordsprog - 
et af de mest enkle og almindelige, 
som kan bruges - >Hold jeres dør 
åben,< så at når tingene kommer, kan I 
fylde jeres hjem dermed.« 1 

Brug evangeliets plan, når I skal 
prioritere. Herren har sagt: »Stræb 
derfor ikke efter det, der er af denne 



94 



verden, men stræb først efter at 
opbygge Guds rige [eller Zion] , og at 
grundfæste hans retfærdighed, og så 
skal alt dette gives jer i tilgift.« 2 

Som dreng, hvor jeg voksede op i 
det sydlige Utah, var begreberne for- 
bundet med Zion meget mere uklar 
for mig, end de er i dag. Vi boede i en 
lille by ikke så langt fra Zion National 
Park. I kirken sang vi ofte disse vel- 
kendte ord: 

Israel, Israel, Gud nu kalder, 
kalder dig fra jordens ve, 
Babylon, den store, falder, 
Gud dens magt vil styrte ned. 
Kom til Zion, kom til Zion, 
før hans vredes flod vi se. 
Kom til Zion, kom til Zion, 
før hans vredes flod vi se. 3 

I mit drengesind så jeg de storslå- 
ede klipper og tårnhøje tinder af sten 
i denne nationalpark. I kløfterne 
mellem de stejle bjergsider bugtede 
der sig en flod, som nogle gange var 
rolig, og som andre gange var en 
rivende strøm. I kan sikkert forestille 
jer den forvirring, som jeg som dreng 
følte, når jeg forsøgte at få ordene i 
salmen til at passe sammen med de 
kendte omgivelser i denne smukke 
nationalpark. Skønt de ikke passede 
sammen fuldstændig, fæstnede der 
sig i mit sind et billede af, at Zion var 
noget majestætisk og guddommeligt. 
Gennem årene har jeg fået en større 
forståelse. I skrifterne læser vi: 
»Derfor, sandelig, så siger Herren: Lad 
Zion fryde sig, thi dette er Zion: DE 
RENE AF HJERTET.« 4 

Det bør være et mål for hvert 
eneste medlem af denne kirke at 
grundfæste Zion. Vi kan med sikker- 
hed sige: Når vi af hele hjertet 
bestræber os på at frembringe og 
grundfæste Zion, forsvinder frustra- 
tionerne over at have for lidt tid. Der 
er mange glæder og velsignelser ved 
at engagere sig i denne ædle sag. 
Vores personlige tilværelse forandres. 
Hjemmet er ikke længere et hotel, 




men et sted, hvor der hersker fred, 
tryghed og kærlighed. Selv samfundet 
forandres. I Zion ophører splid og 
skænderier, klasseskel og had for- 
svinder, ingen er fattig - åndeligt eller 
timeligt; og al slags ugudelighed fin- 
des ikke mere. Som mange har bevid- 
net, så kunne der »i sandhed ikke 
findes noget lykkeligere folk ... der var 
blevet skabt ved Guds hånd.« 5 

Den fordums profet Enok arbej- 
dede i mange år på at bringe sit folk i 
denne tilstand af retfærdighed. 
Ligesom på vores tid levede de også i 
en tid med ugudelighed, krige og 
blodsudgydelse. Men de retfærdige 
mennesker gav agt. »Og Herren kaldte 
sit folk ZION, fordi de var af ét hjerte 
og ét sind og levede i retfærdighed, og 
der fandtes ingen fattige blandt dem.« 6 

Læg særlig mærke til ordet fordi i 
dette skriftsted. Zion er grundfæstet 
og trives, fordi dets indbyggere lever 
og arbejder under inspiration fra Gud. 
Zion gives ikke som en gave, men 
fordi mennesker, der er dydige og har 
indgået pagt, tiltrækkes og opbygger 
det. Præsident Spencer W Kimball har 



sagt: »Når vi sammen synger >Kom til 
Zion,< mener vi ... kom til wardet, gre- 
nen, missionen, staven og hjælp til 
med at opbygge Zion.« 7 Når de sidste 
dages hellige således samles på den 
måde, som Herren har anvist, og sam- 
vittighedsfuldt stræber efter at frem- 
bringe Zion som »vor Guds og hans 
Kristi rige,« 8 som forberedelse til 
Herrens andet komme. 9 

Præsident Hinckley har mindet os 
om, at »den sag, som vi er engageret i, 
ikke er nogen almindelig sag. Det er 
Kristi sag. Det er Guds, vor evige 
Faders, rige. Det er opbygningen af 
Zion på jorden.« 10 

»Hvis vi skal opbygge det Zion, som 
profeterne har talt om, og om hvilket 
Herren har givet et storslået løfte, må 
vi frigøre os fra vores altopslugende 
egoisme. Vi må overvinde vores kær- 
lighed til behageligheder, så kommer 
vi i netop denne bestræbelse og 
anstrengelse, selv i vores yderste elen- 
dighed, til at kende vor Gud bedre.« 11 

Blandt de lærdomme, som er kil- 
den til denne højeste præstedømme- 
orden, er kærlighed, tjeneste, 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



95 



arbejde, uafhængighed, indvielse og 
forvaltning. 12 For bedre at kunne for- 
stå, hvordan vi kan bygge Zion på 
disse grundlæggende sandheder, så 
lad os se nærmere på fire af dem. 

Den første er kærlighed. 

Jesus sagde: >»Du skal elske Herren 
din Gud af hele dit hjerte og af hele 
din sjæl og af hele dit sind.< 

Det er det største og det første 
bud. 

Men der er et andet, der står lige 
med det: >Du skal elske din næste 
som dig selv.< 

På de to bud hviler hele loven og 
profeterne.« 13 

At elske Gud er mere end noget 
andet tvinger os til at styre vore priori- 
teter og indrette vores liv, så det er i 
harmoni med ham. Vi lærer at elske 
alt, hvad Gud har skabt, også vore 
medmennesker. Når vi lader Gud gå 
forud for alt andet, nærer det en 
større kærlighed og hengivenhed 
mellem mand og hustru, forældre og 
børn. I Zion finder vi, at »enhver skal 
søge sin næstes fordel og gøre alting 
med øjet alene fæstet på Guds ære.« 14 

Det næste er arbejde. Arbejde er 
en fysisk, mental eller åndelig indsats. 
Herren har befalet, at »i dit ansigts 
sved skal du spise dit brød.« 15 Arbejde 
er kilden til lykke, selvværd og frem- 
gang. I Guds rige er der ikke plads til 
bedrag og begærlighed. Arbejdet skal 
bestå i en ærlig indsats med dette 
overordnede, guddommelige formål: 
»Arbejderen i Zion skal arbejde for 
Zion, thi dersom han arbejder for 
penge, skal han omkomme.« 16 

Uafhængighed er det næste. Det er 
forudsætningen for personlig handle- 
frihed og tryghed. Herren har befalet 
denne kirke og dens medlemmer 
være beredte, selvhjulpne og uaf- 
hængige. 17 I tider med overflod er det 
tid til at leve sparsommeligt og samle 
sig et forråd. I tider med knaphed er 
det tid til at leve beskedent og trække 
på disse forråd. 

»Ingen sidste dages hellig, som 
fysisk og følelsesmæssigt er i stand til 




at klare sig selv, vil frivilligt overlade 
arbejdet med at forsørge sig selv og 
sin familie til nogen som helst anden. 
De vil, så længe de kan, forsørge sig 
selv og deres familie åndeligt og time- 
ligt, under Herrens inspiration og ved 
hjælp af eget arbejde.« 18 

Vi er sønner og døtre af Gud og 
helt afhængige af ham med hensyn til 
alt, hvad vi har. Hvis vi holder hans 
befalinger, svigter han os aldrig. Men 
vor himmelske Fader gør ikke det for 
os, som vi selv kan og bør gøre. Han 
forventer af os, at vi bruger de midler, 
vi får af ham, til omsorg for os selv og 
vores familie. Når vi gør det, er vi uaf- 
hængige. 19 

Og til sidst, indvielse. Pagten om 
indvielse omfatter offervilje, indbefat- 
ter kærlighed, arbejde og uafhængig- 
hed og er grundlæggende for 
opbygningen af Guds rige. »Og Zion 
skal ikke blive opbygget,« har Herren 
sagt, »uden efter de grundsætninger, 
som udgør det celestiale riges lov« 20 
Pagten om indvielse er afgørende for 
denne lov. En dag skal vi anvende den 
i sin fylde. Denne pagt omfatter at 
»give af sin tid, sine talenter og midler 
til dem, der er i trang - hvad enten 
det er åndeligt eller timeligt - og til 
opbygning af Herrens rige.« 21 

Disse principper - kærlighed, 
arbejde, uafhængighed og indvielse 
er givet af Gud. De, som antager dem 



og lever i overensstemmelse dermed, 
bliver rene af hjertet. Retfærdig enig- 
hed er kendetegnende for deres sam- 
fund. Deres fred og harmoni bliver et 
banner for alle folkeslag. Profeten 
Joseph Smith har sagt: 

»Opbygningen af Zion er en sag, 
der har interesseret Guds folk i alle 
tidsaldre; det er et tema, som profe- 
ter, præster og konger har dvælet ved 
med særlig glæde og fryd ... det er 
overladt til os at se, deltage i og 
hjælpe med til at videreføre [Zions] 
sidste dages herlighed ... et værk, der 
er bestemt til at tilvejebringe mørkets 
magters udryddelse, jordens forny- 
else, Guds herlighed og den menne- 
skelige families frelse. « 22 

Jeg vidner om, at dette er sandt. 
Præsident Gordon B. Hinckley er 
Guds profet på jorden, ligesom 
Joseph Smith jun. var det. Guds rige 
er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige, og den skal blive Zion i al sin 
skønhed. Kristus er verdens Frelser, 
den levende Guds elskede Søn, den 
Hellige. I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. Deseret News Weekly, 5. juni 1872, s. 248; 
fremhævelse tilføjet. 

2. Joseph Smiths Oversættelse, Matt 6:38. 

3. »Israel, Israel, Gud nu kalder«, Salmer og 
Sange, nr. 9. 

4. L&P 97:21. 

5. Se 4 Nephi 1:16; se også v. 1-18. 

6. Moses 7:18; fremhævelse tilføjet. 

7. 1 Conference Report, Paris Area Conference 
1976, s. 3. 

8. L&P 105:32; se også 68:25-31; 82:14; 

115:1-6. 

9. Se L&P 65:2, 6. 

10. Stjernen, jan. 1990, s. 53. 

11. Stjernen, jan. 1992, s. 68. 

12. Se Spencer W Kimball, »Og Herren kaldte 
sit folk Zion«, Den danske Stjerne, dec. 
1984, s. 2-9. 

13. Matt 22:37-40. 

14. L&P 82:19. 

15. Moses 4:25; se også 1 Mos 3:19- 

16. 2 Nephi 26:31. 

17. Se L&P 78:13-14; 38:29-31. 

18. Spencer W Kimball, Den danske Stjerne, 
dec. 1984, s. 6-7; se også 1 Tim 5:8. 

19- Se Omsorg på Herrens måde: Vejledning 
for ledere om velfærd (velfærdshåndbog, 
1990), s. 5. 

20. L&P 105:5. 

21. Se Den danske Stjerne, dec. 1984, s. 7. 

22. Profeten Joseph Smiths lærdomme, 
s. 278-279; fremhævelse tilføjet. 



96 



Far, er du vågen? 



ÆLDSTE F. MELVIN HAMMOND 

De Halvfjerds 



Spekulerer jeres sønner nogen sinde på, om I mon sover, 
når det drejer sig om det, der er vigtigst for dem? 




For ikke så længe siden mødtes 
ældste Pace, ældste Condie og 
jeg med Det Første 
Præsidentskab. Da vi trådte indenfor 
kiggede præsident Hinckley grundigt 
på os og sagde så med et smil: 
»Hvordan kan tre, hvidhårede, gamle 
mænd være Unge Mænds præsident- 
skab i denne kirke?« Vi kunne kun 
svare: »Fordi du har kaldet os til det, 
præsident.« 

Unge mænd, vi håber, at I er begej- 
strede for programmet Det Aronske 
Præstedømme: Udfør din pligt over 
for Gud. Det er blevet præsenteret for 
hele Det Aronske Præstedømme over 
hele verden. Hensigten er, at det er 
skal være til åndelig, fysisk, social og 
mental velsignelse for jer. Kravene er 
relevante og kommer til at strække jer 
næsten til grænsen af, hvad I evner. I 
kan sætte personlige mål og nå dem 



med jeres forældre og jeres storslåede 
lederes hjælp. Der hersker en vidun- 
derlig begejstring for dette program 
over hele Kirken. Vi vil gerne have, at 
hver eneste af jer kvalificerer sig og 
modtager den eftertragtede Pligt mod 
Gud-belønningen . 

For mange år siden tog jeg vores 
eneste søn med på hans første lejr- og 
fisketur. Han var kun en dreng. 
Kløften var stejl og nedstigningen var 
anstrengende. Men der var godt at 
fiske. Hver gang jeg fik en fisk på kro- 
gen, gav jeg stangen til den ivrige 
dreng, som med glædesråb halede en 
dejlig ørred ind. Da skyggerne og kul- 
den kom sidst på eftermiddagen, 
begyndte vi at klatre op til kanten højt 
ovenover os. Han klatrede hurtigt i 
forvejen op ad bjerget og råbte 
opmuntrende: »Kom nu, far. Jeg tør 
vædde på, at jeg når først op.« Jeg 
hørte hans udfordring, men var klog 
nok til at ignorere den. Det virkede 
som om hans lille krop bogstavelig 
talt fløj hen over, under og rundt om 
hver eneste forhindring, eftersom 
hver eneste skridt jeg tog syntes at 
blive mit sidste, var han nået helt op 
og stod og heppede på mig. Efter 
aftensmaden knælede vi og bad. Han 
spæde stemme steg sødt mod himlen 
som tak for vores dag. Derefter krav- 
lede vi ned i store, dobbelte sove- 
pose, og efter lidt skubben og masen, 
følte jeg hans lille krop trygge sig ind 
mod mig for at søge varme og tryg- 
hed for natten. Mens jeg betragtede 
min søn ved siden af mig, følte jeg 



pludselig et brus af kærlighed skylle 
gennem min krop med en sådan 
kraft, at jeg fik tårer i øjnene. Og 
netop da lagde han sine små arme 
omkring mig og sagde: »Far.« 

»Ja, søn.« 

»Er du vågen?« 

»Ja, min søn, jeg er vågen.« 

»Far, jeg elsker dig en million, tril- 
lion gange!« 

Og straks faldt han i søvn. Men jeg 
lå vågen til langt ud på natten og 
sagde så inderligt tak for så vidunder- 
lige velsignelser, iklædt en lille drengs 
legeme. 

Nu er min søn en mand, som har 
sin egen søn. Af og til tager vi tre på 
fisketur. Jeg betragter mit lille rødhå- 
rede barnebarn ved siden af sin far og 
ser for mit indre øje det vidunderlige 
øjeblik for så længe siden. Det spørgs- 
mål, som min søn så uskyldigt stil- 
lede: »Far, er du vågen?« giver stadig 
genlyd i mit hjerte. 

Til hver eneste far stiller jeg nu det 
samme selvransagende spørgsmål: 
»Far, er du vågen?« Spekulerer jeres 
sønner nogen sinde på, om I mon 
sover, når det drejer sig om det, der 
er vigtigst for dem? Jeg mener, at der 
er flere forskellige områder, som viser, 
om vi er »vågne« eller »sover« i vore 
sønners øjne. 

For det første: Vores kærlighed til 
Gud samt accept af vores rolle som 
familieleder med hensyn til at holde 
hans befalinger. For nogle år siden 
efter en stavs konference følte jeg mig 
tilskyndet til at aflægge et besøg hos 
en præstedømmebror, som var faldet 
fra Kirken. Vi fandt ham i færd med at 
ordne haven. Jeg gik hen til ham og 
sagde: »Kære bror, Herren Jesus 
Kristus har sendt mig her hen for at 
besøge dig. Jeg hedder ældste 
Hammond. Jeg er en af hans tjenere.« 

Vi omfavnede hinanden, sådan 
som man gør i Latinamerika, og 
trådte indenfor i hans nydelige, lille 
hjem. Han bad sin hustru og deres 
tre børn om at høre med. To flotte 
unge mænd og en yndig pige satte sig 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



97 




ved siden af deres far og mor. Jeg 
spurgte børnene, hvad de mere end 
noget andet i verden kunne tænke sig 
lige nu. Den ældste søn sagde: »Hvis 
blot vi alle kunne komme tilbage til 
Kirken som familie, ville vi blive så 
lykkelige - så taknemmelige.« Vi for- 
talte dem, hvor meget Frelseren 
havde brug for dem, og hvor højt han 
elskede dem. Vi bar vore vidnesbyrd 
for dem og knælede i bøn. Faderen 
bad. Moderen græd. Nu er de igen 
fuldt aktive. Børnene er stolte af 
deres far, og de er lykkelige. 

Enhver far i Kirken bør fungere som 
patriark i sit hjem. Han bør føre an og 
vejlede familien åndeligt. Han bør ikke 
uddelegere eller overlade sit ansvar til 
moderen. Han bør kalde sammen til 
familiebøn, familiehjemmeaften, læs- 
ning i skrifterne og lejlighedsvise sam- 
taler med de enkelte medlemmer af 
familien. Han er den, der beskytter, 
forsvarer og med mildhed irettesætter. 
Det er faderen, som bør lede, forene 
og styrke familiesammenholdet ved at 



tage imod Guds præstedømme og sige 
ja til de kald og privilegier, der er for- 
bundet med præstedømmemyndighe- 
den. Hans forhold til Gud og hans Søn 
Jesus Kristus er et af de forbilleder, 
som fører hans sønner og døtre hen 
over revlerne på livets stormfulde hav. 

Hvis faderen er en sand discipel af 
Jesus Kristus, så følger sønnerne ham 
som nat følger dag. »Far, er du vågen?« 

For det andet: Forholdet til vores 
hustru - deres mor. I betragtning af alt 
andet, vi foretager os, kan vores 
behandling af vores hustru meget vel 
have den største indvirkning på vore 
sønners personlighed. Hvis en far er 
skyldig i på nogen som helst måde at 
mishandle sin ægtefælle verbalt eller 
fysisk, vil hans sønner lægge ham det 
til last - måske endog foragte ham for 
det. Men interessant nok følger de, 
når de er blevet voksne og gift, sand- 
synligvis det samme misbrugsmønster 
over for deres hustru. I vores sam- 
fund er der et presserende behov for 
fædre, som respekterer deres egen 



hustru og behandler dem med blid og 
øm kærlighed. 

For nylig hørte jeg om en far, som i 
sin tåbelighed kaldte sin smukke, 
intelligente hustru for »dum« på den 
mest nedværdigende måde for en 
eller anden lille fejltagelse, som hun 
var kommet til at begå. Børnene hørte 
det og var flove og bange på deres 
mors vegne. Hun blev nedværdiget 
for øjnene af dem, hun elskede mest. 
Skønt manden sagde undskyld og 
hustruen tilgav ham, nærede hun sta- 
dig sårede følelser og skam efter 
denne urimelige oplevelse. 

Vi kan ikke forvente, at Herrens 
And kan velsigne os, hvis vi bliver ved 
med at være vrede, ufølsomme og 
hårde over for vores ægtefælle. Vi kan 
ikke forvente, at vore sønner udvikler 
respekt og venlighed over for deres 
mor, hvis vi ikke er et godt forbillede. 
Præsident David O. McKay har sagt: 
»Det vigtigste, en far kan gøre for sine 
børn, er at elske deres mor« (citeret 
fra Theodore Hesburgh, Reader 's 



98 



Digest, jan. 1963, s. 25; in Richard 
Evans' Quote Book, 1971, s. 11). »Far, 
er du vågen?« 

For det tredje: At irettesætte ret- 
færdigt og kærligt. Alt for ofte i vores 
egen frustration og svaghed hæver vi 
hånden for at slå vore børn - som 
regel i et forsøg på at beskytte vores 
egen selviske stolthed. Alle børn har 
brug for at blive irettesat. De ikke 
alene har brug for det; de forventer 
det, de forlanger det. Irettesættelse 
virker vejledende og lærer vore børn 
selvbeherskelse, men al irettesættelse 
bør forekomme vore børn at være et 
udtryk for en retfærdig afgørelse og 
for ren kærlighed. 

Da jeg var dreng, gav min mor, 
som var enke, mig den strengest 
muligt irettesættelse. Med tårer i 
øjnene sagde hun: »Min søn, jeg er så 
skuffet over dig.« Smerten i mit 
hjerte var mere, end jeg kunne bære. 
Tusind piskeslag kunne ikke have 
såret mig dybere. Jeg vidste, at en 
sådan irettesættelse kun kunne 
udspringe af hendes rene kærlighed, 
for hvis der var noget, jeg var sikker 
på, så var det, at min mor elskede 
mig. Jeg besluttede aldrig mere at 
være genstand for min englegode 
mors skuffelse og hjertesorg. Jeg 
mener, at det er lykkedes mig at 
overholde den beslutning. 

»Far, er du vågen?« når det drejer 
sig om at irettesætte? 

Fædre, det er bydende nødvendigt, 
at vi behersker de udfordringer, som 
jeg har nævnt, i vores tilværelse, hvis 
vore sønner skal blive åndeligt og 
følelsesmæssigt modne. Hvis vi gør 
det, kommer de ikke til at skamme sig 
over os, eller til at skamme sig over 
sig selv. De bliver mænd, der er ken- 
detegnet af ære, respekt, fulde af kær- 
lighed og villige til at tjene Frelseren 
og underkaste sig hans vilje. Da vil vi 
glæde os over, at de er vore for evigt. 
De vil sige: »Far, er du vågen?« 

Og vi vil svare: »Ja, min søn, jeg er 
vågen.« 

I Jesu Kristi navn. Amen. ■ 



At hver enkelt 
må blive et bedre 
menneske 



PRÆSIDENT GORDON B. HINCKLEY 



Enhver kan forbedre sig ... uanset vore omstændigheder, så 
kan vi alle forbedre os, og derved kan vi påvirke dem, som 
vi færdes iblandt. 



venligere mod de fortvivlede, som jeg 
træffer. Jeg håber, at jeg kan være 
mere hjælpsom mod de nødlidende. 
Jeg håber, at jeg må være mere værdig 
til jeres tillid. Jeg håber, at jeg må være 
en bedre ægtemand, far og bedstefar. 
Jeg håber, at jeg kan være en bedre 
nabo og ven. Jeg håber, at jeg kan 
være en bedre sidste dages hellig med 
en større forståelse af dette herlige 
evangeliums vidunderlige aspekter. 

Jeg udfordrer enhver af jer, som 
kan høre mig, til at leve op til det gud- 
dommelige i jer. Forstår vi virkelig, 
hvad det vil sige, at være et barn af 
Gud, at have noget af den guddom- 
melige natur i os? 

Jeg tror af hele mit hjerte, at de sid- 
ste dages hellige stort set er gode 
mennesker. Hvis vi efterlever evange- 
liets principper, skal vi være gode 
mennesker, for vi skal være gavmilde 
og venlige, betænksomme og tole- 
rante, hjælpsomme og omsorgsfulde 
over for dem, som lider nød. Vi kan 
enten undertrykke den guddomme- 
lige natur og skjule den, så den slet 
ikke kommer til udtryk i vores liv, 
eller vi kan bringe den frem og lade 
den stråle ud af alt, hvad vi gør. 

Enhver kan forbedre sig. Uanset 
vores profession, uanset vore 




H 



vor har det dog været en dejlig 
konference, kære brødre og 
søstre. Når vi vender tilbage til 
vores hjem og vores hverdag, bør 
enhver af os være et bedre menneske, 
end vi var, da konferencen begyndte. 

Alle, som har talt, har gjort det godt. 
Bønnerne har været inspirerende. 
Musikken har været fremragende. 

Men det, der betyder mest, er det, 
som er sket inde i enhver af os som 
følge af vores oplevelse. Jeg har selv 
truffet en fast beslutning om at være et 
bedre menneske, end jeg hidtil har 
været. Jeg håber, at jeg kan være lidt 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



99 




omstændigheder, så kan vi alle forbe- 
dre os, og derved kan vi påvirke dem, 
som vi færdes iblandt. 

Vi behøver ikke at skilte med vores 
religion. Vi behøver bestemt ikke at 
prale af den eller være arrogante på 
nogen måde. Den slags går stik imod 

o 

Kristi And, som vi stræber efter at 

o 

efterligne. Denne And kommer til 
udtryk i hjertet og sjælen, ved vores 
stille og ydmyge livsstil. 

Vi har alle set dem, som vi næsten 
misunder, fordi de har udviklet en 
adfærd, der, uden at nævne det, vid- 
ner om evangeliets skønhed, som de 
har gjort til en del af deres liv. 

Vi kan sænke vores stemme et par 
decibel. Vi kan gengælde ondt med 
godt. Vi kan smile, når det havde 
været lettere at blive vred. Vi kan 
udvise selvbeherskelse og selvdisci- 
plin og ignorere enhver hån, som 
møder os. 

Lad os være et lykkeligt folk. 
Herrens plan er en plan for lykke. 
Vejen bliver lettere, bekymringerne 
færre og konfrontationerne 



mindre vanskelige, hvis vi udvikler 
glædens ånd. 

Lad os arbejde lidt hårdere på det 
ansvar, vi har som forældre. Hjemmet 
er samfundets grundlæggende enhed. 
Familien er Kirkens grundlæggende 
organisation. Vi er meget bekymrede 
for kvaliteten af det liv, som vores folk 
fører som ægtemænd og hustruer og 
som forældre og børn. 

Der er for meget kritik og dømme- 
syge med vrede og hævede stemmer. 
Vi oplever et enormt pres hver eneste 
dag. Ægtemænd vender trætte og irri- 
table hjem fra deres arbejde hver dag. 
Desværre arbejder de fleste hustruer. 
De står også over for alvorlige udfor- 
dringer, som måske har større 
omkostninger, end deres indtægt er 
værd. Børn overlades til at finde deres 
egen underholdning, og meget af det 
er ikke godt. 

Mine brødre og søstre, vi skal 
arbejde på vores ansvar som foræl- 
dre, som om alt i verden afhang af 
det, fordi alt i verden faktisk 
afhænger af det. 



Hvis vi fejler i hjemmet, har vi fejlet 
i livet. Ingen kan opnå virkelig succes, 
hvis vedkommende har fejlet i hjem- 
met. Jeg beder jer mænd især om at 
stoppe op og vurdere jer selv som 
ægtemænd og fædre og familieover- 
hoveder. Bed om vejledning, hjælp og 

o 

støtte og følg så Andens tilskyndelser i 
det vigtigste af alle jeres ansvar, for 
konsekvenserne af jeres lederskab i 
jeres hjem er evige. 

Gud velsigne jer, mine elskede 
medtjenere. Må en fredens og kærlig- 
hedens ånd følge jer, hvor I end 
befinder jer. Må der herske harmoni i 
jeres liv Som jeg mange steder har sagt 
til vore unge: »Vær dygtig, vær ren, vær 
sand, vær taknemmelig, vær ydmyg, 
vær bønsom. Må I knæle i bøn for den 
Almægtige og takke ham for hans rige 
velsignelser. Må I siden rejse jer og gå 
fremad som Guds sønner og døtre og 
fremme hans evige hensigter, enhver 
på sin egen måde, det beder jeg 
ydmygt om nu, hvor jeg efterlader jer 
min kærlighed og velsignelse. I Herren 
Jesu Kristi hellige navn. Amen. ■ 



100 



HJÆLPEFORENINGENS ÅRLIGE MØDE 

28. september 2002 



Her er jeg, send mig 



Bonnie D. Parkin 

For 161 år siden lagde de sidste 
dages hellige hjørnestenen til 
Herrens hus på en bakke med 
udsigt over byen Nauvoo. Og blot et 
år senere grundlagde profeten Joseph 
Smith Hjælpeforeningen for 
kvinderne. En nødvendig handling, 
sagde profeten, for at fuldstændiggøre 
Kirkens organisation. Denne forening 
for søstrene var medvirkende til opfø- 
relsen og færdiggørelsen af dette her- 
lige, mirakuløse tempel. Vores 
åndelige arv som pagtsindgående 
døtre af Gud i denne guddommeligt 
inspirerede forening begyndte her i 
den Smukke By. Templet i Nauvoo er 
et håndgribeligt symbol på, hvad vi 
har opnået, hvad vi kan opnå, og hvad 
vor himmelske Fader har til sine tro- 
faste døtre. 

Kathleen H. Hughes 

Dette første hjælpeforeningsmøde 
blev overværet af blot 20 kvinder. 
Nogle var lige under 20, andre var 
nyomvendte, nogle havde børn, 
andre var enlige. Det var ligesom 
Hjælpeforeningen i dag! 
Organisationen voksede hurtigt og 
omfattede kvinder fra alle samfund- 
slag. Der var brug for hver eneste sø- 
ster - ligesom der er brug for hver 
eneste nu. Disse søstre stod over for 
svære kampe: Deres børns død, 
mangel på mad, familiens afvisning, 
forfølgelse, mangel på tro. Men på 
grund af pagter indgået med Herren 
lyttede de til hinanden, de passede på 
hinanden, de underviste hinanden. 
De delte deres mad og tøj og følelser 
med hinanden. Den unge Nancy Tracy 



blev påmindet i en velsignelse: »Du 
kender den gode hyrdes røst ... og da 
han kom for at samle sine får, gen- 
kendte du hans budskab og modtog 
det med lykke og glæde.« 1 Disse sø- 
stres forpligtelse og omvendelse 
resulterede i handlinger af kærlighed, 
barmhjertighed og forenet søsterfæl- 
lesskab. 

Anne C. Pingree 

Vore første søstre i Hjælpeforenin- 
gen var i høj grad som os! Der var tids- 
punkter, hvor de unge eller de gamle, 



immigranter eller nyomvendte, følte 
sig alene, udenfor eller uforberedt på 
de udfordringer, de mødte. Men fyldt 
med tro trådte disse søstre frem, 
forenede sig i at udføre deres del til at 
opføre Herrens hus. Hver især gav de 
deres gaver; de gav af det stof, som de 
selv manglede, syede tøj, lavede mad 
til arbejderne, bidrog med familiens 
arvestykker, gav husly, passede de syge 
og de gamle, syede endog forhænget 
til templet. Deres småpenge, som 
kunne have givet dem mad eller tøj, 
gik i stedet til søm til templet og glas 
til vinduerne. En søster sagde om sit 
offer: »Jeg begyndte med stor tro at gå 
til templets kontor for at skænke mit 
offer. Pludselig kom fristelsen over 
mig ... at med disse penge kunne jeg 
købe de nødvendigheder, som jeg 
stod og manglede. Jeg modstod. Jeg 
sagde: >Selv om jeg ikke havde mere 
end en brødskorpe til hver dag i ugen, 
vil jeg betale disse penge til templet.<« 2 




LIAHONA NOVEMBER 2002 



101 




Vore første hjælpeforeningssøstre 
anså det for at være et privilegium »at 
bruge deres småpenge til at hjælpe 
brødrene med at bygge Herrens hus.« 3 
De sagde villigt: »Herre, her er jeg, 
send mig!« 

Bonnie D. Parkin 

Fra begyndelsen har Hjælpe- 
foreningens formål været at frelse 
sjæle, at finde de fattige og nødli- 
dende, at tilbyde de undertrykte 
hjælp, at styrke hinanden. Og disse 
første søstre arbejdede på at opbygge 
templet og modtog derpå deres egen 
begavelse, de fandt den nødvendige 
fred og det mod, der var nødvendigt 
for den vanskelige rejse, der lå forude. 
I dag er dette også tilfældet for os. I 
Nauvoo havde Herren brug for alle 
søstre - uanset alder, uddannelse, 
indkomst, sprog, erfaring - til at være 
med i opbyggelsen af hans rige. 



Det er ikke anderledes i dag. Vi er 
alle nødvendige i Hjælpeforeningen. 
Vores levende profet har bedt os om 
at rejse os og opfylde vores sjælsfrel- 
sende ansvar. Vi har i sandhed højti- 
deligt indgået pagt om at gøre det. 
Profeten Joseph Smiths oprindelige 
formaning om at »hjælpe de fattige« 
og »frelse sjæle« 4 gælder for os. Vi skal 
også lægge armen rundt om en 
andens skulder, lette en byrde, bære 
vores vidnesbyrd og fortælle om vores 
tro på Jesus Kristus. Jeg elsker det, 
som en af de første søstre, Zina 
Young, bemærkede ved vores søster- 
fællesskab i Hjælpeforeningen: »Det 
er en velsignelse at mødes ... Guds 

o 

And er her, og nar vi taler med hinan- 
den, er det som olie, der går fra 
krukke til krukke.« 5 

Søstre, det er her vores tros arv 
begyndte. Når vi ser dette Herrens 
hus genopbygget, skal vi huske, at 



Jesus Kristus har givet os det hverv i 
disse sidste dage for at være med til at 
opbygge hans rige. Vi skal se hen til 
ham, ære hans præstedømme og 
efterleve vore pagter. Uanset vores 
situation og uanset hvor vi bor, kan vi 
- og skal vi - træde frem som Guds 
døtre og trofast forkynde: »Herre, her 
er jeg, send mig.« ■ 

NOTER 

1. Minder og dagbog, Nancy Naomi Alexander 
Tracy Slægtshistorisk og historisk afdelings 
arkiver, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige, s. 74-75. 

2. Louisa Barnes Pratt, »Journal of Louisa 
Barnes Pratt,« Heart Throbs ofthe West, 
red. Kate B. Carter, 12 bind, 1939-1951, 
8:233. 

3. Elizabeth Ann Whitney, som citeret i Jill 
Mulvay Derr m.fl., Women of Covenant: The 
Story of Relief Society , 1992, s. 51. 

4. History ofthe Church, 5:25. 

5. Referat fra Senior and Junior Cooperative 
Retrenchment Association, 3. okt. 1874, 
Slægtshistorisk og historisk afdelings arki- 
ver, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige. 



102 



I hjertets hellighed 



BONNIE D. PARKIN 

Hjælpeforeningens hoved præsidentinde 



Hver gang vi rækker ud med kærlighed, tålmodighed, 
venlighed, gavmildhed, ærer vi vore pagter ved at sige: »Her 
er jeg, send mig« 



At sige, at jeg var overvældet, da 
præsident Hinckley kaldte mig til at 
tjene som Hjælpeforeningens hoved- 
præsidentinde er en kæmpe underdri- 
velse! Det kan I nok forstå, ikke? Men 
med rystende stemme svarede jeg: 
»Her er jeg, send mig.« Efter at en 
jødisk veninde hørte om, hvad min 
kaldelse omfattede, så hun på mig, 
som om jeg var skør og spurgte: 
»Bonnie, hvorfor skulle du gøre det?« 
(På sådanne tidspunkter stiller jeg ofte 
mig selv samme spørgsmål). Men der 
er kun én årsag til, at jeg gjorde det: 
Jeg har indgået pagt med Herren, og 
jeg ved, hvad det kræver. Og jeg vid- 
ste, at I og jeg ville tjene sammen, og 
at min villighed var på vegne af os alle. 

I århundreder har retfærdige 
kvinder trådt frem og sluttet sig til 
Kristi sag. Mange af jer er blevet døbt 
for ganske nyligt; jeres pagter er friske 
i jeres hjerte, jeres offer kan stadig 
føles. Når jeg tænker på alle jer, min- 
des jeg Priscilla Stains fra Wiltshire i 
England. Den 19-årige Priscilla slut- 
tede sig til Kirken i 1843. Alene. Hun 
måtte snige sig bort midt om natten 
for at blive døbt, på grund af forføl- 
gelser fra sine naboer og sin families 
uvilje. Hun skrev: »Vi ventede til mid- 
nat ... og begav os så til et vandløb 
omkring 400 meter væk. Her var der 
vand ... tilfrosset, og ældsten måtte 
hugge et hul i isen, der var stort nok 
til dåb. Ingen andre end Gud og hans 
engle og nogle få vidner, som stod på 
bredden sammen med os, hørte min 




Selv om vores antal er meget 
større end hjælpeforeningssøs- 
trene i Nauvoo, så er ånden i 
vores forsamling den samme. Som os 
opløftede, nærede og inspirerede de 
hinanden, de bad for hinanden, de 
indviede alt det, de havde, til riget. 
Præsident Hinckley har beskrevet os 
som »et umådeligt forråd af tro og 
gode gerninger ... et anker af hengi- 
venhed og loyalitet og resultater« 1 
Hvor er det bemærkelsesværdigt, at 
uanset om vi er i Konferencecentret 
eller i en kirke i Mexico eller i en gren 
i Litauen, så er vi søstre i Zion med et 
stort værk at udføre. Og sammen vil 
vi, ledet af Guds profet, gøre det! Jeg 
håber, at I føler den kærlighed, jeg har 
til jer - en kærlighed, som deles af 
mine rådgivere, som er en stor velsig- 
nelse for mig. 



pagt, men i denne midnatstimes højti- 
delige stund var det som om al natu- 
ren lyttede, og de skrivende engle 
nedfældede vore ord i Herrens bog.« 2 

Hendes ord: »Ingen andre end 
Gud og hans engle ... hørte min pagt«, 
rørte min sjæl, for ligesom Priscilla er 
vi - uanset vores alder, vores kend- 
skab til evangeliet, vores tid i Kirken - 
alle pagtskvinder. Det er en vending, 
vi ofte hører i Kirken, men hvad bety- 
der den? Hvorledes definerer pagter, 
hvem vi er, og hvordan vi lever? 

Pagter - eller bindende løfter 
mellem os og vor himmelske Fader - 
er nødvendige for vores evige frem- 
gang. Trin for trin lærer han os at blive 
som ham ved at lade os deltage i hans 
værk. Ved dåben indgår vi pagt om at 
elske ham af hele vores hjerte og 
elske vore søstre og brødre som os 
selv. I templet indgår vi yderligere 
pagt om at være lydig, uselvisk, tro- 
fast, hæderlig og godgørende. Vi ind- 
går pagt om at ofre og indvie alt det, 
vi har. Skabt ved præstedømmets 
myndighed resulterer vore pagter, når 
vi holder dem, i velsignelser, som fyl- 
der vores bæger til randen. Hvor ofte 
tænker I på, at jeres pagter når ud 
over jordelivet og forbinder jer med 
det guddommelige? Indgåelse af pag- 
ter er udtryk for et villigt hjerte. At 
holde pagter er udtryk for et trofast 
hjerte. 

Det ser enkelt ud på papir, gør det 
ikke? Selvfølgelig er det i handlingen, 
vi beviser, hvem vi virkelig er. På 
denne måde ærer vi, når vi rækker ud 
med kærlighed, tålmodighed, venlig- 
hed, gavmildhed, vore pagter ved at 
sige: »Her er jeg, send mig.« Vi siger 
sædvanligvis disse ord blidt og ikke 
akkompagneret af stort orkester. 

Hvornår har en andens pagter med 
Herren velsignet dig, bragt dig fred, 
næret din sjæl? Da min mand og jeg 
var missionærer i England, så vi 
mange ældster og søstre, som var 
direkte påvirket af værdige kvinders 
pagter. Jeg var så taknemmelig for 
mødre, søstre, tanter, lærere - som så 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



103 




mange af jer - de havde æret deres 
pagter og derved velsignet andre ved 
den måde, hvorpå de underviste disse 
fremtidige missionærer. 

Pagter fører os ikke alene ud af 
vores trygge verden og til ny vækst, 
men leder også andre til at gøre det 
samme. Jesus sagde: »De gerninger, I 
har set mig gøre, skal I også gøre.« 3 
Hans overholdelse af pagterne 
opmuntrer os. 

Pagter redder os fra unødvendig 
lidelse. Når vi fx adlyder profetens vej- 
ledning, holder vi en pagt. Han har 
rådet os til at undgå gæld, have et 
lager af fødevarer og blive selvforsy- 
nende. At leve inden for vore evner 
velsigner os ud over denne lydighed. 
Det lærer os taknemmelighed, 
tilbageholdenhed, uselviskhed, det 
bringer fred for økonomisk pres og 
beskyttelse mod materialismens grå- 
dighed. At holde vore lamper fyldt 



betyder, at uforudsete omstændighe- 
der ikke hindrer os i muligheder for 
at erklære med hengivenhed: »Her er 
jeg, send mig.« 

Fornyede pagter styrker og forfris- 
ker en træt sjæl. Hvad sker der hver 
søndag, når vi deltager i nadveren, i 
vores hjerte, når vi hører ordene, 
»altid erindre ham«? 4 Forbedrer vi os i 
den efterfølgende uge ved atter at 
fokusere på det, som har størst betyd- 
ning. Ja, vi møder svære tider, ja, at 
foretage ændringer er anstrengende. 
Men har I nogen sinde spekuleret på, 
hvordan vore søstre overlevede at 
blive fordrevet fra Nauvoo, og mange 
måtte gå hele turen? Når deres fødder 
var trætte, blev de båret af deres pag- 
ter! Hvad ellers kunne give en sådan 
åndelig og fysisk styrke? 

Pagter beskytter os også fra at »dri- 
ves hid og did af hver lærdoms vind, 
ved menneskers terningkast.« 5 



Pagtskvinder står fast, når det onde kal- 
des godt, og godt kaldes ondt. Uanset 
om det er i skolens klasseværelse, på 
arbejdet eller foran fjernsynets nyeste 
»eksperter«, hjælper det at huske vore 
pagter os med ikke at blive ført vild. 
Pagter kan holde os og dem, vi 
elsker, åndeligt sikre og åndeligt for- 
beredt på at sætte det vigtigste først. 
Når det fx drejer sig om familien, har 
vi ikke råd til ligegyldighed og forstyr- 
relser. Barndommen er et flygtigt 
under. Få har de solskinsdage, jeg 
kendte til i opvæksten på en gård. 
Præsident Hinckley har sagt: »Vore 
problemer, næsten alle sammen, 
opstår i menneskenes hjem. Hvis der 
skal ske en forbedring ... skal det 
begynde i hjemmet. Det er der, man 
lærer sandheden at kende, hvor der 
dyrkes hæderlighed, hvor der frem- 
kaldes selvdisciplin, og hvor kærlighe- 
den næres.« 6 



104 



Søstre, Herren har brug for 
kvinder, som vil undervise børn i at 
arbejde og lære og tjene og tro. 
Uanset om de er vore egne eller en 
andens, må vi stå fast og udtale: »Her 
er jeg, send mig ud for at våge over 
jeres små, at sætte dem først, at vej- 
lede og beskytte dem fra ondt, at 
elske dem«. 

Af og til står vi over for at holde 
vore pagter, når der ikke synes at være 
nogen logisk årsag til at gøre det. Jeg 
lyttede til en enlig søster, der fortalte 
om sin oplevelse med at »komme til at 
stole fuldstændigt på Herren.« Hendes 
liv var ikke gået, som hun havde for- 
ventet. Lyder det bekendt? Hendes 
periode med ransagelse af sjælen var 
kendetegnet af forskellige jobs, nyt 
økonomisk pres, påvirkning af verds- 
lige filosofier. Lyt nu til det, hun 
gjorde. Hun var sammen med andre 
søstre fra sit ward og fandt ud af, at de 
også søgte at finde den fred, evange- 
liet bringer. Hun bad om en præste- 
dømmevelsignelse. Hun fortsatte 
tappert i sin kaldelse. Hun studerede 
og forsøgte i højere grad at overgive 
sin kærlighed, påskønnelse og overbe- 
visning til Jesus. Hun bad. »Jeg anråbte 
Herren,« sagde hun, »og fortalte ham, 
at jeg ville gøre, hvad end han bad mig 
om.« Alt dette gjorde hun på trods af 
sine vanskeligheder. Og ved I hvad der 
skete? Nej, hendes evige partner stod 
ikke på hendes dørtrin. Men fred 
fandt vej til hendes hjerte, og hendes 
liv blev bedre. 

Søstre, vi holder vore pagter, når vi 
fortæller om vores livs visdom for at 
opmuntre en anden, når vi går ud 
som besøgslærerinde med ægte 
barmhjertighed, når vi hjælper en 
yngre søster med at vide, at hendes 
nye perspektiv vil velsigne os i 
Hjælpeforeningen. Det kan vi gøre! 

Da unge Priscilla, vores britiske 
omvendte fra 1843, krydsede 
Atlanterhavet, blev hun venner med 
en kvinde på sin mors alder. Denne 
ældre søster følte den pagts brænden, 
hun havde indgået. Hun var ved 



Priscillas side, da de lagde til ved kajen 
i Nauvoo. Sammen, frimodige og tro- 
ende, sluttede de sig til Guds hellige. 7 

Den åndelige retskaffenhed til at 
holde vore pagter kommer fra konse- 
kvent skriftstudium, bøn, tjeneste og 
offer. Sådanne enkle trin nærer vores 
sjæl, så vi kan sige: »Send mig ud for 
at hjælpe en søster og hendes 
nyfødte, send mig ud for at hjælpe en 
kæmpende studerende, send mig ud 
for at elske en, der er udenfor. Send 
mig derhen, hvor du har brug for mig, 
når du har brug for mig.« 

Herren har kaldet os til at gøre alt, 
hvad vi kan gøre »i hjertets 
hellighed«. 8 Og hellighed er et pro- 
dukt af at efterleve pagter. Jeg elsker 
ordene i denne salme, og det, den får 
mig til at føle: 

Mer hellighed giv mig, 
mer stræben i løn; 
mer tålmod i prøver; 
mer tro på min Frelser; 
mer lyst til hans bud; 
mer fryd i hans gerning, 
mer kundskab om Gud. 9 

Hellighed tilskynder til ordene: 
»Her er jeg, send mig.« Da Priscilla 
Stains indgik sine midnatspagter i 
dette kolde vand, trådte hun ind i et 



nyt liv med tøj, der var næsten fros- 
sen, dog med et hjerte varmet af 
glæde. »Der var ikke noget med at se 
tilbage«, sagde hun. »Jeg besluttede 
mig til at nå det evige livs belønning, 
idet jeg stolede på Gud.« 10 

Præsident Hinckley, sammen med 
Hjælpeforeningens søstre rundt 
omkring i verden, jeg forpligter mig 
over for dig, at vi står forenede som 
pagtskvinder og lytter til din røst. På 
mange forskellige sprog, hør da hver 
hjælpeforeningssøsters ord, når vi 
siger: »Her er jeg, send mig.« 

Må vore personlige pagter, som 
binder os til vor kærlige himmelske 
Fader, vejlede os, beskytte os, hellig- 
gøre os og tillade at gøre ligeså for 
alle hans børn. Det beder jeg om I 
Jesu Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. »Lad os vandre i Herrens lys«, Liahona, jan. 
1999, s. 115. 

2. Citeret i Edward W Tullidge, The Women 
of Mormondom, 1877, s. 287; se også 

s. 285-286, 288. 

3. 3 Nephi 27:21. 

4. L&P 20:77, 79. 

5. Ef 4:14. 

6. Liahona, jan. 1999, s. 117. 

7. Se Tullidge, Women of Mormondom, s. 
289, 291. 

8. L&P 46:7. 

9. »Mer hellighed giv mig«, Salmer og sange, 
nr. 63- 

10. Tullidge, Women of Mormondom, s. 288. 




Et kor bestående af søstre synger sammen med forsamlingen ved 
Hjælpeforeningens årlige møde. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



105 



Vores familie 
velsignes ved 
vore pagter 

KATHLEEN H. HUGHES 

Første rå dg i ver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab 



Hvis vi holder vore pagter, er de løfter, vi modtager til 
gengæld, storslåede. 



på kvindens ansigt, mens hun går med 
sin familie ved siden af sig. Og vi 
elsker især hendes taske. Selv om vi 
aldrig får at vide, hvad der er i tasken, 
minder den mig om andre tasker, jeg 
ser i Kirken. Jeg har båret på dem, og 
jeg er også sikker på, at I har! Mine har 
på forskellige tidspunkter indeholdt 
skrifterne, undervisningsmaterialer, 
flasker, stillebøger, papir og farver. 

Søstre, ligesom vi tager vores taske 
med i kirke, skal vi billedligt have en 
anden taske med os, hvor end vi går - 
og i denne taske er vore skatte af pag- 
ter - fordi vi er pagtskvinder. Jeg vil 
gerne tale med jer om, hvordan vore 
pagter kan styrke retskafne familier. 

Det er vigtigt for os at forstå, at der 
ikke er nogen bestemt måde, en ret- 
skaffen familie ser ud på. Nogle ret- 
skafne familier har to forældre, men 
sommetider er der, på grund af døds- 
fald eller skilsmisse, kun én. Nogle 
retskafne familier har mange børn, og 
andre familier har, i hvert fald i øje- 
blikket, ingen. De fleste medlemmer 
er enlige en del af deres liv, men æld- 
ste Marvin J. Ashton lærte os, at »Gud 
og én er en familie.« 1 1 nogle retskafne 
familier er det kun faderen, der arbej- 
der uden for hjemmet, og andre 
gange må begge de voksne arbejde. 




Søstre, hvor er det vidunderligt 
at være sammen med jer i aften. 
I er sådan nogle gode kvinder. I 
er Guds trofaste, retfærdige døtre, 
som stræber efter at gøre det bedste, 
I kan for at holde de pagter, I har ind- 
gået med vor himmelske Fader. 

Jeg håber, at I hver især har haft 
mulighed for at se den plakat, vi har 
valgt til at repræsentere vores tema: 
»Her er jeg, send mig.« Maleriet med 
titlen Ankommende pionerer er malet 
af søster Minerva Teichert, som er 
mor, hustru og hædret kunstner. Vi 
elsker dette maleri. Vi elsker udtrykket 



Så selv om vi er forskellige, er det, 
som retskafne familier har til fælles, 
de pagter, som de holder hellige. 

Jeg tænker først og fremmest på 
pagter, der har at gøre med evangeli- 
ets love: Fx tiende, at komme i Kirken 
og visdomsordet. Søstre, jeg behøver 
ikke at fortælle jer, at hvis vi holder 
disse pagter, vil vores familie blive vel- 
signet. Det betyder ikke, at vi aldrig vil 
lide, men i sidste ende ved vi, at der er 
en belønning for at holde vore løfter. 

Andre pagter forpligter os i forbin- 
delse med moralsk adfærd: Både vores 
etik i forhold til hinanden og standar- 
der for adfærd i forbindelse med vores 
legeme. Vi skal undervise vore børn i 
etisk adfærd: Ærlighed, respekt, ret- 
skaffenhed, venlighed i ord og ger- 
ninger. Vi sender vore børn ud i en 
verden, hvor disse adfærdsformer er 
aftagende, men vi skal undervise dem 
i anstændig og venlig adfærd ved ord 
og endnu vigtigere ved eksempel. 

Og hvad med adfærdsstandarden 
med hensyn til vores legeme? Søstre, 
vi skal være eksempler for vore børn 
på, hvad vi forventer i beklædning, i 
udseende og i dyd. For to år siden 
stod præsident Hinckley ved dette 
møde og rådede os til at »undervis [e 
vores] børn, når de er meget små, og 
hold aldrig op.« 2 Standarderne for os 
alle er tydelige, men det, vi ved, er, at 
verdens skikke for ofte bliver vore 
skikke og vore børns skikke. 

Jeg hørte engang en mor sige, at 
med al den onde indflydelse, hendes 
døtre oplever, måtte hun vælge, 
hvilke kampe hun ville kæmpe. Og 
derfor havde hun valgt ikke at kæmpe 
mod deres tøj standarder. Men ærbar- 
hed er en kamp, der er værd at 
kæmpe, fordi den så ofte påvirker 
mere alvorlige moralske spørgsmål. 
Nuvel, det betyder ikke, at vi skal for- 
lange, at vore døtre og sønner er dæk- 
ket fra halsen ned til anklerne, men 
det betyder, at vi hjælper dem med at 
klæde sig på en måde, som viser, at de 
er Guds børn. Søstre, I er kloge og 
forbløffende mødre. I behøver ingen 



106 




håndbog, der fortæller, hvad der er 
acceptabelt med hensyn til tøj. Følg 
Anden, og I og jeres børn vil vide, 
hvad der er rigtigt. 

Vi må også sikre os, at vore børn 
forstår Herrens forventninger vedrø- 
rende seksuel adfærd. Standarden 
med hensyn til dyd er aldrig ændret - 
børn bør vide, hvor grænsen går. Dog 
ser vi alt for ofte vore børn retfærdig- 
gøre adfærd, som de ved er forkert, 
og efterligner verdens adfærd. Vi må 
se bort fra enhver forlegenhed eller 
ubehag, vi kunne føle, så vi kan have 
en ærlig samtale med vore teenagere. 
De skal vide specifikt, ikke generelt, 
hvilken adfærd der er acceptabel for 
en mand og en kvinde uden for ægte- 
skabet. Hvis vi ikke underviser dem i 
standarderne, så vil verden gøre det 
med forfærdelige resultater. 

Det samme gælder den nyeste 
trussel: Teknologi. Sørgelig nok vil 
selv de bedste filtre ikke sikre, at intet 



bespotteligt kommer ind i vores hjem. 
Selv om internettet er vidunderligt, 
skal vi være årvågne over for det og 
andre medieindflydelser i hjemmet. 
Pornografi er ved at blive alt for frem- 
herskende og siver ind i de helliges liv 
og vender deres hjerte bort fra Guds 
standarder. 

Den vigtigste pagt med hensyn til 
familier er den evige ægteskabspagt. 
Vi ved, at Ⱦgteskab mellem mand og 
kvinde er indstiftet af Gud, og ... 
familien er af afgørende betydning i 
Skaberens plan for sine børns evige 
skæbne.« 3 Vores familie er vores stør- 
ste ansvar såvel som vores største 
velsignelse. 

Temaet ved denne konference er: 
»Her er jeg, send mig.« Ordene er et 
løfte til Herren og et udtryk for vores 
villighed til at tjene. Hvis vi holder 
vore pagter, er de løfter, vi modtager 
til gengæld, storslåede. Præsident 
Boyd K. Packer har skrevet: 



»Det er ikke ualmindeligt for 
ansvarlige forældre for en tid at miste 
et af børnene til påvirkninger, som de 
ikke har kontrol over. De pines på 
grund af oprørske sønner eller døtre. 
De spekulerer på, hvorfor de er så 
hjælpeløse, når de har prøvet så hårdt 
på at gøre det, de skulle. 

Det er min overbevisning, at disse 
onde indflydelser en dag vil blive 
underkendt ... 

Vi kan ikke overvurdere værdien af 
tempelægteskab, beseglingsordinan- 
cens bindende bånd og de tilhørende 
værdighedsstandarder, som må opfyl- 
des. Når forældre holder de pagter, de 
har indgået ved templets alter, vil deres 
børn for evigt være bundet til dem.« 4 

Søstre, dette løfte giver mig så 
meget håb. Lad os gå fremad med til- 
lid, med vore strålende tasker i et fast 
greb i vore arme, men lad os tømme 
disse tasker for det, vi ikke har brug 
for. Ekstra vægt vil kun sætte vores 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



107 



hastighed ned. Lad os skaffe os af 
med »hvad nu hvis« og »hvis bare« og i 
stedet »kast[e vores] byrde på 
Herren.« 5 Jeg må selv gøre det sam- 
men med jer. Lad os bare gøre det 
bedste, vi kan hver dag, og tillade 
Herren at kompensere for det, vi ikke 
kan gøre. Det er et af de løfter, han 
har givet os. 

Lad mig til sidst fortælle jer om en 
kvinde, jeg aldrig har mødt, men som 
jeg elsker højt, fordi hun var trofast 
over for sine pagter. Min tip-oldemor, 
Charlotte Gailey Clark, var en af de 
sidste 295 personer, der modtog 
deres pagter i templet i Nauvoo, før 
de begyndte den store vandring mod 
vest. Templet var blevet lukket, da de 
hellige var tvunget til at forlade byen, 
men alle de, som var værdige havde 
endnu ikke haft mulighed for at mod- 
tage deres begavelse. Min tip-oldemor 
og hendes mand skulle føre deres 
familie mod vest, og hun ønskede 
sine pagter hos sig, før hun begyndte 
på denne rejse. Jeg har ofte tænkt på 
hende disse sidste par måneder. En 
dag vil jeg gerne sige til hende: »Tip- 
oldemor, tak for at du holdt dine pag- 
ter. Jeg er så velsignet ved at være dit 
tip-oldebarn. Din trofasthed har vel- 
signet mig og min familie - og vil fort- 
sat velsigne os i alle generationerne.« 
Og søstre, vore børn og børnebørn vil 
en dag være i stand til at sige det 
samme til os og om os. En dag vil de 
takke os for at holde denne »taske« 
med pagter hos os, og bruge dem til 
at velsigne vores familie. 

Må vor himmelske Fader velsigne 
os til at holde vore pagter, så vores 
familie kan blive styrket og velsignet 
på grund af vores retfærdige liv. I Jesu 
Kristi navn. Amen. ■ 

NOTER 

1. »Be a Quality Person,« Fireside for enlige 
medlemmer, 30. aug. 1992. 

2. »Din største udfordring - at være mor«, 
Liahona, jan. 2001, s. 114-116. 

3. »Familien: En proklamation til verden«, 
Stjernen, okt. 1998, s. 24. 

4. »Vores moralske miljø«, Stjernen, juli 1992, 
s. 63-64. 

5. SI 55:22. 




Kærlighed: En 

, ét hjem 
ad gangen 

ANNE C. PINGREE 

Andenrådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab 



Som pagtskvinder ... kan vi ændre jordens overflade én 
familie og ét hjem adgangen ved kærlighed, ved vore små 
og enkle gerninger i ren kærlighed. 




For nogle år siden besøgte min 
mand og jeg den østlige del af 
Berlin i Tyskland. Stykker af 
den engang berygtede mur, som 
delte borgerne i denne by, lå spredt 
omkring - bevaret som et minde om 
frihedens sejr over fangenskabet. 
Skrevet på et stykke af muren med 
uens røde bogstaver stod: »Mange 
små mennesker på mange små ste- 
der, der gør mange små ting, kan 
ændre jordens overflade.« For mig 
taler denne sætning om, hvad vi hver 
især - som pagtskvinder - kan gøre 



for at opnå resultater, når vi træder 
frem og tilbyder hjerte og hænder til 
Herren ved at opløfte og elske 
andre. 

Det betyder ikke noget, om vi er 
nyomvendte eller har være medlem- 
mer hele livet; om vi er enlige, gifte, 
fraskilte eller enker; om vi er rige, 
fattige, veluddannede eller uuddan- 
nede; bor i en moderne by eller i den 
fjerneste landsby i junglen. Vi har 
som pagtskvinder indviet os til Kristi 
sag ved vores dåbspagt og tempel- 
pagter. Vi kan ændre jordens over- 
flade én familie og ét hjem ad 
gangen ved kærlighed, ved vore små 
og enkle gerninger i ren kærlighed. 

Kærlighed, Frelserens rene kærlig- 
hed, er »den højeste, ædleste, stær- 
keste form for kærlighed« 1 , som vi » 
bed [er] til Faderen af [vores] ganske 
hjerte« 2 om at besidde. Ældste Dallin 
H. Oaks belærer os om, at kærlighed 
»ikke er handling, men en tilstand 
[man bliver] .« 3 Vore daglige ofre af 
kærlighed er »ikke skrevet med blæk, 
men med den levende Guds ånd ... i 
hjerter, på tavler af kød og blod.« 4 
Lidt efter lidt ændrer vore kærlige 
gerninger vores natur, afgør vores 
karakter og gør os til sidst til kvinder 



108 



med mod og forpligtelse til at sige til 
Herren: »Her er jeg, send mig.« 

Som vores eksempel viste 
Frelseren os ved sine egne hand- 
linger, hvad kærlighed betyder. Ud 
over at betjene store skarer, viste 
Jesus dybden af sin kærlighed og 
omsorg for sin familie. Selv da han led 
forfærdelig smerte på korset, tænkte 
han på sin mor og hendes behov: 

»Men ved Jesu kors stod hans mor ... 

Da Jesus så sin mor og ved siden af 
hende den discipel, han elskede, 
sagde han til sin mor: >Kvinde, dér er 
din søn.< 

Derpå sagde han til disciplen: >Dér 
er din mor.< Fra den time tog disci- 
plen hende hjem til sig.« 5 

Jeg synes, det er rørende, at dette 
skriftsted viser dybden af Johannes' 
hengivenhed over for Maria ved at 
sige, at han »tog hende hjem til sig«. 
Jeg mener, at de vigtigste kærligheds- 
gerninger er små og enkle af natur, 
evige i konsekvens og ydes inden for 
vores eget hjems vægge. 

Når vi hver dag tålmodigt og kær- 
ligt forsøger at tage os af lidt irritable 
spædbørn, overaktive børn, udfor- 
drende teenagere, irriterende brødre 
eller søstre, vanskelige værelseskam- 
merater, mindre aktive ægtefæller 
eller ældre, handicappede forældre, 
kan vi spørge os selv: »Er det, jeg gør, 
virkelig betydningsfuldt? Betyder det 
noget, eller gør det en forskel?« Kære 
søstre, det I gør med jeres familie, 
betyder nogetl Det er så umådeligt 
betydningsfuldt. Daglig lærer og gen- 
lærer vi hver især derhjemme, at kær- 
lighed, Frelserens rene kærlighed, 
aldrig ophører. Der er mange hjælpe- 
foreningssøstre, der gør meget godt 
ved at tjene i deres familie. Disse tro- 
faste kvinder får ikke verdens ros - ej 
heller søger de den - men »der er 
nogle, som I skal være barmhjertige 
imod« 6 og gøre en forskel. 

Hvem er disse kvinder, som gør en 
forskel? I Nauvoo åbnede vore første 
hjælpeforeningssøstre midt i den 
tyngende fattigdom, deres hjerte og 




bød mange nyomvendte velkommen, 
som strømmede ind i byen. De delte 
deres mad, deres tøj og endnu vigti- 
gere, de delte deres tro på Frelserens 
forløsende kærlighed. 

I vore dage er søster Knell en 
pagtskvinde, som gør en forskel. Hun 
er enke i 80'erne med en 47-årig søn, 
som er mentalt og fysisk handicappet 
fra fødslen. For nogle få år siden 
begyndte denne kære søster at gøre 
noget, som syntes umuligt for alle 
andre - at lære sin søn Keith at læse. 
Det var hans største ønske at lære at 
læse, men lægerne havde sagt, at 
Keith var ude af stand til at læse. Med 
tro i sit hjerte og et ønske om at vel- 
signe sin søn, sagde denne ydmyge 
enke til sin søn: »Jeg ved, at vor him- 
melske Fader vil velsigne dig, så du 
kan læse Mormons Bog.« 

Søster Knell skrev følgende: »Det 
var hårdt arbejde for Keith, og det var 



heller ikke let for mig. I begyndelsen 
var der nogle dårlige dage, fordi jeg 
blev vred. Det har været tidskræ- 
vende, en kamp ord for ord. Jeg sid- 
der ved hans side hver morgen. Jeg 
pegede på hvert ord med en blyant 
for at hjælpe ham med at holde sig på 
sporet. Efter syv lange år og én måned 
var Keith endelige færdig med at læse 
Mormons Bog.« Hans mor sagde: »At 
høre ham læse et vers uden hjælp er 
en glæde, jeg bare ikke kan sætte ord 
på.« Hun vidner: »Jeg ved at mirakler 
sker, når vi har tillid til Herren.« 7 

Overalt i verden i Afrika, Asien, på 
Stillehavsøerne, i Nord- og 
Sydamerika og Europa gør kærlige 
kvinder, forenet med deres familie, 
også en forskel i samfundet. På den 
lille ø Trinidad hjælper søster 
Ramoutar, en travl hjælpeforenings- 
præsidentinde, og hendes familie bør- 
nene i nabolaget. Familien Ramoutar 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



109 



bor i en landsby, som er et »narkobe- 
fængt« sted, hvor mange forældre og 
voksne er afhængige af alkohol eller 
handler med narkotika. Børnene er 
meget udsat og ofte uden opsyn. 
Mange går ikke i skole. 

Hver torsdag aften sidder op til 30 
børn fra 3-19 år under det overdæk- 
kede område uden for familien 
Ramoutars hjem og deltager ivrigt i en 
gruppe, der kaldes »En stor, glad fami- 
lie«. Bønner, salmer, sjove sange, samt 
udveksling af gode gerninger, udført 
af børnene hver uge er en del af akti- 
viteterne. Nogle gange giver læger, 
politimænd, lærere eller vore egne 
missionærer lektioner som fe præsi- 
dent Gordon B. Hinckleys seks Ver. 
Familien Ramoutar redder børn ved 
deres små og enkle kærlighedsger- 
ninger. Når de har fortalt om evange- 
liet i deres »En stor, glad familie«, har 
andre sluttet sig til Kirken. 

Kære hjælpeforeningssøstre, jeg 
ved, at hvor end vi bor, uanset hvilke 
omstændigheder vi befinder os i, kan 
vi, som pagtskvinder forenet i retfær- 
dighed, ændre jordens overflade. Jeg 
bærer vidnesbyrd, som Alma gjorde, 
at ved »små og ringe ting bliver der 
udrettet store ting.« 8 1 vores hjem for- 
kynder disse små og enkle gerninger 
- vore daglige kærlighedsgerninger - 
vores overbevisning: »Her er jeg, 
send mig!« 

Jeg efterlader jer mit vidnesbyrd 
om, at den største kærlighedsgerning 
i tid og al evighed var Jesu Kristi forso- 
ning. Han nedlagde villigt sit liv for at 
sone for mine og jeres synder. Jeg 
udtrykker min hengivenhed for hans 
sag og mit ønske om at tjene ham 
altid, hvor end han kalder mig. I Jesu 
Kristi navn. Amen ■ 

NOTER 

1. Bible Dictionary, s. 632. 

2. Moroni 7:48. 

3- »Din største udfordring - at være mor«, 
Liahona, jan. 2001, s. 42. 

4. 2 Kor 3:3. 

5. Joh 19:25-27. 

6. Se Judas 1:22. 

7. Brev i Hjælpeforeningens arkiv. 

8. Alma 37:6. 




alle 
Himlen. 



PRÆSIDENT JAMES E. FAUST 

Andenrådgiver i Det Første Præsidentskab 



Jeres rolle som søster er ganske særlig og enestående i 
Herrens værk. Det er jer, der opdrager og udviser omsorg 




Mi 



ine elskede søstre, I er over- 
vældende, og jeg føler mig 
.meget ydmyg. Vi anerkender 
med taknemmelighed præsident 
Hinckleys og præsident Monsons til- 
stedeværelse. Korets musik har opløf- 
tet os meget. Søster Sainz' bøn var en 
invitation til Gud om at være hos os. 
De inspirerede budskaber fra søster 
Bonnie Parkin, søster Kathleen 
Hughes og søster Anne Pingree har 
været fremragende. Præsident 
Hinckley præsident Monson og jeg 
deltog i indsættelsen og velsignelsen 
af disse tre søstre i Hjælpeforeningens 
hovedpræsidentskab. Deres inspire- 
rede opgave er at lede denne store, 
organisation af søstre under præste- 



dømmets ledelse. Der blev udtalt 
store velsignelser over disse tre søstre 
både sammen og individuelt. Da 
præsident Hinckley indsatte søster 
Parkin, mindede han søstrene om, 
at »profeten Joseph beskrev 
Hjælpeforeningens virke som at 
række ud, betjene de fattige, nødli- 
dende, bekymrede og nedtrykte samt 
at velsigne kvinder.« 

Vores tema i aften er »Herre, her er 
jeg, send mig.« Denne dybsindige og 
enkle udtalelse er så passende, nu 
hvor jeg taler til jer søstre i aften, fordi 
så mange af jer så klart demonstrerer 
denne villighed til at træde frem og 
tjene. I kommer alle direkte fra 
Himlen. I er den smukke del af men- 
neskeheden. Jeres rolle som søstre er 
ganske særlig og enestående i 
Herrens værk. Det er jer, der opdra- 
ger og udviser omsorg, og I har, som 
profeten Joseph Smith sagde, »godgø- 
rende følelser.« 1 

Jeg kan ikke med ord udtrykke 
min respekt, påskønnelse og beun- 
dring for jer, vidunderlige søstre. 
Kvinder i alle aldre i denne kirke har 
fået en guddommelig yndighed, der 
er enestående for kvinder. Vi betrag- 
ter ydmygt jeres gerninger, der viser 
tro, hengivenhed, lydighed og kærlig 
tjeneste, samt jeres eksempler på ret- 
skaffenhed. Kirken kunne ikke 
udfylde sin rolle uden de trofaste og 



110 



hengivne kvinder, som med deres 
retskaffenhed i umåleligt omfang har 
styrket Kirken. I årenes løb har 
Kirkens søstre stået over for udfor- 
dringer lige så store som jeres i dag. 
Jeres udfordringer er forskellige fra 
dem, som jeres mor, bedstemor og 
oldemødre oplevede, men de er 
meget virkelige. 

Jeg fryder mig over, at mulighe- 
derne for kvinder i Kirken og i verden 
vokser. Vi håber, at I vil forbedre disse 
voksende muligheder ved at tilføje 
jeres enestående, kvindelige bidrag. 
Disse muligheder er virkelig ubegræn- 
sede. Da profeten Joseph oprettede 
denne organisation, Ȍbnede han for 
frigørelsen af alle kvinder«, og det 
gjaldt »hele verden«. 2 Siden døren 
blev åbnet i 1842, er der fremkommet 
mere viden til jorden og til kvinder 
end hidtil i hele verdens historie. 

Gennem årene har denne store 
forening for kvinder udviklet sig 
under inspiration, men Hjælpe- 
foreningens grundlæggende virke har 
ikke forandret sig. Profeten Joseph 
udtalte meget koncist, at jeres virke 
»er ikke blot at hjælpe de fattige, men 
at frelse sjæle.« 3 

Jeg mener, at de fire varige og 
grundlæggende begreber for denne 
forening er: 

For det første er den et guddom- 
meligt oprettet søsterfællesskab. 

For det andet er den et sted, hvor 
man lærer. 

For det tredje er den en organisa- 
tion, hvis grundlæggende opgave er 
at tjene andre. Dens motto er 
»Kærligheden ophører aldrig.« 

For det fjerde er den et sted, hvor 
kvinder kan komme sammen og 
danne evige venskaber. 4 

Det glæder mig, at I yngre søstre 
får mulighed for at deltage i 
Hjælpeforeningen som 18-årige. 
I vil få stor gavn af jeres medlemskab 
af denne levende organisation I vil 
blive velsignet, når I villigt sammen 
med søstrene deltager i barmhjer- 
tigheds tjeneste og omsorg for 




andre. Hjælpeforeningens 
undervisningsmateriale er fokuseret 
på grundlæggende lærdomme og vil 
give jer mulighed for at studere evan- 
geliet og vokse i åndelighed. 
Undervisningsmaterialet er relevant 
for alle mennesker, ikke blot hustruer 
og mødre. Alle søstre, herunder også 
jer yngre søstre, har behov for at 
blive »ihukommet og få næring gen- 
nem Guds gode ord«. 5 Lærdommene 
vil styrke jer og hjælpe jer med at 
udvikle den nødvendige åndelighed 
til at overvinde livets udfordringer. 

En ung kvinde, som står mig meget 
nær, observerede følgende: »Jeg er 18 
år og det yngste medlem af Hjælpe- 
foreningen i vores ward. Jeg nyder at 
komme i Hjælpeforeningen sammen 
med min mor og bedstemor, fordi det 
er rart at være sammen med dem som 
venner. Jeg kan lide at høre min mor 
tale med hendes venner, fordi det 
giver mig mulighed for at lære at 
kende søstrene, som er på hendes 



alder. Der er flere kvinder, som giver 
mig knus og spørger mig, hvor jeg 
arbejder, og hvad jeg gør denne som- 
mer. De får mig til at føle, at jeg bety- 
der noget for dem. Nu, hvor jeg har 
været sammen med bedstemødrene 
og oldemødrene i mit ward, har jeg 
udviklet nye og fantastiske venskaber, 
som har beriget og velsignet mig. Jeg 
holder også af de ældre søstres under- 
visning. De har boet forskellige ste- 
der, og deres personlige erfaringer 
har givet mig et bedre indblik i, hvor- 
dan man klarer livets udfordringer og 
problemer. Deres beretninger fra 
deres eget liv er interessante og 
hjælper mig med at forholde mig 
til lektionen. Jeg forstår nu, at 
Hjælpeforeningen virkelig er for alle 
kvinder, uanset deres alder.« 6 

Uanset hvilke situationer I søstre 
lever i, kan jeres indflydelse være 
utrolig langtrækkende. Jeg tror, at 
nogle af jer har en tendens til at 
undervurdere jeres enestående evne 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



111 



til at velsigne andres tilværelse. For 
det meste sker det ikke i rampelyset, 
hvor det annonceres offentligt, men 
ved jeres eksempel på retskaffenhed 
og ved utallige kærlige og venlige ger- 
ninger, som I så villigt udfører og 
meget ofte, hvor blot to er til stede. 

Herrens særlige interesse for enker 
er nævnt ofte i skrifterne. Denne 
interesse gælder selvfølgeligt også alle 
enlige mødre. De udsættes for så 
mange krav. De skal sørge for mad og 
tøj og andre fornødenheder til fami- 
lien. De skal også give deres børn en 
ekstra portion kærlighed og omsorg. 

For nylig modtog jeg et brev fra en 
søn af en mor i denne situation, og 
jeg citerer et afsnit fra brevet: »Mor 
havde mulighed for at være hjemme- 
gående på fuldtid, da vi var yngre. 
Således ønskede hun det, men for 28 
år siden - med fire børn i alderen 5-14 
år - blev hun tvunget til at arbejde 
uden for hjemmet for at kunne for- 
sørge os, da hun pludselig blev enlig 
forsørger. Selv om vi ved, at det ikke 
er den ideelle situation til at opdrage 
en familie, så arbejdede mor flittigt for 
fortsat at opdrage os i evangeliet og 
for at passe alle pligterne i familien, 
samtidig med at hun arbejdede på 
fuldtid for at forsørge os økonomisk. 
Først nu, hvor jeg selv er forælder, vel- 
signet med en hustru i hjemmet til at 
tage sig af vore børn, er jeg begyndt at 
forstå omfanget af mors situation og 
vanskelighederne ved at forsørge os 
dengang. Det var vanskeligt og kræ- 
vende, og jeg ønsker, at jeg havde 
gjort mere for at gøre det lettere for 
hende. For evigt er jeg taknemmelig 
for hendes offer, da hun var et eksem- 
pel ved at lære os, hvordan man arbej- 
der, og hvordan man bør leve. 
Visdommen i Familieproklamationen 
klinger især sandt for mig nu på 
grund af de oplevelser, vi var sammen 
om som familie.« 7 

Mange trofaste og retskafne søstre 
har ikke fået mulighed for at blive gift, 
og dog har de altid været en livsvigtig 
og afgørende del af dette hellige 




mm 




værk. Disse vidunderlige kvinder har 
en tydelig påvirkning som barmhjer- 
tige engle for forældre, søstre, brødre, 
niecer og nevøer så vel som for andre 
familiemedlemmer og venner. I 
Kirken er der uendelige muligheder 
for at elske og styrke. De enlige sø- 
stre, som måske har mere tid, tjener 
på fremragende vis. 

Søster Margaret Anderson fra 
Centerville i Utah er et vidunderligt 
eksempel på en enlig søster, som har 
levet et eksemplarisk og dybt tilfreds- 
stillende liv i andres tjeneste. I mange 
år tog hun sig kærligt af sin gamle 
mor, sin tante og sin handicappede 
søster. Hun vejledte og påvirkede hun- 
dredvis af børn som skolelærer. Som 
pensionist fortsætter hun som frivillig 
hver uge og hjælper børn med at lære 
at læse. Hendes tjeneste har været en 
særlig velsignelse for medlemmerne i 
hendes ward. En ung kvinde bemær- 
kede: »Da jeg var barn, bagte Margaret 
en fødselsdagskage til mig hvert år. På 
glasuren pyntede hun den med de 
aktiviteter, som jeg havde deltaget i 
det foregående år som fx dans eller 



fodbold.« Ikke en missionær tager af 
sted fra hendes ward uden en af 
Margarets dekorerede læderpunge. 
Hun er en værdifuld ressource som er 
velfunderet i evangeliet, især i 
Hjælpeforeningen. For sine naboer og 
venner har hun villigt udført ærinder 
og kørt dem til templet. Margaret er 
en god værtinde. Hun bager lækre 
kager og maler smukke billeder, som 
hun nyder at forære til andre. Hun har 
virkelig velsignet utallige mennesker. 

Herrens profeter har gentagne 
gange lovet, at ingen velsignelser vil 
blive nægtet Kirkens retskafne, enlige 
søstre, hvis de uden egen skyld aldrig 
har været gift i dette liv eller beseglet 
til en værdig præstedømmebærer. De 
vil kunne nyde den velsignelse for 
evigt i den næste verden. »Når I lejlig- 
hedsvis længes inderligt efter den 
accept og hengivenhed, som er en del 
af familielivet på jorden, så husk, at 
vor Fader i Himlen er opmærksom på 
jeres kvaler, og at han en dag vil vel- 
signe jer så meget, at I ikke evner at 
beskrive det.« 8 

Efter indvielsen af det nye storslå- 
ede tempel i Nauvoo fløj vi hjem sam- 
men med søster Parkin, søster Hughes, 
søster Pingree og deres gode ægtefæl- 
ler. Jeg spurgte søstrene, om de havde 
besøgt Joseph Smiths købmandsbutik i 
Nauvoo, hvor Hjælpeforeningen blev 
stiftet den 17. marts 1842 med blot 20 
medlemmer til stede. Søster Parkin sva- 
rede, at det havde de. 

Mens jeg talte med dem, blev jeg 
kraftigt mindet om, at alle søstre 
overalt i verden kan arve og nyde 
godt af Herrens velsignelser til 
kvinder. Profeten Joseph Smith har 
sagt: »Jeg låser nu op for jer i Guds 
navn ... Kundskab og intelligens vil 
tilflyde jer fra nu af« 9 Denne velsig- 
nelse af kundskab og intelligens 
kommer til alle retskafne kvinder i 
Kirken, uanset race eller nationalitet 
og uden hensyn til, om de er nye i 
Kirken eller efterkommer af en af de 
første 20 medlemmer i Nauvoo i 
1842. Disse velsignelser tilflyder de 



112 



søstre, som villigt udfører englenes 
arbejde. 

For nylig hørte jeg ældste Dieter 
Uchtdorf fremsætte følgende indsigts- 
fulde udtalelse: »Ingen af mine slægts- 
linier går gennem Nauvoo. Jeg kan 
ikke spore mine forfædre til pione- 
rerne. Men ligesom flertallet af 
Kirkens medlemmer over hele verden 
kan jeg af hele mit hjerte inderligt 
knytte mig til de hellige i Nauvoo og 
til deres rejse til Zion. Den vedva- 
rende anstrengelse for at rydde en vej 
i min egen religiøse rejse til et Zion 
bestående af >de rene af hjerte t< får 
mig til at føle mig tæt knyttet til pio- 
nererne i 1800-tallet. De er mine 
åndelige forfædre, ligesom de er for 
hvert eneste medlem af Kirken, uan- 
set nationalitet, sprog eller kultur. De 
har etableret ikke blot et trygt sted i 
Vesten, men også det åndelige funda- 
ment for opbygningen af riget i alle 
verdens nationer.« 

Nu nogle ord til jer søstre, som er 
gift. Det er overvejende jer søstre, 
som gør vore hjem til et tilflugtssted 
med fred og lykke i en uropiaget ver- 
den. En retskaffen mand bærer præ- 
stedømmet, hvilket præstedømme er 
den ledende myndighed i hjemmet. 
Men han er ikke præstedømmet; han 
bærer præstedømmet. 10 Hans hustru 
har del i præstedømmets velsignelser 
sammen med ham. Han er på ingen 
måde hævet over sin hustrus guddom- 
melige status. Præsident Gordon B. 
Hinckley udtalte ved mødet for præ- 
stedømmet ved sidste aprilkonfe- 
rence: »I ægteskabets fællesskab er der 
hverken mindreværdighed eller over- 
legenhed. Kvinden går ikke foran 
manden, og manden går ikke foran 
kvinden. De vandrer side om side som 
søn og datter af Gud på en evig rejse.« 

Han fortsatte: »Jeg er sikker på, at 
når vi står foran Guds domstol, vil der 
ikke blive talt meget om den rigdom, 
som vi måtte have samlet i livet, eller 
om nogle af de æresbevisninger, som 
vi har opnået. Men, der bliver stillet 
dybdegående spørgsmål om vore 





hjemlige forhold. Og jeg er sikker på, 
at de, som har vandret gennem livet 
med kærlighed og respekt og værd- 
sættelse af deres ægtefæller og børn 
vil modtage disse ord fra vores evige 
dommer: >Godt, du gode og tro tjener 
... Gå ind til din herres glæde. <« n 

De hustruer, som opretholder 
deres ægtemand i biskopråd, stavs- 
præsidentskaber og andre præste- 
dømmekaldelser, er en stor velsignelse 
for Kirken. De tjener bag scenen, stille 
og effektivt, støtter familien og hjem- 
met, mens deres mænd betjener de 
hellige. Jeg sagde »stille.« Jeg har hørt 
det sagt, at nogle kvinder kan lide en 
stærk, tavs mand - de tror, at han 
hører efter! 

Ingen ved mere end jeg, hvilken 
styrke en støttende hustru kan være. 
Siden vi blev gift, har min Ruth støttet 
og opmuntret mig i de mange kal- 
delser, jeg har haft i næsten 60 år. Jeg 
kunne ikke have tjent en dag uden 
hendes kærlige støtte. Jeg er hende 
inderligt taknemmelig og elsker 
hende højt. 



En af mine missionærkammeraters 
enke, søster Effie Dean Bowman Rich, 
har meget travlt med sin familie og 
med to virksomheder. Desuden er 
hun mor, bedstemor og oldemor i en 
stor familie. For nogen tid siden, da 
hun kæmpede for at klare kravene 
fra alle disse roller, sagde hun: »Det, 
jeg har brug for, er en hustru!« 
Selvfølgelig mente hun, at hun følte 
behov for støtte fra en, som ville tage 
sig af de utallige detaljer, som en ret- 
skaffen og omsorgsfuld hustru klarer 
så godt. 

Søstre, uanset jeres situation, har I 
alle brug for at have olie i jeres lam- 
per. Det vil sige at være beredt. Vi 
husker alle lignelsen om de ti brude- 
piger, som var inviteret til bryllup. 
Fem var kloge og forberedte med olie 
i deres lamper til at møde Brudgom- 
men; de andre fem var ikke. Alle ti 
gjorde deres lamper i stand, men fem 
havde ikke medbragt tilstrækkeligt 
med olie og var løbet tør. Vi har alle 
brug for lyset fra vore lamper til at få 
os gennem mørket. Vi ønsker alle at 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



113 




Vandfaldet uden for Konferencecentret udgør baggrunden for tre besøgende 
kvinder ved et vindue indvendig. 



møde Brudgommen og deltage i bryl- 
lupsfesten. 

For nogle år siden talte præsident 
Spencer W Kimball tydeligt om trage- 
dien ved at være uforberedt. Han 
sagde, at de fem ukloge brudepiger i 
lignelsen »var blevet undervist. De var 
blevet advaret hele livet.« I dagslyset 
virkede både de kloge og de tåbelige 
ens, men i »den allermørkeste time, 
da brudgommen var mindst ventet, 
kom han.« De fem, hvis lamper var 
gået ud, skyndte sig ud for at få den 
nødvendige olie, men da de nåede 
frem til bryllupssalen, var døren luk- 
ket. Det var for sent. 

Præsident Kimball forklarede, at »de 
tåbelige bad de andre om at dele deres 
olie med dem, men man kan ikke på et 
øjeblik dele åndelig forberedelse. De 
kloge måtte gå, ellers var brudgom- 
men ikke blevet budt velkommen. De 
havde brug for al deres olie selv; de 
kunne ikke redde de tåbelige.« 

I denne lignelse, fortsatte han, »kan 
olie ikke købes på markedspladsen. I 
vores tilværelse oplagres forberedel- 
sens olie dråbe for dråbe ved retskaffen 
levevis. Tilstedeværelse ved nadvermø- 
der føjer olie til vore lamper, dråbe 
efter dråbe i løbet af årene. Faste, fami- 
liebøn, hjemmeundervisning, kontrol 



af de legemlige lyster, forkyndelse af 
evangeliet, studium af skrifterne - 
hver handling i hengivenhed og lydig- 
hed er en dråbe, der bliver føjet til 
vores lager. Gode gerninger, betaling 
af offerydelser og tiende, kyske tanker 
og handlinger, ægteskab i pagten for 
evigt - disse bidrager også betydnings- 
fuldt til den olie, hvormed vi kan 
påfylde vore brugte lamper ved mid- 
natstid.« 12 

Søstre, det er vigtigt, at I har olie i 
jeres lamper, så når I siger til Herren: 
»Her er jeg, send mig,« så er I beredt 
og egnet til at blive sendt. Vi kommer 
alle fra himlen, men hvad vi er i stand 
til at opnå i Herrens værk afhænger 
for en stor dels vedkommende af 
vores villighed og evner. 

Mit vidnesbyrd baseret på 59 års 
familieliv er, at min Ruths deltagelse i 
Hjælpeforeningen har medført større 
åndelighed og harmoni i vores hjem. 
Denne guddommeligt inspirerede 
organisation har ikke alene velsignet 
hende, men også hver enkelt i vores 
familie. Involvering i Hjælpeforeningen 
kan hjælpe jer med at fylde olie på 
jeres lamper. Det kan give jer meget af 
den stabilitet og udholdenhed, som I 
behøver for at komme gennem livets 
storme og rejsen her på jorden. 



Da den første pressekonference 
blev afholdt, efter at præsident 
Hinckley var ordineret og indsat som 
præsident for Kirken, bad en kvinde 
præsidenten om at kommentere 
udfordringen for mødre, som skal 
arbejde og samtidig også klare de 
mange behov i deres hjem og familie. 
Præsident Hinckley svarede: »Gør det 
bedste, I kan, og husk, at det, der er 
af størst værdi for jer i denne verden, 
er de børn, som I har bragt til verden, 
og som I har ansvaret for at opdrage 
og sørge for.« 13 Jeg gentager det i 
aften. Gør det bedste, I kan, for at 
hjælpe os alle med at nå højere og 
gøre det bedre. Brug jeres medfødte 
åndelige gaver til at velsigne. Hjælp os 
med at skubbe verdens skadelige 
påvirkninger bort i vores tilværelse, 
vores hjem og i Kirken. 

Må Nephis løfte blive opfyldt på 
jer: »... og de blev udrustet med ret- 
færdighed og med Guds kraft i stor 
herlighed.« 14 Jeg ønsker at bære vid- 
nesbyrd om de velsignelser, jeg i mit 
liv har fået på grund af kærligheden 
fra min hustru Ruth, min kristuslig- 
nende mor og hellige bedstemødre, 
vore døtre og vore børns døtre samt 
mange andre retskafne kvinder. 
Dette gør jeg i Jesu Kristi navn. 
Amen. ■ 

NOTER 

1. Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 272. 

2. George Albert Smith, Relief Society 
Magazine, dec. 1945, s. 717; se også 
History ofthe Church, 4:607. 

i.History ofthe Church, 5:25. 

4. Se L&P 130:2. 

5. Moroni 6:4. 

6. Personligt brev. 

7. Personligt brev fra Brad Allen. 

8. Spencer W Kimball, »Den retfærdige kvin- 
des rolle,« Den danske Stjerne, maj 1980, 
s. 164-165. 

9. Referat fra Hjælpeforeningen i Nauvoo, 28. 
april 1842. 

10. Se L&P 121:37; Hyrum M. Smith og Janne 
M. Sjodahl, red., D&C Commentary, s. 759. 

11. »Personlig værdighed til at udøve«, 
Liahona, juli 2002, s. 60. 

12. Lectures on Faitb, 1972, s. 255-56. 

13- Audiovisuel afskrift af en pressekonference 
den 13. april 1995, stillet til rådighed af 
Informationsafdelingen i Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages. 

14. 1 Nephi 14:14. 



114 



De talte til os 



Beretning for Kirkens børn fra oktoberkonferencen 
den 5. -6. oktober 2002 



Præsident Gordon B. Hinckley: 

Tænk på det vidunderlige i dette. 

Dette er den genoprettede Jesu 
Kristi Kirke. Vi er som folk sidste dages 
hellige. Vi vidner om, at himlene blev 
åbnet, og at sløret blev trukket tilbage, 
at Gud har talt, og at Jesus Kristus har 
åbenbaret sig, hvorefter fulgte over- 
dragelse af guddommelig myndighed. 

Jesus Kristus er hjørnestenen i 
dette værk, og det er »bygget på 
apostlenes og profeternes grundvold« 
(Ef2:20). 

Præsident Thomas S. Monsort, 
førsterådgiver i Det Første 
Præsidentskab: Gennem generatio- 
nerne har Jesu budskab altid været det 
samme. Ved bredden af den smukke 
Galilæa Sø sagde han til Peter og 
Andreas: »Følg mig.« Til Filip fordum 
lød kaldet: »Følg mig!« ... Og hvis vi 
blot vil lytte efter, lyder den samme 
dragende opfordring til jer og til mig: 
»Følg mig!« 

Præsident James E. Faust, anden- 
rådgiver i Det Første Præsidentskab: 
Jeg håber, at vi alle kan være som »Det 







lille lokomotiv, som kunne«. Det var 
ikke særlig stort, det havde kun været 
brugt til at skifte vogne med, og 
havde aldrig kørt over et bjerg, men 
det var villigt. Det lille lokomotiv 
koblede sig til det strandede tog, tøf- 
fede op til bjergets top og futtede ned 
ad bjerget, idet hun sagde: »Jeg kunne 
godt.« Vi skal hver især bestige bjerge, 
som vi aldrig har besteget før. 

Ældste David B. Haight fra De Tolv 
Apostles Kvorum: Gud lever. Han er 
vor Fader. Jeg vidner for jer, at Jesus 
er Kristus, den levende Guds Søn, og 
at profeten Joseph Smith var gen- 
oprettelsens profet. Præsident 
Hinckley er vores inspirerede leder 
for denne kirke over hele verden i 
dag. Må Gud velsigne ham for alt det, 
han gør ... mens han leder dette værk 
fremad. 

Ældste Neal A. Maxwell fra De 
Tolv Apostles Kvorum: Brødre og søs- 
tre, skønt vi lever i en tid »i bevæ- 
gelse«, kan vi dog stå på hellige steder 
og ikke lade os rokke (se L&P 45:32; 
87:8). Skønt vi lever i en tid med vold, 



w> 




kan vi dog have den indre fred, som 
overgår al forstand (se Fil 4:7). Der 
kan ske mange underlige ting, men 
ligesom Nephi kan vi dog vide, at Gud 
elskeros ... 

... Selvfølgelig kan vi ikke forstå 
alle tings betydning lige nul Men vi 
kan vide lige nu, at Gud kender og 
elsker enhver af os personligt! 

Ældste Robert D. Hales fra De Tolv 
Apostles Kvorum: Som det var tilfæl- 
det med pionererne vil en lydig tien- 
debetaling styrke vores tro, og den tro 
holder os oppe under prøvelserne, 
trængslerne og sorgerne på vores livs 
rejse. 

Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De 
Halvfjerds' Præsidium: Jeg har ingen 
forfædre blandt pionererne i 1800-tal- 
let. Men siden de første dage som 
medlem af Kirken har jeg følt et tæt 
slægtskab til disse første pionerer, 
som krydsede prærien. De er mine 
åndelige forfædre, ligesom de er for 
hvert eneste medlem af Kirken, uan- 
set nationalitet, sprog eller kultur. De 
har etableret ikke blot et trygt sted i 
Vesten, men også det åndelige funda- 
ment for opbygningen af riget i alle 
verdens nationer. 

Ældste Robert K. Dellenbach fra 
De Halvfjerds: Herren beder os om 
én søndag om måneden at faste ved 
to måltider. Vi indbydes til at bidrage 
med et beløb svarende til værdien af 
disse to måltider til Kirken, så den kan 
hjælpe de nødlidende. ■ 





LIAHONA NOVEMBER 2002 



115 



HJÆLPEKILDER TIL UNDERVISNING 


Vor tids lærdomme, 2003 


T~\et Melkisedekske 

\J Præstedømmes og 


»Forsoningen«, kapitel 12 i 


Håndbog i evangeliske 


Hjælpeforeningens møde den 


principper. 


fjerde søndag er forbeholdt 


2. Formålet med tiende og 


»Vor tids lærdomme«. Det 


offerydelser 


Første Præsidentskab fastsæt- 


Malakias 3:8-12; L&P 64:23; 


ter hvert år 10 emner med kil- 


119:1-4; 120:1. 


dematerialer, som skal bruges 


Gordon B. Hinckley, »Vi 


ved disse møder. Det følgende 


lever i tro«, Liahona, juli 2002, 


er emnerne og kildemateria- 


s. 80-82. 


lerne for 2003. To ekstra 


Jeffrey R. Holland, »Som 


emner skal udvælges af stavs- 


en frodig have«, Liahona, 


eller distriktspræsidentskaber. 


jan. 2002, s. 37-39. 


Drøftelserne ved møderne 


»Tiende og offerydelser«, 


den fjerde søndag bør bygge 


kapitel 32 i Håndbog i evan- 


på en eller måske to af de fast- 


geliske principper. 


lagte kilder, som bedst dæk- 


3. Bøn 


ker behov og situationen hos 


Matthæus 6:9-13; 7:7; 


medlemmerne af kvorummet 


Alma 7:23; L&P 93:49. 


eller klassen; lærere behøver 


Thomas S. Monson, »De 


ikke at bruge alle kilderne. 


beder, og de handler«, 


Ledere og lærere opfordres til 


Liahona, juli 2002, s. 54-57. 


at gøre disse møder til drøf- 


James E. Faust, »Bønnens 


telser, ikke forelæsninger eller 


livline«, Liahona, juli 2002, 


præsentationer. De skal over- 


s. 62-69. 


veje, hvordan de kan stimu- 


Henry B. Eyring, »Bøn«, 


lere medlemmerne af 


Liahona, jan. 2002, s. 16-19. 


kvorummet eller klassen til at 


»Personlige bønner og fami- 


anvende de drøftede princip- 


liebønner«, lektion 34 i Sidste 


per. Forslag til forberedelse og 


dages hellige kvinder, delB. 


afholdelse af en kvorums- 


4. Vær ved godt mod 


eller klassedrøftelse står i 


. Johannes 14:27; 16:33; 


Undervisning, den største 


2 Nephi 4:16-35; 10:23; 


kaldelse og i Vejledning i 


L&P 78:17-22. 


undervisning. 


Gordon B. Hinckley, »Vi ser 


1. Håb ved Jesu Kristi 


til Kristus«, Liahona, juli 2002, 


forsoning 


s. 101-102. 


Matthæus 27:11-61; Lukas 


Thomas S. Monson, »Nu er 


22:39-46; Johannes 20:1-22; 


det tid«, Liahona, jan. 2002, 


Alma 34:8-18; 42; L&P 19:1-20. 


s. 68-71. 


James E. Faust, 


M. Russell Ballard, »Rigets 


»Forsoningen: Vores største 


fredelige anliggender«, 


håb«, Liahona, jan. 2002, 


Liahona, juli 2002, s. 98-101. 


s. 19-22. 


»Tro på Jesus Kristus«, kapi- 


Dallin H. Oaks, »Evangeliet 


tel 18 i Håndbog i evange- 


i vores liv«, Liahona, juli 2002, 


liske principper. 


s. 36-39. 


5. Vi skal elske og styrke 


Joseph B. Wirthlin, »Følg 


vores næste 


mig«, Liahona, juli 2002, 


Matthæus 22:35-40; Lukas 


s. 15-18. 


22:31-32; Mosiah 23:15; L&P 




88:123-125; 108:7. 

Gordon B. Hinckley, »Ræk 
ned for at løfte andre«, 
Liahona, jan. 2002, s. 60-67. 

Boyd K. Packer, »Børn«, 
Liahona, juli 2002, s. 7-10. . 

M. Russell Ballard, »Læren 
om fællesskab«, Liahona, 
jan. 2002, 40-43. 

»Kærlighed, barmhjertig- 
hed og tjenestegerninger«, 
lektion 8 i Sidste dages hellige 
kvinder, delA. 

6. Gå i tro 
Hebræerbrevet 11; Alma 

32:16-23; Ether 12:4-22, 27. 

Gordon B. Hinckley, »Vi 
lever i tro«, Liahona, juli 2002, 
s. 80-82. 

David B. Haight, »Vore pro- 
feters tro«, Liahona, jan. 
2002, s. 24-27. 

Russell M. Nelson, »Så sik- 
ker en grundvold«, Liahona, 
juli 2002, s. 83-86. 

»Tro på Jesus Kristus«, lek- 
tion 1 i Sidste dages hellige 
kvinder, delA. 

7. Vi skal gøre vores bedste 
for Herren 

Matthæus 25:14-30; Mosiah 
3:19; 5:12-13; L&P 76:50-70. 

James E. Faust, »Noget 
svært«, Liahona, jan. 2002, 
s. 53-56. 

Neal A. Maxwell, »Hellig 
jeres gerning«, Liahona, 
juli 2002, s. 39-42. 

Joseph B. Wirthlin, »Et trin 
ad gangen«, Liahona, jan. 
2002, s. 27-30. 



»Opbyg Guds rige«, lektion 
35 i Præstedømmets pligter 
og velsignelser, del B. 

8. Lad jer ikke så let såre 

Lukas 15:11-32; 

1 Korintherbrév 12:1-27; 

2 Nephi 26:24-28; 3 Nephi 
11:28-30. 

Thomas S. Monson, 
»Skjulte kiler«, Liahona, juli 
2002, s. 19-22. 

Jeffrey R. Holland, »Den 
anden fortabte søn«, Liahona, 
juli 2002, s. 69-72. 

»Giv og modtag tilgivelse«, 
lektion 33 i Præstedømmets 
pligter og velsignelser, del B. 

9. Styrk nyomvendte 
Matthæus 25:31-46; Lukas 

15; Mosiah 2:17. 

Richard G. Scott, »Fuld 
omvendelse bringer lykke«, 
Liahona, juli 2002, s. 26-28. 

Henry B. Eyring, »Sande 
venner«, Liahona, juli 2002, 
s. 29-32. 

»Fællesskab: Et ansvar for 
præstedømmet«, lektion 10 i 
Præstedømmets pligter og 
velsignelser, delB. 

10. Lev ved Ånden 

1 Mosebog 37; 39-45. 

L. Tom Perry, »Bliv mænd 
som har Guds Ånd«, Liahona, 
juli 2002, s. 42-45. 

Robert D. Hales, »Ud af 
mørket til sit underfulde lys«, 
Liahona, juli 2002, s. 77-80. 

»Helligåndens gave«, lek- 
tion 4 i Sidste dages hellige 
kvinder, delA. M 



116 



Inspirationsmøder for hjemmet, 
familien og den enkelte* 

Overvej omhyggeligt søstrenes behov, når I planlægger 
inspirationsmøderne for hjemmet, familien og den 
enkelte. Sørg for, hvor det er relevant, at disse møder 
omfatter klasser, der bidrager til at udvikle færdigheder som 
forældre og i familieforhold. Familievejledning (31180 110) 
ogÆgteskab og familieforhold, Lærerhæfte (35865 110) 
kan bruges som hjælpekilder. De kan bestilles på Kirkens 
distributionscentre. 



PRÆSENTATIONER 



FORSLAG TIL EMNER FOR 
MINIKLASSER** 



Åndelig udvikling 

(L&P 88:63) 



Tempeltjeneste 

Personlig bøn og skriftstudium 
Overholdelse af sabbatsdagen 
(se L&P 59) 



Hjemkundskabs- 
færdigheder 

(Ordsp 31:27) 



Dyrkning, tilberedelse og konserve- 
ring af fødevarer 

Organisation og rengøring i hjemmet 
Værdien af arbejde 



Ægteskab og familiefor- 
hold 

(Mal 3:24; Mosiah 4:15) 



"Familien: En proklamation til ver- 
den" {Stjernen, okt. 1998, s. 24) 
Familieaften, familiebøn og 
skriftstudium 
Forældrefærdigheder 



Styrkelse af forhold 

(Matt 5:38-44; 25:40) 



Kommunikation og konfliktløsning 
Omvendelse og tilgivelse 
Effektiv ledelse 



Uafhængighed 

(L&P 88:119) 



Forråd og forberedelse på 

nødsituationer 

Uddannelse og styring af ressourcer 

Sundhed og hygiejne 



Tjeneste 

(Ordsp 31:20; Mosiah 4:26) 



• Tjeneste i familien og for naboer 

• Tjeneste i Kirken 

• Samfundstjeneste 



Fysisk og mentalt hel- 
bred 

(Mosiah 4:27; L&P 10:4) 



• Motion og ernæring 

• Styring af stress og fritidsaktiviteter 

• Taknemmelighed og erkendelse af 
Herrens velsignelser 



Personlig udvikling og 
uddannelse 

(L&P 88:118; 130:18-19) 



• Patriarkalske velsignelser 

• Udvikling af talenter og kreativitet 

• Lær hele livet 



Boglige færdigheder 

(Daniel 1:17; Moses 6:5-6) 



Kundskab om evangeliet 
Nedskrevne historier og vidnesbyrd 
Undervisning af små børn samt 
børnelitteratur 



Kultur og kunst 

(L&P 25:12) 



Betydningen af musik i hjemmet 
Litteratur og kunst 
Forståelse for andre kulturer 



*RetningsIinier for inspirationsmøde for hjemmet, familien og den enkelte blev udsendt 
sammen med et brev fra Det Første Præsidentskab af 20. september 1999. 

**Hjælpekilder til miniklasseemner omfatter Håndbog i evangeliske principper (31110 
110) og Del A og B af Sidste dages hellige kvinder (31113 110 og 31114 110). 



Vejledning og 
kildemateriale til Det 
Aronske Præstedømme 1 



Til brug i 2003, lektion 1-24 



Følgende kilder kan bruges 
som supplement, men bør 
ikke erstatte lektionerne 1-24. 
Undervis i lektionerne i den 
rækkefølge, de er trykt. 
Lektionshæftet indeholder 
ikke en direkte påskelektion. 
Hvis du ønsker at undervise i 
en særlig lektion påskesøn- 
dag, så overvej at bruge kon- 
ferencetaler, artikler fra 
Kirkens blade og salmer, som 
fokuserer på Frelserens liv og 
mission. 
Lektion 1: Præstedømmet 

Thomas S. Monson, 
»Præstedømmets magt«, 
Liahona, jan. 2000, s. 58-61. 

Jeffrey R. Holland, »I skal 
hellige jer«, Liahona, jan. 

2001, s. 46-49. 
John H. Groberg, 

»Præstedømmets magt«, 
Liahona, juli 2001, s. 51-53. 
Lektion 2: En diakons 
kaldelse 

Thomas S. Monson, 
»Pligten kalder«, Liahona, jan. 

2002, s. 57-60. 
Thomas S. Monson, 

»Kaldet til at tjene«, Liahona, 
jan. 2001, s. 57-60. 

Joseph B. Wirthlin, »At 
vokse i præstedømmet«, 
Liahona, jan. 2000, s. 45-49. 
Lektion 3: Omdeling af nad- 
veren 

David B. Haight, 
»Forståelse af Herrens nadver«, 
Stjernen, mar. 1989, s. 8-14. 

Peter B. Gardner, »Mere 
end ord«, Liahona, feb. 2002, 
s. 28-29. 

Wayne B. Lynn, »For 
gammel til at omdele nadve- 
ren?«, Liahona, maj 2001, 
s. 8-9. 

Lektion 4: Indsamling af 
fasteofre 

Joseph B. Wirthlin, 



»Fasteloven«, Liahona, juli 
2001, s. 88-91. 

Earl C. Tingey, »Zions 
enker«, Liahona, juli 2000, 
s. 74-76. 

»Fordi du gi'r mig alt«, 
Salmer og sange, nr. 141. 
Lektion 5: Tro på Jesus 
Kristus 

»Særlige vidner om Jesus 
Kristus«, Liahona, apr. 2001, 
s. 2-24. 

Neal A. Maxwell, »Pløj med 
håb«, Liahona, juli 2001, 
s. 72-74. 

»Jeg på Kristus tror«, 
Salmer og sange, nr. 69. 
Lektion 6: HeUigånden 

James E. Faust, »Samkvem 
med Helligånden«, Liahona, 
mar. 2002, s. 2-7. 

Douglas L. Cailister, »Søg 
Guds Ånd«, Liahona, jan. 
2001, s. 38-39. 

Daniel K. Judd, »Kristi ånd: 
Et lys i mørket«, Liahona, maj 
2001, s. 18-22. 
Lektion 7: »En stor foran- 
dring« 

James E. Faust, »Født på 
ny«, Liahona, juli 2001, 
s. 68-71. 

Dallin H. Oaks, »En udfor- 
dring til at blive«, Liahona, 
jan. 2001, s. 40-43. 

Spencer J. Condie, »En til- 
bøjelighed til bestandig at 
gøre godt«, Liahona, juni 
2001, s. 14-21. 

»Led, milde lys«, Salmer og 
sange, nr. 50. 
Lektion 8: »Ær din fader« 

Thomas S. Monson, 
»Troens bøn«, Stjernen, mar. 
1995, s. 2-7. 

Fraser Aumua og Laury 
Livsey, »Som far, så søn«, 
Liahona, sep. 2000, s. 38-39. 

»Hjemmet bliver Himlen 
lig«, Salmer og sange, nr. 192. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



117 



Lektion 9: Respekt for 


»Kom, alle I Guds mænd«, 


mødre og deres guddomme- 


Salmer og sange, nr. 202. 


lige rolle 


Lektion 14: At tjene andre 


Richard G. Scott, 


Gordon B. Hinckley, »Ræk 


»Kvindens hellighed«, 


ned for at løfte andre«, 


Liahona, juli 2000, s. 43-45. 


Liahona, jan. 2002, s. 60-67. 


Sheri L. Dew, »Er vi ikke 


L. Tom Perry, »Lær at 


alle mødre?« Liahona, jan. 


tjene«, Liahona, maj 2002, 


2002, s. 112-114. 


s. 10-19. 


Dåne M. Mullen, »Skulder 


Jorge Flores, »Viljen til 


ved skulder«, Liahona, maj 


sejr«, Liahona, maj 2001, s. 


2001, s. 44-46. 


26-28. 


Lektion 10: Familieenhed 


Huang Syi-hua, »Jeg tjente, 


David B. Haight, »Vær et 


så godt jeg kunne«, Liahona, 


stærkt led«, Liahona, jan. 


aug. 2001, s. 44-45. 


2001, s. 23-25. 


Lektion 15: Enighed og bro- 


Donald L. Hallstrom, 


derskab i præstedømmet 


»Opelsk retfærdige traditio- 


Gordon B. Hinckley, »Frygt 


ner«, Liahona, jan. 2001, 


ikke for at gøre det gode«, 


s. 34-35. 


Liahona, feb. 2000, s. 2-5. 


Camielle Call-Tarbet, »Et 


Dallin H. Oaks, »Det, der 


brev fra Michael«, Liahona, 


vejer tungere«, Liahona, mar. 


maj 2001, s. 23. 


2000, s. 14-22. 


»Der er skønhed her på 


John K. Carmack, »Forenet 


jord«, Salmer og sange, nr. 


i kærlighed og vidnesbyrd«, 


190. 


Liahona, juli 2001, s. 92-94. 


Lektion 11: »Som jeg har 


Lektion 16: Næstekærlighed 


elsket jer, skal I også elske 


Thomas S. Monson, 


hinanden« 


»Barmhjertighed«, Liahona, 


Henry B. Eyring, »Våg sam- 


juli 2001, s. 18-21. 


men med mig«, Liahona, juli 


Roger Terry »Den mindste 


2001, s. 44-47. 


af disse«, Liahona, dec. 2000, 


Kelly A. Harward, »Ikke 


s. 18-24. 


helt alene«, Liahona, juni 


Hildo Rosillo Flores, »En 


2001, s. 32-33. 


skål Seviche«, Liahona, okt. 


»Elsker hverandre«, Salmer 


2000, s. 30-32. 


og sange, nr. 199. 


»Frelser, jeg vil følge dig«, 


Lektion 12: At følge den 


Salmer og sange, nr. 152. 


levende profet 


Lektion 17: Personlige 


M. Russell Ballard, »Thi I 


optegnelser 


skal tage imod hans ord«, 


»Overvind verden«, 


Liahona, juli 2001, s. 79-82. 


Liahona, sep. 2000, s. 26-27. 


Dennis B. 


Lektion 18: Visdomsordet 


Neuenschwander, »Levende 


Gordon B. Hinckley, 


profeter, seere og åbenba- 


»Overvind de >Goliat'er< vi 


rere«, Liahona, jan. 2001, 


møder i livet«, Liahona, feb. 


s. 49-51. 


2002, s. 2-6. 


»Vi lytter til profetens røst«, 


Jeni Willardson, »Jeg hørte 


Salmer og sange, nr. 10. 


ikke hjemme der«, Liahona, 


Lektion 13: Ethvert medlem 


nov. 2001, s. 31. 


er en missionær 


Brad Wilcox, »Farligt 


David B. Haight, »Din mis- 


spørgsmål«, Liahona, maj 


sion - Et åndeligt eventyr«, 


2000, s. 32-35. 


Liahona, okt. 2001, s. 12-16. 


»Vælg kun ret«, Salmer og 


M. Russell Ballard, »Nu er 


sange, nr. 155- 


det tid«, Liahona, jan. 2001, 


Lektion 19: At overvinde 


s. 88-91. 


fristelse 


Jeffrey R. Holland, »Vidner 


Neal A. Maxwell, »Verdens 


for mig«, Liahona, juli 2001, 


tant og fjas«, Liahona, jan. 


s. 15-17. 


2001, s. 43-46. 



John B. Dickson, »Når livet 
er hårdt«, Liahona, maj 2002, 
s. 28-31. 

Richard C. Edgley »Satans 
sæk med snetter«, Liahona, 
jan. 2001, s. 52-53. 

»O bønnestund«, Salmer 
og sange, nr. 78. 
Lektion 20: Den rette brug 
af handlefrihed 

James E. Faust, »Den indre 
fjende«, Liahona, jan. 2001, 
s. 54-57. 

Glenn L. Pace, »Bliv i 
toget«, Liahona, mar. 2002, 
s. 26-27. 

F Enzio Busche, »Frihed 
>fra< eller frihed >til<«, Liahona, 
jan. 2001, s. 97-99. 
Lektion 21: Rene tanker, 
rent sprog 

Gordon B. Hinckley, »Tro 
stå til Herren«, Stjernen, sep. 
1996, s. 2-10. 

»Karakterdannelse : 
Klassiske råd fra præsident 
David O. McKay«, Liahona, 
sep. 2001, s. 40-41. 

Robert Lee »Rocky« 
Crockrell, »Min ven 
>Milkshake<«, Liahona, maj 
2002, s. 36-37. 

»Hvad kan vi gøre, når 
andre taler om upassende 
emner i skolen?«, Liahona, 
feb. 2002, s. 25-27. 



Lektion 22: Pagter leder 
vores handlinger 

Robert D. Hales, »Dåbens 
pagt: At være i riget og af riget«, 
Liahona, jan. 2001, s. 6-9. 

Dennis B. Neuenschwander, 
»Ordinancer og pagter«, 
Liahona, nov. 2001, s. 16-23. 

Keith B. McMullin, »En 
invitation med et løfte«, 
Liahona, juli 2001, s. 75-77. 
Lektion 23: Bed om 
vejledning 

Gordon B. Hinckley, »En 
profets råd og bøn for ung- 
dommen«, Liahona, apr. 
2001, s. 30-41. 

Henry B. Eyring, »Bøn«, 
Liahona, jan. 2002, s. 16-19. 

Henry B. Eyring, >»Skriv i 
mit hjerte<«, Liahona, jan. 
2001, s. 99-102. 

»Kære Frelser, led du mig«, 
Salmer og sange , nr. 61. 
Lektion 24: Kristus- 
centreret omvendelse 

James E. Faust, 
»Forsoningen: Vores største 
håb«, Liahona, jan. 2002, 
s. 19-22. 

Richard G. Scott, »Vejen til 
fred og glæde«, Liahona, jan. 
2001, s. 31-33. 

Jay E.Jensen, »Ved du, hvor- 
dan man omvender sig?«, 
Liahona, apr. 2002, s. 14-17. ■ 




118 




Vejledning og 
kildemateriale til Unge 
Piger 1 



Til brug 12003, lektion 1-24 



Følgende kilder kan bruges 
som supplement, men bør 
ikke erstatte lektionerne 1-24. 
Undervis i lektionerne i den 
rækkefølge, de er trykt. 
Lektionshæftet indeholder 
ikke en direkte påskelektion. 
Hvis du ønsker at undervise i 
en særlig lektion påskesøn- 
dag, så overvej at bruge kon- 
ferencetaler og salmer, som 
fokuserer på forsoningen, 
opstandelsen samt Frelserens 
liv og mission. 
Lektion 1: Guds datter 

James E. Faust, »Hvad det 
vil sige at være en af Guds 
døtre«, Liahona, jan. 2000, 
s. 120-124. 

»Husk på, hvem du er«, 
Liahona, juni 2001, s. 46-47. 

»Jeg er Guds kære barn«, 
Salmer og sange, nr. 195. 
Lektion 2: Frelseren, Jesus 
Kristus 

»Særlige vidner om Jesus 
Kristus«, Liahona, apr. 2001, 
s. 2-24. 



James E. Faust, 
»Forsoningen: Vores største 
håb«, Liahona, jan. 2002, 
s. 19-22. 

Neal A. Maxwell, 
»Vidnesbyrd om den store og 
herlige forsoning«, Liahona, 
apr. 2002, s. 6-13. 
Lektion 3: Følg Jesu Kristi 
eksempel 

L. Tom Perry, »At være disci- 
pel«, Liahona, jan. 2001, 
s. 72-74. 

Carol B. Thomas, »Ofre: En 
evig investering«, Liahona, juli 
2001, s. 77-79. 

Ken Merrell, »Gæsten«, 
Liahona, nov 2001, s. 46-47. 

»Frelser, jeg vil følge dig«, 
Salmer og sange , nr. 152. 
Lektion 4: Søg Helligåndens 
ledsagelse 

James E. Faust, »Samkvem 
med Helligånden«, Liahona, 
mar. 2002, s. 2-7. 

Sharon G. Larsen, »Jeres 
celestiale vejleder«, Liahona, 
juli 2001, s. 104-106. 



Daniel K. Judd, »Kristi ånd: 
Et lys i mørket«, Liahona, maj 
2001, s. 18-22. 

Lektion 5: Find glæde i vore 
guddommelige muligheder 

James E. Faust, »Hvem tror 
du, at du er? - Et budskab til 
de unge«, Liahona, juni, 2001, 
s. 2-7. 

Hugh B. Brown, 
»Solbærbusken«, Liahona, 
mar. 2002, s. 22-24. 

Margaret D. Nadauld, 
»Glæden ved at være kvinde«, 
Liahona, jan. 2001, s. 17-19. 

»O min Fader«, Salmer og 
sange, nr. 189. 
Lektion 6: Find glæde 
lige nu 

James E. Faust, »Vores 
søgen efter lykke«, Liahona, 
okt. 2000, s. 2-8. 

Richard G. Scott, »Gør hvad 
er ret«, Liahona, mar. 2001, 
s. 10-17. 

Marlin K. Jensen, »Vejen til 
glæde«, Liahona, aug, 2000, 
s. 20-23. 
Lektion 7: Hjemkundskab 

Thomas S. Monson, 
»Kendetegnene på et lykkeligt 
hjem«, Liahona, okt. 2001, 
s. 2-9. 

Marvin J. Ashton, »Hjælp til 
familiens økonomi«, Liahona, 
apr. 2000, s. 42-47. 

Virginia U. Jensen, 
»Inspirationsmøde for hjem- 
met, familien og den enkelte«, 
Liahona, jan. 2000, s. 114-117. 
Lektion 8: Indstillinger til 
vore guddommelige roller 

Gordon B. Hinckley, 
»Hvordan kan jeg blive den 
kvinde, jeg drømmer om at 
blive?« Liahona, juli 2001, 
s. 112-115. 

James E. Faust, 
»Kvindelighed: Ærespladsen«, 
Liahona, juli 2000, s. 116-119. 

Elaine L. Jack, 
»Hjælpeforeningen: Balsam i 
Gilead«, Stjernen, jan. 1996, 
s. 90-93. 
Lektion 9: Ær dine forældre 

Russell M. Nelson, »Lyt for 
at lære«, Stjernen, aprilkonfe- 
rencen 1991, s. 22-24. 

VaughnJ. Featherstone, 
»Ét led, der stadig holder«, 



Liahona, jan. 2000, s. 15-18. 

Denalee Chapman, »De tre 
spørgsmål«, Liahona, nov. 
2000, s. 46-47. 
Lektion 10: En støtte for 
familien 

Thomas S. Monson, 
»Hænder«, Stjernen, mar. 
1991, s. 3-6. 

Camielle Call-Tarbet, »Et 
brev fra Michael«, Liahona, 
maj 2001, s. 23. 

Tammy Munro, »Jeg læser 
med Ben«, Liahona, maj 2000, 
s. 10-12. 

Lektion 11: Udvikling af 
selvstændighed og 
modenhed, del 1 

Russell M. Nelson, 
»Fuldkommengørelse venter«, 
Stjernen, jan. 1996, s. 86-88. 

Lance B. Wickman, »Dit 
fremtidige jeg«, Liahona, nov. 

2000, s. 22-24. 

Lara Bangerter, »Min drøm- 
memand«, Liahona, feb. 2002, 
s. 46-47. 

Lektion 12: Udvikling af 
selvstændighed og 
modenhed, del 2 

Richard G. Scott, »At opnå 
kundskab og styrken til at 
anvende den klogt«, Liahona, 
aug. 2002, s. 12-19. 

Spencer J. Condie, »En til- 
bøjelighed til bestandig at 
gøre godt«, Liahona, juni 

2001, s. 14-21. 

Becky Prescott, »Altid min 
ven«, Liahona, maj 2001, s. 47. 
Lektion 13: En støtte for 
bærere af præstedømmet 

James E. Faust, »At opnå et 
godt liv«, Liahona, nov. 2000, 
s. 2-6. 

M. Russell Ballard, »Thi I 
skal tage imod hans ord«, 
Liahona, juli 2001, s. 79-82. 

Dennis B. 
Neuenschwander, »Levende 
profeter, seere og åbenba- 
rere«, Liahona, jan. 2001, 
s. 49-51. 

Lektion 14: Patriarkalsk 
lederskab i hjemmet 

Russell M. Nelson, »Sæt dit 
eget hus i orden«, Liahona, 
jan. 2002, s. 80-83. 

Jeffrey R. Holland, 
»Fædrenes hænder«, Liahona, 



LIAHONA NOVEMBER 2002 119 



juli 1999, s. 16-19. 

H. David Burton, »Ær præ- 
stedømmet«, Liahona, juli 
2000, s. 46-48. 
Lektion 15: Det 
Melkisedekske 
Præstedømme 

Thomas S. Monson, 
»Præstedømmets magt«, 
Liahona, jan. 2000, s. 58-61. 

Thomas S. Monson, 
»Præstedømmet - Herrens 
mægtige hær«, Liahona, juli 
1999, s. 56-59. 

John H. Groberg, 
»Præstedømmets magt«, 
Liahona, juli 2001, s. 51-53. 
Lektion 16: Kvinder og 
bærere af præstedømmet 

Russell M. Nelson, »Vores 
hellige forpligtelse til at ære 
kvinder«, Liahona, juli 1999, 
s. 45-48. 

Richard G. Scott, 
»Kvindens hellighed«, 
Liahona, juli 2000, s. 43-45. 

Sheri L. Dew, »Det er ikke 
godt for manden eller 
kvinden at være alene«, 
Liahona, jan. 2002, s. 13-15. 
Lektion 17: Formålet med 
pagter og ordinancer 

Robert D. Hales, »Dåbens 
pagt: At være i riget og af 
riget«, Liahona, jan. 2001, 
s. 6-9. 

Dennis B. 
Neuenschwander, 
»Ordinancer og pagter«, 
Liahona, nov. 2001, s. 16-23. 

Keith B. McMullin, »En 
invitation med et løfte«, 
Liahona, juli 2001, s. 75-77. 
Lektion 18: Tempelvielse - 
Et krav for evigt familieliv 

Boyd K. Packer, »Det hel- 
lige tempel«, Stjernen, juni 
1992, s. 14-23. 

Rebecca Armstrong og 
Elyssa Renée Madsen, »For 
evigt og tre dage«, Liahona, 
aug., 2001, s. 6-7. 

Alfonso Castro Våzquez, 
»Jeg vil have en evig familie«, 
Liahona, aug. 2000, s. 26-28. 

»Vores familie kan være 
sammen for evigt«, Salmer og 
sange, nr. 194. 
Lektion 19: Personlige 
optegnelser 



Dallin H. Oaks, »Med vis- 
dom og orden«, Stjernen, dec. 
1989, s. 18-23. 

Tayo M. Tuason, »Da 
Herren åbnede mine øjne«, 
Liahona, juni 2000, s. 30-31. 
Lektion 20: Ræk andre 
hånden 

Gordon B. Hinckley, »Ræk 
ned for at løfte andre«, 
Liahona, jan. 2002, s. 60-67. 

Russell Ballard, »Læren om 
fællesskab«, Liahona, jan. 
2002, s. 40-43. 

Mary Ellen Smoot, »Vi er 
redskaber i Guds hænder«, 
Liahona, jan. 2001, 
s. 104-107. 

»Fordi du gi'r mig alt«, 
Salmer og sange, nr. 141. 
Lektion 21: Et retfærdigt 
eksempel påvirker andre 

Jeffrey R. Holland, »Vidner 
for mig«, Liahona, juli 2001, 
s. 15-17. 

Carlos Perez, »Eksemplets 
magt«, Liahona, feb. 2001, 
s. 46-47. 
Lektion 22: Omvendelse 

Richard G. Scott, »Vejen til 
fred og glæde«, Liahona, jan. 
2001, s. 31-33. 

Jay E. Jensen, »Ved du, 
hvordan man omvender sig?« 
Liahona, apr. 2002, s. 14-17. 

»Værdsæt Frelserens offer«, 
Liahona, juni 2001, s. 26-27. 

»Kom kun til Herren«, 
Salmer og sange, nr. 60. 
Lektion 23: Tilgivelse 

James E. Faust, »Født på 
ny«, Liahona, juli 2001, 
s. 68-71. 

Boyd K. Packer, 
>»Mesterens berøring<«, 
Liahona, juli 2001, 
s. 25-28. 

Richard C. Edgley »Se, her 
er manden«, Liahona, jan. 

2000, s. 49-51. 
Lektion 24: Bøn og 
meditation 

Henry B. Eyring, »Bøn«, 
Liahona, jan. 2002, s. 16-19. 

Henry B. Eyring, »Skriv i 
mit hjerte«, Liahona, jan. 

2001, s. 99-102. 

Yessika Delfin Salinas, »Bed 
for dine fjender«, Liahona, 
sep. 2000, s. 8-10. ■ 



Hovedpræsidentskaber 
for hjælpeorganisationerne 



SØNDAGSSKOLEN 








må 



Ældste John H. Groberg Ældste Cecil 0. Samuelson jun. Ældste Val R. Christensen 
Førsterådgiver Præsident Andenrådgiver 

UNGE MÆND 






Ældste Glenn L Pace Ældste F. Melvin Hammond Ældste Spencer J. Condie 
Førsterådgiver Præsident Andenrådgiver 

HJÆLPEFORENINGEN 





'i' 





Søster Kathleen H. Hughes Søster Bonnie D. Parkin 

Førsterådgiver " Præsidentinde 



Søster Anne o C. Pingree 
Andenrådgiver 



UNGE PIGER 






Søster Julie B. Beck 



iver 



Søster Susan W. Tanner 
Præsidentinde 



Søster Elaine S. Dalton 
Andenrådgiver 



PRIMARY 





Søster Sydney S. Reynolds 
Førsteradgiver 



Søster Coleen K. Menlove 
Præsidentinde 




Søster Gayle M. Clegg 
Andenrådgiver 



120 



RKENYT 




Under generalkonferencen bekendtgjorde præsident Gordon B. Hinckley enkelte ændringer 
af retningslinier. 

Nye ledere kaldet, retningslinier bekendtgjort 



Ved transmissionen fra 
generalkonferencen, 
som nåede ud til den 
største andel af Kirken nogen- 
sinde, bekendtgjorde præsi- 
dent Gordon B. Hinckley 
ændringer i retningslinier, og 
Kirkens medlemmer opret- 
holdt et nyt hovedpræsident- 
skab for Unge Piger, flere nye 
generalautoriteter og nye 
medlemmer af De Halvfjerds' 
Præsidium og Søndagsskolens 
hovedpræsidentskab. 

Oktoberkonferencen 2002 
var den første generalkonfe- 
rence, som blev transmitteret 
til dele af Asien, Australien, 
Østeuropa og 
Stillehavsøerne. Over 5-000 
kirker er nu udstyret til at 
modtage Kirkens transmissio- 
ner, hvilket giver 90% af 



Kirken adgang til satellittrans- 
missioner fra generalkonfe- 
rencen. Desuden blev 
møderne sendt direkte på 
internettet. 

Ved oktoberkonferencen 
2002 blev et nyt hovedpræsi- 
dentskab for Unge Piger 
opretholdt. Søster Susan W 
Tanner blev kaldet til at tjene 
som hovedpræsidentinde for 
organisationen Unge Piger. 
Søster Julie B. Beck blev kal- 
det som førsterådgiver, og 
søster Elaine S. Dalton blev 
kaldet som andenrådgiver. 

Søster Margaret D. 
Nadauld og hendes rådgivere, 
søster Carol B. Thomas og 
søster Sharon G. Larsen, blev 
afløst som Unge Pigers 
hovedpræsidentskab. 

Fem nye generalautoriteter 



blev kaldet til De Halvfjerds' 
Andet Kvorum: Ældste Craig 
C. Christensen, ældste James 
M. Dunn, ældste Daryl H. 
Garn, ældste D. Rex Gerratt 
og ældste Spencer Y Jones. 

Ældste Richard D. Alired, 
ældste Athos M. Amorim, æld- 
ste L. Edward Brown, ældste 
Earl M. Monson og ældste 
Jerald L. Taylor blev afløst 
som medlemmer af De 
Halvfjerds' Andet Kvorum. 

Desuden blev 21 halvfjerd- 
ser-områdeautoriteter afløst. 
Blandt de afløste tjente 11 i 
USA, mens de andre tjente i 
Argentina, Australien, Bolivia, 
Brasilien, England, Tyskland, 
Japan, Korea, Peru og 
Uruguay. 

Ældste Dieter F. Uchtdorf 
blev opretholdt som medlem 



af De Halvfjerds' Præsidium, 
og ældste Val R. Christensen 
blev opretholdt som anden- 
rådgiver i Søndagsskolens 
hovedpræsidentskab. Ældste 
Ben B. Banks fra De 
Halvfjerds blev betegnet som 
emeritus generalautoritet og 
afløst fra De Halvfjerds' 
Præsidium, og ældste Richard 
J. Maynes blev afløst som 
andenrådgiver i 
Søndagsskolens hovedpræsi- 
dentskab for at kunne vare- 
tage andre opgaver. 

Ved præstedømmets 
møde bekendtgjorde præsi- 
dent Hinckley flere 
ændringer i retningslinier 
samt understregede gæl- 
dende retningslinier og frem- 
gangsmåder. I erkendelse af 
den store arbejdsbyrde, som 
præstedømmeledere har, 
bekendtgjorde præsident 
Hinckley, at tempelanbefa- 
linger med virkning fra 1. 
november er gyldige i to år i 
stedet for et, hvilket begræn- 
ser den tid, som ledere bru- 
ger på interview. 

Han bekendtgjorde også, 
at missionærafskedsmøder vil 
blive begrænset til en nadver- 
mødetale af den afrejsende 
missionær, og at familiemed- 
lemmer ikke skal deltage i 
eller planlægge mødet. 
Præsident Hinckley mindede 
medlemmerne om, at åbent- 
hus for missionærer frarådes. 

Præsident Hinckley bad 
også samfundsledere om at 
respektere kirkemedlemmers 
ønske om at holde familieaf- 
ten ved at holde mandag 
aften fri for skoleaktiviteter 
eller andre arrangementer. 
Han talte også imod gæld, 
umoral og børnemishand- 
ling. ■ 



UAHONA NOVEMBER 2002 



121 



Ældste Craig C. Christensen 

De Halvfjerds 




Vores familie har et 
akronym, hvor det 
sammensatte ord 
kommer Alma 32:28 - SEED 
(frø) - Spiritual Exercise 

o 

Every Day (Andelig Motion 
Hver Dag)«, siger ældste Craig 
C. Christensen, som netop er 
blevet opretholdt som med- 
lem af De Halvfjerds' Andet 
Kvorum. 

Motion har været en stor 
del af ældste Christensens liv. 
Ældste Christensen, hans 
hustru Debora og deres fire 
børn er en meget fysisk aktiv 
familie, som endda dykker 
sammen på familieferier, 
men de får også åndelig 
motion ved som familie at 
være sammen om åndelige 
ting og ved sammen at stu- 
dere skriften. Herudover har 
ældste Christensen sin egen 
rutine for åndelig udvikling. 
Ældste Christensen siger: »I 
årenes løb har det at reflek- 
tere over og ransage skrif- 
terne styrket mig og 
opbygget mit vidnesbyrd.« 

Ældste Christensen blev 
født den 18. marts 1956 i Salt 
Lake City som søn af Sheron 



Glen og Colleen Cloward 
Christensen. Hans familie flyt- 
tede til Concord i Californien, 
før han kom op i de større 
klasser. Han vendte senere til- 
bage til Utah, hvor han som 
studerende spillede fodbold 
for Brigham Young University. 

»Fodbold var mit fokus før 
min mission til Chile,« siger 
Ældste Christensen. »At blive 
missionær ændrede alt det. 
Det gav mig en stor kærlig- 
hed til mennesker og et 
ønske om virkelig at tjene.« 

Han blev gift i templet i 
Salt Lake City, den 28. marts 
1978 med Debora Jones - 
»mit eksempel på efterlevelse 
af evangeliet« og læste regn- 
skab og økonomi. Som bilfor- 
handler har han forpligtet sig 
til at »leve retliniet og lære 
andre det samme.« 

Han lærte dette princip fra 
sine vejledere gennem livet, 
herunder sin far, som var 
hans biskop og stavspræsi- 
dent, fra sin bror og sin mis- 
sionspræsident. 

Disse vejledere hjalp ham 
også med at forberede sig til 
at tjene som biskop, missions- 
præsident og som halvfjerd- 
ser-områdeautoritet. Ældste 
Christensen siger, at han af 
disse eksempler og erfaringer 
»har lært, at det virkelig er 

o 

Anden, som underviser os og 
dem, som vi underviser. 
Uanset hvilken kaldelse vi har, 
så har vi behov for at gøre 

o 

det, som Anden ønsker vi skal 
gøre.« ■ 



Ældste James M. Dunn 

De Halvfjerds 




Ligesom mange andre har 
jeg opbygget mit vidnes- 
byrd dag efter dag, sten 
efter sten,« siger ældste James 
M. Dunn, som for nylig er ble- 
vet kaldet til De Halvfjerds' 
Andet Kvorum. »De åndelige 
tilkendegivelser, jeg oplevede 
som lille dreng har modnet 
sig gennem tjeneste og ved at 
gøre det, som jeg blev under- 
vist i var rigtigt.« 

Ældste Dunn blev født 
den 16. april 1940 i Pocatello 
som søn af Billy E. og Melba 
Meyers Dunn og han voksede 
op sammen med sine fem 
søskende i Salt Lake City, 
»med alle de muligheder og 
velsignelser, som et sidste 
dages helligt barn bør have.« 

Efter sin mission til 
Uruguay giftede ældste Dunn 
sig med Sandra (Penny) 
Barker i templet i Salt Lake 
den 7. august 1963. Han 
havde beundret og respekte- 
ret Penny siden gymnasiet. I 
de første år af deres ægte- 
skab tjente ældste Dunn som 
lønnet officer i Utahs natio- 
nalgarde samtidig med, at 
han fik en bachelorgrad i 



latinamerikanske studier på 
Brigham Young University og 
fik en juridisk embedseksa- 
men fra University of Utah. 

I det krævende arbejde 
som advokat lærte ældste 
Dunn, at en mindre klient og 
lidt færre betalte timer var en 
ringe pris at betale for sin 
aktive tjeneste i Kirken, som 
omfattede kaldelser som høj- 
rådsmedlem, biskop, stavs- 
præsident, missionspræsident 
og halvfjerdser-områdeautori- 
tet. 

Som far til seks døtre, 
siger ældste Dunn: »Jeg har et 
særligt liv, for døtre og fædre 
har et specielt forhold.« Dette 
sammenhold blev styrket, da 
hans familie tjente med ham i 
Colombia, hvor han var mis- 
sionspræsident. Han og hans 
hustru og døtre vendte til- 
bage og kunne tale flydende 
spansk og var blevet åndeligt 
styrket. 

Da ældste Dunn modtog 
sin nye kaldelse var hans 
kommentar: »Man kan ikke 
lade være med at spekulere 
på, hvordan livet vil forme sig 
de kommende år. Men fra tid- 
ligere kaldelser har jeg lært, at 
det at tjene vil være en vidun- 
derlig velsignelse. I årenes løb 
har Kirken været centrum for 
alt det gode, som min familie 
og jeg har oplevet i livet.« ■ 



122 



KIRKENYT 




Ældste Daryl H. Garn 

De Halvfjerds 



havde kun gået på tandlæge- 
skole i to uger, men før dagen 
var forbi, havde præsident 
Spencer WKimball (1895- 
1985), der på daværende tids- 
punkt var medlem af De Tolv 
Apostles Kvorum, gjort kaldet 
officielt. 

Ȯldste Kimball sagde: 
>Bror Garn, Herren har kaldet 
dig til denne stilling, og hvis 
du sætter evangeliet først, vil 
han velsigne dig,« husker æld- 
ste Garn. Han føler, at han 
ved at have tjent flittigt i sine 
kaldelser - herunder som 
biskop, stavspræsident, præsi- 
dent for Unge Mænd, højråds- 
medlem og 

halvfjerdser-områdeautoritet, 
er han blevet støttet i alle 
aspekter af sit liv 

Hans hustru, Irene siger, 
at han altid er villig til at sætte 
Herren først, og at han reage- 
rer på ethvert kald - om det 
er at hjælpe til i huset eller 
lede wardet - med en villig 
indstilling: »Det er lige det, 
som jeg har lyst til at gøre!« 

Ældste Garn blev født den 
28. december 1938 i 
Tremonton i Utah som søn af 
Uel og Lolita Hodges Garn. 
Han giftede sig med Irene 
Hall den 19. december 1961 i 
templet i Logan, Utah. De har 
6 børn og 19 børnebørn. De 
har opdraget deres børn i 
Mesa i Arizona. ■ 



Da Daryl H. Garn var mis- 
sionær i det vestlige 
Canada besøgte hans 
missionspræsident hans 
område. Ældst Garn havde 
ikke set meget til sin missions- 
præsident, fordi missionen var 
så stor, så dette var en særlig 
lejlighed. 

»Da præsident Arave 
afsluttede sit vidnesbyrd, 
sagde han, at han vidste dette 
mere end noget andet,« min- 

o 

des ældste Garn, »og Anden 
vidnede for mig i mit sind, at 
det var sandt - at man kan 
vide det, som kommer fra 
Ånden, lige så godt eller 
bedre, end man ved noget 
andet.« 

Siden den dag har ældste 
Garn, der i oktober blev 
opretholdt som medlem af 
De Halvfjerds' Andet Kvorum, 
gang efter gang oplevet sand- 
heden af sin missionspræsi- 
dents vidnesbyrd. Han 
mindes nogle få år senere, 
hvor han sad ved en stavskon- 
ference i Ohio, og hvor 
Anden hviskede til ham, at 
han ville blive kaldet til bis- 
koprådet i sit ward. Han 




Æ 



Ældste D. Rex Gerratt 

De Halvfjerds 



på verandaen bagved sam- 
men med vores hund og tog 
støvlerne på til dagens dag- 
lige gøremål«, mindes ældste 
Gerratt. »Søster Gerratt og jeg 
har altid bekymret os for vore 
børn, men vi har stor tillid til 
dem, fordi de alle ved, hvor- 
dan de skal arbejde hårdt, og 
fordi de har et vidnesbyrd om 
evangeliet.« 

Hårdt arbejde som land- 
mand og i lokalsamfundet har 
bragt ældste Gerratt æresbe- 
visninger både inden for 
mælkeproduktion og kvæg- 
produktion. Han er også ble- 
vet udnævnt som årets 
miljølandmand. 

Hans kaldelser i Kirken har 
omfattet, halvfjerdser-områ- 
deautoritet, missionspræsi- 
dent, regionalrepræsentant, 
stavspræsident, stavssekretær, 
biskop, wardssekretær og 
hjemmelærer. Disse kaldelser 
ham hjulpet ham med at lære 
taknemlighed og ydmyghed. 

»Når vi forstår de mange 
velsignelser, som vi modtager 
fra vor himmelske Fader, og 
at vi i sandhed ledes af hans 
levende profet,« siger ældste 
Gerratt, »bør vi være taknem- 
lig og forpligte os til at gøre 
vores bedste, uanset hvad vi 
bliver bedt om at gøre i hans 
kirke.« ■ 



"^ Ids te D. Rex Gerratt 
blev opretholdt den 
i 5. oktober 2002 som 
medlem af De Halvfjerds' 
Andet Kvorum. »Jeg har aldrig 
fået en kaldelse, som jeg har 
følt mig tilstrækkelig til at 
udføre, men jeg ved, at den, 
som Herren kalder, hjælper 
og forbereder han,« siger æld- 
ste Gerratt, som taler med en 
blid røst og er gårdejer i 
Idaho, hvor han både dyrker 
jorden og har malkekvæg. 
»Når jeg har accepteret en 
kaldelse i mit liv, har jeg bøn- 
faldet vor himmelske Fader 
om at hjælpe mig med at 
være effektiv i hans hænder.« 

Ældste Gerratt blev født i 
Heyburn i Idaho den 9. april 
1936 som søn af Donald 
Wayne og Ann Bailey Gerratt. 
Han voksede op i nærheden 
af Burley, hvor han drev land- 
brug med sin far og sin bror. 
Han giftede sig med sin barn- 
domsveninde, Marjorie 
Crane, i templet i Idaho Falls i 
1955. De har 9 børn og 35 
børnebørn. 

»Jeg husker mange morge- 
ner, hvor vore børn og jeg sad 



LIAHONA NOVEMBER 2002 123 



Ældste Spencer V. Jones 

De Halvfjerds 




Lad os alle gå op. Lad os 
få biskoppen til at falde 
bagover. Lad os alle gå 
op og bære vores vidnes- 
byrd«. Det var den udfor- 
dring, som den unge Spencer 
V Jones gav til sine meddiako- 
ner. Det var også et afgørende 
punkt i udviklingen af hans 
vidnesbyrd. »Da jeg bar mit 
vidnesbyrd - og hvor jeg en 
måned før grinede ad folk, 
som græd, når de bar deres 
vidnesbyrd, fordi jeg ikke rig- 
tig forstod det - oplevede jeg 
hen mod afslutningen, at jeg 
selv stod og græd,« mindes 
ældste Jones. »Jeg har aldrig 
glemt det øjeblik, for når ånd 
taler til ånd sker der noget 
særligt.« 

Ældste Jones, der for nylig 
blev opretholdt som medlem 
af De Halvfjerds' Andet 
Kvorum, blev født i Safford i 
Arizona som søn af Virgil og 
Nellie Barker Jones den 17. 
september 1945. Han vok- 
sede op som landmandssøn i 
et lille sidste dages hellig sam- 
fund i Virden i New Mexico, 
hvor kirkebygningen var cen- 
trum for aktiviteterne. »Vi 



kaldte næsten alle i byen for 
tante og onkel - selv om de 
ikke var i familie - for alle tog 
sig af hinanden, som var de 
virkelig i familie.« 

Efter at have været på mis- 
sion i det nordlige Argentina, 
begyndte ældste Jones at læse 
på Brigham Young University, 
hvor han fik en bachelorgrad 
i husdyrbrug. Ved en dans i 
Arizona Club mødte han 
Joyce Elizabeth Mathews. De 
blev gift den 3. juni 1968 og 
flyttede efter hans eksamen 
til Gallup i New Mexico. 
Ældste Jones har arbejdet 
inden for forskellige forret- 
ningsområder, herunder et 
møbelfirma og et kvægfirma. 
Han og hans hustru har tre 
børn og 8 børnebørn. 

Ældste Jones forklarer, at 
hver eneste af hans opgaver 
har været en velsignelse og 
forberedt ham til yderligere 
tjeneste i Herrens rige. Han 
har lært meget af sine kal- 
delser, uanset om det er at 
tjene som Unge Mænds præ- 
sident, rådgiver i biskoprådet, 
biskop, seminarlærer, mis- 
sionspræsident, områdepræ- 
sidentskabets assistent eller 
som halvfjerdser-områdeauto- 
ritet. »Hver eneste kaldelser 
har været en trædesten og en 
lærerig erfaring,« siger ældste 
Jones. »Man vokser ét skridt 
ad gangen.« ■ 



Susan Winder Tanner 

Unge Pigers hovedpræsidentinde 



-. 'aSE •*"«■ 




; 'Vf *** 


ijÉPV ^^E^H 


'"*'- ^^»t^RP^ 




■■'■' ™\ 




■• <^ - 


.***■ Mi 




r&'lm 




^> 




jg 



Susan W. Tanner har tjent 
både på wardsplan og 
på stavsplan i Primary, 
Unge Piger og 

Hjælpeforeningen og oplever 
en sammenhæng mellem 
disse organisationer. 

»De små piger lærer >Jeg er 
Guds kære barn.< Og det 
leder dem til: >Vi er vor him- 
melske Faders døtre. Han 
elsker os, og vi elsker ham.< 
Så kommer vi til >Kærligheden 
ophører aldrig< og vi føler, at 
denne kærlighed omslutter 
os«, siger hun. »Jeg tror, at 
der er en fuldkommen enhed 
mellem hver af disse stadier, 
og at vi vokser med det yder- 
ligere udsyn og denne yderli- 
gere evne.« 

Som nykaldet hovedpræsi- 
dentinde for Unge Piger føler 
søster Tanner sig forpligtet til 
at hjælpe de unge piger med 
at forstå deres plads i vor 
himmelske Faders plan. 

Søster Tanner blev født 
den 10. januar 1953 i Granger 
i Utah som datter af Richard 
W. og Barbara Woodhead 
Winder og voksede op på en 
stor gård med malkekvæg. 



Hun fik senere en grad inden 
for de humanistiske fag på 
Brigham Young University, 
hvor hun mødte John S. 
Tanner. De blev gift i templet i 
Salt Lake City den 3. septem- 
ber 1974. Søster Tanner blev 
hjemmegående og underviste 
i klaver. Familien Tanner bor i 
Provo, Utah og har fem børn 
og tre børnebørn. 

Mens hun sammen med 
sin familie boede i Brasilien, 
hvor hendes mand underviste 
på et Fulbright stipendium, 
fik søster Tannner indsigt i 
Unge Pigers program. Hendes 
to ældste døtre lærte Unge 
Pigers valgsprog på portugi- 
sisk. »Jeg ønskede at lære det 
sammen med dem,« siger 
hun. »Da jeg begyndte at lære 
valgsproget udenad, sank 
budskabet dybt ind mit 
hjerte. Jeg er datter af vor 
himmelske Fader, og han 
elsker mig, Og fordi jeg ved 
dette, elsker jeg ham og 
ønsker ved mine gerninger at 
vise, at jeg elsker ham. 

Budskabet står lige der i 
Unge Pigers valgsprog i den 
rigtige rækkefølge,« fortsætter 
hun. »Jeg ønsker blot, at 
Kirkens unge piger ved, at det 
kan være grundlaget for deres 
vidnesbyrd, deres gerninger 
og deres liv.« ■ 



124 



KIRKENYT 




Vi måtte finde en måde 
at hjælpe vore børn 
med at lære at 
arbejde,« siger søster Julie B. 
Beck, som netop er opret- 
holdt som førsterådgiver i 
Unge Pigers hovedpræsident- 
skab. »Vi havde ikke en gård, 
så de kunne ikke malke køer. 
Musik var vores ko.« 

På samme måde som hen- 
des egne tre børn har lært at 
arbejde ved at øve sig på kla- 
veret, så lærte søster Beck 
glæden ved at arbejde og 
tjene ved at vokse op midt i 
en børneflok på 11. Søster 
Beck blev født den 29. sep- 
tember 1954 som datter af 
William Grant og Geraldine 
Hamblin Bangerter, voksede 
op i Granger i Utah og i Sao 
Paulo i Brasilien, hvor hendes 
far var missionspræsident. 

Søster Beck har fået eksa- 
men fra Brigham Young 
University i familiestudier. 
Hun giftede sig den 28. 
december 1973 med Ramon 
P Beck i templet i Salt Lake 
City. De bor i Alpine i Utah og 
har to døtre, en søn og tre 
børnebørn. Søster Becks ynd- 



Julie Bangerter Beck 

Førsterådgiver i Unge Pigers 
hovedpræsidentskab 



lingsbeskæftigelse er at være 
sammen med sin familie. 
»Vore børn er vore bedste 
venner,« siger hun. 

Søster Beck har haft 
adskillige kaldelser i 
Hjælpeforeningen og i Unge 
Piger, men hun har en plads i 
sit hjerte for Kirkens unge 
piger, og anerkender den 
rolle, som hårdt arbejde og 
tjeneste spiller i deres ånde- 
lige udvikling. 

»Jeg har stadig min skul- 
derrem fra mine år som biku- 
bepige,« siger søster Beck, 
der nævner et program i 
Kirken fra sin ungdom. »Jeg 
holdt meget af at opnå alle 
mine Unge Pigers beløn- 
ninger.« 

Hun bærer denne entusi- 
asme med sig til Kirkens 
nuværende program for unge 
piger - Personlig Fremgang. 
Hun tjente i Unge Pigers 
hovedbestyrelse og har arbej- 
det med revisionen af pro- 
grammet Personlig 
Fremgang. 

»Jeg tror, Personlig 
Fremgang hjælper en ung 
pige med at forstå og i praksis 
holde sin dåbspagt,« siger 
søster Beck. »Og jeg tror, at 
hvis hun forstår samt holder 
sin dåbspagt, vil hun være 
rede til at indgå og holde 
templets pagter.« ■ 




Elaine Schwartz Dalton 

Andenrådgiver i Unge Pigers 
hovedpræsidentskab 



hvis jeg stoler på Herren, så 
vil han jævne min vej«. 

I sin nye kaldelse som 
andenrådgiver i Unge Pigers 
hovedpræsidentskab håber 
søster Dalton at opmuntre de 
unge piger til at udvikle den 
samme tillid til vor himmel- 
ske Fader og til at søge 
Helligåndens vejledning. 

Søster Dalton er født i 
Ogden i Utah den 1. novem- 
ber 1946 som datter af Melvin 
Leo og Emma Martin 
Schwartz. Hun giftede sig 
med Stephen E. Dalton den 
13. september 1968 i templet 
i Salt Lake City. De har 6 børn 
og bor i Salt Lake City. 

Søster Dalton har en BA- 
grad i engelsk fra Brigham 
Young University. Hun har 
tjent som medlem af Unge 
Pigers hovedbestyrelse, som 
Unge Pigers præsidentinde i 
staven, som vejleder for laur- 
bærpigerne og som lærer i 
Hjælpeforeningen. 

»De unge piger i dag er 
utrolige - de er åndeligt føl- 
somme og stærke«, siger hun. 
»De har en usædvanlig udfor- 
dring i at være retskaffen i 
den verden, som vi lever i nu. 
Som medlemmer af Kirken 
kan de stå frem og lede 
andre, som søger efter ret- 
skafne eksempler.« ■ 



Kort tid før Elaine S, 
Dalton begyndte sit 
andet år på Brigham 
Young University, døde hen- 
des far uventet. Det var en 
vanskelig tid i hendes liv, og 
hun bad ofte for at forstå, 
hvorfor hendes far var blevet 
taget bort fra sin familie, som 
havde så stort behov for ham. 

Svaret på hendes bønner 
kom først den følgende som- 
mer, da hun optrådte med et 
folkedanserhold fra BYU i 
Europa. På fars dag, da holdet 
afholdt et nadvermøde, hen- 
viste en af talerne til 
Ordsprogenes Bog 3:5-6: 
»Stol på Herren af hele dit 
hjerte, og støt dig ikke til din 
egen indsigt. Hav ham i tan- 
kerne på alle dine veje, så vil 
han jævne dine stier.« 

»Jeg forstod, at dette skrift- 
sted var mit svar,« siger søster 
Dalton nu. »Jeg vidste stadig 
ikke, hvorfor min far døde, 
men jeg vidste, at jeg skulle 
stole på Herren. Det skrift- 
sted har siden været en vej- 
ledning i mit liv. I alt, hvad 
der er sket, og som jeg ikke 
har forstået, har jeg vidst, at 



LIAHONA NOVEMBER 2002 125 




John A. Kufuor, Ghanas præsident er på rundtur i Konferencecentret under et nyligt besøg i 
Salt Lake City. Her ledsages han af Norman D. Shumway, leder for Kirkens VIP-tjeneste. 

humanitær hjælp 



Ved et møde med Det 
Første Præsidentskab 
udtrykte præsidenten 
for republikken Ghana, John 
A. Kufuor, tak for Kirkens 
humanitære og religiøse 
bidrag til hans nation. »Vi 
anser jer som en del af 
Ghana«, fortalte han præsi- 
dent Gordon B. Hinckley, 
præsident Thomas S. Monson, 
førsterådgiver i Det Første 
Præsidentskab, og præsident 
James E. Faust, andenrådgiver 
i Det Første Præsidentskab, 
under et besøg til Salt Lake 
City i september. 

Under et besøg i USA for 
at deltage i FN's generalfor- 
samlings møder, rejste præsi- 



dent Kufuor til Utah med 
flere andre ledere for at 
drøfte økonomisk udvikling 
med ledere i lokalregeringen 
og i lokalsamfundet. Mens 
han var der, hilste han på 
Kirkens ledere og besøgte 
Kirkens faciliteter, bl.a. 
Welfare Square, 
Tempelpladsen og 
Konferencecentret. 

Præsident Kufuor takkede 
Kirken for humanitær indsats 
og beskæftigelsestj enester i 
hans land. Kirken har sponso- 
reret mere end 140 humani- 
tære projekter i Ghana i de 
sidste 15 år. 

Til gengæld inviterede 
præsident Hinckley præsident 



Kufuor til åbenthus i templet i 
Accra, som planlægges at 
være færdigt i efteråret 2003. 
Han takkede også præsident 
Kufuor for at samarbejde 
med Kirken. 

»Det var gensidigt et meget 
nyttigt besøg, såvel som en 
mulighed for at udtrykke 
taknemmelighed og påskøn- 
nelse«, sagde ældste H. Bruce 
Stucki fra De Halvfjerds, tidli- 
gere præsident for Det 
Vestafrikanske Område. 

Kirken har fem stave og 
omkring 20.000 medlemmer i 
Ghana. I øjeblikket opføres 
der et tempel, gæstehjem, et 
stavscenter og en område- 
kontorbygning. ■ 



Kirkens 
VIP-tjeneste 
bygger broer 

Naomi Frandsen 

Da Norman D. og Luana 
Shumway, ledere for 
Kirkens VIP-tjeneste i 
Salt Lake City, mødte en 
fremtrædende kristen præst 
fra midtvesten i USA, fortalte 
han dem, at han ikke nøjagtig 
vidste, hvorfor han var kom- 
met på besøg. Bror og søster 
Shumway besluttede at tage 
ham med på en tur i de sid- 
ste dages helliges humani- 
tære center og Welfare 
Square for at hjælpe ham 
med at finde ud af det. 

»I løbet af de mere end to 
timer, vi var sammen med 
ham«, mindes bror Shumway, 
»var de ord, han hele tiden 
brugte >utroligt<, >ufattelig< og 
>fantastisk<. Og han blev ved 
med at sige: >Ah, der er så 
meget, vi kan lære om, 
hvordan vi bliver Kristi efter- 
følgere^« 

Lige fra buddhistiske 
munke til militært personale 
til regeringsledere, er der 
hundreder af ledere inden 
for erhverv, politik og reli- 
gion, der besøger Kirkens 
hovedsæde i Salt Lake City 
hvert år. De bliver budt vel- 
kommen af Kirkens VIP-tje- 
neste og lærer om Kirkens 
historie og lærdomme på ste- 
der som Tempelpladsen, 
Slægtshistorisk Bibliotek, Det 
Humanitære Center, Welfare 
Square, Kirkens museum for 
de sidste dages helliges 
kunst og historie samt 
Konferencecentret. 

»Vi tror, at vi kan vise disse 



126 



KIRKENYT 




Søstermissionærer viser gæster fra Ghana rundt på Tempelpladsen. 



gæster, hvad Kirken gør, og vi 
behøver ikke at forklare særlig 
meget«, siger bror Shumway. 
Det Første Præsidentskab gav 
Lowell og Tamara Snow, tidli- 
gere ledere for Kirkens VlP-tje- 
neste, lignende instruktioner: 
»Tal ikke for meget. Lad Kirken 
tale for sig selv.« 

Og den taler virkelig for sig 
selv. Ved Welfare Square ser 
gæsterne Kirkens grundlæg- 
gende tro i funktion, mens de 
ser alle velfærdsfaciliteterne. 
»Som medlemmer af Kirken 
har vi en pagtsforpligtelse til 
at tage os af de fattige og de 
nødlidende«, forklarer Mel 
Gardner, leder for biskoppens 
forrådshus, som ligger på 
Welfare Square. »Men alt det, 
vi gør, er beregnet på at 
fremme uafhængighed. Til 
gengæld kan mennesker, som 
modtager hjælp, opløfte 
andre ved deres betydnings- 
fulde tjeneste.« 

Bror Gardner fører gæster 
gennem en købmandsforret- 



ning uden et kasseapparat, 
hvor de, som har brug for 
det, og de, som er henvist 
hertil af deres biskop, kan 
modtage madvarer. »Vi siger, 
at det er den bedste mad, 
som penge ikke kan købe,« 
spøger han. 



Gæster bliver ofte impone- 
rede af den mængde af frivil- 
lige fra lokale stave, som 
arbejder i forrådshuset, bage- 
riet, konservesfabrikken, me- 
jerianlægget og Deseret 
Industries' butik. Et indram- 
met citat af profeten Joseph 



Smith forklarer, hvorfor frivil- 
lighedens ånd gennem- 
trænger Kirken: »En mand, 
som er fyldt med Guds kærlig- 
hed, er ikke alene tilfreds med 
at velsigne sin familie, men vil 
gå ud til hele verden, ivrig 
efter at velsigne hele menne- 
skeheden« (Joseph Smith, 
History ofthe Churcb, 4:227). 

>»Det er det, det handler 
om< - velsigne og tjene,« siger 
bror Gardner ved afslutnin- 
gen af turen, hvor gæsterne 
bliver inviteret til at drikke 
chokolademælk og spise 
cheddarost, som er produce- 
ret af Deseret Dairy. 

Det nærliggende sidste 
dages helliges humanitære 
center viser Kirkens velfærds- 
programmers omfang. »Vi er 
Kristi efterfølgere, og i alt 
det, vi gør, forsøger vi at være 
eksempler på det, han 
belærte om,« forklarer ældste 
Jerry Brown, som arbejder 
fuld tid som seniormissionær, 
da han fører gæsterne 
gennem varehusets lokaler, 
der er fyldt fra gulv til loft 




Slægtshistorisk konsulent Wolfgang Lebedies (til venstre), hjælper gæster fra Tyskland, som 
er på besøg på Slægtshistorisk Bibliotek i Salt Lake City. 



LIAHONA NOVEMBER 2002 



127 



med baller af tøj, sko, medi- 
cinsk udstyr og uddannelses- 
materialer, der venter på at 
blive udskibet. Af og til 
møder gæsterne elever, der 
er deltager i undervisning 
ved det humanitære center 
og på Welfare Square, et pro- 
gram som omfatter beskæfti- 
gelses- og sprogtræning. 

»Det er så tilfredsstillende 
at se ladninger af nødvendigt 
tøj, medicinsk udstyr og 
andre materialer, der sendes 
ud hver uge til verdens nødli- 
dende nationer«, siger 
William D. Reynolds, leder for 
det humanitære center. »Men 
lige så tilfredsstillende er det 
at se glæden i øjnene hos 
hver af eleverne, når de får 
mere selvtillid ved undervis- 
ning og anvendelsen af 
erhvervsfærdigheder.« 

På Tempelpladsen udvek- 
sler søstermissionærer grund- 
læggende evangeliske 
budskaber. Kirkens gæster 
kan normalt få en tur af sø- 
stermissionærerne, som taler 
deres modersmål, og ofte 
synes valget af turguider at 
være inspireret. Søster 
Shumway mindes engang, 
hvor en gæst med fjendtlig 
indstilling spurgte, hvad 
indianerne syntes om 
Mormons Bog. Den søster- 
missionær, som ledte turen, 
svarede: »Jeg er delvist 
Blackfoot og Shoshone.« Så 
fortalte hun om sin kærlighed 
til Mormons Bog. 

Da bobslædeholdet fra 
Monaco ankom til 
Vinterolympiaden 2002 i Salt 
Lake City, havde de en bøn - 
et besøg på Slægtshistorisk 
Bibliotek. På biblioteket lærer 
gæsterne, at »familierne kan 
være sammen for evigt.« »Vi 
tror, at vi kan være sammen 



med vores familie for evigt, 
og en del af det er at finde 
disse mennesker, som vi kan 
være sammen med«, forklarer 
Elaine Hasleton, leder for 
bibliotekets PR. 

Gæster begynder ofte at 
føle begejstringen ved slægts- 
historie, når de ser de hun- 
dreder af besøgende, der 
søger på de fire etager med 
slægtshistoriske optegnelser. 
Under et mindeværdigt 
besøg så en gæst, som ikke 
havde interesse i slægtshisto- 
rie, og som havde østeuropæ- 
iske forfædre, nogle 
passagerlister og immigra- 
tionsoptegnelser over sine 
forfædre. »To og en halv time 
senere«, mindes søster 
Shumway, »fortalte vi ham, at 
vi måtte gå, og han sagde: 
>Gå I bare. Jeg bliver. <« 

Gæster går til sidst hjem, 
og de tager et varigt indtryk 
med sig. »Gæsterne forlader 
normalt Salt Lake, idet de 
siger: >Jeg kom og vidste intet 
om Kirken, men jeg fandt 
varme, venskab, kærlighed og 
omsorg,<« siger bror Snow. Og 
det, tilføjer bror Shumway, »er 
det, vi prøver at gøre først - 
det bygger bro af forståelse 
mellem verden og Kirken.« ■ 



SDH-kirken 

erUSA's 

hurtigst 

voksende 

trossamfund 

I en undersøgelse, der 
opdateres hver 10. år, 
blev Jesu Kristi Kirke af 
Sidste Dages Hellige nævnt 



som det hurtigst voksende 
trossamfund i USA i årene 
1990-2000. 

Undersøgelsen antydede 
også, at de hurtigst voksende 
kirker var dem, som blev anset 
for socialt konservative - og at 
de langsomst voksende kirker 
var dem, som blev anset som 
socialt liberale. Med en væk- 
strate på 19,3% fører Kirken 
an i retningen mod konserva- 
tiv religion i USA. De næsthur- 
tigst voksende religioner var 
ChurchesofChrist, 
Assemblies of God og den 
romersk-katolske kirke. 

Glenmary Research 
Center, en katolsk forsknings- 
og social tjenesteorganisation, 
foretog undersøgelsen ved 



hjælp af svar modtaget fra 149 
religiøse grupper. Da folketæl- 
lingen i USA ikke indeholder 
oplysninger om religion, bli- 
ver denne undersøgelse bredt 
anset for den mest omfat- 
tende vurdering af religiøse 
tilhørsforhold i USA. 

I henhold til undersø- 
gelsen er Kirken det sjette 
største kirkesamfund i USA, 
og Utah står øverst på listen 
for »den mest troende stat«, 
idet den har den højeste pro- 
cent for religiøst tilhørsfor- 
hold (75%). Provo i Utah blev 
udpeget som det byområde 
med den højeste procentsats 
(90%) af befolkningen tilhø- 
rende én af de 149 delta- 
gende religiøse grupper. ■ 



Ordinance Index tilgængelig 
på internettet 



En ny version af 
FamilySearch™ 
Ordinance Index 
er tilgængelig for første 
gang online på www.family 
search.org. Denne database 
indeholder en optegnelse 
over alle færdiggjorte tempel- 
ordinancer for afdøde perso- 
ner. Medlemmer kan få 
adgang til denne database for 
at bekræfte, om der er blevet 
udført tempelordinancer for 
afdøde personer, før man ind- 
sender navne til templet. 
Denne proces vil bidrage til at 
mindske dobbeltordinancer. 
Millioner af navne er ble- 
vet tilføjet Ordinance Index 
for nylig, og det vil blive 
opdateret ugentlig for at 
sikre, at medlemmer har 
aktuelle oplysninger om 
deres forfædre. 



For at registrere og få 
adgang til oplysningerne om 
ordinancer i denne version 
af Ordinance Index, har kir- 
kemedlemmer brug for 
deres medlemsnummer og 
bekræftelsesdato. Wards- 
og grenssekretærer kan 
give medlemmerne disse 
oplysninger. 

Medlemmer, som har 
adgang til internettet der- 
hjemme eller på deres lokale 
slægtshistoriske center, kan 
bruge denne online version af 
Ordinance Index. 
Slægtshistoriske centre uden 
internetadgang kan kontakte 
Kirkens Slægtshistorisk og 
historisk afdeling mht. at få 
adgang til internettet efter at 
have modtaget bemyndigelse 
fra lokale præstedømmele- 
dere. ■ 



128 



BRAGT MED TILLADELSE AF HENRY OG RENÉE SCHWENDIMAN 




k 

O 

S 
-s 

S tø ,_; 
tø ^ £T> 



i 



«© 



I | 



O 

O 



o 



-Q 



<-■( 



tø 



g 

O -SS 

00 g 

:= s -sa 

5 & 

3 



I ! 

** 

1 i 

tø 



~S5 



O 

s, s 

»SS S 



-S 
-O 

00 
*-< 

co 

00 

1 



tø 
»S 

ja 









tø 



g 



. ■ tø 

p i 

Vi "O 

•~* tø 



f 


-»1 
■so 


tø 


tø 


^s 


■S 


£5 


s 


"*■* 

**•«* 


*§ 


**>i 


s 


^ 


^5 



tø 

-S 



.tø 



t50 




»Men det, der betyder mest, er det, som er sket inde i 
enhver af os som følge af vores oplevelse,« sagde 
præsident Gordon B. Hinckley til det sidste møde ved 
generalkonferencen. »Jeg har selv truffet en fast 
beslutning om at være et bedre menneske, end jeg hidtil 
har været . . . Jeg udfordrer enhver af jer . . . til at leve op 
til det guddommelige i jer.« 



X 

Z 

< 

Q 



:c\j 
=o 



BERETNING FRA 
OKTOBERKONFERENCEN 2002 
DEN 5. OG 6. OKTOBER 2002